Hamlet, på Mungo Park Allerød, iscenesættelse og bearbejdelse Martin Lyngbo


Hamlet,
på Mungo Park Allerød, iscenesættelse og bearbejdelse Martin Lyngbo

Martin Lyngbos afskedsforestilling på Mungo Park

Af Janicke Branth

’En meget sort Hamlet’ er måske en lidt for oplagte overskrift til anmeldelsen af Mungo Parks opsætning, hvor teatrets black box scene fremstår i al sin nøgenhed, nærmest uden formildende omstændigheder. I baggrunden – let forhøjet – en række sorte musikinstrumenter. Hurtigt indtager spillerne – også sortklædte – pladsen bag instrumenterne og venter på at publikum skal finde deres sæder i den anden ende af salen.

Martin Lyngbo slutter hermed sine tolv år som Mungo Parks leder med konsekvens: Det visuelle udtryk peger tilbage på det klare koncept, han overtog lederposten med: Det skulle være et ensembleteater med alternerende repertoire, og ikke endnu et teater forpligtet på 2-3 nye opsætninger om året. Lyngbo ville beholde gode forestillinger på plakaten i flere sæsoner. Derfor stod det fra starten klart, at scenografi ikke ville komme til at fylde meget på budgettet eller på scenen. En black box er en black box, og den kan man fylde med de mest forskelligartede universer. Resultatet blev at gode forestillinger kom til at spille over flere sæsoner, mens de mindre vellykkede fik kort levetid. I grunden mærkeligt at andre teatre ikke har fulgt hans koncept.

https---www.mungopark.dk-wp-content-uploads-2016-10-HenrikPrip_MarianneMortensen_JonasMunckHansen_MadsHjulmand_AndersBudde_NanaMorks_Foto_PeterBoel (1)Scenografi

Opsætningens black box -koncept understreges af de sorte transportkasser (man bruger til teaterudstyr) og karakterernes sorte jakkesæt. Gertrud i den kvindelige udgave med stram knækort nederdel og Ophelia i en piget og tækkelig version. Tekstens første scene er strøget, og forestillingen går lige på bryllupsscenen mellem Gertrud og Claudius, den scene som traditionelt er den farverige kontrast til den dystre start på Kronborgs mure og Hamlets sorte kostume og triste miner. Men her forvandles bryllupsscenen nærmest til et møde i et regeringskontor, hvor Polonius’(Anders Budde Christensen) udfolder sin beskrivelse af Fortinbras’ anslag mod den danske konge. ’Kontorets’ vandkarafler og glas bruges til at illustrere konfliktens perspektiver (herligt komedietræk) og Gertrud og Claudius lytter, mens Polonius som en myndig embedsmand beskriver, hvordan det umiddelbart er lykkedes at redde landet. På en gang teaterscene og magtens anonyme korridorer, et nutidigt univers af kønsneutrale og køligt holdte facader. Det er på den baggrund, Mungo Parks kvindelige Hamlet-skuespiller skal opleves.

Men midt i forestillingen bryder Lyngbo og Rikke Juellund alligevel med konceptet: Et klassisk rødt teatertæppe deler scenen på tværs som optakt til den forestilling i forestillingen, der skal afsløre Claudius. Hamlet instruerer skuespillerne, som var det tysk regitheater og han en ægte Castorf. Og så går tæppet for en farverig barok-scenografi til the ’dumbshow’. Det strenge koncept er suspenderet, jakkesættene skiftet ud med klassiske teaterkostumer fra perioden, og den centrale scene forløses som et melodramatisk stumspil. Dette scenografiske greb understreger elegant tragediens dramaturgi, hvis midtpunkt er spillet i spillet, hvor netop skuespillet kan afsløre Claudius’ bedrag. Efter hans forventede reaktion og Hamlets fatale mord på Polonius (han omkommer i det røde teatertæppe) og efter Ophelias død er scenen igen tømt for de sidste farver og det visuelle udtryk tilbage i sort, da vi nærmer os tragediens afslutning.

Beskåret tekst

Det stramme visuelle koncept er fulgt op af en stram tekstbearbejdelse. Små to timer varer forestillingen og med kun syv spillere til at dække de godt 30 roller. En del figurer er skåret ud og de fleste spillere er sat på flere roller: Mads Hjulmand spiller både Laertes, plus Rosenkrands og Gyldenstjerne (én figur med begge navne), truppen af skuespillere, der gæster Kronborg, er selvfølgelig hele ensemblet, der for en kort bemærkning lægger jakkerne og lyser vældigt op i deres hvide skjorter, som på den baggrund virker helt festlige. Scener stryges (graverscenen i 5.akt), andre lægges sammen. Mange overgange og ’transportscener’ i Shakespeares tragedie kan glimrende undværes. Men nogle af stykkets større tekstpassager savnes ikke bare som tekst men som rum for karaktererne.

Ensemblet

Denne opsætning satser ikke på en nuanceret psykologisk skildring. Skuespillerne vælger få dominerende træk: Henrik Prip viser både det naive og det kyniske i Claudius, – når endda at skildre karakterens samvittighedsnag i den afgørende bøn, der for en tid redder hans liv. Mads Hjulmann får tegnet både Laertes og Rosenkrands-Gyldenstjerne med få enkle træk, Nana Morks giver Ophelia stemme og et scenisk nærvær uden en falsk tone. Enkelt og rent. Marianne Mortensen forløser til sidst den stramt holdte og forretningsmæssige Gertrud, da hun bryder sammen i sovekammerscenen med Hamlet, og da hun helt bevidst drikker sin mands gift i sidste scene.

Kun Hamletkarakteren foldes mere ud. Den spilles af to skuespillerinder Christine Albeck Børge og Meike Bahnsen, som alternerer i rollen. Jeg så forestillingen med Meika Bahnsen. Det virker som en naturlig konsekvens af forestillingens greb, når hendes spil arbejder så stærkt med den følelsesmæssige side af karakteren, at det sorte jakkesæt næsten sprækker af følsomt nærvær og rastløs energi. En sensualitetens undertrykte tone dukker sporadisk op overfor Ophelia og Claudius. Er denne Hamlet handlingslammet af – og spærret inde i – en moderne, kønsløst strømlinet verden (jf. alverdens administrations- og regeringskontorer), som kun teatret og musikken (kunsten) kan være et modspil til? I så fald giver det god mening at sætte de reflekterende monologer til musik. Til gengæld levner denne opsætning mindre plads til det spil, stykkets Hamlet er nødt til at påtage sig med hele sit intellekt og sin sproglige begavelse for at overleve i en verden, hvor han konstant er overvåget og efterstræbt.

Spillestil

Det ville nok heller ikke give helt så meget mening her, hvor stilen er det frontale spil ud til publikum. En spillestil vi efterhånden ser en del til: Senest i Erasmus Montanus på Aarhus Teater og på Betty Nansen Teateret i Vredens druer, og nu altså også i Martin Lyngbos Hamlet-opsætning, om end ikke helt så konsekvent. Kropslig, fysisk interaktion mellem spillerne er afløst af den enkelte spillers fysiske reaktion på et slag, en omfavnelse, et skud, whatever. Den direkte henvendelse til en medspiller er afløst af direkte henvendelse ud mod publikum. Det er en visuel spillestil, der læner sig op ad tegneseriens æstetik. Skuespillerens krop tegnes momentvis næsten grafisk i rummet. Gestiske udtryk forlænges, trækker forestillingen væk fra det repræsentative teater og føjer den ind i koncertformatet.

Tre gange Hamlet

Mungo Parks Hamlet er den tredje Hamlet-opsætning i denne sæson i Danmark. Hvorfor så mange Hamlet-opsætninger i 2016/17? Og har de fællestræk, som kan give os svar på det spørgsmål? Et markant greb præger alle tre opsætninger, men det deles også med mange andre forestillinger i disse år: Det musikalske har indtaget scenen, som en selvstændig aktør.

I Aalborg var Hamlet (Patrick Baurichter) som trådt ud af den tyske rock-scene, med kjole, læbestift og militærstøvler, ikke trans, ikke utilpasset, men villig til på enhver måde og til enhver tid at sætte sit køn og sin identitet i spil.

I Odense fik en musikalsk installation af og med den tyske dirigent og komponist, Timo Kreuser lov til at styre hele forestillingen med sit tydelige og ind i mellem meget dominerende soundscape, der bogstavelig talt drev forestillingen frem og Morten Brovn ind i et vildt tempo.

På Mungo Park fremstår ensemblet som et klassisk band, hvor skuespillerne selv står for musikken (som i Aalborg), når de ikke er med i scenerne. Musikken, der er skabt af Jonas Munck Hansen, der også spiller Horatio, svinger mellem lyriske soul, (fx til monologen om Hecuba) og Horatios sang ved start og slutning, en Tom Waits-agtig tone i Claudius bøn til himlen, og andre steder igen er det blot stemningsskabende. Mest ukomfortabel var denne anmelder nok ved melodisætningen til tragedien store monologer som f. eks. at være eller ikke, sådan er det og med ensemblet som backing group.

Teater til tiden

Det er svært at komme i tanke om en klassiker, det er mere aktuelt at spille lige nu, hvor de fleste føler sig overvældet af spørgsmålet om handling eller ikke handling. Derfor er det også vigtigt, at det ikke bare er det ældre publikum, der sidder i salen, så man må nødvendigvis være på jagt efter en scenisk form, som taler tidens sprog. At dømme efter de tre opsætninger ligger det i det musikalske felt. Alligevel spørger jeg mig selv, om det ikke er muligt at finde et scenisk greb, der ikke primært taler til et musikalsk og rastløst publikums følsomhed og musikalitet, men i lige så høj grad til deres sans for sprog og refleksion.

 

MEDVIRKENDE

Christine Albeck Børge / Maike Bahnsen, Henrik Prip, Marianne Mortensen, Anders Budde Christensen, Jonas Munck Hansen, Mads Hjulmand og Nana Morks

SCENOGRAFI, Rikke Juellund, LYSDESIGNER, Jacob H. S. Rasmussen, LYDDESIGNER Rasmus Overgaard Hansen, KOMPONIST Jonas Munck Hansen

OVERSÆTTELSE, Niels Brunse, KOREOGRAFISK KONSULENT Kasper Ravnhøj

Janicke Branth, dramaturg cand. phil. Tidl. dramaturg ved Aarhus Teater, tidl. rektor for Dramatikeruddannelsen, tidl. medlem af Reumertjuryen, og nu underviser på DDSKS og medlem af hovedredaktionen af Peripeti.