Philipp Löhle: Das Ding

Af Falk Heinrich

I 1950 holdt den tyske filosof Martin Heidegger et foredrag med titlen Das Ding. I 2017 overværede jeg med min kæreste og et vennepar forestillingen Das Ding (på Aalborg Teater). Stykket er skrevet af den tyske dramatiker Philipp Löhle, oversat til dansk af den lokale dramatrug Jens Christian Lauenstein Led og iscenesat af den ny udklækkede danske instruktør Martin Nyborg. I det medfølgende programhefte – eller snarere ark, findes der ingen reference til Heideggers foredrag. Sammenfaldet synes tilfældigt og uden indre nødvendighed. Ikke alle kender til Heideggers insisterende og dog kryptiske skrivestil, hvor ting ikke bare er passive materielle molekyleansamlinger, men hvor ting er aktiver, i hvert fald i forhold til os, der står overfor tingen, der forestiller tingen. ”Tingen tinger”, siger Heidegger, tingen har et nærvær for os, der træder i et forhold til den. En ting har egenskaber, en funktion og får en betydning.  I Heideggers foredrag er tingen en krukke.

 

Tingen fortæller

I forestillingen Das Ding er tingen en bomuldsblomst. Tingen har en stemme. Tingen har en barnestemme, helt nøjagtig en pigestemme. Voice over.  Tingen fortæller sin historie fra at være en blomst og så en bomuldsfrugt, som bliver plukket på en af Afrikas mange bomuldsmarker af brune fingre, som bomuld nu engang bliver høstet af i den del af verden. Tingen har det godt, kommer i godt selskab i en stor sæk, som i løbet af forestillingen bliver solgt til Kina for at blive til en sportsT-shirt, helt nøjagtig en fodboldtrøje med et sølvnummer 10 på ryggen. Tingen har det godt, den er del af andre ting, der udgør en ny ting, trøjen, som bliver elsket af den fodbold-glade dreng, der gerne vil være professionel fodboldspiller. Tingen, trøjen, har magiske egenskaber, den bringer lykke for drengen. Ikke bare mål i fodbold, den forhindrer også at drengen dør i en bilulykke; det gør hans søster.

Tingen fortæller, ligesom figurerne fortæller. Figurerne bliver engang i mellem til ting, statuer, der kører på paletter og drejeskiven mellem papkasser i en lagerbygning, færdigpakket til forsendelse. Tingen, pakkerne og figurerne indgår i samme kredsløb, indgår i alliancer, symbioser og er hinandens modstanderne. Gennem tingens fortællinger bliver tingen dog ikke menneskelig, snarere fremmed; figurerne bliver til ting.

Heidegger fortæller, at begrebet Das Ding kommer fra gammeltysk thing, som i de skandinaviske sprog er thinget og som betyder en forsamling, hvor der diskuteres, hvor tingene (sagsforhold) bliver vedkommende, hvor mennesker og objekter (ting) træder i relation til hinanden, hvor tingene bliver vedkommende for mennesker og hvor mennesket bliver vedkommende for tingene.

Figurernes fortællinger

Forestillingen består af et antal uafhængige fortællinger, tingens fortælling er en af dem, som krydser hinanden og snor sig ind og ud af hinanden. I løbet af forestillingens løsrevne episoder bliver det klart, at de små fortællinger knyttes sammen til et større system. Ægteparret Katrin og Thomas fortæller hver især deres version af deres fælles historie. Katrins lillebror er manden, der ville være fodboldspiller, men ved et tilfælde bliver en berømt fotograf, der rejser fra interview til interview, fra udstilling til udstilling efter det foto, han fik taget som en amatør, der bare gerne ville prøve sin bedstefars gamle kamera og endte med at tage et foto af sin døde søsters barneværelse. Og historien om Katrins forhenværende kæreste, der blev ulandsarbejder i Afrika, og som gerne ville revolutionere bomuldslandbrug i en bæredygtig og økologisk retning, men som endte som død mand, fordi han stjal og solgte våben for at kompensere for den fejlslagne bomuldshøst. Og vi hører og ser to kinesiske forretningsmænd, der kører flere firmaer simultant, for at gøre sig uafhængige af verdenshandlens uforudsigeligheder, men som alligevel endte i bankrot, da de i Argentina købte soyabønner ikke rettidigt kom frem til de østeuropæiske svinebønder, fordi den ene, Li, forelskede sig i en online pornostjerne, som rent tilfældigt viser sig at være Katrin, Thomas’ kone. Li kom til at skyde Katrin – som havde T-shirt nr. 10 på, da han prøvede at befri hende fra Thomas for at føre hende hjem til Kina som sin kone. T-shirt nr. 10 fik et skudhul.

Alle personer fortæller deres egen historie ud fra et personligt perspektiv. Disse fortællinger forklarer den enkelte persons verden, men konstruerer også et samlet system, hvor fortællingernes elementer svæver frit fra fortælling til fortælling og bliver til bindeled. Tingen, bomuldsfrugten, ender til sidst i forestillingen ved sin egen oprindelse, i Afrika, på en lille piges krop, som hipt designobjekt: Dead Men’s Clothes.

Fortællingerne synes at tilhøre et system, der fra dramatikerens hånd er konstrueret som et filigran, et Gebilde – noget a là Altmans Short Cuts – hvor alle narrative spor knyttes sammen med hinanden, så  der langsomt toner en helhed frem og en slutning, der tilfredsstiller tilskuernes, ja menneskets, trang til konstruktion og oplevelsen  af mening via narrative sammenhæng. De optrædende figurer fortæller ellers deres egen historie, der synes fortabt i den globale, store verden, der består af mange milliarder fortællinger, lige så mange som der lever mennesker på denne klode.

Er der tilfælde eller magi?

Er det magi eller tilfælde, at amatørfotografen Patricks første foto bliver verdensberømt? Er det magi eller tilfælde, at Li forelsker sig i Katrin a la Princess, online pornodamen? Er det magi eller rent tilfælde, at tingen er lykkebringe? Det synes hverken magi eller tilfælde, at den argentinske bonde, som har dyrket sin jord men glemt at tinglyse den, mister sin jord og sit hverv til en brasiliansk forretningsmand, der kender til tinglysningens lov. Det synes hverken magi eller tilfælde, at den schweizisk ulandsarbejder, Beat, overtaler sin afrikanske ven, Siwa, til at dyrke økologisk bomuld og at den fejlslagne høst fører vennen i armod. Beat har et godt hjerte, han stjæler og forhandler gamle våben for at tilbagebetale sin gæld. Han forstår ikke at hans ven ikke vil (kan) tage imod. Beat ender som bekendt som død mand, myrdet af dem, han ville hjælpe.

Forestillingen kommer her med en løftet pegefinger, da den afrikanske Siwas version er en anden. Hans historie handler om ren overlevelse, økologisk eller ikke økologisk. Beat nåede aldrig at forstå Afrika, men optrådte som moralsk og entreprenant sendebud (fra Vesten). Men kunne det ikke også været gået anderledes? Kunne den økologiske bomuld ikke have været en salgssucces? I det mindste på en teaterscene? Li kunne jo også forelske sig i Katrin, selvom det i det virkelig liv ville være højst usandsynlig. Globaliseringens historier er komplekse og uoverskuelige. Teaterscenens meget mindre historier er strikket, hæklet og knyttet sammen til en forståelig og opbyggelig helhed, hvor tilfælde og magi bliver konstrueret, forhandlet og blotlagt. I Das Ding forhandler ikke kun dramatikeren og instruktøren, nej, de lader også figurerne konstruere og diskutere magi og tilfælde. Figurerne bliver til deres egen forfattere.

Drejescene, drejeverden

Jeg havde læst manuskriptet hjemmefra. Jeg kendte til dramatikerens figurer og deres sammenflettede historier. Og jeg var spændt på at se, hvordan instruktører havde givet historierne krop. Da jeg trådte ind i teatersalen, blev jeg mødt af et hvidt scenerum med indlejret drejescene. Bagtæppet bestod af hvide lamelgardiner. Her syntes alt muligt, da rummet ikke selv var bærer af en bestemt atmosfære, men stod jomfrueligt parat til at bliver fyldt af ord, historier, bevægelser, atmosfærer og musik. Forestillingen begyndte. Uden omsvøb blev drejescenen sat i gang og, som på et bagagebånd, kom der først en stor wrapped montre med en bomuldsplante indeni glidende ind, derefter papkasser, derefter mennesker som statuer – stående, liggende, på ryggen, på siden -, derefter en stor papkasse, der blev vendt om, og som viste sig at indeholde Katrin og Thomas på en hjemmelig sofa.

Fortællingerne om deres ægteskab begyndte lige her i en blanding af episk genfortælling og dramatisk-komisk mimesis. Hele forestillingen bestod af en blanding og variationer af disse to grundfortælleformater. Tilbage til scenografien.

Lamelgardiner blev brugt som afskærmning, som videolærred og som semitransparent stof, der tillader et blik ind til en rå hvidmalet scenevæg, der sammen med papkasserne bliver til en lagerbygning. Papkasser var kommunikationsobjekter, der kan rejse på kryds og tværs F kloden, på skibe, i flyvemaskiner. De skjuler og beskytter værdifulde objekter; de indeholder mængder af materialer. På scenen kunne de bruges til at skabe rum, afgrænsninger, møbler, modeller af byer, hvor de kunne blive til højhuse med mange små lysende vinduer om natten. Papkasser, som skaber rum til fortællinger.

Verfremdung – revisited.

Blandingen af episke genfortællinger, voice overs, dramatiske dialoger bringer naturligvis verfremdungsbegrebet op på den indre nethinde. Der er ingen tvivl om, at Brecht har stået fadder til meget i denne forestilling. Men der er gået næsten et helt århundrede og på Brechts tid var det såkaldte naturalistiske teater fremherskende. Men ”es wechseln die Zeiten” (Brecht, 1944), den stilistiske globalisering og indlejring af andre præsentationsstile har taget pusten af verfremdung. Afvekslende fortællerpositioner, videodialoger, der kommenteres på scenen af én af videofigurerne, papkassernes funktionsændringer, kontrastering af akademisk fortolkning (af foto) med fotografens egen beretning om rent tilfælde, fortælling af en åbenlyst usand historie, hvor Thomas opererer Katrins hjerte på en Bounty strand, skift mellem muzak og magiske englestemmer (kirkekor), etc. etc. I dag eksisterer Verfremdung kun på et teoretisk, dramaturgisk niveau, da vores fortællinger ikke længere synes at være knyttet til en sandhed, men er højst til multiple, heterogene sandheder.

Spillestilen synes naturalistisk, men heller ikke denne form gennemføres reelt. Kun en hurtig vekslen af forskellige stilarter. Den tyske skuespillers accent bliver ganske naturlig, når hun spiller den kinesiske forretningsmand Li. Den danske skuepillers ikke-accent bliver et forstyrrende element, når han spiller den kinesiske forretningsmand Wang.

Er muligheden for kritisk teater forsvundet? Nej, bestemt ikke, men gamle strategier har det med at blive del af den (globale) underholdningsindustri. Der skal løbende findes nye udtryksmidler og formater. Jeg var underholdt, beundrede den variede iscenesættelse, de mange fortællelag og krydsende historier og humoren i dialogerne. Men jeg kunne hverken mærke globaliseringens muligheder eller dens ekslusioner og uretfærdigheder, såsom dramatikkeren påstår det i et interview trykt i programarket.

Dramatiker: PhilippLöhle; Instruktion: Martin Nyborg; Oversættelse: jens Christian L. Led; Scenografi: Frederikke Dalum; Lysdesign: Mathias Hersland; Lyddesign: Akse B. Hoeg; Dramaturg: Kjersti Hustvedt

Medvirkende: Anders Kristian Aamodt, Ena Spottag, Caspar Juel Berg, Jørgen W. Larsen, Marion Reuter, Laura Wierdsma/Mille Kjelgaard, Juliane Lundsgaard.

 

Falk Heinrich, ph.d., lektor og forskningsgruppeleder for Research Laboratory for Art and Technology (RELATE) ved Aalborg Universitet. Han forsker inden for teknologi og kunst med fokus på poiesis og interaktion, performativitet og æstetisk betydningsdannelse samt forholdet mellem kunstneriske og akademiske metoder og processer. Han har udgivet bøgerne Interaktiv digital installationskunst – teori og analyse (2008) og Performing Beauty in Participatory Art and Culture (2014).

 

Del med andre