Je suis Storm P, Det Flydende Teater, Iscenesættelse: Leiv Arne Kjöllmoen. Baadfarten på Furesøen.

Af Annelis Kuhlmann

Der er noget forløsende ved at opleve en teaterforestilling ombord på et lille, gammelt og knagende træskib, hvor de fysiske rammer på vandet får intimitet og teateroplevelse til at gå op i ét. Vi er ca. 40 tilskuere, der denne midsommeraften sidder tæt langs rælingen og ikke blot danner rammen om den vuggende forestilling. Vi bliver til en del af den.

For et år siden havde jeg fornøjelsen af at sejle med Det flydende teater og forestillingen Grinet og Døden, som handler om Halfdan Rasmussens digtning fra tiden omkring 2. Verdenskrig. Halfdans værk blev ved den lejlighed sat i relation til Morten Nielsens og Ester Nagels digtning, hvorved forestillingen også kom til at blive et udtryk i debatten om den danske kultur og identitet bl.a. i forhold til sprog og digtning som gestus. Se anmeldelse http://www.peripeti.dk/2015/07/16/grinet-og-doeden-det-flydende-teater/

Skibet skal sejle

Dette års teatersejltur har opmærksomheden rettet mod multikunstneren Robert Storm Petersen, bedre kendt som Storm P. Men forestillingen har mere på hjerte. Titlen Je suis Storm P henviser også til angrebet på tegnerne ved det parisiske satiriske magasin, Charlie Hebdo, 9. Januar 2015, og til den reaktion, som angrebet afstedkom, hvor mange mennesker reagerede ved at skrive under på ”Je suis Charlie” for netop at vise dette statement i offentligheden. Snart blev ”Je suis” til et udtryk, hvormed man kunne erklære sin identitet i forhold til solidaritet og ytringsfrihed. I forestillingen Je suis Storm P er ”Je suis” blevet anvendt i fortællingen om et komplekst kunstnerisk og eksistentielt anliggende, set gennem Robert Storm Pedersens multikunstneriske virke. Den kunstneriske ytring ses i mødet med censur og selvcensur.

Subjektet i ”Je suis” er i grunden et kollektivt jeg, og på den måde bliver de medvirkende skuespillere, Pelle Nordhøj Kann, Sandra Yi Sencindiver og Kathrine Høj Andersen, der var identisk klædt som én Storm P-figur med gråternede bukser, hvid skjorte og butterfly, seler og sorte udtrådte sko også til tre jeg’er, der går direkte i dialog med tilskuerne. ”Je suis” opnår i forestillingen en ekstra dimension som udtryk for fællesskabet ombord, og som indrammer forholdet mellem skuespillerne og de kendte Storm P-figurer. ”Je suis” opnår også en dobbeltbetydning, idet forestillingen i tilskuernes nærvær får ytringens ”her og nu” til at række ud over det konkrete i situationen på skibet. I forestillingen forekommer Storm P’s vagabondfigur da også i dag at være mere aktuel end nogensinde som en fortælling om den hjemløse og udstødte på bunden af samfundet.

Je suis Storm P er også en forestilling om en kunstner, der giver udtryk for sit blik på tilværelsen. I skikkelse af Storm P levendegør skuespillerne en tegning, der ”bliver til” i en fortælling om f. eks. værtshuset, der beskrives som ”Hyggen” og ”Håbet”. Fortællingen tegner billedet af en fattig mor med et barn på armen, en tom kurv, de ”venter på far”; tyskersoldater rykker ind og overtager ”Håbet”: Gennem denne tegnede fortælling om Storm P’s ytring handler forestillingen om modstandskraft i bredeste forstand. Forestillingen giver med små tegn et billede af Storm P og hans tid, men er samtidig også udtryk for en situation, der udspiller sig i vores tid. Man kan sige, at digterportrættet bliver til et portræt af nationen – Je suis Storm P.

Politisk modstandskraft gennem poetisk performance

I forestillingen Je suis Storm P blev rastløsheden og det flydende til vigtige nutidstemaer, ikke mindst i form af den genkendelige vagabond med den bulede bowlerhat. Men også gennem billedet på krigstemaet, hvor forholdet mellem nationale hymner og den sociale indignation peger på et komplekst politisk dilemma. Dette spørgsmål blev ikke mindre påtrængende, da båden kort efter afgang fra bådebroen for en stund lå stille på vandet under en træbro, hvorfra der lød harmonisk sang, udført af Elverhøjkoret. Tilskuerne kunne i starten ikke se koret, kun høre lyden af march og sang, der skærpede vores opmærksomhed og dannede ramme om hele oplevelsen. Da vi sejlede videre, blev det tydeligt, at koret med de glatkæmmede frisurer var iklædt uniforms-knæbukser m skrårem, armbind med hagekors og bar rosafarvede skjorter. Det var som om, at udtrykket med den ideologiske påklædning tilsat et nostalgisk-romantisk træk italesatte et tema om den uskyldige nationale sommerkolonihavehygge iblandet det forførende ved ung-nazisternes taktfaste støvletramp. Billedet af ”je suis” som et lettere forstyrret identitetsforhold talte sit eget tydelige sprog og etablerede en slags portal for resten af forestillingens horisont.

Senere i forestillingen, da vi var kommet over på den anden side af Furesøen, dukkede en lille del af koret op som trio på en badebro. Trioen invaderede båden med sang og fra tilforladelige, flettede picnic-kurve uddelte de småkager til publikum om bord. Jeg var næppe den eneste, der ikke kunne undgå at fornemme, at kagerne smagte lidt hen ad jødekager. På den måde blev denne enkle handling til en næsten usynlig nadvergestus om aflad for forhold under Anden Verdenskrig, men samtidig med en politisk undertekst, der rakte længere ud over den historiske sammenhæng, end man måske ved første øjekast skulle tro. De tre korsangere forlod hurtigt båden igen, blev efterladt på broen og forsvandt af syne, da vi sejlede bort. Usynlige eller ej, eftersmagen af småkagen varede resten af turen, som om et smagsløg havde plantet et ekstra moment ved oplevelsen af hele situationen.

Je suis – dengang og nu

Forestillingen Je suis Storm P handler således om mere end den tilforladelige humor med et tegneserieagtigt fokus på den lille mand over for ordensmagten, og på de lommefilosofiske smuler og satiriske sentenser, som mange af Storm P’s tegninger kan kendes på. Forestillingen er efter min opfattelse også en påmindelse om det tvetydige i den kulturarv, som tilskueren er en del af. Dette element udgør en nænsom kritisk stemme i forestillingen, der på en subtil måde bringer en lavmælt budskab om tilgivelse og mild forsoning i spil i forhold til den genklang, som ”je suis” vækker i forestillingen.

Da vi nærmede os afslutningen på turen, dukkede koret minsandten op igen. Denne gang havde de uniformerede lejret sig i græsset under træerne langs vandet og fremstod som en tilsyneladende uskyldig spejdertrop på udflugt m bål og snobrød.

Lad mig afslutningsvis vende tilbage til forestillingens skildringer af vagabonden i den ideologiske ramme og forholdet til publikums ”je suis”.

”Tale er sølv, tavshed er en øl”

Det slog mig, at Storm P’s og Det Flydende Teaters billede med den lille vagabond under krigen, i udtrådte støvler og med bowlerhat, kommer til at fremstå som en kritisk kommentar til det hyggelige portræt af den jævne dansker, der jovialt tager en bajer, ordner verdenssituationen og lader tingenes tilstand passere. Paradoksalt nok leverer forestillingen i sin poetiske groteskhed bidrag til et af de måske nok mere realistiske portrætter, vi har i mindet om nationen fra den tid. Som jeg ser det, er det netop dette Storm P-udtryk, der kommer nærmest Samuel Becketts vagabonder fra Mens vi venter på Godot, og som også kan ses som indbegrebet af et ”Je suis” i forhold til det at leve i en tid med håbløshed og krig i verden. Her i Je suis Storm P blev billedet til ny virkelighed.

Forestillingen sejler rundt til forskellige havnebyer i Danmark i perioden 14. august til 5. oktober. Se spilleplan på www.detflydendeteater.dk

Medvirkende:

Pelle Norhøj Kann, Sandra Yi Sencindiver, Kathrine Høj Andersen, Henriette Groth, Elverhøjkoret. Instruktion: Leiv Arne Kjøllmoen. Dramatiker: Andreas Garfield. Scenografi: Lisbeth Burian. Fotos: Per Morten Abrahamsen. Forestillingen blev set 18. juni 2016.

 

Annelis Kuhlmann er lektor i Dramaturgi.

Del med andre