Legende legende

Af Kristoffer Spender

 Moliére – on the rocks. Dramatiker: Jean-Baptiste Poquelin (Moliére). Instruktion: Jacob Moth-Poulsen. Teatret Slotsgården. Set den 21. juni 2017.

Moliéres stykker er notorisk kendt for at lege med sine karakterers skæbne når det ser aller mest sort ud. Moliére er en legende og spilles stadig i stor stil i ind- og udland.

I denne udendørs forestilling bliver man ikke bare præsenteret for ét enkelt stykke men en hel palet. Forestillingen bestod nemlig af en collage af Moliéres samlede værker, ”Misantropen”, ”Don Juan”, ”Den indbildt syge”, ”Tartuffe” med endnu flere. I denne anmeldelse vil jeg tage fat i tre problemer. Først vil jeg diskutere den helt fundamentalt anderledes teatralske situation man sidder i, når man ser teater udendørs. Dette vil jeg selvfølgelig knytte til denne forestillings forsøg. Herefter vil jeg anfægte idéen om skuespilleren som instruktør, for til sidst at rose det kunstneriske team for deres fandenivoldske og dejligt befriende tag på Moliére. 

c92b37_a3d0022abae04d8da8a8649912219951-mv2_d_7096_10404_s_4_2                                                                                                   Foto: Daniel Buchwald

Udendørs?

Det er en helt fundamentalt anderledes oplevelse at se teater i en udendørs opsætning. Især den manglende belysning gør at det er særdeles vanskeligt at opretholde den magi som er så særegen for teatret. Heldigvis var det en strålende og lettere lun sommeraften, og den smukke gamle slotsgård der sætter scenen kom helt til sin ret. De rustikke omgivelser sætter én i kontakt med fortidens atmosfære.

Hele Slotsgårdens set-up er bygget op omkring paller. Der er paller alle vegne, både brugt til at skabe en meget flot indgangsport, og hele scenografien er bygget op af paller, som man har placeret gamle havemøbler på. Her forenes to ellers uforenlige elementer i et godt sammensurium. Nemlig træ og plastik.

Lyden blev håndteret af skuespillerne fra scenen, og senere på aftenen blev fakler også tændt.

Man bliver nødt til at gå meget konkret til værks, når man har med en udendørs forestilling at gøre. Intet flot lys kan reflekteres eller fremhæve og fokusere. Derfor må scenografien skabe stemning på en helt anden måde, og dette lykkedes forestillingen egentligt meget godt med, stemningen kom især fra det vitale og det konkrete. F.eks da vi som publikum guides ind bag fra scenen. Her kommer man ind midt i et stort skænderi, og der skabes på den måde et såkaldt in-medias-res. Hvad man mister i magi hentes i det konkrete, og den vilde stemning, man her ved forestillingens start møder, suppleres af duften og synet af en helstegt kylling der drejer rundt på en opvarmet grill. Denne hektiske start blev senere anvendt som en slags cirkelslutning.

Instruktør?

Scenen sættes af en højtoplæsning fra et biografisk værk om Moliére, som tjener som forestillingens røde tråd, og som bringer de forskellige værker i relation til Moliéres eget liv. Jeg anser dette som et devising-greb, hvor man lader relevant litteratur eller andre medier kommentere teatrets medium. Højtlæsningen er samtidig en afbrydelsesstrategi, der skaber nogle overgange i forestillingen, som fyldes ud af vilde kostumer, sjove rekvisitter og en energisk skuespilteknik. Ensemblet når langt på charmen.

Man kan sagtens lade en skuespiller styre en devisingproces, selvfølgelig kan man det, men den legende tilgang skal på et eller andet tidspunkt erstattes af et ”blik” udefra, som kan iagttage og mærke, fra tilskuerens synsvinkel, hvor, hvornår og hvorfor forestillingen falder i kadence. For det gjorde den desværre tit. Det er vigtigt at hæve blikket, for at kunne håndtere de forskellige elementer som i collagen ikke begunstiger helheden. Måske skyldes det at denne forestilling er instrueret af en skuespiller og at der mangler en egentlig instruktør?

De forskellige ”rum” som skuespillerne bevægede sig i forekommer i min anskuelse rodede, og der var f.eks. ikke nogen kongruens mellem, hvornår skuespillerne talte i versefødder, og hvornår de ikke gjorde. Dette kunne man sagtens have brugt mere tid på at rydde lidt op i. Eksempelvis var scenerne fra Moliére forsøgt bundet sammen, og bestod tit og ofte af lange sekvenser, som ikke pegede nogle steder hen, og disse blev ofte energiforladte, jævne og mistede sit fodfæste. Forestillingens afslutning havde heller ikke samme styrke og kraft som overgangene og var en kende rodet.

Moliereontherocks1

Moderne Moliére?

Jeg vil gerne rose forestillingen for trods alt at give et godt up-to-date take på Moliére med sin collage teknik. Ganske vist er dette en tradition, som med den tyske avantgarde og det postdramatiske teater har været praktiseret i en del år efterhånden. Men jeg var i høj grad underholdt, især når spillerne for en stund ”glemte” Moliére. Der er noget magisk i at skuespillerne lader sig rive med, og det gjorde de her. Det er både forførende og befriende at se en skuespiller nærmest voldtage en særdeles ulækker cocktail af brun sovs, ketchup, sennep, pølser og kylling. Det er forfriskende at lade den nyuddannede Rebecca Rønde Kiilerich tale helt flydende fransk, som om hun aldrig havde bestilt andet, alt imens hun er iført et banankostume. Og i det lys var det i det hele taget en meget befriende sommeraften i selskab med seks skuespillere, som virkelig ville det her. Det var befriende, når de gav hinanden kritik for deres gestik og håndtering af de krævende versefødder. De gav den virkelig gas i flere momenter, og lod sig selv og publikum rives med igennem dans og spydige kommentarer. I en særlig komisk scene hvor Moliére bliver fejret med paphat og vin, løsriver forestillingen sig fra Moliéres biografi og leverer en tør kommentar til hans obskure liv, hvor han tilsyneladende havde lavet en Woody Allen, det vil sige haft et seksuelt forhold til sin steddatter (måske-datter).

Collageteknikken er svært, og de udvalgte scener fra de forskellige værker manglede da også det sidste finish, men skuespillernes seriøse arbejde skal de ikke klandres for. De var et stærkt selvbevidst og sammentømret ensemble, som legede med legenden, og legenden lod dem lege. Forestillingen var et dejligt befriende alternativ til de ellers til tider uudholdelige sommerfestspil og -revyer. Så hvis man har lyst til et fandenivoldsk spark i klassikerrumpetten, så kan Moliére – on the rocks sagtens anbefales. Selvom iscenesættelse efterlader et noget diffust indtryk, gør skuespillernes holdindsats hele forskellen.

Moliére – On the Rocks spiller på Teatret Slotsgården i hjertet af Odense i perioden 21. juli – 19. august. Dramatiker Jean-Baptiste Poquelin (Moliére), instruktion: Jacob Moth-Poulsen,

Medvirkende: Jacob Moth-Poulsen, Henrik Blauner Clausen, Rebecca Rønde Kiilerich, Sophie Zinckernagel, Thomas Nielsen & Jonas Kriegbaum.

Kristoffer Spender er kandidat studerende ved Dramaturgi på 10. semester.

 

Del med andre