Anmeldelse

Anne Bogart & Tina Landau: BOGEN OM VIEWPOINTS, oversat af Clara Marie Tange & Johanna Malene Geiger. Forlaget Drama, 2017

Af Erik Exe Christoffersen

Bogen om Viewpoints af Anne Bogart og Tina Landau gennemgår Viewpoints og Composition som et grundlag for arbejdet med at skabe scenisk materiale. Det er en praksisorienteret bog fra 2009, som nu takket været forlaget Drama foreligger på dansk. Bogen er tilgængelig og overskuelig med mange øvelser og gode forslag, men den rummer også en bestemt holdning til det kreative arbejde med teater, og selvom den ikke tilsidesætter den dramatiske tekst, så er denne ikke udgangspunktet for det skabende arbejde. Viewpoint kan oversættes som synsvinkel eller udsigtspunkt, og man kan sige at bogen søger at tilvejebringe en mere sanselig og fysisk end fortolkende og psykologiserende tilgang. De ni viewpoints er synsvinkler, iagttagelsesmåder eller optikker, som kan styrke opmærksomheden, nysgerrigheden, samspillet og kunstneriske valg i en prøveproces. Det er en form for træningssystematik som er medvirkende til at udvikle skuespillerens bevidsthed i forhold til kroppen reaktionsmuligheder i rummet. Det er en træning som forbinder det bevidste og de kropslige reflekser. Composition befinder sig på et instruktionsmæssigt og dramaturgisk niveau, der handler om at ordne, montere, sammensætte eller komponere en forestilling. Det er både strukturerende og en måde at give opgaver til skuespillerne i forhold til givne viewpoints.

Viewpoints og Composition kan benyttes til at:

Udvikle en gruppekultur.

Udvikle kreative strategier og materialer gennem øvelser og opgaver.

Styrke samspillet i gruppen.

Improvisere.

Udvikle scenisk liv i forhold til en scene, den enkelte karakter og samspil mellem figurerne.

Være et instrument for instruktøren i forhold iscenesættelse af både tekst og andre materialer i en såkaldt devisingproces.

Viewpoints udvikler skuespillerens dramaturgi og Composition instruktørens dramaturgi. Det antyder en vigtig ”overgang” mellem skuespillerkroppens arbejde med fx rum og balance og instruktionens tænkning af bevægelse, tid og rum i forhold til forestillingens betydningsdannende funktion.

Anne Bogart er kunstnerisk leder af SITI Company i New York. Hun er desuden professor ved Columbia University, hvor hun leder the Graduate Directing Program. Tina Landau er freelance instruktør, underviser og forfatter samt medlem af Steppenwolf Theatre Company. Forfatterne er forsigtige med at kalde viewpoint en metode, men alligevel kan man godt tale om en fremgangsmåde som også kan danne baggrund for både proces, forestilling og analytisk refleksion.

Viewpoints bogen har allerede bevist sin anvendelighed og er efter min mening inspirerende i både pædagogiske og kunstneriske processer. Bogen er ganske enkelt bygget op (se link til forord og indhold) med en kort historik og begrebsdefinition. Derefter gennemgås de enkelte viewpoints og der gives øvelser og eksempler på hvordan de kombineres, tilføjes musik, tekst og anvendes i et prøveforløb. Endelig introduceres Composition som strukturerende kollaborativ arbejdsmåde, der vægter det rammesatte (især tidsmæssigt) og afprøvende, den afgrænsede opgave og det besluttende. Composition relateres desuden til andre kunstformer og igen kan ”oversættelsen” af billedkunst, film eller musik være inspirerende for udviklingen af teater. Fx hvordan skabes et nærbillede i teatret? De fleste fysiske viewpoints har i øvrigt tilsvarende vokale.

Ni Viewpoints i tid og rum

Kinæstetisk respons: er en kropslig reaktion på en bevægelsesimpuls. Den kinæstetisk sans betyder at man kan mærke kropsspændinger og impulser i kroppen. Den kinæstetiske sans er inkorporeret i kroppen som en form for tavs sensorisk viden (reflekser). Det betyder at man kan reagere uden at reflektere over hvorfor. Men det er også grundlaget for indlevelse i en andens kropslige reaktioner.

Hjernen er i konstant udveksling med sanserne og både foregriber, fortolker og lagre i form af erfaring. Det gælder både de ydre sanser som syn, hørelse, smag, berøring og indre sanser bevægelsessansen som stimuleres, når vi bevæger os eller bliver bevæget.

Tempo: den hastighed en bevægelse udføres med.

Varighed: den tid en bevægelse eller bevægelsessekvens varer.

Gentagelse: gentagelse af en bevægelse eller tempo, gestik etc.

Workshop på Dramaturgi, Aarhus med baner (topografi), kinæstetisk respons, bevægelser, varighed, tempo og gestus

 

Form: den kontur som kroppen udgør, formen mellem kroppe eller mellem kroppen og rummet og objekter i rummet.

Gestik: med hænderne, armene, benene, hovedet, munden, øjnene: at klø sig, pege, vinke, hilse som reaktion på omstændighederne. Det kan være privat gestik eller offentlig gestik som er abstrakt, symbolsk, udtrykker en tilstand af glæde, sorg eller stolthed.

Arkitektur: det fysiske miljø, man arbejder i, at være i dialog med rummet, at lade bevægelse relatere sig til vægge, gulve, lofter, møbler, vinduer, døre osv. rummets tekstur, lyskilderne i rummet, skygger, farver, lyd skabt af rummet, rumlige metaforer. afstanden mellem kroppe og kroppens forhold til arkitekturen. Forholdet mellem flade, retninger og rum

Topografi: landskabet, ruten, designet vi skaber ved bevægelse gennem rummet.

Det som er fælles for disse viewpoints er det reale udgangspunkt i kinæstetisk sansning. Man reagerer for ikke at falde, man satser på grund af en impuls, man stopper for ikke at støde ind i en anden. Man reagerer, ser og hører med hele kroppen uden at følge dagligdagens konventioner. Gruppen skaber bevægelsesmønstre som stæreflokkens sort sol.

Viewpoints form, gestus, arkitektur (Odin Teatrets Byttehandel)

Viewpoints som en kreativ strategi

Bogen om Viewpoints rummer en poetik, hvor påstande: ”Teater opstår i uoverensstemmelsen mellem det, man ser, og det, man hører” (s. 175) er central, og det skaber en polyfonisk eller dialogisk teaterform i modsætning til en monologisk eller enhedslig.

Det er den poetik jeg her kort skal forsøge at udfolde. På en måde placerer bogen sig som jeg ser det på linje med både devising og postdramatisk teater. Men forfatterne er ikke ude på at gentage en unødvendig polemik og er ikke interesserede i at forstærke modsætninger. Derimod understreges det at Viewpoints og Composition (Kompositorisk metode) kan anvendes i enhver teaterform.

Viewpoints er en tænkning som udvikles i forlængelse af de nye teaterformer som udvikles i 60erne og som tænker teater som en kunstart i relation til billedkunst, musik eller operationer i det offentlige rum. Det er en tværæstetisk tankegang. Det er også en systematisering af den tankegang at teater er reel handling. Det er for så vidt noget som går helt tilbage til begyndelse af 1900 tallet, hvor Stanislavskij mente at skuespillerne på scenen skulle lære at gå, lytte og være i reel kontakt med hinanden for at være troværdige. Det er den form for troværdighed viewpoints træner og giver et systematisk bud på. Så der er tale om en fremgangsmåde som er en videreudvikling af Stanislavskijs De fysiske handlingers metode, Mejerhold, Copeau, Grotowski, Eugenio Barba for at nævne nogle, som på lignende vis forsøger, at italesætte træningen af sceniske handlinger som en måde at tænke teater som en kompleks vævning af elementer. Og som også understreger at denne træning ikke blot skaber sceniske udtryk, men også virker tilbage og former den enkelte skuespiller og ikke mindst gruppens kreative arbejdsmåde. Det er en udvikling som bringer teatret i samklang med andre kunstarter og den kropsbevidsthed som gør sig gældende især i dans og sportens verden.

Teatrets kompleksitet

Teater er et komplekst medium som samtidig skaber forskellige relationer og henvendelser til tilskuerne. Teatret kommunikerer gennem:

Sproget (dramaet)

Stemmens klang (sang)

Kroppens og dens bevægelser (dans)

Rum, visualitet og tid (scenen).

Til tider er der tale om en ligestillet kommunikation, men det kan også være en kommunikation som skaber et særligt hierarki, hvor enten teksten, lyden, bevægelsen, rummet eller tiden er det centrale. Viewpoints og Composition tænker disse lag som værende i en form for dissonans eller uoverensstemmelse.

Romeo og Julie. Det Kongelige Teater. Elise Kragerups iscenesættelse arbejder med alle rummets dimensioner og forskellige afstande og blikretninger mellem skuespillerne.

Viewpoints og Composition vægter især bevægelse og rum og fokuserer på disse lag i den kreative proces. Derved undlader man at lade psykologiske og emotionelle rammer være årsagsforklaringer og motiverende. Man spørger ikke: hvad motiverer min karakter til at handle og man lader sig ikke begrænse af en enkelt psykologisk forklaring i forhold til en reaktion. I stedet lader man impulser og reaktioner opstår i det reale rum og lader det op til tilskueren at tillægge disse handlinger bestemte forklaringer. Et sådant udgangspunkt kan føre til teaterforestillinger, som er danseagtige (fx Odin Teatret) eller andre som tager udgangspunkt i rummet (fx Hotel Pro Forma). Viewpoints er et godt grundlagt for at træne denne særlige direkte kommunikation. Men naturligvis kan ganske almindelige tekstorienterede forestillinger have en stort udbytte af at arbejde specifikt med krop, rum og tid ved at tænke mere formelt og abstrakt på afstande, henvendelser, retninger og balance.

At tænke i viewpoints er både en måde at organisere prøveprocessen på, men det er også en måde at iagttage og vurdere en gruppes værdihierarki både i forhold til processen og i forhold til den færdige forestilling. Det hænger sammen med at viewpoints italesætter relationer og sanselige kvaliteter og i sidste ende selvoplevelse og empati (proprioception).

Tilskuerens perception

Composition er egentlig en iscenesættelse af tilskuerens viewpoints. Tilskuerne perciperer gennem forståelsen af sproget, høresansen, den kinæstetiske sans og sansningen af egen krop placeret i tid og rum. Tilskuerens perception er ikke passiv, blot modtagende, men også basis for mere eller mindre eksplicitte reaktioner lige fra begejstret applaus, latter, kropslig uro, snakken, gråd, tilråb, alt efter hvordan den enkelte forestilling henvender sig til tilskueren etc.

Proprioception (latin: proprius betyder ”selv” og percipere ”at mærke”). Denne indre sans kan bevidstgøres og snydes. Det er det mange sportsformer går ud på, idet modstanden bringes ud af balance. Den proprioceptive sans består af små sanseceller, der sidder inde i vores muskler og led. De hjælper os med at mærke vores egen krop og er hele tiden med til at give vores hjerne besked om, hvor vores fødder, ben, arme etc. er i rummet og i relation andre personer og genstande.

Hjernen regulerer kroppens handlinger, og tilsvarende melder kroppen tilbage til hjernen om den fysiske tilstand og position i rummet. Det danner grundlaget for diverse former for kropsfællesskaber, for eksempel en kropslig viden, om hvordan man danser i en bestemt sammenhæng. Indstuderingen af en teaterforestilling er et spørgsmål om, at skabe overraskende kæder af tanker, emotioner, billeder, og impulser.

Teatret aflærer dagligdagens reaktioner, for at sætte handlinger og reaktioner sammen på nye måder. En bevægelse er aldrig kun mekanisk men har en fysisk og en ”indre” dimension som tankens bevægelser.

Viwpoints i det offentlige rum hvor performerne på jorden spejles. Man kunne her tilføje et viewpoint knyttet til tilskuerens optik og position

Kinæstetiske signaler, informationer, koder og spændinger aflæses empatisk mere eller mindre reflektorisk og ubevidst, intuitivt som en ”mavefornemmelse”. Denne kan skærpes gennem træning både som udøvende ved gentagende handlinger og gennem observation. Kinæstetiske empati er en udveksling af ”kropssprog” som forekommer i mange forestillingssituationer.

Jagten på det vi endnu ikke ved hvad er

Viewpoint er ikke en bestemt teknik, men en tilgang til og udforskning af sceniske muligheder. Som Bogart & Landau siger er viewpoints en del af vores dagligdag. Vi skaber hele tiden dynamiske formationer i relation til andre kroppe og rummet. Det sker også i sport og i dans og ikke mindst i naturen og i dyreriget. Det der gør det til en kreativ tænkning er ekspliciteringen og i talesætningen af processer, som ikke er lineært målrettet noget bestemt. På sin vis er det tilmed en aflæring eller deformation, en form for faren vild, men inden for rammer, som sikrer mod den rene opløsning.

Fremgangsmåden kan skabe et vist kontroltab, et benspænd hvor der måske går ”ild” i kroppen. Viewpoint kan skabe gnisten der får ilden til at fænge i sammenføringen af en helt uforudsigelig replik og bevægelse. Viewpoints afbryder, forstyrrer, forvirrer, generer, men er også katalysator for selvoverskridelse og transformation. Man samler tilsyneladende ikkesammenhængende fragmenter op selvom de umiddelbart kan forekomme ubrugelige, besynderlige og sære.

Det skaber en provisoriske uorden hvor værdier og formater rekombineres. Her samarbejdes både med tilfældigheder, held og fejl og det kræver en stor grad af risikovillighed i et solidarisk kollaborativt univers.

Læs forord her

Se indholdsfortegnelse her

Læs uddrag fra bogen her

 Erik Exe Christoffersen, Lektor og underviser i Dramaturgi, Aarhus Universitet

Del med andre