getimageRethink  ”Fuck” – with love to Aarhus.

Granhøj Dans

Af   Janek Szatkowski

På den yderste ø … cirka så langt væk man kan komme fra Århus uden at tage Bornholm til hjælp … På Teaterøen i København, i et ydmygt rum, hvor den sidste mørklægning klares manuelt, spiller et verdensberømt danseteater. Granhøj Dans viser en forestilling af og med Palle Granhøj, som man glædes over at se på scenen igen. Det er lørdag eftermiddag d. 1.april, og man ønsker et eller andet sted, at det hele var en aprilsnar; men det er ganske vist. Efter 27 år i Århus må man nu tage den lange vej til hovedstaden for at se denne strålende perle af en forestilling. Det gør ondt. Rigtig ondt. Dagen før havde jeg deltaget i åbningen af det københavnske Teater Sort/Hvid, 9 millioner kr. og velvilje har fundet vej for at støtte Christian Lollike i det kunstneriske eksperiment han har sat gang i. Tillykke med det! Velfortjent. En kulturpolitisk satsning fra Københavns Kommune og adskillige fonde. Det sætter så dagens forestilling i relief. Eller rettere en Aarhusiansk kommunal kulturpolitik bliver udstillet i sin katastrofale mangel på mod og vision.

Forestillingen Rethink ”Fuck” – with love to Aarhus, indledes af Maria Eshpay. I et næsten mørkt rum vandrer hun over scenen i højhælde røde sko, der glimter, sætter sig til flyglet og spiller Rachmaninoff med kraft, præcision og vidunderlig balance, der bringer os lige ind i en sen-romantisk modernitet: Nye klange, dengang, og nu som en insisterende erindring om alt det, der var og også er Europa i dag: aspirationer, forventninger, knusende nederlag og stædigt opdukkende nye temaer. Palle Granhøj byder os velkommen, med beretningen om Exodus fra Aarhus, og beroliger os med at vi ikke denne gang skal ligge under glas og se op, men møde en danseforestilling, der udelukkende beskæftiger sig med følelser. ”Hvad skal vi med alle de følelser?” spørger Palle Granhøj. Og han svarer med sin smukt afstemte og dybt intense forestilling: følelserne ledsager os i alt, hvad vi foretager os i livet. Glimt af tidligere forestillinger sender associative tråde ud, for dem, der har fulgt Granhøj dans gennem årene. Vi genkender en koreografi, en rekvisit, en melodi. ”Warum” hedder det i et kor fra Mahler… ja, i sandhed, hvorfor. Følelserne får ekspressivitet. Vi kan mærke, hvordan dirrende muskler i glædesfyldt spænding og smertelig afmagt fører en som tilskuer ind i en affektiv stemthed. Vi kan genkende lysten, vreden, afmagten. Ikke klædt i sirlig sproglig dragt, men visualiseret i dansernes bevægende kroppe, der taler til tilskuernes bevægede kroppe. Dansens eget forunderlige kompakte sprog taler i denne forestilling med fuld styrke.

En ny fase i Granhøj Dans?

Det kunne være blevet en forestilling fuld af forulempet vrede, af personlige offer-figurer, med et forståeligt ”fuck  you”. Det bliver det ikke. Forestillingen folder sig ud med stor styrke som en ny fase i Granhøj dans. Måske nok blevet til i trods, men det har bestemt ikke gjort forestillingen ringere. Vi er i sikre kunstneriske hænder. Nænsomt folder Rethink ”Fuck” – with love to Aarhus sig ud i billeder, der får lov til at starte i glæden. Glæden over, at Granhøj Dans har spillet over det meste af kloden. Vi får destinationerne på overhead, en imponerende liste. Slutter med at Palle Granhøj skriver ”AAR US: ”DU SKAL IKKE TRO…” Så meget ”Fuck” er hvad det bliver til. Nu starter en følelsesmæssig rejse, der renser os, en katharsis for medvirkende og tilskuere. Som papiret, der midt på scenen i løbet af forestillingen tålmodigt modtager blod fra kvindeskød, sved fra den dansende mand, kridt fra butho danseren, for til slut at blive foldet sammen, og nænsomt anbragt på den selvlysende stol i slutbilledet.

Gennem (gen)opdagelsen af kærligheden, finder sted i en koreografisk minimalisme, fyldt med sensitivitet, længsel og smerte. Det sker gennem stedfortrædere: den kvindelige dæmon, Carina Raffel, og den mandlige dæmon Michal Woznica, står lidt på afstand nøgne overfor hinanden, de ser blot på hinanden. Bevæger sig ikke . Bag dem fører Palle Granhøj først hans så hendes hænder i kærtegn, der starter i forsigtige og blufærdige berøringer, for siden at blive strejf af bryster og skød, krop og køn. Men kun lige antydningerne. Da Palle Granhøj forsøger at føre deres ansigter sammen til et kys, lykkes det ikke. Smerten aflejres i Granhøjs krop. Spændingerne hobes op i kroppen, og finder sit udslip i en skarp, kort, aggressiv eksplosion.

Den nye fase i Granhøj Dans, hænger sammen med viljen til at fastholde kunstens udfordringer, og nu oven i købet med en selv-refleksiv dimension. Med skarpt blik har Granhøj udvalgt stumper af tidligere værker, men sat dem sammen som en meditation over hvad der sker, når forventninger, fordringer og værdier ikke bliver indfriet. Vi ved jo fra vores egne liv, hvordan følelserne forstærkes, jo vigtigere værdierne er for os. Når 27 års banebrydende koreografisk arbejde ikke længere bliver løftet af de kommunale mæceners gunst, når den daglige kamp for at lave dans, der nyder international bevågenhed, ikke synes at være nok, så er følelserne i udbrud. Det forstår man. Men i stedet for at gå ned i dybe sorte huller, vælger Palle Granhøj en anden vej: at skabe en forestilling, der bruger de stærke følelser til at skabe en refleksion over, hvordan vi kan vende aggressionens mørke styrke til en skabende bevægelse. Kunsten svarer kulturpolitikken med et gammelt og velkendt selvforsvars-greb: udnyt modstanderens energi, gå med den, og brug den i dit eget forsvar: så vinder du.

Hvordan kunst føles

Åbningsbilledet i forestillingen med lys på en kasse med runde genstande… hovedskaller, der rasler ud af kassen, på nær tre. Tre skaldede hoveder ser på hinanden. Black out. Associationer til Pol Pot regimet, koncentrationslejre, gravkammer, bliver afløst af smilet. Antydninger strejfer tilskueren, stemmer sindet, og flytter os. Et lille mesterligt billede. På samme måde smiler vi, når den lidenskabelige muse, Anne Eisensee, med sin alsidige stemmekraft, der spænder fra operaens hovedklang til fuldregister klang, pædagogisk peger på Palle Granhøjs krop, mens hun synger de latinske betegnelser ud. Kroppen under en helt anden slags lup. I en af hovedsekvenserne er det Palle Granhøj, der står i den sorte plasticbalje, og med kridt smører sin nøgne krop ind for at ende siddende som en anden Rhodin’sk melankolsk tænker. Herfra føres den grublende ind og smider sit rensende kridt på papiret, sætter sig i en stol. Og til tonerne af Brahms får vi nu en bevægende dans, der udføres siddende på en stol. Siddende, men kroppen danser. Tilskueren føres med fra en grublende selvrefleksion over i en fysisk anspændthed. Et kropsligt opgør med den ”lammede” siddende mand, der vækkes til live. Hjulpet af en sekvens hvor Anne Eisensee nu har en Leonard Cohen tekst ”You have loved enough” uden musik, (formentlig p.g.a. problemer med rettighedshavere og deres advokater, der forhindrer den prægtige forestilling Dance me to the end of love i at blive opført mere end de 200 gange, den har fået lov til blive vist), men med bevægelser og små kærtegn, der bevarer hele den melankoli og dobbelthed, der hører Cohen til. Og i slutningen af forestillingen smelter Granhøj sammen med sin mandlige og kvindelige dæmon i en figur med seks arme (vinger) bringer os ud af mørket og asken, videre i livet.

Hvad skal vi med alle de følelser? Sandheden om det, er måske knyttet til det faktum, at vi mennesker konstant aflæser følelser. Vi slutter fra et anstrengt udtryk i et ansigt, en muskelspændt arm, til en følelse: her er måske vrede, intensitet, og fra denne følelse slutter vi videre til hvilke forventninger, der mon var forbundet med den situation, den handling, der udtrykkes i danserens krop. Noget er glippet, der er noget, der ikke blev som forventet. Men det transformeres, nye følelser kan aflæses i andre udtryk, der følger efter. Vi fornemmer fortællingen folde sig ud. Ikke som en kausal beretning herfra og dertil, men som en længsel, et håb, en melankolsk styrke. Det traditionelle romantiske mørke brydes af noget, der stræber opefter måske mod en religiøs transcendens. Det er ikke den romantik Palle Granhøj dyrker. Det er en melankoli, der rummer dybden, fordi den har set mørket, men som også ser det lille blafrende lys, den svage rødmen bag de dramatiske skyer. Som tilskuer kan man føle kunsten. Man mærker hvordan forestillingen som kunstværk skaber sin egen ramme: Kunsten reflekterer over omverdenens benspænd. Ikke med politisk retorik eller illustration af onde magthavere, men ved at skabe sit eget imaginære univers, hvor følelser bliver synlige. Hvor forskelle mellem mand og kvinde, musik og bevægelse, lys og skygge, oprettes på en måde, der indeholder en masse uudsagt, en masse ubestemmeligheder, vi som tilskuere må fylde ud, som vi nu kan bedst. Tilskuerens personlige forståelse afhænger af, hvad vi ser, finder, sanser, ønsker, hvor i vort eget liv vi er, hvad vi lavede i går… Den personlige forståelse kan aldrig forudsiges, et kunstværk vil ikke forstås. Det lever af flertydighed.

Under forestillingen fløj mine egne tanker til dagen før. Jeg vandrede fra det nye teater i Kødbyen til Det Nye Teater, hvor jeg, formedelst 800 kr., så musicalen Chicago. Indrømmet, jeg er ikke den store musical-kender, men efter et par timer med Bob Fosse arvegods, seksualiserede kroppe med vrid i hofter, vrik mig her og der, efterlades jeg dybt deprimeret. Hvorfor viser Det Nye Teater mon denne mildt sagt bedagede sag? Det er professionelt, stramt, strømlinet i sin kopi af kopi af kopi version, helt ned til de scenografiske detaljer. Men følelser? Ikke skyggen. Sensualitet? Ved ikke helt hvor den skulle findes i dette udstillingsvindue af klicheer. Humor? Svært at blive muntret af 1970’er fremstilling af ’bitches’, der er omlakeret i 1996. Må konstatere, at det var en dyr adspredelse. Mindes om Niklas Luhmanns lakoniske definition på underholdning ”at slå overflødig tid ihjel”. Sådan føltes det på det Nye Teater. Men Granhøj citerer jo også, han henviser til tidligere forestillinger, men det er ikke kopier af kopier, det er variationer, der formulerer nye meninger, ved at blive placeret i nye kontekster. Derfor var oplevelsen af Rethink ”Fuck” – with love to Aarhus ekstra befriende for tiltroen til dans, og musik og teater, der vil mere end at underholde os.

Midt i en trist kulturpolitisk vanvids-fortælling om benspænd fra bevillingsgivere og advokater, dukker denne stædige lille (store) forestilling op. På trods, og med en fornyet kunstnerisk vilje. En gen-tænkning af hvordan kunst kan føles. ”…With love to Aarhus”. Så er det hamrende ligegyldigt at Rebbeca Matthews har alle sine bureaukrat-argumenter parat som forsvar mod diverse angreb på Aarhusiansk kulturpolitik (se Stiften: http://stiften.dk/kultur/Granhoej-sender-stikpille-til-Aarhus-2017-med-Rethink-Fuck/artikel/445528) – Selvom Statens Kunstfond stadig projektstøtter Granhøj dans, fjerner det ikke følelsen af sorg over, at der ikke bliver værnet om dette unikke Aarhusianske og globale stykke danse-historie.

Medvirkende:
Palle Granhøj, Maria Eshpai, Anne Eisensee, Carina Raffel, Michal Woznica, Bill Eldridge

Producent Granhøj, Co-Producent Teaterøen, Komponist Anne Eisensee, Dramatiker/forfatter Palle Granhøj, Koreograf Palle Granhøj, Assistent Bill Eldrige

 

Janek Szatkowski er lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur.

Del med andre