Dekalog, instruktør Jacob F. Schokking
Af Lea Buch

Polsk melankoli Kieslowski’s 10 bud

På scenen står en stor rektangulær plade, der nærmest vælter ud over mig, som jeg sidder der på en af de forreste rækker i Betty Nansen Teatret fredag aften. Pladen er dryppet med hvid og grå maling, der løber ned over den i striber. Instruktøren Jacob F. Schokking er billedkunstuddannet og har derfor også stået for scenografien, og jeg overvejer om jeg egentlig ser på et maleri. Det viser sig, at pladen har mange funktioner: Sammen med 2-3 andre plader, placeret i et slags ufærdigt korthus på en drejescene, fungerer de som rumdelere for de forskellige scener; som flader, hvor der projiceres videografik og sorthvid film; og som dystre stemningsskabere af et polsk 80’er-bylandskab. For det er nemlig, hvor vi er: I en senkommunistisk trist og grå betonverden i Polen, hvor mennesket sættes på prøve i livets store spørgsmål.


De 10 bud

Dekalog på Betty Nansen er instruktøren bag Holland House Jacob F. Schokking’s bud på den polske filminstruktør Krzysztof Kieslowski’s 10 film fra 1989-90, der hver omhandler et af de 10 bud fra det Gamle Testamente. I teateropsætningen er de 10 bud skåret ned til 6, hvor vi møder en række skæbnefortællinger der omhandler de udfordringer, mennesket står overfor, og hvordan vi forsøger at skabe mening i det hele. ”Sameksistensen af de mange fortællinger viser, hvor komplekst livet er, og hvor vigtigt det er, at vi giver plads og sætter os ind i hinandens synspunkter. Forestillingen er som et kalejdoskop, der – for hver gang scenen drejer – viser et nyt rum med et nyt moralsk dilemma.” udtaler Schokking, og opfordrer os dermed til, at granske de nærmere bevæggrunde vi har for vores handlinger.

Videnskaben er ikke gud

De 6 bud, eller fortællinger, fletter sig i teateropsætningen ind i hinanden, hvormed historierne ikke følger filmenes kronologi. I stedet er slutningen af hver fortælling præsenteret samlet til sidst i hver akt. I første akt tematiseres buddet Du må ikke have andre guder end mig, og vi møder her drengen Pawel (Elliot Crosset Hove) og hans far Krystof (Thomas Levin), der er videnskabsmand. Pawel er forgabt i sin far og al hans viden, og på farens supercomputer beregner de om isen på søen kan holde, så Pawel kan stå på skøjter på den. Computeren fortæller, at isen er sikker, så Pawel går ud og skøjter. I kanten af scenen står Søren Sætter-Lassen som en kommentator, der med regibemærkninger ’afslører’ karakterernes tanker og handlinger. Dette kommentator-spor går gennem hele forestillingen, hvor også spilleren i scenerne selv kan fremsige karakterens regibemærkninger. Det minder om en Brecht’sk verfremdungseffekt, og skaber en distance til historien, men fungerer også som et alvidende blik på handlingen – måske Gud?

Her afbrydes historien, og den næste fortælling starter med buddet Du må ikke misbruge Herren din Guds navn. Vi møder en ældre herre i hans hjem, der er læge (Flemming Enevold). Han opsøges af en ung kvinde Dorota (Marie Louise Wille), som ønsker at få viden om sin syge mand Andrej (Levin), der ligger på lægens afdeling. Dorota fortæller, at hun er blevet gravid, men ikke med sin mand, så hvis Andrej dør, vil hun beholde barnet, og hvis han overlever, vil hun få en abort. Hun ønsker, at lægen skal garantere om hendes mand overlever eller ej, hvilket han ikke kan eller vil. Næste historie om buddet at holde hviledagen i hu udspiller sig juleaften hjemme hos Janusz (Sætter-Lassen) og hans kone (Bodil Jørgensen). Med en god portion humor udspiller den tragisk kedsommelige julehygge sig, men afbrydes af dørklokken – det er Janusz’ tidligere elskerinde Ewa, som ønsker Janusz’ hjælp til at finde sin mand. Sammen går de ud i natten for at lede efter ham. Vi føres nu tilbage til første historie med videnskabsmanden Krystof og sønnen Pawel. Det ringer på døren og en pige fortæller, at der er sket en ulykke: isen på søen kunne ikke holde. Krystof tror ikke på det, for hans beregninger har jo vist, at det ikke er muligt. Men fra bunden af søen bæres en gennemblødt dreng op; Pawel er død.


Søren Sætter-Lassen som Janusz og Marie Louise Wille som Ewa

Sådan fletter historierne sig ind i hinanden, og vi får også en afslutning på de to andre historier, inden anden akt begynder, hvor buddet Du må ikke slå ihjel præsenteres: En ubehagelig taxachauffør, der chikanerer alt og alle omkring sig, kører af sted med en ung mand Jatzek, der efter en mindre køretur rækker armene frem fra bagsædet og kvæler taxachaufføren. Det er nu op til den nyuddannede advokat Piotr (Molly Blixt Egelind) at forsvare Jatzek mod den dødsstraf, som advokaten selv er så meget i mod.

Femte historie Du må ikke bedrive hor beskriver en ung mand Tomek (Hove), der i det skjulte betragter kvinden Magda (Wille) i nabobygningen, hvor hun har mange mandebesøg. Tomek sender falske beskeder til Magda, så hun bliver nødt til at troppe op på det posthus, hvor han arbejder. Her får han tilkendegivet, at han elsker hende, og de ender sammen på hendes værelse. Magda indvier Tomek i en kvindes ’hemmeligheder’, men ødelægger samtidig hans illusion om, at kærlighed findes. Tomek forsvinder og ender med at tage sit eget liv. Sidste historie Du må ikke begære din næstes hustru omhandler Roman (Enevold) som er impotent. Hans unge kone Zofia (Egelind) ønsker dog at blive sammen med ham, men Roman finder ud af, at hun er ham utro. De forsones, men ved en misforståelse tror Roman, at Zofia stadig er ham utro. Han mister livet, da han med vilje kører ind i en mur.


Flemming Enevold som Roman og Molly Blixt Egelind som Zofia

 

Verfremdung

Schokking har hentet inspiration i Brecht’s verfremdung og senere dramatikere som Schimmelpfennig, både i form af en række sange, som spillerne opfører i løbet af stykket (på polsk!), kommentator-sporet, samt den store drejescene, der skaber illusionsbrud i de enkelte fortællinger. Det har den effekt, at vi fremmedgøres fra handlingen, og det skaber en afstand til det drama, vi ser udspille sig. Det er ikke givet, at historierne forløber, som de gør – de kunne have været anderledes; mennesker har et valg. Samtidig er historierne bygget op som et hybris-nemesis forhold, hvor Gud eller skæbnen straffer den, der bryder Guds bud; tror du, at videnskaben er større end gud; at du kan bestemme over liv og død; at du kan tage en andens liv; at du kan være din partner utro osv., så straffes du. Forestillingen befinder sig således mellem et blik på menneskelivet som et ufravigeligt skæbneforhold samt en påmindelse om, at vi altså har et valg, som kan ændre vores liv.

Remediering

Ved man ikke, at Dekalog bygger på en række film, forekommer teateropsætningen som 6 små historier, der fletter sig ud og ind af hinanden uden den store sammenhæng. Jeg kunne ikke undgå at høre i pausen, hvordan andre publikummer syntes det var svært at følge med i handlingen. Leder man efter ét samlet narrativ i Dekalog, har man således ikke forstået præmissen. Teateropsætningen forekommer dog ikke at forholde sig særligt til filmmediet eller at benytte særlige remedieringsstrategier – i stedet virker opsætningen til at være dét, den er; en genvisning af Kieslowskis film, hvilket er et lidt kedeligt valg. Enkelte gange refereres til filmmediet i form af sorthvide filmklip på bagvæggen, hvor skuespillerne spiller samme scene, som fremvises på scenen. Men derudover er der for mig at se ikke den store ’dialog’ imellem teaterversionen og filmene. I sammenligning med Kieslowskis Dekalog er der klippet lidt i de dramaturgiske forløb samt tilføjet detaljer, som både kan forekomme lidt komiske og nogle gange lidt ude af kontekst – som når videnskabsmanden Krystof vil løbe en tur – jeg forestiller mig ikke, at sport var den helt store faktor på den tid i Polen, men måske det er et forsøg på at gøre dramaet mere tidssvarende. De lidt forhastede dialoger står også i modsætning til filmenes langsomme tempo, hvilket er synd, men ellers er forestillingen velspillet af en god blanding af garvede skuespillere (Enevold, Jørgensen og Sætter-Lassen) og nye ’skud’ på stammen (Egelind, Hove, Åkerlind). Opsætningen spænder over mange interessante effekter og tekniske løsninger, som fint indrammer stemningen på det givne tid og sted; fra billeder af betonboligbyggerier udført i hvad der ligner sand, til Flemming Enevold, der med et brag ryger ud over scenekanten, idet han som karakteren Roman kører galt i sin bil. Som han hænger der over mig, minder det mig om mine barndomsbesøg i ’horrorhouses’ i forskellige forlystelsesparker, men effekten er stadig virkningsfuld; vi bliver skræmt fra vid og sans. Også lyddesignet fungerer godt; med subtile lydeffekter beskrives døre, der lukkes og åbnes, rum, der trædes ind og ud af, telefonsamtaler og dystre stemninger. Musikken spiller en stor rolle i forestillingen, der, med sine melankolske mundharpe- og harmonikalyde, lægger et dystert og en lidt Tom Waits’k stemning over historierne.

Og hvad så nu?

Da jeg kommer ud på gaden efter forestillingen, rammes jeg af den store kontrast mellem det triste og fattige Polen dengang og så vores rige og velfungerende samfund i dag. Alligevel er det dér, og ikke her, der er plads til de store spørgsmål om livet, hvilket måske netop er Schokkings ønske; vi skal gentænke de handlinger og beslutninger, vi som individer eller land foretager, især når vi som nu for alvor er presset til at foretage valg, der helt afgjort vil få konsekvenser for fremtiden. Måske er Kieslowski’s fortolkning af de 10 bud gode at lytte til i en nutid, hvor vi tror, at vi kan styre alt, men alligevel mangler både dybde og retning.

Dekalog er skrevet af Krzystztof Kieslowski og Krzystztof Piesiewicz

Medvirkende: Flemming Enevold, Søren Sætter–Lassen, Bodil Jørgensen, Marie Louise Wille, Thomas Levin, Molly Blixt Egelind, Elliot Crosset Hove, Jakob Åkerlind Instruktør og scenograf: Jacob F. Schokking, Dramaturg og oversætter: Karen-Maria Bille, Kostumedesigner: Stine Gudmundsen–Holmgreen, Komponist: Gert Skød Sørensen, Video: Alexander Fog, Lysdesign: Christian Alkjær

Spiller til d. 15. oktober 2016

Lea Buch er cand. mag. i teater- og performancestudier ved Københavns Universitet.

Del med andre