Til blodbal i krigerland
Af: Sosha Teperowska
Mute Comps krigeriske fabel The strike of no Thought sætter krop på menneskets uundgåelige
kampe og danser liv i den lidelsesfulde rejse. Det intellektuelle er fraværende og erstattet med en
insisterende blodig poesi.
Hvorfor kæmper mennesket og hvordan manifesterer kampen sig? Der er de store kampe, de små
kampe, de blodige og de verbale, kampen mod og med selvet. The Strike of No Thought, tager
udgangspunkt i dette. Krigskunsten og samuraifænomenet har mange træk til fælles med dansens
væsen og Kasper Ravnhøjs altid voldsomme sceniske udtryk bliver i den grad presset og
konfronteret i de kolde lagerbygningeri Dansehallerne. Den store inspirationskilde er Miyamoto
Musahis hovedværk De fem ringes bog (1645), der beskæftiger sig med vigtigheden af den totale
opmærksomhed som strategi i alle livets situationer og ikke mindst i krigskunsten. Bogen refererer
til de fem elementer: Jord, vand, ild, vind og tomhed, som forestillingen også er bygget op omkring.
Foto: Søren Meisner
Forestillingens stærkeste øjeblikke ligger i kropsliggørelsen af menneskets kamp med og mod selvet.
Det er i soloerne vi mærker den insisterende smerte, vi påføre os selv. Kniven i sig selv er blot en
genstand, men i hænderne på en djævelsk danser bliver det en blodig dansepartner, der truer,
udfordrer og forløser.
“Better, better, better” Sådan messer en mandlig stemme ud af højtalerne, mens en blodig og svedig,
tydeligt lidende og udmattet Kasper Ravnhøj kaster sig rundt på sine tåspidsfødder uden tåspidssko.
Han er iført mønstrede hørlige haremsbukser og en kort samurailignende kimono. En tidløs kriger i
kamp. Præmissen for forestillingen er hermed sat. Der er ingen grænse for menneskets higen efter
overlevelse. Sig ja til den groteske kamp, og til at blive forført af Mute Comps rejse gennem den.
Dans er tykkere end blod
Kasper Ravnhøj personificerer kampens mester, samuraien. Han gør det med en oprigtighed, der er
klichéforladt trods sin ekstremisme. Han fører kniven overbevisende, som en danser fører sin
partner og sammen frembringer de noget almengyldigt i disse fejder. I midten af scenen hænger en
hjort, med åbent skræv og døde øjne. Kniven snitter i den tunge dyrekrop, blodet flyder og tankerne
ledes hen på slagtningerne på krigsmarkerne. Der er store vindmaskiner på scenen, der fysisk får
publikum til at mærke den kulde, det kræver for at kæmpe disse blodige krige. Om Ravnhøj bruger
blodet for at provokere eller for at få gang i de følelser, det vækker, er ikke til at sige. Men det
virker. Afstumpet og hjerteskærende.Den Korenaske danser Sang-Hun Lee sidder i åbningsscenen som en
forstenet mumie. Pakket ind i gips, som han langsomt, men sikkert bryder ud af for senere at blive klistret
ind i gaffatape, der forvandler ham til en krøbling, der kæmper mod sit handicap. En bøddellignende
samurai, lister rundt mellem danserne og styrer forestillingens tid ved at lade en gigantisk træstolpe falde til
jorden, når forestillingens kapitler skifter.
Langt tykt hår bliver skiftevis kastet og hevet op fra gulvet, den islandske danser Elin Ragarsdóttirs
bevægelser starter fra hendes skridt, hun virker dæmonisk besat. Gennem hele hendes solo er
hænderne som klistret til underlivet, mens der fra hendes mund kommer en voldsom stønnen, en lyd
der både rummer smerte og nydelse og vi bliver i tvivl, om hun er i helvede eller ekstase. Orgasme
eller fødsel. På den lange bagscene er der nogen, der vasker gulv; symbolikken er klar, dog ikke
anmassende.
Den islandske danser Elin Signy Weywadt Ragnarsdottirs bevægelser er dyriske og graciøse, mens
hendes blik virker konfronterende og menneskeligt, når hun på gulvet kravler frem, som en
akrobatisk snetiger med sit hvide hår. Sårbarheden mærkes i duetten mellem de to kvindelige
dansere. Her får man lyst til at blive, hvile sig efter forpustet at have været vidne til en
rullefaldsvals på knoer, men Mute Comp har aldrig været fan af stillestående kroppe og The Strike
of No Though er ingen undtagelse.
Det er ikke polerede dansante personligheder vi bliver præsenteret for, men nærmere en essens af
menneskets overlevelsesinstinkt. Køn krop flyder sammen, men i Mute Comps samuraiunivers står
de klart. Det er skarpt koreograferet, og selvom mange af bevægelsernes tydeligt rummer
kontaktimprovisationens sammensmeltende og kausale kvalitet, er de ikke tilfældige.
Forestillingen foregår i, hvad der minder om et koldt og ensomt ingenmandsland. Vi glider ud og
ind mellem forskellige krige, og man må som publikum give slip på sit narrative begær efter en
logisk fremadskridende dramaturgi for at identificere sig med de forskellige krigere. Tør man det,
får man til gengæld mulighed for at føle sig invaderet af krop, musik, blod og smerte.
Krigens scenografiske billeder
Det er ikke tilfældigt at Ravnhøj vælger at portrættere krigskunsten og samuraien. Han er kendt for
sine kompromisløse og voldsomme bevægelsesudtryk og for at søge og undersøge kroppens fysiske
grænser. Men hvor han tidligere har arbejdet med politiske temaer som f.eks. trafficking, våben og
narkotika, udfolder han i The Strike of No Thought et mere filosofisk og eksistentielt tema –
kampen, om modstand og overvindelse – og det der sker undervejs.
Både scenografi, lys og lyd afbilleder kampens sider. Scenen er kold, enorm og uoverskuelig.
Rummet er mørkt og aflangt. Dansehallerne er en tidligere nedlagt, fabriksbygning og indbegrebet
af industri, der er intet gjort for at skjule dens funktionalitet. To af forestillingens markante
rekvisitter er den føromtalte dansepartner, kniven og den døde hjort, der på en gang bliver et billede
på det groteske offer, som krigen medfører – døden. Dette understreges, da kniven gentagne gange
jages ind i offeret og blodet bogstaveligt talt sprøjter ud. Døden virker formålsløs og giver samtidig
liv til forestillingens famlende figurer. Hele den store scene er inddraget til scenografi, hvilket nogle
gange medfører at bevægelserne drukner. Omvendt er det det udstrakte rum, der gør at dansernes
bevægelser kan blive så fuldendte i deres vildskab. En galopende hest kan ikke præstere optimalt i
en lille black box. Lyset er som resten af scenografien, koldt og hårdt – fem neonlysende projektører
oplyser forscenen, og blænder næsten publikum, når blodet kommer helt tæt på. Scenografi og
kostumer er skabt af Johan Kølkjær, der har arbejdet med Mute Comp siden 2005. Hans upolerede
og golde scenografi til The Stike of No Thought virker som en forlængelse af figurernes bevægelser,
som når hans bannere af store røde stykker stof blafrer i vinden fra vindmaskinerne, mens vi hører
oprørerne i baggrunden og ser dansere, der kæmper.
Forestillingen stiller som andre af Mute Comps værker krav til sit publikum. Hvis man er på jagt
efter yndefylde bevægelser og sårbare toner, er man gået forkert. Men hvis man vil have rykket
grænserne for, hvordan en danseforestilling kan danses, så sker det i The Strike of No Thought, f.
eks. når alle fire dansere smelter sammen til en stor organisk menneskeklump, der stille rokker frem
og tilbage på sine otte ben, som en stresset elefant i bur.
Kampens nærvær
Elisa Kragerup, der selv er kendt for sine fysisk stærke iscenesættelser er krediteret som dramaturg.
Kragerup og Ravnhøj skaber en stærk visuel forestilling, med fokus på menneskets eksistentielle
dilemmaer eksemplificeret i kampen. Scenerne er skarpt opdelt og den nøgterne iscenesættelse
passer til forestillingens undersøgelsesfelt. Bevægelserne er som titlen, ladet med intentioner
samtidig med den tillader vores associationer at vandre. Mute Comp danser forestillingen igennem
med et absolut nærvær, og skaber et insisterende rum fri for intellektuel reflektion. Nøjagtigt som
det der var essensen for Miyamoto Musahi vidner titlen om forestillingens pointe, nemlig at vi ved
at suspenderer tankerne og hengive os til kampens Zen opnår denne totale tilstedeværelse.
Befriende og modigt havde det dog været, hvis man et øjeblik havde turdet gå imod krigens tema og
give plads til dens modsætning – freden.
The Strike of No Thought peger på kampen som forudsætning for menneskets overlevelse og på de
uforenelige modsætninger, der ligger i det. Danserne kommer fra Finland, Danmark, Sverige og
Korea og danser hver deres kamp i livet. Deres voldsomhed er perfekt koreograferet og viser, hvad
der opstår når tankerne sætter ud og kroppen tager over. The Strike of No Thought slutter med en
kvartet, hvor krigene forenes og forløses i et håndtryk. Fornemmelsen af overlevelse sænker sig i
hallen. For første gang står rummet stille.
The Strike of No Thought, Dansehallerne, Store Scene. Koncept og Koreografi: Kasper Ravnhøj.
Scenografi: Johan Kølkjær. Dansere:Kasper Ravnhøj, Noora Hannula, Elin Signy Weywandt
Ragnarsdottir, Sang-Hun Lee. Præmiere 29. april – 12. maj 2016.
Sosha Teperowska er uddannet cand.mag i dans fra No-Ma-DS, Nordic Master of Dance Studies og
har en bachelor i dramturgi fra Århus Universitet. Hun arbejder freelance som dramaturg