Ødipus/Antigone. Instruktion: Henrik Grimbäck

Af: Susanne Hjelm Pedersen

Lillesøster i provinsen alias Teater Momentums vol. 10 spiller fornemt op til storesøsteren Det Kongelige Teater med deres udgave af Ødipus/Antigone.

Der er tæt pakket i baren på Teater Momentum, og køen til dametoilettet er lang onsdag den 5. oktober klokken to minutter i otte, da skuespiller Nanna Cecilie Bang kalder på vores opmærksomhed. Hun præsenterer sig selv og fortæller videre, at der jo faktisk skal spilles flere forestillinger i aften, men holdet på Momentum altså har valgt at koncentrere sig om Ødipus i dag, og derfor vil hun lynopføre essensen af en af de andre forestillinger: Personer, steder og ting. Mens Nanna Cecilie Bang bravt lynopfører Personer, steder og ting med kun en dyne og nogle flasker til rådighed, mumles der rund omkring i foyeren – det er svært at se, og hvad foregår der egentlig? Det bliver en anelse internt, og er det overhovedet vigtigt, jeg forstår, hvad der foregår? For så er jeg udfordret med min position bag en mur af medpublikummer, der også prøver at få syn for sagen.

Aftenens ’præ-forestillling’ er en direkte konsekvens af denne sæsons koncept på Teater Momentum. Momentum hedder nemlig ikke Momentum i sæson 16/17, men Det Ny Kongelige Teater, og sigter på at opføre alt, hvad Det Kongelige Teater opfører i denne sæson. Et modigt og originalt valg, der skaber konsekvente, kreative dogmer. Men samtidig også et risikabelt valg. For det er en ramme, som har direkte og mærkbar indflydelse på de kunstneriske værker – det er sværere at gradbøje en titel som Ødipus/Antigone end en ide om ’tværæstetiske forestillinger’ eller et krav om ’mangfoldig scenekunst’, der kunne være eksempler på andre rammer, som dikterer et teaters kunstneriske udfoldelser. For at kunne leve op til konceptets målsætning inddeles produktionerne derfor i tre formater: Karse, græs og bonzai. Personer, steder og ting må antages at være en karse-produktion – måske græs. Her er der altså ikke kræset om værket som ved Ødipus/Antigone, der er den første bonzai-forestilling. Og det er trods alt denne, som nærværende anmeldelse stiller skarpt på: så fred være med, at modige koncepter nogle gange bringer skæve konsekvenser med sig, for da vi strømmer ind i teatersalen, er Personer, steder og ting hurtigt lagt bag os.

Scenografi og stil-pastiche

Mens publikum finder sig til rette på sæderne, er der tid til at betragte scenografien. Et lille oplyst rum svæver tilsyneladende midt for på scenen; først er det svært at afgøre, om der er luft og åbent omkring det, eller om det er en udskæring i en slags mørkt fortæppe. Langsomt finder jeg dog konturen af den lille kasse, der danner rummet, og dens fundament. Pludselig ligner det ikke længere et udskåret stykke i en flade, men et gigantisk fladskærms-tv placeret i et åbent rum. På ’skærmen’ ses et lille motelværelse komplet med seng, tekøkken og væghængte lamper – alt sammen i de helt rigtige brune og grønne nuancer og med kvadratiske loftsplader så tilpas institutionelle og intetsigende, at vi ved, værelsesprisen ikke sprænger budgettet. Værelsets gulv skråner og sammen med væggene strækker det sig mod et forsvindingspunkt, der får værelset til at fremstå som en perfekt, virkeliggjort perspektivtegning. Det lille rum er overgjort og understreget naturalistisk i kontrast til rummet udenom, der er stort, tomt og klassisk ’intetsteds’. Et rum, der lader til at finde vej til mange opsætninger af klassiske stykker, som har brug for et moderne twist. Sikkert helt tilfældigt ligner det faktisk til forveksling rummet i Odense Teaters opsætning af Hamlet, der spillede denne september.

Som forestillingen skrider frem, bliver det tydeligt, at det ikke er tilfældigt, det lille, naturalistiske rum og dets sokkel ligner et tv. Forestillingen igennem er spillestilen og replikleveringen sært afdæmpet og langsom taget den dramatiske historie i betragtning. Det giver bestemt en spændende kontrast til ordene og de voldsomme hændelser, om end man lige skal vindes over. Men det minder også sært om den direkte repliklevering uden megen fysik eller dybere indlevelse, vi kender fra tv’s soapoperaer såsom Days of Our Lives. På kostumesiden er det særligt Iokaste i skikkelse af Nanna Cecilie Bang, der leverer soapopera-æstetik i sine høje, sorte lakstilletter, leopardplettede, korte kjole og store guldhalskæde. Og selvom det måske virker fornuftsstridigt at hente inspiration i soapopera-æstetik, når man iscenesætter en af teaterhistoriens helt store klassikere, så giver det faktisk meget godt mening. Hvor ellers finder vi i vores tid historier med så mange familiære forviklinger, syndige seksuelle forhold og overnaturlige hændelser alt sammen i en ellers realistisk setting som i soapoperaen? I Ødipus/Antigone formår holdet bag dog at bearbejde den stilistiske inspiration i et sådan omfang, at den bliver til en original og meget interessant æstetik, der bedst kan betegnes som langsom, dvælende og kontrolleret.

Det voldsomme og det blodige

Holdet selv er da heller ikke blege for at trække perspektiver fra de græske myter til nutidens tv-serier. Således hedder det i omtalen af forestillingen på hjemmesiden: ”Niveauet af sex og vold i Ødipus og Antigone overgår enhver moderne HBO-serie; vi taler her om en helt anden liga”. Og netop sexen og volden er der da også gjort en dyd ud af at vise i forestillingen i modsætning til Sofokles drama, hvor de voldsomste hændelser overbringes af en budbringer. I forestillingen får vi således ikke blot Iokastes selvmord og Ødipus udstikken af sine øjne at se. Vi får også et mordforsøg på Antigone fra Ødipus side og et vildt og voldsomt samleje efterfulgt af en pinefuld onanisession mellem Iokaste og Ødipus. Den eksplicitte fremvisning af volden er bestemt ikke noget, forestillingen er ene om. Således er der for tiden fyldt med vold og blod i Aarhus Teaters kælder med både Christian Lollikes forestilling Living dead og DDSKSs Aarhus’ præsentationsforestilling De Rene Rum. Også i førnævnte Hamlet Odense Teater i form af præcise stranguleringer med ledninger og voldsomme overgreb. Man kunne foranlediges til at tro, at tiden kalder på volden som udtryk.

Forestillingens fortælling

Ulig storesøsteren Det Kongelige Teater i København, som opfører Ødipus og Antigone hver for sig, har Momentums vol. 10 valgt at fokusere skarpt på Ødipus’ fortælling som vi kender den fra Sofokles’ Kong Ødipus og så krydre den med strejf af Antigone. I store træk gengiver forestillingen således plottet, hvor Ødipus som en anden detektiv langsomt opruller sandheden om sin egen skæbne og de synder, han har begået i dens navn. Men væk er vers og korstrofer og tilføjet en replik som ”du kunne have ringet”. Det peger på det klare valg, at forestillingen stoler på, publikum går med på fiktionens leg. Her er der ingen problemer i, at omstændigheder som pest, en talende sfinks og oldtidens Grækenlands byer eksisterer side om side med lusede moteller, badmintonbolde og muligheden for lige at gribe telefonen for at give besked om, hvor man er. Ligeså tager vi også med, at skuespillerne alle er unge og vitale, selvom de spiller roller, der har vidt forskellige aldre. På ægte metavis peger det på forestillingen som sit eget fiktionelle univers, og det fungerer.

Ødipus – en plaget, forvokset dreng

Da vi møder Nicklas Søderberg Lundstrøms Ødipus har han isoleret sig på et motelværelse i flere måneder. Eftersigende for at kunne ”spionere på mistænkelige personer” og derved opklare mordet på den tidligere konge, Laios. Det lurvede motel, de manglende fremskridt og den nærmest lammede opførsel peger dog nærmere på, at Ødipus har søgt skjul. Måske for sine egne bange anelser om sandheden? Da datteren Antigone finder ham, er han i hvert fald ikke meget for hverken at invitere hende ind på sit motelværelse eller tale om konstruktive veje til at opklare mordet. Det er da også Antigone selv, der til sidst må træffe beslutningen om at søge hjælp hos den blinde spåmand Teiresias spillet af Tobias Shaw. Da denne ankommer og antyder, at Ødipus godt selv kender sandheden om, hvem der myrdede Laios, presser han den ellers apatiske Ødipus til handling, og kongen selv skubber spåmanden omkuld og kravler ud af sit motelværelse. Og herfra kan Ødipus kun kæmpe febrilsk mod den uafvendelige sandhed om sin skæbne. Første stop i faldet er et scenisk mellemspil i dæmpet lys og høj musik, hvor Ødipus indestængt smider om sig med papirer og gemmer sig i habitjakkens skjul.

Med sin luftige, lyse stemme skaber Nicklas Søderberg Lundstrøm en Ødipus, der minder mere om en lille dreng end en herskende konge. Han ligner måske nok en moderne konge i sine skinnende loafers, mørkeblå habitjakke med rødt lommetørklæde i lommen og skinnende armbåndsur. Men hans stemme og kropssprog fortæller os en anden historie. Her minder opsætningen altså om sit modstykke på Det Kongelige Teater, hvor Ødipus også bliver tolket som den drengede søn. Særligt i samspillet med hustruen/moderen Iokaste opfører Nicklas Søderberg Lundstrøms Ødipus sig som et lille barn – både når han søger trøst og gemmer hovedet i hendes barm, og når hun må hjælpe ham med at kravle i skjul under motelværelsets seng, da det hele bliver for meget. Det er da også Iokaste, som må skille Antigone og Ødipus ad, da Ødipus forsøger at slå Antigone ihjel i et optrin, der samtidig minder om et søskendeskænderi. Således foregribes de familiære relationer i de fysiske udtryk, førend de afsløres endeligt. På den måde er en tilsyneladende modsætning som mor og hustru eller far og bror allerede sammensmeltet og konstant præsent, langt tid før figurerne selv får vished om de fatale dobbeltroller.

Antigone: når konceptet stiller krav

Men netop vol. 10s overordnede koncept om at spille alt, hvad Det Kongelige Teater spiller, får betydning, når det kommer til Antigone. I kraft af titlen kræves det nemlig, at også Antigone får en central plads. Forestillingen løser dette ved at lade Antigone være den første, vi ser i teatersalen gående ned langs publikumsrækkerne frem mod scenen. Hun spilles sympatisk og fattet af Katrine Leth, der fremviser solbrune ben i sit grønne Lacoste-sportstøj. Antigone danner rammen om hele fortællingen om Ødipus med en indledende og afsluttende monolog, der ikke bare gør Ødipus’ fortælling til en form for flashback, men også får gengivet de centrale pointer i Antigones egen fortælling om begravelsen af hendes broder, Haimons kærlighed til hende og hendes eget selvmord. For de teaterkyndige er det velkendte referencer, og jeg kunne som teaternørd ønske, at der var taget endnu mere stilling til Antigone som karakter. Handlingen, der udspiller sig i forestillingen, går således forud for Antigones egen, tragiske historie som vi kender den fra Sofokles’ tragedie. Og når Antigone til sidst i Momentums udgave af Ødipus vælger ikke at lade sig omfavne af Ødipus, så indebærer det altså en læsning af Antigone, som kunne være brugt mere aktivt i forestillingen som helhed. Men på den anden side tænker jeg også på de publikummer, der er knapt så bevandrede i de gamle tragedier; hvordan forstår de Antigones rammehistorie, og er den overhovedet vigtigt for forestillingens plot? Ikke umiddelbart. Det lader til, det overordnede koncept her har vundet over forestillingen.

Til gengæld er Antigone også blevet flettet ind i selve forestillingens fortælling om Ødipus. I den oprindelige ødipusfortælling optræder Antigone nemlig kun til allersidst som Ødipus’ unavngivne, cirka 9-årige datter, der ikke har nogle replikker. I en forestilling, der bærer titlen Ødipus/Antigone, kan det selvfølgelig ikke komme på tale. Derfor er Kreon blevet skrevet ud af Momentums version, og Antigone har i store træk overtaget hans rolle. Således er det Antigone, Ødipus anklager for at efterstræbe magten, da hun har foranstaltet Teiresias mellemkomst og anklage mod Ødipus, og ikke Kreon. Valget bringer unægteligt tragedien længere ind i familiens kerne. I forestillingen ender netop denne anklage med, at Ødipus forsøger at slå Antigone ihjel som tidligere omtalt. Og netop fordi, det her er Antigone og ikke Kreon, Ødipus anklager, får denne scene ekstra betydning. Scenen peger således med omvendt fortegn på Ødipus’ eget fadermord, og derfor hans nuværende frygt, for det samme skal gentage sig. Derved afsløres det, at Ødipus bevidst eller ubevidst ved mere om fortidens synder, end han giver udtryk for – han er grundangst for de unævnelige hemmeligheder, der truer med at trænge op fra dybet og ødelægge såvel familien som hans identitet.

Det sjove med det tragiske

Men det hele er ikke vold, blod og tragik i forestillingen. Også komikken finder vej til scenen. Et genkommende komisk element er således, når forestillingens figurer skal besøge Ødipus på hans motelværelse – her skal der en vis mængde adræthed og opfindsomhed til for at komme fra scenens gulv og op i det svævende rum. Dette medfører flere komiske øjeblikke, hvor figurerne dingler fra motelværelsets kant. Ligeså er Tobias Shaws budbringer fra Korinth en sand publikumspleaser med sin stiliserede slowmotion entre på rulleskøjter. Skuespillerholdet har i det hele taget sans for komik og timing. For eksempel i en scene hvor Katrine Leth spiller den uheldige hyrde, der i sin tid ikke nænnede at slå den nyfødte Ødipus ihjel, og nu er fanget i et krydsforhør fra Ødipus, der – hjulpet på vej af budbringeren fra Korinth – kræver sandheden, imens Iokaste inderligt appellerer til, den ikke må komme frem. Det er en scene, hvor skuespillerne får det maksimale ud af figurernes modsatrettede viljer til stor glæde for publikum. Humoren inviterer os inden for i teatersituationen og gør det måske lettere for os at leve med i forestillingens utrolige hændelser. Men samtidig bliver det en anelse ironisk, og den kraft, der ligger i netop det tragiske stof, bremses og nedtones. Det er et valg, og i dette tilfælde virker det i hvert fald til fordel for komikken og publikums umiddelbare involvering.

Ødipus/Antigone på Teater Momentum er en forestilling, der tager sine selvpålagte spilleregler på sig, og derved lykkes med et unikt og friskt bud på en af teatrets helt store klassikere. Og selvom der til tider går lovligt meget form i det, så demonstrer vol. 10, at der er masser af kraft, vilje og begavelse hos teatrets kommende stjerner.

Teater Momentum: 28. september -20. oktober. Tekst: Sofokles i oversættelse af Marcel Lysgaard Lech. Bearbejdelse: Henrik Grimbäck og ensemblet. Instruktør: Henrik Grimbäck. Scenografi: Ida Grarup og David Gehrt. Lysdesign: Súni Joensen. Komponist og lyddesign: Asger Kudahl.

Medvirkende: Nicklas Søderberg Lundstrøm, Nanna Cecilie Bang, Tobias Shaw og Katrine Leth.

Susanne Hjelm Pedersen, cand.mag. i Dramaturgi. Dramaturg og underviser på DDSKS og ekstern lektor ved Dramaturgi på Aarhus Universitet. Endvidere freelance dramaturg for teatre og andre scenekunstaktører.

Tak til tredjeåret på DDSKS Odense, som hjalp med at modne tankerne om forestillingen.

Del med andre