En anmeldelse fra FOKUS (dramaturgistuderende)
En kvinde uden betydning
Af Natalie Gøttsche Jakobsen
I Nicolei Fabers opsætning af Oscar Wildes ”En kvinde uden betydning” på Aarhus Teater, leges der, i Wildes egen satiriske ånd, med skiftene mellem det tragiske og det komiske. I genrelegen understreger komediens luner borgerskabets overfladiske adfærd, og tragediens dybde, afspejlet i underklassen, skaber en, om end det er muligt, endnu større kløft mellem underklassen og det finere borgerskab.
Den visuelle kontrast mellem under- og overklassen
Oscar Wilde havde en forkærlighed for at beskæftige sig med det victorianske aristokrati. Overklassens charme såvel som dens falskhed og amoral sættes til skue, og som publikum får vi lov til at kigge ind under facaden, i mens den langsomt krakelerer.
Lady Hunstantons overklassehjem, som scenografisk portrætteres af en karrusel, rummer et væld af karakterer, den ene mere farverig end den anden. De farverige personligheder bliver afspejlet i gennem det farverige valg af kostumer. Alle de kvindelige karakterer fra overklassen bærer farvestrålende kjoler i nuancer, der changerer mellem rødlige og lyserøde nuancer til orange. Den første tydelige kontrast mellem overklassen og underklassen synliggøres, da både Gerald Arbuthnot og hans mor Fru Arbuthnot, der begge tilhører underklassen, i modsætning til de resterende karakterer bærer mørkt tøj. Fru Arbuthnot, der spilles af Mette Horn, bærer eksempelvis en sort kjole, som står i skærende kontrast til de opmærksomhedsskabende pangfarver, overklassens kvinder bærer. Det er ikke kun kostumerne, der er med til at skabe en modsætning mellem de to samfundslag, scenografisk bevæger vi os med overgangen fra første til andet akt igennem en større forvandling. Det inderste af karrusellen åbnes, og alt den pomp og pragt, som scenen ellers udstrålede, forvandles til en langt mere spartansk virkelighed. Scenen minder nu mere om en dunkel skov, med mørke grene og visne blade på gulvet, vi befinder os hermed i en helt anden realitet. Det visuelle modsætningsforhold, der skabes i forestillingen er med til at underbygge skellet i mellem de to samfundsklasser, det skel som ligeledes bliver forstærket af Nicolai Fabers valg om at tydeliggøre Oscar Wildes brug af genreskift i stykket.
Genreskiftet – det afgørende skel mellem de to realiteter
En ting er de visuelle modsætninger i forestillingen, en anden ting er de modsætninger der skabes i kraft af det tydelige genremæssige modsætningsforhold, der er i stykket. Første akt bevæger sig meget tydeligt inden for komediens genretræk med små sekvenser, der nærmest sender éns tanker tilbage til Commedia dell’artens traditioner. Allerede i starten af stykket er der en scene, hvor Lady Caroline sidder og strikker, samtidig med, at hendes mand Sir John meget artigt holder garnnøglen for hende. Da Gerald Arbuthnot i al sin iver, over at blive tilbudt jobbet som Lord Illingworths privatsekretær, løber ind på scenen, får han viklet sig ind i et gevaldigt garnspind, til stor irritation for Lady Caroline, men til stor morskab for publikum. Senere i første akt sidder de fire overklasse kvinder, Lady Stutfield, Fru Allonby, Lady Caroline og Lady Hunstanton på en form for gynge, udformet som en bænk. Her nyder de alskens søde lækkerier, blandt andet nogle slikkepinde, som hurtigt bliver genstande for erotiske referencer. Især Fru Allonby gør det erotiske islæt meget tydeligt, men det er ikke til at overse, at de øvrige karakterer også får ledt deres tanker et bestemt sted hen. Denne seksualitet der blandt andet ses i denne scene, er noget, der er særligt karakteristisk for første akt, hvor næsten alle karaktererne deltager i eskapader med seksuelle undertoner, gerne med andre end deres egen ægtefælle. Her bliver det seksuelle brugt, i den mest traditionelle komiske forstand, til at vise nogle mere syndefulde sider af mennesket. Disse små “lazzies” og den underliggende ironi, der særligt er at finde i første akt, er i høj grad det, der er med til at skabe skellet mellem genrerne, som hen ad vejen også udfolder sig som et skel mellem personerne i stykket. De eneste der skiller sig ud fra det komiske islæt i første akt er Gerald Arbuthnot, Frøken Hester Worsley og særligt Fru Arbuthnot. De skiller sig ud ved, at de ikke på samme måde, som de resterende karakterer hengiver sig til alverdens fristelser. Navnlig Fru Arbuthnot bliver det største billede på modsætningen mellem de to klasser i første akt, da hun tydeligt tager afstand fra deres måde at leve på, hvor hendes søn Gerald eksempelvis kæmper lidt mere for at passe ind i overklassens tanker om, hvordan man skal leve sit liv.
I andet akt, er det ikke kun scenografien, der bliver tilføjet en anden dunkelhed og dybde, men også handlingen. Vi går fra første akts seksuelle eskapader og fristelser til en mere alvorlig tematik om, hvorvidt en kvinde altid bør handle efter samfundets normer og forventninger til hende. De normer som er sat af aristokratiet, men som de selv har så svært ved at overholde, når vi først får et kig ind bag facaden. Gerald forsøger at overbevise sin mor om, at det eneste rigtige hun kan gøre er at gifte sig med Lord Illingworth, som tilfældigvis er Geralds far. Da Lord Illingworth og Fru Arbuthnot var unge, fik han hende overbevist om, hvor højt han elskede hende og lovede hende ægteskab, kun for at trække sit løfte tilbage, da hun pludselig ventede Gerald. Det var en handling, der uden tvivl lagde en hvis skam over resten af Fru Arbuthnots liv, en skam der ifølge tidens overbevisning, også blev pålagt Gerald. Undervejs i forestillingen går det op for os, at Lord Illingworth ikke bærer nogen form for moralske skrupler, over den skam han har pådraget Fru Arbuthnot og dermed også sin egen søn. Derfor bliver det kun desto mere svært for os som publikum, når vi skal overvære, hvordan Gerald lægger samfundets og sin fars kvindesyn ned over sin mor. En kvinde bør jo lade sig gifte, når først synden har indtruffet sig, selvom det langtfra er ensbetydende med hendes egen lykke. Men Fru Arbuthnot er ikke sådan at tæmme, hun vil ikke gifte sig af pligt, men kun af kærlighed, hvis et sådant ægteskab altså findes. Den mere alvorlige tematik er tydeligvis et træk, der viser, at vi nu har bevæget os fra komediens lazzi-lignende sekvenser og satirens ironi, til dramaets dybde.
Det er lige præcis modspillet mellem satiren og dramaet, der er med til at underbygge historien om den overfladiske og hykleriske overklasse op i mod den underdanige underklasse. Det er ligeledes med til understrege motivet om valget mellem et liv, der leves efter de normer og forventninger, der er sat af majoriteten, eller det frie liv og jagten på éns egen lykke.
En kvinde med betydning
Man kan stille sig selv spørgsmålet om, hvorfor Oscar Wildes skildring af spændet mellem den britiske over- og underklasse, illustreret i genreskiftet, stadig betyder noget for os den dag i dag? Og om r afstanden i mellem disse, til tider virker stadigt voksende? Gerald Arbuthnot og Frøken Hester Worsleys forening bliver et billede på, hvordan der en dag ude i fremtiden er et håb om, at kærligheden kan danne en bro hen over kløften. Men når det afklædte borgerskab til sidst synger ”For He’s a Jolly Good Fellow” som en hyldest til Lord Illingworth, går det op for os, at der alligevel er lang vej endnu, før de indgroede vaner og fordomme bliver lagt på hylden. Fru Arbuthnots historie bliver relevant for os, da den kan være med til at rette blikket mod kløften i vores eget samfund, Fru Arbuthnot er altså ikke længere en kvinde uden betydning.
Iscenesættelse: Nicolei Faber, Scenografi: Christian Albrechtsen, Lysdesigner: Anders Kjems, Lyddesigner: Kim Engelbredt, Fotos: Anna Marin Schram
Medvirkende: Mette Horn, Bue Wandahl, Mathias Sprogøe Fletting, Inge Sofie Skovbo, Kjartan Hansen, Mette Døssing, Kim Veisgaard, Anne Plauborg, Nanna Bøttcher, Christian Hetland, Julie Buch–Hansen, Anders Baggesen, Jacob Madsen Kvols
Natalie Gøttsche Jakobsen, Studerende, Dramaturgi – Institut for Kommunikation og Kultur. Aarhus Universitet