Det, der ikke kan tales om….

Af Lars Ole Bonde

Silent Zone er noget så usædvanligt som en opera baseret på en incestramt families tragedie. Mig bekendt findes der ikke andre operaer med dette emne (omend incest jo bl.a. findes helt eksplicit som tema i Wagners Valkyrien). Alene dette er grund til at skænke operaen opmærksomhed.

Men også dramaturgisk er denne opera på højde med sit vanskelige emne. En incest-historie kan anskues fra forskellige vinkler, ikke mindst i et (familie)historisk perspektiv: Den krænkedes perspektiv er ikke det eneste relevante.

 

 

 

 

 

 

 

Intet centralperspektiv

Det multi-perspektiviske gennemføres helt ned i den mindste detalje i denne bemærkelsesværdige produktion: Der er ingen ”scene”, dvs. intet centralperspektiv, scenografien er en bolig-model (en lejlighed eller et parcelhus), som tilskuerne bevæger sig rundt om og aktørerne rundt i. I København var den fysiske lokalitet en nedlagt transformatorstation, næsten så langt væk fra et traditionelt teaterrum, man kan komme. Tilskueren må med andre ord konstant vælge synsvinkel – og flytte sig rundt efter egen nysgerrighed. Musikerne sidder ikke i en orkestergrav, de er en del af den dynamiske installation – den ene musiker spiller endda en rolle i fortællingen. Der er både sangere og skuespillere på scenen, samtidig. Det er meget originalt i en musikteatersammenhæng, og det virker stærkt berørende, sågar provokerende, at man som tilskuer nærmest tvinges til at opføre sig som voyeur.

Følelsesmæssigt landkort med dysfunktionel familie

Fremstillingen er således ikke naturalistisk, selvom ”hjemmet” er helt almindeligt; der er ikke noget tydeligt eller fremadskridende plot. Fortid og nutid veksler i de enkelte scener, drøm og virkelighed er til stede på samme tid. Formålet er derfor heller ikke terapeutisk, hvor fx et tydeligt før/efter-billede kunne være målet eller pointen. Vi præsenteres snarere for et følelsesmæssigt landkort, hvor en familie med far, mor og to børn eksisterer i flere tider samtidig: fortid(er) og nutid.

I nutiden fremstilles familien af 3 sangere (syngende, klædt helt i hvidt) og en slagtøjsspiller (klædt som den hvide kanin, datteren klyngede sig til i fortiden), i fortiden af fire skuespillere (tavse, almindeligt klædt). Disse 2×4 personer går ud og ind af den åbne kulisse, rummene (fysisk og psykisk) i deres hjem. Desuden er der en næsten magisk scene, hvor et børnekor langsomt vandrer igennem scenografien, som små engle eller budbringere fra en anden og bedre verden.

Louise Alenius’ musik er minimalistisk, dvs. at instrumentalmusikken er sammensat af små melodiske og rytmiske motiver, som gentages og flettes ind i hinanden, uden nogen særlig udviklingslogik. Den er lavmælt insisterende og fungerer det meste af tiden som baggrund for sangernes elegier – hvorfor slagtøjseksplosionerne (fra ”den hvide kanin”) virker ekstra stærkt, når de kommer.

Sangerne er meget erfarne og godt castede: Gitta Maria Sjøberg er gribende som den følelsesmæssigt fastfrosne moder, Sten Byriel vækker både varme og vrede følelser med sin fremstilling af faderen (der selv har været incestoffer), og med sin kontratenor skaber Morten Grove Frandsen et stærkt portræt af sønnen, som er barn og voksen på samme tid. Det er også et fint greb at fremstille den mutistiske (selvvalgt stumme) datter på en helt anden måde, uden sang, men med slagtøjets enkle og stærke midler.

Silent Zone er en knugende og stærk oplevelse – og på ingen måde terapeutisk. Louise Alenius har interviewet mange førstehåndsvidner som baggrund for forestillingen, og hendes anliggende er hverken at fordømme, forklare eller skabe katharsis. Tværtimod får publikum en stærk oplevelse af hvordan incest & tabu kan undergrave fundamentet i en hel familie, der ingen hjælp får udefra.

 

Silent Zone – opera af Louise Alenius
Understationen, Københavns Operafestival August 2017 (også spillet i Odense, Aarhus og Aalborg)
Komponist og librettist: Louise Alenius. Instruktør: Tue Biering. Scenografi: Ida Grarup Nielsen
Lysdesign: Martin Danielsen
Sangere: Gitta-Maria Sjöberg moderen), Sten Byriel (faderen), Morten Grove Frandsen (sønnen)
Slagtøjsspiller: Ying-Hsueh Chen (datteren)
Musikere: Louise Gorm (violin), Jenny Lüning (bratsch), Lea Emilie Brøndal Pedersen (cello),Andreas Hjorth Jessen (kontrabas),  Louise Schrøder (piano)
Skuespillere: Alfred Kann, Mona Alenius Kaniewski, Jeanette Lindbæk Birk, Kenneth Andersson

Lars Ole Bonde er professor ved Aalborg Universitet, Institut for kommunikation og psykologi, og tidligere opera- og koncertproducent.

Del med andre