Ødipus og Antigone

Ødipus og Antigone

Ødipus og Antigone

Af Janicke Branth

De sårede børns tragedie

Skuespilchefen tager hul på sin første egen sæson med en modig fortolkning af to af teaterhistoriens betydeligste græske tragedier. Og han gør det ved at lade de bedste kræfter fra det nu nedlagte Røde Rum folde sig ud på den store scene.

ØDIPUS

Scenografisk befinder vi os i en gammel biograf, hvor væggene er dækket af lag på lag af gamle tapeter. Et nedslidt rum med umagelige brune forsamlingshus-stole. En kvinde i lang hvid kniplingsagtig kjole, der både kunne være moderne og noget fra en gammel western sidder på en af de første rækker i biografsalen. En lyskegle fra operatørrummet strejfer gennem salen, rammer hende og vi opdager at hun sidder med et grædende barn i sine arme. Hun vugger det, tysser på det og rejser sig pludselig for at give slip på bylten med barnet, lade den hænge ned fra en stol, mens hun selv flygter ud af biografen til lyden af den stadigt højere barnegråd. Kvinden er Iokaste (Tammi Øst)

Dermed er scenen sat for tragedien om Ødipus. I Peter Christoffersens høje skikkelse kommer Ødipus ind i biografsalen i et lettere amerikansk contry-outfit, snubler, men gætter den gåde, som sfinksen – her koret – stiller ham og bliver udnævnt til konge af Theben. Og så kommer der gang i erotikken, lige der på første række i biografen, hvor Iokaste og Ødipus kaster sig over hinanden i et mega langt og liderligt filmkys, mens koret følger henført med på rækkerne bagved. Der bydes op til bryllupsvals, men igen drejer Ødipus om på foden og kan ikke rigtigt gennemføre dansen. Han fik jo sine fødder gennemstukket som nyfødt, inden han blev sat ud i den øde bjergegn, hvor hyrden fandt ham.

 

Fra lovestory til krimi

Nej, denne Ødipus-opsætning starter ikke med tørke, pest og hunger, ikke med en Kong Ødipus (som er den oprindelige titel), der træder frem foran paladset for at lytte til sit folks bøn om hjælp i katastrofens stund. Den starter med Iokaste og med deres børn, brødrene Eteokles og Polyneikes og døtrene Ismene og Antigone. Hele den glade og stolte familie samlet på forscenen som et familieportræt eller med far Ødipus, som leger blindebuk med sine børn. Alt ånder idyl indtil ulykkerne ramler ned over dem. Folket (koret) samler sig om familien med deres krav om hjælp og Ødipus sværger dyre eder og lover at opklare, hvem der har myrdet kong Laios. Who done it? Morderen findes blandt os selv! Den gamle vismand Tiresias tilkaldes for at rådgive, men vismanden er her forvandlet til en ung, hvidklædt og hvidsminket kvinde (Marie Dalsgaard) i en fremtoning der på en gang ligner et ikke-fremkaldt sort/hvidt foto og en græsk karyatide. En skæbnegudinde der langsomt vandrer scenen rundt gennem begge tragedier. Hun ikke alene antyder overfor Ødipus, at han selv er den morder, han leder efter, hun ender med at råbe det gjaldende ud over salen, mens Ødipus lukker mere og mere af for hendes ord og skaber sin egen konspirationsteori om Kreon, som en der efterstræber magten. Det var jo ham, der opsøgte Tiresias.

 

Fra polis til oikos

Det er ikke tilfældigt, at forestillingen indledes med Iokaste, for hun er markant mere til stede i denne tragdieopsætning end normalt. Derfor bliver den dramatiske ironi også så meget mere smertelig, når hun planter den første alvorlige mistanke i Ødipus, og fordi hun netop gør det for at berolige ham ved at fortælle om, hvor og hvornår mordet på Kong Laios fandt sted.

Tammi Øst lægger stor vægt på at tegne Iokastes moderligt erotiske og forelskede omgang med Ødipus. Hun beroliger og glatter ud, hun dæmper hans opfarende gemyt med sit varme kropslige nærvær og appellerer til den fysiske kontakt imellem dem. Overfor hende er Peter Christoffersens karakter en drenget, opfarende, modfaldende, næsten teenageagtig Ødipus, mere en søn, der skal trøstes end en konge for sit folk. Dermed rykker denne opsætning væk fra polis og ind i oikos, væk fra den politiske sfære og ind i familien. Det er den og de psykologiske relationer, der er på spil her mere end den verdensorden, Ødipus satte over styr, da han som ung flygtede fra oraklets spådom.

Tragedien slutter heller ikke med sendebuddet, der beretter for koret om Iokastes tragiske selvmord, men med Iokaste selv, der inde fra sit ’kammer’(scenografiens operatørrum) overtager sendebuddets beretning. Betagende smukt er det moment, hvor Ødipus – efter at have blindet sig selv med nålen fra hendes klædedragt – bærer den døende Iokaste ud fra kammeret i sine arme og lader hende synke sammen over sin krop.

Men her slutter tragedien ikke med at den nu blinde og visere Ødipus ledes bort. Tværtimod klynger denne Ødipus sig til sine børn og bliver ved med at råbe: ”Nej Kreon, tag dem ikke fra mig, tag dem ikke fra mig,” etc, hvorefter han forbander sine sønner. Dette greb på teksten gør forestillingen mindre tragisk i aristotelisk forstand, men til gengæld en del mere nærværende og måske mere aktuel i den tid, vi lever i nu.

 

MELLEMSPIL

Efter pausen følger aftenens anden tragedie, men ligesom Elisa Kragerup i Ødipus har valgt at gestalte forhistorien (prologen) i et konkret spil, så gestalter hun også her forhistorien til Antigone gennem et temmelig langt citat fra Euripides stykke Fønikerinderne. I starten hører vi den indespærrede Ødipus nedkalde den forbandelse over sine to sønner, at de skal dræbe hinanden. Biografsalen er nu ryddet for en del af stolene og ligner noget, kunne minde om en kampplads. Vi oplever den skæbnesvangre aftale mellem de to – nu voksne – brødre om, hvordan de skal regere Theben på skift hvert andet år. En aftale, der uundgåeligt må ende med brodermord, en brydekamp mellem Eteokles og Plolyneikes, ”låst i et uløseligt favntag”. Herefter dør også Ødipus selv.

 

ANTIGONE

Så først starter selve tragedien, som med den forhistorie har lagt op til en større forståelse af Kreon, der har set Theben forsvaret af Eteokles, mens broren, Polyneikes har rejst en hel hær og angrebet Theben gennem alle dens syv porte. Deraf Kreons ønske om at ophøje den ene bror med heltebegravelse og kræve Polyneikes lig ubegravet til spot og spe udenfor byens mure. Sådan indleder Kreon altså sin magtovertagelse med en konflikt mellem polis og oikos. For med lige netop denne lov glemmer Kreon, at han selv er slægtning til begge brødre og derfor også selv – i forhold til guderne – er forpligtet overfor begges begravelse. Det ved Antigone til gengæld. I Antigone-tragedien udvikles denne konflikt mellem en guddommelig og en menneskelig lov som uforenelig. Det er bl.a. det, der gør tragedien så relevant i dag.  Ofte fortolkes den med stor vægt på modsætningen mellem den spinkle unge kvinde overfor den imposante og magtfulde Kreon-figur. Men ikke her hvor Kreons rolle spilles af Karen-Lise Mynster som en nøgtern og intelligent hersker i skinnende petroleumsgrønt habit med guldtrisser jakken og cowboystøvler i lak, en mellemting mellem en sherif og en outreret businessmand.  Overfor ham er Antigone (Maria Rossing) mere tegnet med barnligt råbende trods end som en ung stålsat kvinde. Den lidt barnlige buksedragt, detv løse hår og den skingre stemme understreger de barnlige træk.

Protagonisten

Teaterhistorikerne har ofte diskuteret, hvem der er den egentlige protagonist i tragedien. Er det Antigone eller er det i virkeligheden Kreon? I denne opsætning synes valget at falde på Kreon og hans dilemma mellem hjem og stat. Denne Kreon fremtræder nok fast besluttet på at stå ved sin lov, men den myndige skikkelse udstråler mindre kynisme og magtfuldkommenhed end den stive principfasthed, der knækker ham til sidst. Desværre er der skåret så meget i teksten (i Niels Brunses kongeniale gendigtning), at Kreons indløb til sammenbruddet og mulighed for at nuancere rollen ikke rigtigt er der. Karen-Lise Mynster lægger hele sin autoritet i rollen og skaber egentlig en relativt sympatisk Kreon, men der gives ikke nok plads til at udvikle figuren, ligesom Maria Rossings Antigone heller ikke kommer til sin ret, før hun til sidst erkender konsekvensen af sine handlinger og med lysende barnlig forhåbning går i døden med forventning om i Hades at møde de forældre og brødre, hun har begravet. Som tragisk fortælling når den ikke samme højde som Ødipus.

 

De ’forkrøblede’ børn

Det giver god mening, at lade Antigone fremtræde mere som trodsigt barn end en myndig kvinde, der konfronterer magten (på en måde bliver det mere Simon Bennebjergs Haimon, der konfronterer den autoritære far), for hvis man læser denne tragediefortolkning som en familiehistorie om forældrenes rodede affærer og manglende indsigt i egen identitet med skæbnesvangre konsekvenser for børnene, så må de to titelfigurer, Ødipus og Antigone, netop skildres som de to søskende de er, som Iokastes ’forbandede’ børn, der ikke har nogen fremtid for sig. ”Kend dig selv” er det egentlige budskab, der står skrevet over oraklet i Delphi, og denne viden om eget ophav og egen identitet er jo forudsætningen for at kunne træde i karakter som et voksent og handlende samfundsindivid. Således kan man læse opsætningen som en fortolkning, der fokuserer på de familierelationer, der forkrøbler børnene i deres opvækst. Men da opførelsen samtidig trækker de barnligt komiske træk frem i sin meget fysiske iscenesættelse, så bliver den tragiske konflikt også mindre.

 

Ensembleforestilling

Morten Kirkskov har valgt at lukke det voldsomt populære Røde Rum for at udbrede dette eksperimenterende rums erfaringer, ensemble og kunstneriske vilje til hele den store scene. Et af Det Røde Rums store fortjenester var netop det sammensvejsede ensemble, som i forening med et par af de mest talentfulde nye instruktører skabte en række legendariske forestillinger. Det første udspil på den store scene er i den grad en ensemble forestilling, hvor nogle af spillerne fra det lille ensemble nu suppleres med nye skuespillere og et par af de mest erfarne fra det faste personale. Denne forestillings ensemble består af 12 skuespillere og en musiker, der gennem hele forestillingen på scenen understøtter spillet med sin blanding af musik og stemningsgivende lyd. Og når skuespillerne ikke træder frem som protagonister eller antagonister glider de tilbage i koret igen i ren korfunktion eller varetager de mindre roller i stykkerne. Og ligesom Elisa Kragerup stod for nogle af de bedste opsætninger i Det Røde Rum, er det også hende der med ensemblet udfolder de to tragedier som et eviggyldigt familiedrama, som en gammel film, man ikke kan slippe, og som må spilles igen og igen på den indre såvel som den ydre scene.

Iscenesættelse: Elisa Kragerup, scenografi og kostume: Maja Ravn, lysdesign: Åsa Frankenberg, Lyd: Jonas Vest og komponist Jeanett Albeck, musiker Tore Nissen, Gendigtning: Niels Brunse

Medvirkende: Peter Christoffersenm Tammi Øst, Maria Rossing, Sicilia Gadborg, Peter Plaugorg, Mads Rømer Brolin-Tani, Karen-Lise Mynster, Simon Bennebjerg, Lila Nobel, Rasmus Fruergaard.

Forestillingen spiller indtil 30. november i Skuespilhuset.

Janicke Branth, dramaturg cand. phil. Tidl. dramaturg ved Aarhus Teater, tidl. rektor for Dramatikeruddannelsen, tidl. medlem af Reumertjuryen, og nu underviser på DDSKS og medlem af hovedredaktionen af Peripeti.

Del med andre