“I am in blood steep’d in so far…”

Macbeth, Teatersalen Odeon, Odense Teater

 

Af Ulla Kallenbach

”Vi kommer til at holde mere øje med hinanden end med stykket”, lød det fra en blandt gymnasieeleverne foran mig umiddelbart inden forestillingen startede. På Odense Teaters nye scene, Odeon, sidder tilskuerne på rækker over for hinanden, mens den relativt lille scene i midten ligger, næsten lidt klemt, afgrænset af et metalhegn. Men fra forestillingen går i gang med bulder, brag og blackout, er der ikke tid til at kigge på hinanden – forestillingen har rigeligt med action at holde øje med. Det er en voldsom Macbeth, Simon K. Boberg har iscenesat. Rå, larmende og blodig – ja, blodet flyder bogstaveligt talt i spandevis og stænker endog til slut ud på de forreste tilskuerrækker. Her har man taget Shakespeare og Macbeth på ordet ’It will have blood; they say, blood will have blood’ (III.4).

En blodig arena

Siggi Óli Pálmasons scenografi danner en enkel og stringent ramme om grusomhederne. Det enkle scenerum forvandler sig på splitsekunder fra slagmark til tronsal, fra dag til nat, fra Skotland til England. Dét klarer Shakespeares ord, og der er ikke brug for mere. Det er enkelt og velfungerende, lige som den stemningsskabende lys- og lydside, der fint understøtter teksten.

Farveskalaen er ligeledes holdt helt enkel: sort, grå, rød og hvid. Sorte er de læderklædte krigsherrer og deres fruer. Heksene grå. Rødt er blodet. Kun kongen Duncan og hans søn Malcolm står hvidklædte og uplettede. Selv når Macbeth senere krones til konge og iklædes sin hvide kongedragt, ser vi stadig hans sorte dragt underneden – hans sande natur lader sig ikke skjule.

I den ene ende af scenerummet ligger en vandgrav fyldt af mørkt vand – i den anden en trappe, som fører op mod kongetronen. Bag den hænger et blodrødt banner. Ved siden af en brandslange, der en gang imellem bruges til at spule blodet væk. Imellem dette ’nede’ (død, fortabelse) og et ’oppe’ (magt, frelse) er selve scenen, kamppladsen, hvor de valg, der træffes, leder enten mod frelse eller fortabelse.

Det er en blodig arena, hvor forestillingens meget velfungerende ensemble af ti skuespillere med lethed glider ind og ud af de mange forskellige rollefigurer, som stykket kræver. I iscenesættelsens voldsomhed tjener det skuespillerne til ære, at de ikke forfalder til overspil. End ikke de tre hekse. Man har i det hele taget forsøgt at skildre karaktererne nuanceret. Claus Riis Østergaard holder fast i Macbeths gode og heltemodige væsen i forestillingens start – og i en skrøbelighed selv når tyranniet får overtaget. Ligeledes forfalder Marie Dalsgaard ikke til at portrættere Lady Macbeth som ondskabsfuld manipulator, men spiller rollen nærmest med ømhed.

Dette er en forestilling, der vil og tør teatraliteten – på godt og ondt. Det fungerer overraskende fint, at det ikke er sværdene, men blodigt gennemvædede svampe, der fungerer som dødbringende knivvåben – men når spandevis af blod kastes ud over Macbeth, synes det unødvendigt over the top og også langt mindre uhyggeligt.

Der er flere elegante og vellykkede sekvenser undervejs: Som når Macbeth i en af sine asides tøver med at begå kongemordet, mens velkomstmåltidet til Duncans ære forløber parallelt i en slags kondenseret slowmotion. Eller når Jon Langes Banquo likvideres, hvorefter hans genfærd stiger op af vandgraven og – kun set af Macbeth – deltager i kroningsfesten.

Omvendt er eksempelvis Lady Macbeths selvmord (udført med spand), som i denne forestilling foregår for øjnene af publikum, lidt af en fuser, hvor der lyder spredt latter blandt publikum.

Brutal og hæsblæsende

Også Shakespeares tekst – i forvejen hans korteste tragedie – har været udsat for lidt af et blodbad. Væk er hele scener, og ind til flere karakterer har måttet lade livet. Fem akter kondenseret til én.

Den brutale beskæring med samt bearbejdning og forestillingens høje tempo er måske mere, end hvad forestillingen kan holde til. Nogle gange fungerer det fint, som når Boberg lader Lady Macduffs søns være et spædbarn og overlader replikkerne til en tjenerinde – glimrende spillet af Hanne Hedelund i samspil med Katrine Bæk Sørensens Lady Macduff. Her skabes ved moder- og barnedrabet en effektfuld parallel til Lady Macbeths grusomme ord om, hvordan hun ikke ville tøve med at dræbe det barn, hun netop havde ammet. Omvendt bevirker det høje tempo, at karakterudviklingen fra retfærdig undersåt til ondskabsfuld tyran hos Macbeth (som i forhold til Shakespearetidens psykologi netop degenererer og går fra at være rationelt reflekterende til nærmest dyrisk, bestialsk irrationel) ikke fremstår helt troværdig – ej heller gør skiftet fra det køligt beregnende til det glødende vanvid hos Lady Macbeth.

Undervejs i beskæringsiveren risikerer man også at skære vitale dele fra. Her kunne man f.eks. spørge ind til, hvorfor Shakespeare mon opererer med alle de mange karakterer, når nu han selv ligeledes havde et begrænset antal skuespillere til sin rådighed i sin trup? Hvorfor figurerer hele to læger i stykket? Kan f.eks. Duncans anden søn Donalbain uden videre undværes? Jeg skal straks vende tilbage til disse spørgsmål, men vil først stille endnu et:

Hvad skal vi med Macbeth?

Hvorfor spille ”Shakespeares berømte drama om magtens pris og angstens væsen”, som Odense Teater beskriver det – netop nu? Hvorfor skal netop dette drama åbne den ny scene? Hvad er det, Macbeth har at sige os i dag – i vores tid?

Der er som ovenfor skildret mange gode takter i Bobergs Macbeth. Men ved forestillingens endepunkt fremstår stykket alligevel lidt for ligetil: en tragedie om en karakter, som fejler og lader sig lede på magtens og voldens afveje, som ikke magter magten, og som får sin retfærdige straf. Herefter genetableres den rette orden og Duncans hvidklædte søn Malcolm, den retmæssige arving, krones og han kan stige op til tronen. Nok er der kommet blodpletter på trompetbukserne (kun pletter, det er jo Macduff, der gør det beskidte arbejde og tager livet af Macbeth), men det er en renfærdig Malcolm, der trækker det blodrøde banner ned, mens sol(spot)lyset bryder frem, og afdækker et rent, hvidt banner. Happy ending – case closed.

Hos Shakespeare er denne orden dog kun et skin. Det var jo Banquos efterkommere, der blev spået tronen – men hvor er Fleance blevet af? Personligt glæder denne anmelder sig inderligt til en instruktør får øjnene op for de potentialer, der ligger i en mere ambivalent og kompleks slutning. Shakespeares historiske kilder taler deres tydelige sprog. At Donalbain i Shakespeares tekst er fraværende, når Malcolm krones, er hverken en fejl eller en forglemmelse fra Shakespeares side. Han befinder sig ved stykkets slutning i Irland, men vil senere spille en central rolle i Skotlands blodige kongekabale som Donald III. Roman Polanski antydede dette i slutningen af sin filmatisering af Macbeth (1971), hvor han lader Donalbain vende tilbage til Skotland og møde heksene. Flere kongemord er på vej. Og kongemord var til stadighed højaktuelle og sprængfarlige emner i Shakespeares levetid, hvor både Elizabeth I og James I, som i sit stamtræ kunne påvise direkte slægtskab med Banquo, blev efterstræbt på livet. Senest i det spektakulære Gunpowder plot, der var blevet afsløret året før Macbeth blev skrevet. Her var et komplot, der skulle sprænge parlamentet i luften og erstatte James med en katolsk konge, blevet afsløret i sidste øjeblik. Opsigtsvækkende retssager og grusomme afstraffelser ventede de involverede.

Malcolm er ikke en retmæssig, sikker hersker. Det ”magthamsterhjul”, som både Simon Boberg og Claus Riis Østergaard omtaler i forestillingens undervisningsmateriale, gælder ikke kun Macbeth, men peger ud mod en langt større sammenhæng. Og den sammenhæng taler ind i vores egen samtid. Hvor det stadig ikke altid er de renfærdige, der regerer. Hvor komplotter og forræderi til stadighed lurer i kulisserne.

Lægefigurerne, der så ofte spares væk, vidner (lige som en række andre passager i stykket) om, hvordan menneskets ondskab, forræderi og forbrydelse forplanter sig til kongeriget og gør landet sygt. Dér, hvor Shakespeare ender Macbeth har landet nok været igennem den første operation, men er endnu ikke helbredt. Er vores?

 

MEDVIRKENDE Claus Riis Østergaard, Marie Dalsgaard, Youssef Wayne Hvidtfeldt, Nicolai Jandorf, Jon Lange, Peter Gilsfort, Hanne Hedelund, Joakim Skovgaard, Søren Højen, Katrine Bæk Sørensen. INSTRUKTØR Simon K. Boberg. MANUSKRIPT William Shakespeare, overs. Niels Brunse. SCENOGRAFI Siggi Óli Pálmason. LYSDESIGN Simon Holmgren. LYDDESIGN Kim Malmose. PRODUCERET AF: Odense Teater. SPILLEPERIODE: 14. september 2017 – 11. oktober 2017

Ulla Kallenbach, PhD, postdoc ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet. Aktuelt forskningsprojekt: Imagining Imagination in Philosophy and Drama 1960-.

Del med andre