BÂTIMENT

Et spejlbillede i byen. Et værk der virker

Af Erik Exe Christoffersen

Den argentinske kunstner Leandro Erlich skabte en fantastisk kunstinstallation til Aarhus Festuge. Man kunne både betragte den tæt på og på afstand, og man kunne gå ind i den og deltage i en leg med illusion og tyngdekraft. Det er stærkt pirrende at få virkeligheden genskabt på den måde, så stil installationen op permanent og skab en sensorisk underholdnings og læringsrum!

Bâtiment, som betyder bygning på fransk, var én stor illusion og en yderst bogstavelig fortolkning af årets festugetema, Upside Down. Installationen bestod af en bygningsfacade med vinduer og døre, som lå på Bispetorvets brosten og kunne ses i et kæmpe spejl, der ’rejste’ bygningen op. Gennem spejlet kom facaden til at fremstå som en normal bygning i rette proportioner, og når der blev lukket deltagere ind i installationen, kunne de nu bevæge sig rundt på facaden så det så ud som om, fysikkens love var ophævet.

For at få værket til at virke som værk, var der et regelsæt:

  • Der var kun plads til et begrænset antal på installationen ad gangen
  • Adgang til installationen var efter først til mølle-princippet
  • Genstande af glas samt alkohol var ikke tilladt
  • Der var ikke adgang for dyr på installationen med undtagelse af førerhunde

Deltagerne kravlede lodret på muren, sad i vindueskarmen eller hang i tagrenden. Særligt mærkeligt var det når en deltager sprang ud af billedet og nærmest ”fløj” væk.

Deltagelse og læring

Det interessante var, at der indgik en form for æstetisk læring for både for deltagerne og tilskuerne. Det var tydeligt at nogle, mens de ventede i køen, forberedte sig og indtog en aftalt position, og flere deltagere indledte et samarbejde omkring forskellige tableauer og bevægelser: en gruppe børn stod på skuldrene af hinanden, et barn og en forældre samarbejdede om at fremstille en ”ulykke”, hvor den voksne er ved at falde ned og holdes oppe af barnet.

Værket involverer koblinger mellem kroppens bevægelsessans, den visuelle sans, berøringssansen og tyngdekraften. I spejbilledet skabes tilskuerens imagination, associationer, filmiske situationer, symboler eller metaforer.

Hjernen er i konstant udveksling med sanserne og både foregriber, fortolker og lagrer i form af erfaring. Det gælder både de ydre sanser som syn, hørelse, smag, berøring og indre sanser som proprioception, dvs. det at ”mærke os selv” eller blive bevæget. Fremstillingen af visuelle umuligheder og ophævelsen af tyngdekraften i installationen bryder perceptionens vaner. Og dette normbrud kræver en reorganisering af sansningen og dermed en skærpet opmærksomhed og hjerneaktivitet. Installationen udfordrer hjernens forståelse og empati i forhold til de enkelte kropsdeles positioner, kraft og retning i rummet. Det store spejl virker som en skærm og kan give fornemmelsen af at man ser en film, samtidig med, at det, der foregår, udspilles for øjnene af én. Installationen er en form for bevægelse som stimulerer proprioceptorerne, der sørger for at give hjernen besked om, hvordan sener og muskler bedst kan stabilisere hvert enkelt led, så kroppen ikke mister balance og falder. Her fx ned fra taget af det flere meter høje hus. Sanseindtryk opfattes og analyseres i hjernen, hvorefter hjernen giver besked til kroppen om, hvordan den skal forholde sig til disse sanseindtryk: indtage en kropsholdning, balance og koordinering af kroppen i forhold til de sceniske handlinger.

En særlig version af værket var: Supermænd på facaden: med den lyseblå trikot og den røde kappe.

Koreografen Massimo Furlan havde samlet ni lokale, ikke fysisk imponerende ældre mænd og iklædt dem den ikoniske dragt. Her bliver installationen til en lille teaterforestilling, hvor den kendte ikonografi bringes ind i en usædvanlig kontekst og på den måde yderligere mærkværdiggør sansningen.

Installationens afgørende pointe er at afsløre, at vi ikke sanser virkeligheden, men at sansningen er en konstruktion, hjernen skaber. Der er en grundlæggende forskel mellem den fysiske påvirkning som udløser et billede og den sanseoplevelse, dette billedet giver anledning til.

 

 

 

Erik Exe Christoffersen, lektor Dramaturgi, Aarhus Universitet

Del med andre