En anmeldelse fra FOKUS (dramaturgistuderende)

Living Dead

Af Emilie Hackenberg Alstrup

Det fornyede treårige samarbejde mellem Aarhus Teater og Sort/Hvid starter med forestillingen ”Living Dead”. Det er dramatiker og instruktør Christian Lollike, der har forfattet og iscenesat denne nye gyser, der går i kødet på den politiske situation i Europa og vores forhold til alle de flygtninge, der strømmer ind med Middelhavet. Et forhold som Christian Lollike portrætterer gennem en høj grad af distancering.

I forestillingen møder vi to kvindelige karakterer og en mandlig karakter, der udgør forestillingens hovedpersoner. De bor sammen i en lejlighed, hvor vi i scenografien ser lejlighedens køkken. I køkkenet mødes de for at tilberede aftensmaden samtidig med, at de diskuterer verdenssituationen, og hvad magthaverne i Europa mon har tænkt sig at stille op med flygtningesituationen. Forestillingens handlingsplot udgør ikke så meget andet end disse diskussioner, men stykket tager dog en drejning i slutningen af stykket, hvor frygten for det fremmede tager over. Maria Richs og Morten Burians karakterer vender sig mod Özlem Saglanmaks karakter, da hendes brune hud skræmmer dem, og de beslutter sig for, at de må skaffe sig af med hende.

 

Fremmedgørelsens dramaturgi

Distanceringen har Lollike anvendt gennem flere dimensioner i sit nye politiske stykke. Én af disse dimensioner er selve forestillingens dramaturgiske opbygning, der ikke følger Aristoteles’ klassiske start-midte-slutning-arrangement, hvor publikum bliver taget i hånden igennem hele handlingen. Her er der i højere grad tale om Brechts anti-aristoteliske dramaturgi, der viser sig særdeles velegnet for Lollikes hensigt med at skærpe vores opmærksomhed for vor tids katastrofer.

I ”Living Dead” møder vi de tre hovedkarakterer, der som nævnt tilbereder – og senere spiser – aftensmad, imens de diskuterer verdenssituationen. Umiddelbart virker det som en almindelig situation i et almindeligt hjem, men dramaturgien knækker hele tiden dette velkendte billede. Scenerne med de tre karakterer glider ikke let og ubemærket over i hinanden. Der er skabt nogle klare kontraster mellem køkkenet og de uroligheder, der banker på døren. Kontrasterne er klart markeret af nogle skarpe lysskift, hvor nye scener kan udspille sig. I disse nye scener møder vi et kor, der vandrer igennem det nu blålige køkken iført burkaer, hvorefter de forlader lejligheden igen. Vores tre hovedkarakterer får ligesom scenerne heller ikke lov til at bevare deres normale udgangspunkt. I én af disse montager sker der en forvandling med personerne, da de skifter den europæiske identitet ud med en mellemøstlig. De ifører sig sorte afro-parykker, og i en langsom proces sminker de sig med, hvad der ligner sort skosværte. Ydermere bærer de nu også orange redningsveste, og her skaber forestillinge en direkte association til flygtninge. De stiller sig herefter op på en række og danser smilende til Brian Hylands ”Itsy Bitsy Teenie Weenie Yellow Polka Dot Bikini”. En mærkværdig scene, der med sine kontraster forbinder den klassiske idé om badetøj med Middelhavets nuværende forståelse af samme – bikinien kontra redningsvesten.

Et ekstra fremmedgørende element er disse nye personers pludselige skift fra glade dansere til sultende tiggere. Med ét skifter stemningen igen, og de tre personer begynder langsomt at bevæge sig ud mod publikum, og med deres kropssprog gestikulerer de behovet for mad. De kommer helt tæt på og skriger op i hovedet på første rækkes publikum, hvorefter lyset slukker – og en ny scene kan begynde. Forestillingens retning mod den episke teaterform viser sig gentagende gange ved fornægtelse af den fjerde væg, da de tre karakterer jævnligt kaster et blik ud mod sit publikum uden at gøre eller sige noget. De betragter os bare og fornemmer vores reaktioner.

Det anti-aristoteliske og det uventede er kernepunktet for dramaturgien i ”Living Dead”, som måske bedst kan forklares ud fra, at forestillingen undervejs tager den drejning, at de tre hovedkarakterer stiller sig klar til fremkaldelse, og en lyd af jublende tilskuere lyder fra højtalerne. Med vores forforståelse for teatrets etik og dramaturgi føler vi os tvunget til at klappe med på dette tidspunkt, selvom det efterfølgende ikke viser sig at være slutningen. Men publikum bliver i denne forestilling hele tiden revet rundt i manegen. Vi mister fornemmelsen af, hvad der er op og ned. ”Living Deads” faktiske slutning bliver udført af det medvirkende kor, der får lov til at synge forestillingens svanesang i så lang tid, at publikum endnu engang bliver forvirret over, hvor vi nu er på vej hen. Igennem forestillingen har man som publikum ingen fornemmelse af det næste ’billede’. Dramaturgien bygger altså på en række effekter, der lykkes med at konfrontere og gøre hele situationen fremmed for sit publikum.

 

En søvngænger-spillestil

En anden dimension i forestillingens brug af distancering viser sig igennem skuespillerne og deres roller. Selvom situationen i køkkenet virker som det eneste normale, så forholdet det sig langt fra sådan. Man mærker denne distancering i første omgang ved bare at betragte dem. De tre karakterer fremstår som butiksvinduernes mannequiner – de bærer lyse parykker, hvor der ikke er gjort noget stort nummer ud af at lade dem fremstå som karakterernes naturlige frisurer. De er, hvad de er; parykker. Derudover skinner og glimter deres kroppe umiskendeligt. Men det mest bemærkelsesværdige ved deres udseende er deres øjne, der er dækket af sorte linser. Disse karakterer fremstår altså som unaturlige figurer, hvis sorte fiskeøjne intet skjuler. Man ser direkte ind i mannequinens tomme skal.

Det unaturlige fortsætter med spillestilen, da de fysiske handlinger både er genkendelige, men de udføres nærmest som i trance. Ligesom dramaturgien er skuespillerne og deres karakterer ligeledes tillagt en fremmedgørende effekt. Ved forestillingens start træder den første ind i køkkenet og ser sig omkring, går langsomt hen til et skærebræt og begynder at skære løg. Efter lidt tid ankommer næste karakter og sætter sig på en stol i hjørnet. Der skabes øjenkontakt mellem de to, og de fortsætter, hvor de slap. Dernæst møder vi den tredje, der træder ind i rummet med fisk til aftensmaden. Intet bliver sagt, og alt foregår nærmest i slowmotion. Hver gang én foretager sig noget, ser de andre til med en sløv nysgerrighed. De betragter konstant hinanden, og intet i deres relation fremstår vant – distancen gennemsyrer deres tilværelse. Udover deres bevægelsesmønstre gælder denne distancering også for deres stemmebrug. Her ser vi ligeledes brugen af slowmotion, da alle replikker bliver fremsagt med en pause mellem hvert ét ord. De fremmedgjorte og unaturlige karakterers ageren skærper publikums opmærksomhed. Hvem er de, og hvad siger de? Karaktererne står for os som uvirkelige mennesker. De er paralyserede søvngængere i et samfund, hvor katastrofen er ved at indhente dem – måske har den allerede indhentet dem.

 

Distanceringen mellem to verdener  

Vi møder altså i denne forestilling to verdener, som begge er skildret som fremmede. Karaktererne er med deres alternative spillestil umulige for publikum at leve sig ind i. Det eneste, vi kan forholde os til, er deres samtaler om flygtningekrisen. Den anden verden møder vi gennem karakterernes forvandling til flygtninge, der ligeledes ikke er et rent billede, da vi aldrig bliver bekendt med deres historie og realitet. Dramaturgien og spillestilen formår både at skabe en distance og en nærhed mellem publikum og de stærke følelser, der normalt er forbundet med flygtningekrisen. Forestillingen bider sig fast, og vi bliver konfronteret med vores egen angst for det fremmede, og hvordan vi håndterer den lige nu ifølge Lollike. Dette pensler han klart ud mod forestillingens slutning, hvor Özlem Saglanmaks karakter bliver offer for de to andres angst; har hende med den lidt mørkere hud mon forbindelse til Islamisk Stat? Hendes lyse page og de sorte linser bliver fjernet, og for første gang møder vi et reelt menneske, der ikke bevæger sig i slowmotion. I desperation forsøger Morten Burians karakter at gøre det af med hende ved at skyde hende. Mens koret synger forestillingen af, bliver der gentagne gange skudt efter den nu udstødte. Hun falder, rammer gulvet og forsøger at rejse sig op igen, indtil hun atter bliver ramt af skud. Publikum får ikke blot lov til at se til, men Morten Burians karakter går undervejs helt ned til publikum og rækker pistolen ud. Lollike får altså skabt en forestilling, der med sine distanceringseffekter både konfronterer os med vores søvngængerbevidsthed og illustrerer, at problemerne ikke forsvinder af sig selv ved, at vi blot skubber dem fra os.

Tekst og instruktion: Christian Lollike, Scenografi: Marie Rosendahl Chemnitz, Lysdesigner: Morten Kolbak, Lyddesigner: Jes Theede, Musikalsk indstudering: Mogens Dahl, Fotos: Rumle Skafte

Medvirkende: Morten Burian, Maria Rich, Özlem Saglanmak, Morten Dahls Kammerkor

Aarhus Teater d. 30. september – 29. oktober 2016. Sort/Hvid d. 3. november – 22. november 2016

 Emilie Hackenberg Alstrup, Studerende, Dramaturgi – Institut for Kommunikation og Kultur. Aarhus Universitet

 

Del med andre