Presence: En flamenca byder op til dans

Presence: En flamenca byder op til dans

Af Sosha Teperowska

Den spansk danske koreograf og danser Selene Muñoz inviterer balletdanseren Teela Ude og den

moderne danser Jonas Ökner til at undersøge og udfordre flamencoens væsen og væren.

Forestillingen Presence er et koreograferet møde mellem disse bevægelsesverdner. Med smygende,

sensuelle og organiske bevægelser suger Muñoz tilskuerens blik ind i flamencoens univers og de to

andre dansere forsvinder sammen med os.

Lille spejl på væggen der

Publikum bliver budt velkommen af sig selv. I en rystet og sløret udgave bliver vi konfronteret med

os selv som beskuere. Otte store spejle reflekterer det skarpe lys fra de hvide projektører, og i dette

lys sidder vi og kigger på os selv og hinanden fra den skrå publikumsopbygning. Stille, men

insisterende høres en stryger fra højtalerne. En musikalsk tone anslår et rum, der ikke er bange for

at udfolde de store følelser og de ellers uønskede klicheer. Rummet åbner sig, da en mand på bare

tær, som senere viser sig at være perkussionisten Stephan Jarl, trækker de store spejle til side, og

afslører en kvinde i et flamboyant flæsebjerg af en kjole. Ædel ser hun ud med en lang, sort kinesisk

frakke der smyger sig udover kjolen. Hendes holdning er stolt, og med en åben og løftet brystkasse

bevæger hun sig, som en toreador i midten af sin arena og venter på sin modstander, som i Presence

ikke er en tyr, men de to andre dansere. Hendes hår er sat op i en stram knold med midterskilning,

der skinner unaturligt meget. Som en klassisk flamenca åbner hun ballet. Kjolens enorme slæb (som

i flamencoens sprog kaldes en “bata de cola”), bevæger sig levende som en tyk dragehale. Under

den, kryber først en fod ud, så en arm frem, og til sidst de to andre dansere. Humoristisk og

underfundigt bliver dette ellers mørke rum brudt og vores forventninger efter at se de tre danseres

møde går i opfyldelse. De bevæger sig alle organisk til musikken. De er iført samme gevandter som

Seline og de mørke kjoler smelter sammen som en danser med seks arme og tre haler. De deler sig

og indtager en position foran hver sit spejl og hvis kroppen havde replikker, ville den sige: “Lille

spejl på væggen der, hvem er skønnest i landet her?” Et spørgsmål resten af forestillingen søger at

give svar på. Desværre får vi svaret i den første scene og det bliver aldrig rigtigt udfordret.

Musikken som partner

Det musikalske landskab i forestillingen er spansk og en stor del af det er præindspillet. Der er

klassiske toner fra flamencoguitaristen José Luis Montón, den verdensberømte flamencosanger

Miguel Poveda og den spanske filmkomponist Alberto Iglesias, der blandt andet har skrevet

musikken til flere af Pedro Almodovars film. Alle sammen valg, der gør at vi som publikum ikke

kan lade være med at indskrive forestillingen i en flamecokontekst. Forestillingen ånder rigtigt, da

musikken bliver levende og den svenske perkussionist Stefan Jarl indtager scenen. Han slår rytmer,

der giver forestillingen karakter. Han spiller på forskelligt slagtøj. Præcise, skarpe rytmer, der

samtidig falder legende og overraskende som sommerregn. Det er tydeligt at se at Seline og Jarl

kender hinandens kunstneriske sprog, han har akkompagneret Seline før, blandt andet i Alexender

Kølpins Sommerballet på Bellevue. Stolt som en ørn, hævet over sit rige svæver hun på musikkens

toner. At koreografen er hævet over sit publikum gør os kun trygge, det er en kontrakt, vi har

skrevet under på, inden vi gik ind. Vi kan læne os tilbage og nyde hendes arme og fodarbejde. Men

at hun også er hævet over sine dansere, gør os utrygge. Den moderne danser kæmper for at

overleve, hans bevægelser er bløde, men set i lyset af musikken og hans partner bliver de

blødsødne. De står i skarp kontrast til flamencoens præcise timing, som netop Seline formår at

skabe i sine soloer med fokuseret koncentration. Hun projicerer ikke sine rytmer ud til publikum,

men henter dem fra jorden, op gennem fødderne trækker og os med ind til sig. Hun gør det sublimt,

med en rytmeskabende præcision, der er yderst fængslende. Tilbage står hendes allierede, fjender,

meddansere? Vi ved ikke hvem de er, men de fremstår nøgne, sårbare og en lille smule forvirrede i

dette stærke og troværdige flamencounivers. Og det kan man næsten ikke bebrejder dem, for hun

har lyset, rytmerne fra cajonen, kjolen med flæserne. Vidunderligt havde det været, hvis de også

havde fået lov at udfolde deres kropssprog, balletten og den moderne dans. Kampen bliver aldrig

jævnbyrdig, da udfordrerne ikke får lov at bruge deres våben.

Når narrativet narrer

I forestillingens programtekst fremgår det, “at publikum bliver taget med på en rejse fra begrebet

“mig” til “os”, samt at det er en “danseforestilling, der tager fat i emnet “moderne kommunikation”

og ser på hvordan dette påvirker vores måde at relatere til hinanden, vores empati og vores flirt med

narcissismen”. Det er en meget eksplicit og relativ lukket formulering i forhold til, hvordan vi som

publikum bør tolke og opleve forestillingen. Vi ser tre dansere, der alle er forskellige både i deres

bevægelser, fysiske udtryk og brugen af musik. De danser sammen og de danser hver for sig.

Undervejs i forestillingen får de hver især pålagt fysiske benspænd med noget der kunne minde om

tunge vægtlodder. Seline, danser med to store sandsække, det virker som et abnormt stort

korkbælte, hvilket tynger hendes hofter og understreger og grounder hendes kontakt med gulvet.

Den mandlige moderne danser Jonas Örkner får tildelt nogle gigantiske skulderpuder, der giver ham

en fremtoning som en krydsning mellem en ridder med brynje og en 80’figur.. Balletdanserinden

Teela Ude, får påsat korklignende forlængede balletsko, der får hende til at bevæge sig, som en

smuk grasicøs hest med forvoksede hove. Modig og tro overfor sit balletsprog kæmper hun på sine

mega høje tåspidssko. Disse forvoksede lemmer bliver gennem forestillingen taget af og på og

tvinger danserne til at forholde sig til hinanden, men mest til sig selv og deres relationer bliver

aldrig helt foldet ud. Der skabes nogle meget stærke billeder, der desværre aldrig for lov til at blive

rigtigt levende.

Dans pakket ind i koncertskelet

Det er på alle måder tydeligt af forestillingen er koreograferet af en flamencostjerne. Rummet er sit

eget, en klassisk sort blackbox med et sort spejlblankt gulv og et podium, der bliver bygget op i

slutningen af forestillingen, hvor de to kvindelige performere ender med at danse noget, der kunne

forgå på en Tablao (en tablao, er en traditionel spansk café, hvor der danses flamenco). Æstetikken i

Presence ligger altså meget tæt op ad flamencoens univers. Kjolerne, der nok har fået et moderne

tvist, er stadig helt tydeligt flamenco i deres grundform. Forestillingens forskellige koreografier

afsluttes flere steder ved at lyset forsvinder, der er plads til publikums applaus og så starter en ny

scene. Det er typisk for en klassisk (flamenco)koncert, men bliver noget firkantet i en moderne

danseforestilling. Den traditionelle flamencokoncert er typisk delt op i sæt, hvor imellem der så

bliver skiftet tøj og en ny dans kan præsenteres. Det samme gør sig gældende i Presence, men her

kommer det til at virke afbrydende og den meget intense stemning, danserne ellers formår at skabe,

skal derfor bygges op på ny, hver gang et nyt sæt starter. Tilstedeværelsen bliver til små godbidder,

der er fordelt over hele forestillingen. Forestillingens styrke bliver også dens svaghed. Presence –

tilstedeværelse – det mærker vi. Men vi mærker det mest, hos hende der taler sproget. Den stærkeste

kvinde vinder og svaret på “hvem er smukkest i landet her?” bliver uden tvivl dronningen, der stiller

spørgsmålet: “Ingen i verden er så dejlig som du.” Men kampen bliver aldrig hverken helt

jævnbyrdig eller troværdig, og det er rigtig ærgerligt, da det ville have været enormt interessant at

se så dygtig en danser som Seline blive udfordret ligeværdigt.

Presence, Dansehallerne, 7.-11. september. Koreografi: Selene Muñoz. Dansere: Selene Muñoz Teele Ude,

Jonas Örkner. Komponist: Stefan Jarl og Selene Muñoz. Percussion: Stephan Jarl.

Sosha Teperowska er uddannet cand.mag i dans fra No-Ma-DS, Nordic Master of Dance Studies og

har en bachelor i dramturgi fra Århus Universitet. Hun arbejder freelance som dramaturg

 

 

Del med andre