En anmeldelse fra FOKUS (dramaturgistuderende)

2 x Hamlet 

Af Emilie Hackenberg Alstrup

I sæsonen 2016/2017 har to af Danmarks landsdelsscener valgt at give sig i kast med Shakespeares tragedie ”Hamlet”. Et stykke, hvor råddenskaben og magtmisbruget er i højsædet, og i sæsonåbningen kommer begge teatre med hver deres bud på, hvordan dette magttema kan behandles og aktualiseres i 400-året for Shakespeares død.

Aalborg Teater: Facadernes ”Hamlet”

På Aalborg Teaters Store Scene har man umiddelbart valgt en meget åben og nøgen scene. Men oplevelsen af scenografien bliver ikke denne følelse af åbenhed. Det, der virker så nøgent, bliver tværtimod dækket til af en skygge. Der er nemlig skabt en skygge foran scenen i form af halvgennemsigtige lagner, der sammen udgør et slags alternativt scenetæppe for de skuespillere og det langbord, det gemmer bag sig. Udsynet til skuespillerne omkring dette bord får en sløring af lagnerne, og denne sløring viser sig som værende et gennemgående greb i teaterdirektøren Hans Henriksens iscenesættelse og Nicolaj Spangaas scenografi.

Sløringen kunne også betegnes som et filter, og her benytter iscenesættelsen og scenografien sig af en hel del kameraer, hvorigennem forskellige scener og monologer bliver udført, som publikum både kan observere ved den direkte iagttagelse af den givne karakter på scenen eller via det lærred, som lagnerne udgør. Dette greb tillægger scenerne en dobbelthed, og fornemmelsen af hele forestillingen består i flere forskellige lag på samme tid. Konceptets gennemgående greb viser sig første gang tydelig i første akt, scene to, hvor Kong Claudius beretter om den forhenværende konges død og Claudius’ ægteskab med dennes dronning. I denne iscenesættelse er Claudius, Gertrud, Polonius og Laertes placeret ved et bord. Alle er vendt mod publikum og et kamera – og foran dem hænger selvfølgelig sløret, der viser kameraets optagelse af scenen. Scenen fungerer som en nyhedsoplæsning, hvor Claudius og de øvrige henvender sig direkte til kameraet og fortæller om situationen i Danmarks rige. Med kameraet som medspiller er der som udgangspunkt det princip, at man kan sætte det hele på pause og gå videre igen, når man ønsker det. Denne mulighed benytter Claudius sig af i forestillingens anden scene – han siger stop til kameraet, og scenen stopper samtidig på lærredet, men den fortsætter bagved forhænget og fortsætter så igen, da Claudius har fået afklaret en uenighed med Polonius – og scenen kan tages forfra. I denne verden er det altså en mulighed at sige stop og gøre alt forfra for at fremstå bedst muligt, og de mere ubehagelige sandheder kan gemmes bag sløret.

Et slør viser sig endvidere hos Hamlet, der i forbindelse med sin galskab – eller skuespil af samme – ifører sig en kjole og sminker sig med øjenskygge og læbestift i en sådan grad, at man får associationer til Jokeren fra ”Batman”. Denne vanvittige sminkning, der er med til at understrege Hamlets forvandling til galskab, bliver et led i sløringen og giver en ekstra dimension til Hamlets velkendte monolog, der indledes med ”at være eller ikke at være, det er sagen”. Denne ekstra dimension viser sig igen igennem forestillingens arbejde med lag, hvor fordoblingen viser sig både igennem scenografien og i denne situation altså også igennem karakterens ydre billede. I monologen placerer Hamlet sig mellem livet og døden, men i denne opsætning – i denne scene blandt kameraer og ekstra sminke – oplever vi ham endvidere i forhold til spørgsmålet om, hvad der er sandt, og hvad der er falsk – hvem kan man i virkeligheden stole på?

Gennem iscenesættelsens og scenografiens arbejde med lag og facader, hvor en karakter kan kommunikere med en anden igennem et lærred og ikke igennem den direkte kontakt, tillægges tragedien den mængde falskhed og mistillid, som ”Hamlet” indeholder. Her spiller skuespillernes fordoblinger som videobilleder på lærredet en stærk rolle i understregningen af denne løgnagtighed. Jo længere ind, vi kommer i forestillingen, jo mere bliver lærredet brugt som et dobbelt billede – råddenskaben udvikler sig og bliver altså mere og mere synlig.

Horatio som rammesætter

Gennem scenografiens konkrete facader oplever vi et gennemgående fokus på tematikken om undertrykkelse og skjulte sandheder. I denne forbindelse er det ligeledes interessant at bemærke, hvordan tekstbearbejdelsen er med til at understrege den ulmende råddenskab i Aalborg Teaters opsætning. Selve hentydningen om råddenskaben i Danmarks rige bliver i denne opsætning ikke leveret af Marcellus – det er derimod Hamlet, forestillingens kerne, der får lov til udtrykke ét af de essentielle tematikker i tragedien. En talsmand for samme sag møder vi endvidere allerede i åbningsscenen gennem Horatio, der rejser sig fra et publikumssæde og indtager scenen i ført en sort hættetrøje med hætten trukket over hovedet. Med blikket rettet mod publikum sidder han med sin tændte computer, hvis lys nærmest er det eneste i starten af denne scene. Horatio viser sig at have en afgørende faktor for fortællingen, da han udgør en form for rammesætning for Aalborg Teaters ”Hamlet”. Han starter og slutter forestillingen, da man i denne opsætning har valgt at fjerne Fortinbras’ entré i slutningen af stykket og overtagelse af Danmarks rige. I stedet for Horatios replikker vendt mod Fortinbras, er de her i en forkortet udgave vendt mod publikum med budskabet om at forkynde for verden og fortælle den sandheden om, hvordan alting er gået til. Med en computerbrugende Horatio som rammesætter, iscenesat både blandt publikum og ørige karakterer kan man let fristes til at se ham om en Edward Snowden – en whistleblower, der insisterer på at omverdenen skal kende til sandheden om råddenskabens grimme ansigt.

 

Odense Teater: En omformuleret ”Hamlet”

Hos Odense Teater har instruktøren Egill Pálsson valgt at tage sig nogle friheder – både i forhold til tekstbearbejdelsen og tolkningen af Shakespeares tragedie. Udover oversættelser fra Niels Brunse, Johannes V. Jensen og Johannes Sløk er der i denne iscenesættelse også inddraget fragmenter fra Heiner Müllers ”Hamletmaskinen”. ”Hamletmaskinens” første scene kaldes ”Familiealbum” og bliver anvendt som en prolog til forestillingen med Hamlet som prologist. I løbet af denne scene får Hamlet allerede forklaret sit publikum, hvad der er på færde – onklen har dræbt sin bror, Kong Hamlet og ægtet dennes dronning. Vi får altså præsenteret en Hamlet, der er bekendt med den morbide forhistorie, og denne bevidsthed viser sig også i monologens slutreplik: ”Jeg lagde mig på jorden og hørte verden dreje sig i forrådnelsens regelmæssige takt”. Denne monolog bliver i opsætningen endvidere en afslutning fra Hamlets side, inden han til sidst dør af det stik, Laertes har forvoldt ham.

Scenen er med prologen sat, og råddenskabet har allerede taget fat om Odense Teaters Hamletfigur. Herefter følger ikke Shakespeares åbningsscene med vagterne, der møder Kong Hamlets genfærd –men stumspillet fra tredje aktens anden scene. I stedet for skuespillernes historie som repræsentation af  kongemodet får vi karaktererne til at vise os mordet på Kong Hamlet. Claudius, Dronning Gertrud, Rosenkrands, Gyldenstjerne og Kong Hamlet selv er til stede ved denne mordscene.  I denne udgave er det Rosenkrands og Gyldenstjerne, der i fællesskab kvæler Kong Hamlet, mens Claudius og Dronning Gertrud ser til. Forestillingen bidrager altså med en drejning af plottet, hvor Rosenkrands’, Gyldenstjernes og Dronning Gertruds bliver medskyldige i mordet. På trods af bekendtgørelsen af Claudius’ mord i prologen fra ”Hamletmaskinen” virker det ikke til, at Hamlet kender til dette mord, når forestillingen efter stumspillet følges af Shakespeares oprindelige anden scene i første akt. Med de tre førnævntes medskyldighed i mordet er Hamlet er den eneste, der ikke ved, at onklen har begået mordet og dermed både stjålet krone og dronning fra Kong Hamlet. Det er kun publikum, der fra forestillingsstart er blevet gjort bekendt med Claudius’ bedrag og løgnagtighed.

Fornemmelsen af de øvrige karakterer som medsammensvorne mod Hamlet følger i den videre tekstbearbejdelse og forståelse af samme.  I Odense Teaters opsætning møder vi ikke Horatio, Hamlets fortrolige tjener. Denne fortrolige rolle er i stedet blevet givet til publikum, da Hamlet adskillige gange undervejs i forestillingen sprænger den fjerde væg, hopper ud over scenekanten og ned til publikum, hvor lyset i salen bliver tændt. Her bliver en del af de replikker, der oprindeligt går til Horatio, fortalt til publikum. Vi bliver bedt om at sværge, at vi ikke fortæller videre, hvad vi har hørt farens genfærd fortælle, og vi bliver bedt om at holde et skarpt øje med Claudius, når ”Mordet på Gonzago” skal spilles for ham.

Til forberedelsen af dette stykke-i-stykket er der endvidere tolket anderledes – her er det nemlig ikke Rosenkrands og Gyldenstjerne, der fortæller om skuespillertruppens snare ankomst, men det er i stedet Hamlet, der beskylder de to herrer for at være skuespillere og dermed løgnere overfor Hamlet. Hamlet mener derfor, at de bør være i stand til at udføre dette skuespil for Kong Claudius. I visningen af skuespillet ser vi altså de to hofmænd udføre nøjagtig det samme som i stumspillet fra forestillingsstart, hvor de kvæler Kong Hamlet. Drejningerne i Shakespeares stykke stopper  ikke her, for bedst som Hamlet venter i spænding på Claudius’ reaktion, sker der ingenting. Der er fuldstændigt tyst i hele salen, og det er Dronning Gertrud – den medsammensvorne – der afbryder forestillingen. Claudius sidder under hele dette foretagende med rolig kynisme og beder i køligste forstand om lys i salen. Hamlet står nu usikker tilbage og må forsøge at overbevise os, publikum, om, at Kongens reaktion var som ønsket. Men det var den ikke. Kong Claudius lader til at have sejret, og denne fortolkning følger også forestillingens afslutning; Claudius er den eneste, der overlever fortællingen og den store krigskamp. Han må som ene mand begrave den døde Hamlet og går derfra med oprejst pande.  Vi har altså at gøre med en Hamlet, der til sidst står uden hjælpemidler og vidner – selv da hans ønske om videreførelsen af sin historie, er der ingen til at høre ham. Han er magtesløs, og hverken publikum eller de døde omkring ham kan høre hans bøn.

Hamlet alene i verden

Gennem tekstbearbejdelsen, de nye fragmenter og en krans af medsammensvorne omkring hovedfiguren møder vi på Odense Teater en voldsomt desperat og til sidst også fortvivlet Hamlet. Dette bliver yderligere rammesat af den cirkeldramaturgi, der viser sig gennem gentagelsen af prologen mod stykkets slutning. Hamlet starter og sidder tilbage med en viden om, at hans farbror har svindlet sig til magten. Men han kan ikke komme videre med denne information. Publikum er de eneste, som Hamlet oprigtigt stoler på undervejs, men trods denne fortrolighed med publikum viser Hamlet sig at være helt alene. Selv da han møder sin fars genfærd, er det scenografiens jordbunke, der foregiver at være Kong Hamlets genfærd. Vi møder aldrig denne konges sande stemme, og det gør Hamlet heller ikke selv. Vi oplever snarere dette mareridt og den evige paranoia, der følger Hamlet. Han kan intet gøre, selvom han har ret, og publikum har været vidner til mordet fra starten. Han er fanget i sit eget hjernespind, som Claudius’ mordgerning og de andres meddelagtighed er skyld i.

Undervejs i forestillingen skifter Hamlet desuden hele tiden mellem ”at være eller ikke at være” og ”at handle eller ikke at handle”. Hvad går det hele egentlig ud på? Den unge og politisk uerfarne Hamlet finder aldrig svaret eller fodfæste – han lader til at være den eneste, der aldrig kommer til en endelig konklusion. Selv Ofelia er i denne opsætning viljestærk og går i graven uden den mindste antydning af svaghed. Heller ikke Laertes bliver offer i denne fortælling – han vælger selv at gøre det af med sit eget liv. Hamlet bliver altså denne forestillings eneste tydelige offer – både for omverdens bedrageri men også for sit eget vanvid.

”Der er noget råddent i Danmarks rige” 

Både Aalborg Teater og Odense Teater har ramt den magtsyge og –misbrug, som Shakespeares tekst er gennemsyret af, men teatrene har givet hvert deres bud på, hvordan denne tematik om råddenskab kan tydeliggøres. På Aalborg Teater er det en forestilling, der understreger falskheden gennem scenografien som en stor medspiller for skuespillerne. Her er det en ”Hamlet” mættet af scenografiens fysiske facader, der er med til at illustrere tekstens karakterer, der ligeledes arbejder med facader og påtager sig et nyt ansigt, som Hamlet selv siger til Ofelia i Shakespeares tekst. I det nordjyske møder vi endvidere en Hamlet, der er gjort stærk i sin sag og formår at spille Claudius ud. Samtidig bliver det med Horatio i forestillingens start og slutning et budskab om, at råddenskaben ikke skal kunne løbe godt fra det hele – sandheden må og skal frem. På landsdelsscenen i Nordjylland har man ydermere valgt at pryde teatrets foyer med et citat af George Orwell: ”I en tid med universelt bedrag, er det at sige sandheden en revolutionær handling”. Med teatrets opsætning tror vi på dette citat, og vi bliver selv fristet til at afsløre sandheden.

På Odense Teater er det tekstbearbejdelsen, der har sat råddenskaben i højsædet. Men tekstbearbejdelsen gør endvidere Hamlet til et offer for råddenskaben og magtmisbruget, der følger ham, hvor end han går.  Da man her har valgt at lade alle øvrige karakterer fremstå som medsammensvorne, opnår man i Odense en Hamletfigur, der er alene og ude af stand til at handle. Det er en karakter, som ikke har andre end sit publikum som vidne. Men da publikum i fiktionens fortælling intet kan stille op, indhenter Claudius og hans følge Hamlet. Claudius og magtmisbruget viser sig på Odense Teater som stykkets sejrherre. Men sandheden om råddenskaben går alligevel ikke tabt. Ved at lade informationen dø med Hamlet, viser Odense Teater blot korruptionens udspekulerede ansigt. Korruptionen har enorme kræfter, og den er i stand til at spille os ud i kampen.

På den måde viser begge landsdelsscener, hvordan ”Hamlet” kan aktualiseres. På Aalborg Teater bliver det med et håb om, at sandheden skal sejre, mens vi på Odense Teater oplever den magtesløshed, som vi står overfor i den politiske verden, hvor alting til tider virker uigennemskueligt og håbløst.

Aalborg Teater:

Iscenesættelse: Hans Henriksen, Scenografi: Nicolaj Spangaa, Lysdesigner: Mathias Hersland, Lyddesigner: Jonas Hvid, Fotos: Allan Toft

Medvirkende: Patrick Baurichter, Martin Ringsmose, Henrik Weel, Kasper Dalsgaard, Niels Anders Manley, Ena Spottag, Marion Reuter, Jakob Moth-Poulsen, Steffen Berenthz Eriksen, Jørgen W. Larsen

 

Odense Teater:

Iscenesættelse: Egill Pálsson Scenografi: Martin Eriksson, Lysdesigner: Mikkel Givskov, Komponist: Timo Kreuser, Fotos: Emilia Therese

Medvirkende: Morten Brovn, Peter Gilsfort, Hanne Hedelund, Christine Sønderris, Mikkel Reenberg, Lars Simonsen, Malene Melsen, Mikkel Bay Mortensen, Timo Kreuser

 

Emilie Hackenberg Alstrup, Studerende, Dramaturgi – Institut for Kommunikation og Kultur. Aarhus Universitet

 

Del med andre