Cantabile 2
Skjult Nummer
Waves Festival 2017, Medborgerhuset Instruktør: Nullo Facchini
Ide og koncept: Nullo Facchini Produktionsleder: Delia Trice Scenograf: Paola Serafin

Af Sandra Bøgelund Bech

På risikorejse i amerikanerbil

Cantabile 2’s forestilling ”Skjult nummer” er bestemt en af de store oplevelser på dette års Waves Festival. Inden festivalen er startet meldes der allerede udsolgt. Der er nemlig kun 32 pladser til hver forestilling. Da vi ankommer til medborgerhuset i Vordingborg, kan man mærke den spændte stemning blandt publikum. Ingen ved helt hvad de kan forvente, og de, der har været til Cantabile 2’s forestillinger før, forsikrer os andre om, at man aldrig kan vide, hvad der sker. Efter vi har ventet lidt, bliver vi budt velkommen. Vi bliver bedt om at stille os på række to og to ved siden af en, vi ikke kender. Vi bliver efterfølgende lukket ind to og to og kommer ind til et rum, hvor vi bliver fordelt ved tomandsborde over for en ny partner. Der er en lampe på bordet og et lille hæfte til hver. Beroligende musik spiller i højtalerne. Jeg sidder over for en italiensk kvinde. Vi smiler høfligt til hinanden, og kigger begge spændte rundt i rummet.

Da alle er på plads, lyder der en kvindestemme i højtalerne. Hun fortæller os, at vi skal åbne hæfterne og læse. I bogen er der nogle spørgsmål, vi skal stille hinanden. Personlige spørgsmål som, hvad vi ville fortryde aldrig at have fået sagt, hvis vi døde i dag – den slags personlige og tankevækkende spørgsmål. Til sidst skal vi svare på, hvad vi godt kan lide ved hinanden. På trods af, vi har lidt sprogudfordringer, føler jeg og min makker kommer tættere på hinanden. Vi får af vide, at vi skal på tur med det par der sidder over for os. Vi rejser os, hilser på hinanden og går derefter ud og møder vores chauffør for aftenen. Vi skal køre i en gammel amerikanerbil og på turen ud til første stop fortæller chaufføren ivrigt om, hvordan han har sat bilen i stand. Vi smalltalker og snakker om, hvor vi kommer fra. Det viser sig at vi i vores bil er to lokale, en fra Sardinien og mig selv fra Odense. Vi kører ud forbi psykiatrisk hospital og kører ind på gangstierne. Det føles allerede spændende, at køre steder som er lidt forbudte. Vi stopper foran en lille hytte. Chaufføren fortæller, at vi skal gå ind, men mere kan han ikke sige. På døren hænger der nogle instruktioner – der står, at vi skal gå ind og lukke alle døre efter os. Vi træder ind og ser tre døre.

Vi lukker hoveddøren og er nu omgivet af mørke. Vi bliver enige om, at holde hinanden i hænderne, så vi ved, hvor hinanden er. Vi træder ind i et rum, og man kan mærke, at der er en person. Stemningen er spændt. Efter lidt tid tændes en lampe, og vi ser en ung kvinde. Hun byder os velkommen og vi sætter os på puder rundt om et lille bord. Det er et spændende besøg hos hende, og vi undersøger gennem forskellige små lege, hvordan berøring og fysik kan bruges til at udtrykke ting, vi ikke kan sige med ord. Vi ender med at danse til rytmisk musik ude i skoven. Vi græder af grin, siger farvel til kvinden og er klar til næste stop.

På køreturen snakker vi dybere end ved første tur. Vi får en sms på en mobiltelefon vi har fået udleveret ved start, med nogle spørgsmål, som vi kan snakke ud fra. Det er dybe spørgsmål af samme karakter, som de vi læste i starten i den lille bog på bordet. Efter vi har kørt lidt rundt, stopper vi foran en bank.

Vi skal ind og løse en lille gåde og så videre op til værelse 418 på Hotel Kong Valdemar. Inde på værelset sidder en mand i vinduet. Han ser tænksom ud og han anviser os til nogle siddepladser i værelset. Han fortæller os historier fra sin ungdom – om når fællesskabet sejrer og gør en uovervindelig og om, når fællesskabet mislykkes og nogle bliver tabt på vejen. Så skænker han kaffe op til os og vi snakker om, hvordan man kan gøre en forskel ved blot at byde nogen på en kop kaffe. Vi fortæller på skift hvem i vores liv, vi måske burde invitere på kaffe og tage os tid til at lære at kende. Manden følger os ud fra værelset, og da vi står ved trappen og kigger ned, fortæller han om en gæst der engang var på hotellet i 14 dage uden selskab. Han sprang efter sigende ned fra 4. sal til kælderen. Nogle siger, han aldrig rejste sig, andre at han rejste sig og gik ud men aldrig blev set igen – og så er der muligheden for, at det hele er rent opspind. Det er en vemodig og lidt uhyggelig afsked med manden fra værelse 418.

Vi kører videre, og nu bliver vi på sms bedt om at fortælle hinanden om dengang, vi har følt os mest ensomme. Man kan mærke på svarene, at vi er meget ærlige over for hinanden nu. De ting vi deler med hinanden, ville jeg aldrig have troet var mulige at dele med fremmede efter så kort tid sammen. Vi bliver kørt ud til en mark, hvor vi går hen til en gravhøj. Kvinden der møder os smiler og siger, at vi skal lave et ritual inde i højen – et ”Ritual of Risk”. Men før vi går derind, skal vi aflægge et løfte. Et løfte om at respektere hinanden, have kærlighed til hinanden og ikke bryde den tillid vi viser hinanden. Vi lover også, at vi ikke vil fortælle, hvad der bliver sagt inde i hulen. Inde i hulen er der dækket op med tæpper og lys. Vi starter med, at skulle udfordre vores værtinde til at tage en risiko – vi vælger, at hun skal fortælle os en hemmelighed, hun ikke har fortalt andre. Hun svarer meget ærligt og vi får lov at spørge ind til hemmeligheden. Derefter læser hun historien om Milarepa, den indiske unge mand der kommer hjem til sin hytte, der er fyldt med dæmoner. Dæmonerne vil ikke flytte ud, selvom han fortæller dem om godt og ondt. Han indser at dæmonerne er sider af hans eget sind og han forstår, at han ikke kan få dem til at flytte, førend han accepterer denne sandhed og rummer dem som en del af ham selv. Vi skal derefter finde og sætte ord på vores egne dæmoner.

Det er en stærk oplevelse, hvor vi virkelig får delt mange personlige ting med hinanden – men det føles trygt inde i hulen. Derefter bliver vi kørt retur til medborgerhuset. Her bliver vi ført ind i et rum med borde og stole. Den rolige musik spiller stadig i højtalerne. Vi sætter os og snakker om oplevelsen og hvad vi hver især har fået ud af det. Der ligger en seddel på bordet, der forklarer, at vi har været på ”Risiko-rejsen”. Vi snakker om hvordan vi først oplevede risiko ved at røre ved hinanden hos kvinden hytten, dernæst risiko ved at snakke med mennesker man ikke normalt snakker med, som manden på værelse 418 opfordrede os til og til sidst risiko-ritualet i gravhøjen. Da vi skal sige farvel giver vi først hinanden et håndtryk, men bliver hurtigt enige om, at det føles mærkeligt efter alt det vi har oplevet og vi giver i stedet hinanden lange, og ægte, kram.

Human Specifik performance

Cantabile 2 arbejder med human specifik performance. De definere det ud fra seks parametre, der alle centrerer sig om det autentiske og det nære i oplevelsen. Jeg har ikke selv oplevet Cantabile 2 før, kun læst om deres forestillinger, og jeg må indrømme, at jeg var en anelse kritisk og meget nysgerrig over for denne nye genre. For er det ikke bare ”almindeligt” interaktivt teater? Kan man overhovedet skabe autentiske, virkelighedsnære oplevelser i en performativ rammesætning og kan man skabe ægte relationer mellem skuespillere og publikum? Jeg oplevede til min glædelige overraskelse, at der i den grad kom autentiske oplevelser ud af det, og skellet mellem fiktion og virkelighed var hårfin. Jeg tror, at grunden til at det lykkes for Cantabile 2, handler om erfaring i at etablere trygge oplevelsesrum for deres publikum. Hvis man vil have publikum til at interagerer, er det afgørende, at de føler sig trygge og har tillid til situationen.

I Skjult Nummer blev alle situationerne bygget op, så man vidste præcis, hvad man skulle gøre, men samtidig havde man stadig handlefrihed. Der var ingen forkerte svar eller handlinger og skuespillerne tog godt hånd om de deltagere der var usikre. En styrke er klart at man bevæger sig rundt i små grupper. Derved opnår man en fortrolighed, som jeg ikke tror man ville kunne opbygge i en større forsamling. Uden at føle sig udstillet, får hver enkelt tid og ro til at interagerer i sit eget tempo, og skuespillerne kan aflæse hver enkelt og tilpasse situationen. Præcis som i den virkelige verden, hvor det er lettere at interagerer vellykket med få end med mange. Samtidig var der plads til forskellighed. Der var plads til den erfarne performance-deltager og til den nye teatergænger. Den erfarne deltager, der ikke er bleg for at springe ud i en interaktion og åbne op med det samme, blev udfordret igennem den ærlighed der blev inviteret til – det var ikke bare handlinger, men autentiske handlinger, der blev efterspurgt. I nogle interaktive forestillinger, er interaktionen holdt til at man skal udfylde en forudbestemt rolle, eller man skal bruges på en bestemt måde af performeren. Forestillingerne er derfor stort set ens hver aften med kun meget små forskelle, alt efter hvor frisk publikum er.

Men her var det en anden type interaktion der var på spil, en dybere og mere ærlig interaktion. Man blev ikke tilbudt en rolle, man skulle træde ind i og forlade igen, man skulle være sig selv. Selvom det måske lyder skræmmende, så kunne den nye teatergænger bestemt også være med, da ærlighed og ægthed jo netop er noget vi alle har naturligt. Der blev ikke efterspurgt nye kreative ideer eller særlige evner, der blev spurgt efter åbenhed. Det giver alle deltagere en fair chance for en god oplevelse af at have bidraget til forestillingen. Selvfølgelig er det også skræmmende at skulle være hudløst ærlig over for fremmede mennesker, og i princippet kunne vi jo bare have opfundet de ting, vi delte med hinanden, men her handler det i mine øjne i høj grad om, hvordan forestillingen faciliteres. Den forbindelse vi fik skabt i starten til personen over for os ved bordet, hjalp til at man havde én, som man i hvert fald følte sig nogenlunde tryg ved. Samtalerne i bilen, hjulpet på vej af de sms’er vi modtog, gav et sammenhold og en fortrolighed mellem os i bilen, som vi kunne bruge ved de tre situationer vi blev placeret i. I løbet af vores aften fik vi rørt ved hinanden, talt med hinanden, drukket kaffe med hinanden og fortalt hemmeligheder til hinanden.

Jeg oplevede en fin progression i forløbet, og når jeg ser det retrospektivt, ser jeg alle de små babyskridt vi tog. I stedet for at bede publikum om at bestige det store interaktions-bjerg i tre store trin, fik vi hele turen rundt om bjerget, med gradvis stigning, trin for trin indtil vi nåede toppen. Jeg tror, at alle er gået derfra med en følelse af selvudvikling. Og det er dét som gør dette Human Specifik-teater til en unik oplevelse. Man ender med at gøre noget, man ikke troede, man kunne gøre. Jeg troede aldrig jeg skulle danse i en skov og ryste min bagdel sammen med tre fremmede mennesker, men det gjorde jeg. Og jeg nød det – og jeg grinte. Længden af forestillingen er essentiel for at få ro og tid til alle disse små skridt. 3,5 time er ikke for lang tid at bruge og man keder sig ikke et sekund. Man er hele tiden i gang og er aktivt med og tiden suser afsted.

Cantabile 2 får i Skjult Nummer skabt en særlig oplevelse på to måder: selvudviklingen gennem interaktionerne med hinanden og med skuespillerne, som beskrevet ovenfor, og selve det univers de bygger op. Universet balancerer mellem det autentiske og det surrealistiske. Kvinden i hytten talte med rolig stemme og hendes kropssprog mindede mig om en alf eller elverpige. Man fik følelsen af at befinde sig i en slags drømmeverden ude i skoven. Manden på værelse 418 var derimod meget virkeligsnær – men historien til sidst om manden, der hoppede ned fra 4. sal havde en vibe af spøgelseshistorie over sig. Da vi kørte fra hotellet, så vi ham sidde i vinduet i værelset igen, højt oppe, og jeg kunne ikke lade være at tænkte på om det mon var ham, der dengang var hoppet ned og nu altid var bundet til hotellet og værelset. Ritualet og kvinden ved gravhøjen havde bestemt også det overnaturlige repræsenteret, vi kom tilbage til noget nærmest urmenneskeligt, da vi sad i gravhøjen i dæmpet belysning og pelstæppe på gulvet.

Som jeg ser det, går disse human specifik forestillinger skridtet videre end de almindelige interaktive forestillinger, netop gennem invitationen til ærlighed og åbenhed. Oplevelsen former sig ud fra præcis de personer der er tilstede den aften, og det vil være umuligt at få den samme oplevelse to gange. En anden essentiel ting er nærheden. Den kan ikke opnås på samme måde i større forsamlinger, og den tryghed man opnår sammen er essentiel for succesen af disse typer forestillinger. Nogen vil måske mene, at tempoet er for lavt, at der ikke sker nok på de 3.5 time forestillingen varer. Men var tempoet sat højere er jeg sikker på, at noget af magien ville blive tabt. Jeg gik hjem fra Skjult Nummer med en oplevelse af stor ro og taknemmelighed over at have haft mulighed for at være en del af dette magiske univers for en aften.

Sandra Bøgelund Bech er uddannet ved Københavns Universitet med kandidat i Teatervidenskab og Performancestudier og en bachelor i Dansk.

Del med andre