Peeping Tom
Moeder
Waves Festival 2017, Vordingborg teater Instruktør: Gabriela Carrizo

Af  Sandra Bøgelund Bech

Hvad er en moder?

Peeping Toms forestilling Moeder er en både hjertegribende, uhyggelig, grotesk, fascinerende, humoristisk, overraskende, absurd og ikke mindst fantastisk smuk forestilling.

Moeder er anden del af Peeping Toms familietrilogi. Første del Vader åbnede Waves Festival i 2015 og her på Waves Festival 2017 var det Moeder der fik æren af at være Festivalens åbningsforestilling.

Som alle forestillinger på Waves udfordrer Moeder sin genre til bristepunktet. Forestillingen er i programmet genrebestemt som en danseforestilling, så jeg havde forventninger om at skulle se en abstrakt forestilling, hvor handlingen ville blive udtrykt gennem dans. Det blev den til dels også, men den var samtidig væsentligt mere end blot en danseforestilling.

Moderfigurens mange facetter

Da publikum er kommet på plads i den stort set fyldte sal på Vordingborg Teater, høres lyden af stille regn. På den mørke scenen er der en håndfuld mennesker, der går rundt. Scenens bagvæg består af en væg med træpaneler og en dør. På væggen er der et stort glasvindue ind til et rum, en lydboks, som man kan se ind til. En kvinde ligger på en båre inde i rummet og der står to mennesker ved hendes side, med nedbøjede hoveder. Pludselig gisper hun højt og en rød lampe over vinduet lyser. Personerne på scenen drages mod hende og lyset som ildfluer. Så snart gispet er færdigt slukker det røde lys, og vi er igen overladt til den stille lyd af regn. Dette gentager sig nogle gange. Det er en kontrastfyldt start, der varsler, hvad det er for en slags forestilling vi har for os – kontrastfyldt og barsk. Man får følelsen af at være tilstede i en meget intim og smertefuld situation, hvor et menneske, en moder, er ved at slippe livet.

Flere blandt publikum må tørre øjnene, og det er tydeligt at mange kan relatere til det der foregår. I næste nu, køres kvinden på båren væk, og lyset tændes på scenen. Rummet omdannes fra kapel til museum. En yngre kvinde kommer ind og vi kan høre, hun træder i vand. Der er lyde af plask og hun undersøger vandet med kroppen. Den legende undersøgelse udvikler sig til en kamp om liv og død. Lydene, der går fra små plask til store skvulp, laves inde i rummet bag vinduet og vi kan se personen, der laver lydene undervejs. Dette er gennemgående for hele forestillingen. Rummet bag vinduet bruges både som lydboks, operationsstue, fødeklinik og som et slags vindue ind til efterlivet. Det er underholdende og effektfuldt, at vi kan se lydeffekterne blive lavet undervejs, og det giver en særlig poetisk og komisk dimension til forestillingen. Som handlingen skrider frem, bliver vi introduceret til en række karakterer: der er den ældre moder, den syge moder, den kommende moder, moderen der aborterer, moderen der mister sit syge barn og moderen der dør.

Handlingen centrerer sig om sønnen der præsenterer sin kone for sin mor og fortæller hende, at de skal have et barn. Hun forudsiger, at det bliver en hård fødsel og hun får ret. Efter en hård fødsel, får de et sygdomsramt barn, som de i mange år må nøjes med at besøge i hospitalets kliniske rum, indtil de til sidst mister det i døden. Vi møder også kvinden, der leder efter sin mor – hun finder et billede på museet, og finder derigennem sin identitet. Kaffeautomaten, der er placeret på scenen spiller en central rolle og vi ser, hvordan karaktererne prøver at forstå dens personlighed og enten slår på den i frustration eller kæler sensuelt for den, for at få den til at lave kaffe. Vi overværer også dens brutale død, efter den er blevet overfyldt med alle karakterernes følelser. De tager afsked med den i et tragikomisk sørgeoptog.

Peeping Tom formår at vise de hårde facetter af moderrollen. Måske netop fordi det er en danseforestilling, får de udtrykt de ting, vi ikke altid kan sætte ord på: magtesløsheden, smerten og afmagten. Den viser også de mindre pæne sider af moderrollen. Familien symboliseres gennem et museum, hvor billeder af moderen fylder alle pladserne. Da hun er syg og begynder at fylde mindre, kommer svigerdatteren ind og overtager i kraft af sin graviditet. Og da datteren kommer ind og stjæler billedet fra sin barndom og overtager kustoderollen fra sønnen, er der hverken plads til far eller søn længere. Først da den gamle mor er død kan faren få sine ungdomsportrætter op på væggen. Det kommer de i den grad også, da alle billederne, med undtagelse af ét, bliver erstattet af ungdomsportrættet. Det er på denne måde ikke en glorificering af moderrollen, men snarere en undersøgelse af de strukturer der omgiver den og de funktioner den indtager i løbet af et liv.

En af scenerne skilte sig særligt ud for mig. Vi ser en gravid sygeplejerske, der indtil da har været en bikarakter. Pludselig begynder hun at bløde fra underlivet og vi forstår, hun er i gang med at abortere. Det udvikler sig til en abstrakt, uhyggelig dans, hvor hun hvirvler rundt på scenen og vrider sig i alle mulige og umulige vinkler mens øjnene flimrer. Hendes arme bliver absurd lange og stemningen bliver mareridtsagtig og grotesk. For mig udtrykker dette kropssprog en smerte og en abstraktion, som jeg aldrig ville kunne forstå kun gennem ord. Scenen er smuk men meget uhyggelig og vi ser en kvinde, der ikke har kontrol over de bevægelser hendes krop tvinger hende ud i. De lange arme styrer kroppen rundt. En anden scene jeg vil fremhæve i samme ombæring, er hvor forældreparret får taget deres syge barn fra sig. De er kommet for at besøge deres barn i anledning af barnets fødselsdag. Bedst som de er kommet, bliver barnet taget fra dem og ind bag lukkede døre i operationsstuen, som rummet bag vinduet nu er omdannet til. Forældrene kaster sig rundt på scenen og danser en intens og lidende dans. De kaster sig rundt i et virvar af smerte og afmagt og de finder kun momentvist hinanden – selvom de danser den samme dans er det som to individer der parallelt lider på scenen.

Forestillingen er et virvar af scenarier, nogle mere absurde og abstrakte end andre. Slutscenen er gribende. Vi ser, hvordan moderen, som vi mødte i starten, ligger på en båre. Nu bliver hun kørt ind gennem en lem i væggen. Hun er død og skal nu sendes videre. Vi ser hende derefter i rummet bag vinduet, hvor hun kommer gående med det syge barn, der blev taget fra forældrene, i armene. Forældrene kigger længselsfuldt ind gennem glasset. På væggen hænger billedet af et hjerte. Vi har set det tidligere i forestillingen og set det bløde. Nu bløder det igen og en rengøringskone, den arbejdsomme moder, ligger på knæ og forsøger at tørre det rindende blod op. Lyset snævres ind på hende, indtil det bliver mindre og mindre og til sidst er væk. Salen omsluttes af mørket og tilbage er kun lyden af regn indtil folk bryder ud i stående klapsalver.

Der er ingen tvivl om, at Moeder udfordrer sin genre. Det er moderne dans, men det er også så meget mere. Det er fysisk teater, der gennem krop og kun meget få enkeltstående replikker undersøger, hvad en moder er. Hvad der skaber en moder og hvad der nedbryder en moder. Forestillingen tager også problemstillinger op som hvad det gør ved et menneske ikke at kende sin moder. På rørende vis undersøger den også det særlige bånd mellem mor og barn og ikke mindst en fars magtesløshed og afmagt, når der for eksempel sker en abort, hvor han intet kan gøre og det er en moders ene kamp for liv.

Den tragikomiske balance

Moeder er en meget gribende forestilling, og den formår at balancere det groteske og smertefulde mod det komiske rigtig fint. Det når aldrig at blive så voldsomt, at vi som publikum distancerer os komplet fra skuespillerne/danserne, men samtidig får vi lov at dvæle længe nok i de tragiske og groteske hændelser, til at det føles ubehageligt helt ind under huden. Vi får lov at sidde længe i de uhyggelige og tragiske scener, og det når at blive meget – men aldrig for meget. Når man er på nippet til at blive klaustrofobisk og føle, man ikke kan holde det ud mere, skifter scenariet karakter og vi kan komme op og få luft. Samtidig er der mange små underfundige indslag af humor, der letter stemningen, når det er ved at blive for hårdt. Det er en hårfin balance, som Peeping Tom har formået at finde mellem det groteske og humoristiske og det abstrakte og konkrete. Forestillingen som helhed er bestemt abstrakt, men de enkelte scener og sekvenser er i og for sig håndgribelige nok på trods af de absurde hændelser.

Smerten er en gennemgående tematik og symboliseres især ved det blødende billede af hjertet på væggen. De fleste dansesekvenser er også kropslige udtryk af smerte – kun én gang ser vi en humoristisk dans. Og for mig, er det netop dét Moeder kan. Man bliver som publikum tilbudt en oplevelse, hvor man kan fordybe sig i abstraktionerne, og svælge i overfloden af fysiske udtryk. Det er en visuelt flot forestilling, og man bliver hele tiden overvældet af sanseindtryk. Jeg følte ikke det blev for meget, netop grundet de fine skift mellem scenerne.

Gennem forestillingen var der musik og operasang, og egentlig fyldte lydsiden for mig ligeså meget som dansen. Lyden havde en gennemgribende rolle som kom til udtryk gennem rummet bag vinduet. Det fungerede som en lydtæt boks, der nogen gange blev åbnet op for lydmæssigt, og andre gange ikke. Når der blev åbnet op, var det enten meget smukke lyde eller smertefulde lyde af skrig. Det var det rum som kun de særligt udvalgte kunne træde ind i og det gav det en særlig status. Visualiseringen af lydene gjorde at lydsiden også fik et fysisk udtryk, samtidig med at de gav bevægelserne på scenen lyd. Der var dermed en konstant vekselvirkning mellem lyd og bevægelse, der påvirkede hinanden i forskellige niveauer.

Der er ingen tvivl om, at Moeder er en hård, men også meget poetisk oplevelse. Jeg vil driste mig til at sige, at det næsten var en terapeutisk oplevelse at se alle de forskellige stadier af moderskabet og smerten og komme ud på den anden side bagefter.

Der er intet som en mor der rammer vores hjerte, og Peeping Tom formår at gribe fat i publikum i hele salen, også på de fjerneste rækker, med denne grænseoverskridende og meget interessante forestilling.

Sandra Bøgelund Bech er uddannet ved Københavns Universitet med kandidat i Teatervidenskab og Performancestudier og en bachelor i Dansk.

Del med andre