LILLE REQUIEM OM KÆRLIGHED. Afgangsforestilling på Den Danske Scenekunstskole. Med Tekst af Lars Norén. Iscenesat af THOMAS MÜLLER.

 

Af Erik Exe Christoffersen

LILLE REQUIEM OM KÆRLIGHED er afgangsforestilling for otte fjerdeårsstuderende på Den Danske Scenekunstskole i Aarhus. Forestillingen er en montage af stykker fra Lars Noréns Terminal (2006) med Thomas Müller som instruktør. Der er et væv af skæbnefortællinger med tragisk udgang.

Livstråde

Forestillingen er flettet  fortælling om mennesker, der mødes  mere eller mindre tilfældigt, men i nogle krævende og determinerende livssituationer. Disse situationer er ikke dramatiske i klassisk forstand, men netop situationer og fragmenter, som tager en tragisk drejning i et ikke-defineret rum og i en springende tid.

Scenen er et tomt, sort og nøgne teaterrum. I siderne er der bænke, hvor skuespillerne sidder, mens publikum kommer ind. Scenens eneste scenografi består af 4-5 grå bænke og ellers kun snore fra loft til gulv. Snore som er med til at skabe en grafisk rumlig effekt, men får også en symbolsk betydning som livstråde. En  enkelt gang får det en lydlig effekt som hos Tjekhovs “Kirsebærhaven” : Lyden af en streng, der sprænges.

Rummet transformeres i kraft af koreografi og spil til hospitalet og private hjem og skuespillerne går direkte fra pladserne i siden ind på scenen og vender tilbage i et glidende flow. Siddende udenfor er de ude af spil, men følger med blikket intenst de andres historier og på den måde skabes der et fællesskabsrum – et praksisfællesskab, som på en måde skaber en modvægt til de tragedier, der udspilles på scenen. Det minder en hel del og både Tjekhovs og Becketts polyfone dramaturgier.

 

Flettedramaturgien

Forestillingens dramaturgi er en form for flettedramaturgi, hvor de enkelte snore væves sammen i forestillingens forløb, men uden at de enkelte fortællinger blander sig eller griber ind i hinanden. Kun på tematiske, rytmiske og performative plan kædes de sammen. I begyndelsen aner vi ikke, hvor vi befinder os. Lige som karaktererne måske heller ikke selv gør det, men langsomt dannes der en form for sammenhængende billede.

Vi er i en form for venteværelse som udgangspunkt: Et par er komme for at se liget afderes afdøde søn, som – viser det sig – formodentlig har begået selvmord. De har været skilt, og genser nu hinanden og konfronteres med deres manglende forhold til den døde søn. Et andet par skal føde, men er gået forkert. Og henvises senere til en anden afdeling, hvor hun føder, og vi møder dem igen efter fødslen. Et tredje par har en affære, hun forlader sin mand – måske. Hun bliver gravid, men aborterer frivilligt eller ufrivilligt? Et fjerde par overvejer at adopterer, men er i tvivl om rigtigheden i dette. De får dog adopteret, men barnet dør få måneder efter af en uhelbredelig sygdom, som pludselig viser sig.

De er alle ulykkelige, ensomme og handlingslammede, som ramt af en tragedie. Ikke en gudeskabt tragedie, men en menneskelig tragedie, fordi de ikke magter at bryde ensomheden. I en scene sidder han f. eks. og roder med nogle videobånd for at gense et minde og er for distræt til at tale med kæresten om det, der går hende på.

 

Mørke rum

Spillet er neddæmpet og domineret af en manglende lyst, mod eller vilje til liv. ”Jeg ved det ikke”. Det er en gennemgående replik. ”Hvad skal jeg? Hvad vil jeg?”. Enkelte steder brydes stemningen med et lysskift og et vredt råb eller en protest: ”Fy for helvede”. Spillet er psykologisk indlevet i smerten og rådløsheden og manglende evne til at tale sammen. Kun koregrafien bryder realismen, idet skuespillerne følger cirklende eller lige baner, som bryder både tid og rum.

Teksten er enkel og genkendelig. Samtidig kan det faktisk være lidt vanskeligt at følge forholdet mellem rolle og skuespiller. Men det er nærmest en pointe, at man ikke er helt sikker på om skuespillerne fremstiller flere roller. Det bliver fx meget markant i en scene med en læge, som taler med to forskellige par: det ene skal føde og det andet skal konfronteres med deres døde søn. Er de i samme rum eller er det to forskellige rum som smelter sammen, så lægen i virkeligheden er to læger, som er lige fremmedgjorte og hjælpeløse overfor patienterne. Det forekommer tilsyneladende flere gange at scenen lader to forskellige rum være overlappe som lag på lag og det kan være en pointe at den transparens som er gennemgående – også til det nøgne teater – er tekstens og iscenesættelsens måde at reducere og minimalisere relationerne. Med det greb bliver det kun knuderne, traumet eller de ”mørke rum” som tilskuerne konfronteres med. ”Og vi har vel alle mørke rum” siger teksten som en nøglereplik.

Temaets vendes og drejes: Nogle har mistet et barn, andre skal have et barn som er vanskelig at glæde sig over, fordi fremtiden er uvis, andre vælger abort eller adoption. Men fælles for dem er tabet som et vilkår.

 

Skulle man have hund?

Måske skulle man have en hund? De skilles med et ”vi ses”, men uden den store overbevisning i stemmen, og  formodentligt vil det være et tilfælde.

Lars Norén er en af nordens dramatikere, som er orienteret mod det melankolske, de mørke sider af mennesket, de lukkede døre, som kunsten i sit æstetiske engagement er med til at åbne.

Den minimale scenografi og de enkelte rekvisitter bliver brugt lidt uventet. Enten fylder de for meget som ”liget” af den døde søn eller de er helt fraværende som fx det nyfødte barn. Også snorene i scenografien bruges lidt inkonsekvent. Først og fremmest er der tale om et nyanseret ensemblespil, hvor alle fungerer fremragende og skaber, især gennem øjnenes spil en patos, som et vilkår i moderniteten, hvor relationer er overladt til tilfældigheder på godt og ondt. Det er en dødsmesse, hvor det gennemgående spørgsmål er ”Hvorfor?” Og svaret er ”Jeg ved det ikke”. Kun skuespillernes blikke og opmærksomme tilstedeværelse skaber en slags håbefuldt og medlidende kor.

Medvirkende Anna Nøhr Tolstrup, Marie Kristine Marschner, Fanny Bernth, Sara Hjort Ditlevsen, Mikkel Becker Hilgart, Mathias Flint, Mohamed Ali Osman Og Mathias Sprogøe Fletting. Tekst Lars Norén. Instruktør Thomas Müller. Scenografisk konsulent Kirsten Thomsen

Forestillingen vises på Svalegangen frem til 4. juni. Derefter spiller den 16. juni – 22. juni på Betty Nansen Teatret

Erik Exe Christoffersen, Lektor, Dramaturgi – Institut for Kommunikation og Kultur. Aarhus Universitet

Del med andre