På sporet af 5. C.

Aarhus Teater, Borgerscenen. Efter film af Niels Malmros

 

Af Ida Krøgholt og Erik Exe Christoffersen

Borgerscenens strategi er at lade en kollektiv fortælling styre borgernes små fortællinger. Det er en spændende vej til teatret, som begrunder valget af Malmros’ fortælling Lars Ole 5. C, når det nu er 12 årige borgere, man vil have på banen. Filmoriginalen fungerer her som den kollektive fortælling om fortidens skole. Den står helt centralt i forestillingen og giver anledning til sjove og rørende situationer, ligesom filmen giver borgerscenen mulighed for at eksperimentere med andre medier, og børnene får et bagtæppe, de kan eksponere deres egen klasserumskultur op imod. Men der er noget, der går tabt, når forestillingen bliver så orienteret imod sit forlæg. Præsentationen af borgere – børn og lærere – fylder overraskende lidt i denne forestilling, og man kan savne det moment, borgerscenen er stærkest i, nemlig at give forskellige mennesker mulighed for at fortælle om sig selv som dem, de nu er.

Det har været interessant at følge de eksperimenter, som Aarhus Teaters borgerscene har været ramme for. Borgerscener er landsdelsscenernes niche. Præmissen for scenerne er at bruge teatermediet til at skildre mennesker i deres autentiske liv, og i Lars Ole 5. C på Aarhus Teater leges der med Niels Malmros’ film fra 1973, som 10 århusianske børn i 12 årsalderen bruger som filter for deres egne fortællinger om at gå i 5. Klasse i 2016. De bliver suppleret af to Århus-lærere, som også spiller muntert med.

Foto Anna Marin Schram

 

Mareridt bliver til virkelighed

Det har ellers været Malmros’ mareridt, at hans film skulle gøres til teater. Lige inden filmpremieren i 1973 vågnede han brat ved en drøm om, at teknikken koksede, så Lars Ole 5. C ikke kunne vises på lærredet men måtte spilles live, som teater. Mareridtet hænger sammen med Malmros’ teknik som instruktør. Han gør alt for at undgå, at de ikke-professionelle spillere, han som regel arbejder med, bliver teatrale, og han er ekspert i at få børn til at reagere spontant på impulser i indspilningssituationen. Han fanger deres reaktion med kameraet og fastholder det autentiske moment i filmens klipning, så det fungerer i forhold til fortællingen, selvom reaktionen er fremprovokeret i en helt anden situation. Den form for improvisation fungerer normalt ikke i teatermediet, og derfor er professionelle teaterskuespillere specialiseret i at gentage deres gennemarbejdede reaktioner.

Nu har Malmros så selv, sammen med instruktøren Anne Zacho Søgaard og borgersceneteamet på Aarhus Teater, været med til at gøre sit mareridt til virkelighed. Det er der en interessant idé i, for borgerscenen er ude i et projekt, der minder om Malmros’, og som kort sagt består i at få almindelige mennesker til ikke at spille amatørteater men fungere på scenen som formet autenticitet. Men meget afhænger af, hvordan det materiale, borgerne bringer med sig ind på scenen vægtes, og hvordan det eksponeres. Forestillingen præsenterer en flok herlige børn og to lærere og skildrer, hvordan de kommunikerer med hinanden gennem mobil- og chat-kultur, både i klassen og udenfor. Børnene skiftevis fortæller og udfører handlinger på scenen. De er alle sammen udstyret med mobiltelefoner, og telefon-legen spændes op mod billeder fra 1973-filmens analoge efterkrigstids-legeverden med fodbold, fangeleg og udforskning af gadens forbudte steder og rum. I 2016 foregår det sociale liv selvfølgeligt gennem computerspil, netflix-fællesskaber, foto- og chatudvekslinger, og hos den lokale bager køber man ikke kager på kredit men via mobilpay. Kærlighedsfortællingen, som er central i Malmros’ film, er også en del af børnenes medieleg. I filmen er der en uforglemmelig scene, hvor et kærestebrev bliver sendt fra pult til pult gennem klassen og endelig når frem til modtageren, Lars Ole. I forestillingen er det Thomas, der får en sms fra Emma med teksten ”Jeg elsker dig”, og kærestebrevets spænding bliver på den måde oversat til den digitale verdens muligheder og risici.

Med filmen som baggrund fortæller forestillingen en aktuel historie om, hvordan relationer og hierarkier dannes og forvandler sig. Meget er forandret siden Malmros’ skildring, men de sociale forhandlinger og strukturer er mindst lige så barske i dag som dengang. Og forelskelser og venskaber skildres som lige så dejlige, men utvivlsomt lige så komplicerede og svære at få til at gå op, når én, som Thomas, er varm på en anden, Mathilde, som er forelsket i en tredje, Jakob. Der er kamp om pladserne i 5. C, lige som der var i Lars Oles verden, og alle er bevidste om den hierarkiske orden, som de fægter med og imod og kommunikerer livligt om.

Nutidens børn med reflekterende distance

Der bruges forskellige greb til teatrets spil med filmen. Børnene er både indlevede spillere og har en mere distanceret fortællefunktion. De står på række, fortæller hver især en smule om sig selv og markerer den lille distance: ”Jeg hedder ikke Lars Ole, jeg hedder Ruben (Mathilde, Jakob osv.)”. På en storskærm vises udvalgte scener fra 1973-versionen, som gør det historiske stof særlig prægnant. Fx vises situationen, hvor læreren Hr. Samuelsen langer lussinger ud til en hel stribe drenge. Filmbilledet fryser, idet Samuelsens hånd rammer en kind. I stoppet proklamerer et barn, at her er der forskel: sådan var fortidens skole, men sådan er det ikke i dag. Selve handlingen med det didaktisk belærende barn er samtidig en pointe: børn havde ikke den fortælleposition, som forestillingens unge borgere har – slet ikke. De medvirkende lærere supplerer dette og demonstrerer en helt igennem anerkendende pædagogik, som er så overdrevet progressiv at forestillingen kammer over i parodi. Her kommer man til at savne en præsentation af folkeskolelærernes eget materiale og af deres professionelle viden som modbillede til datidens autoritære og upædagogiske undervisning. En remediering af Malmros’ dansescene viser også det historiske spænd: børnene på scenen danser engelsk vals kompletteret af filmen i baggrunden. Filmen spoles frem, og børnene hvirvler ud af det historiske rum og danser deres egen street dance.

Der er filmportrætter af børnene, som fortæller om, hvordan de oplever det at være populær eller det modsatte, og hvordan de spiller deres roller i klassen. Og så er børnefødselsdagen anno 1973 med kakao og boller med tandsmør skiftet ud med en lille film, som skildrer en udfordrende overnatning i Kattegatcentret, hvor nutidens 5. C er mere eller mindre afsted på egen hånd. Malmros har instrueret de små filmsekvenser, og skildringen af frirummet, som giver mulighed for både intriger og kysselege, fungerer som en fin genskrivning af originalen. Her får Malmros fuldt udbytte at centrets jagende haj, som både chokerer børnene og bliver en metafor for kærlighedsjagten. Gennem scenerne bliver nutiden fortalt poetisk og med et strejf af den sødme- og smertefulde melankoli, der prægede 1973-originalen.

Remedieringens pris

Man kan også vende billedet om og spørge, hvordan 1973-filmen tager sig ud i borgerscenens remediering. Her er vores oplevelse, at den historiske snitflade bevirker at melankolien og poesien i filmen svækkes. Lærerpersonerne er skønne og spilles lunt af de to lærere fra århusianske skoler. Men de bliver lidt unuanceret fremstillet, antagelig for at få forskellen mellem dengang og nu til at stå skarpere. I den historiske fortælling er det ikke tilfældigt, at nutidens lærere sammenlignes med lærerne fra filmen. Samuelsen smækker lussinger og danselæreren giver eleverne en lektion i normativ dans. De to situationer bruges som dokumentarisk udtryk for fortidens skole. Om Malmros’ fortællinger er sande, har man diskuteret i forbindelse med flere af hans film, og pointen er, at de er erindringsfilm, som beskriver historien – ikke som den var – men som kunstneren oplevede den. Malmros’ værker er ikke dokumentariske men ”på sporet efter den tabte tid”, selvom de selvfølgelig kan ses som et historisk materiale. Men når teaterversionen primært fokuserer på de nutidshistoriske forskelle, får det poetiske univers mindre tyngde.

Netop fordi Malmros og borgerscenen arbejder med lignende strategier, er Lars Ole 5. C et oplagt materiale for en borgersceneforestilling. Forestillingens brug af originalfilmen undersøger den måde, vi fortæller vores egen historie på i lyset af fortiden, men mødet med de enkelte borgere i deres mangfoldighed er underbetonet, og borgerne kommer i høj grad til at spille deres roller. Som teater har Lars Ole 5. C derfor ikke helt fundet en teknik som ækvivalerer Malmros’ filmiske teknik, og kun i glimt har forestilligen karakter af at være på sporet af den tabte erindring.

Alligevel er Lars Ole 5. C en herlig forestilling om børn og medier, og borgerscenen på Aarhus Teater skal hyldes for at turde satse på et eksperiment af denne kaliber. Den eksperimentelle grundindstilling mærker man i høj grad i Lars Ole 5. C, og det er den, der gør at Borgerscenen bliver ved med at være et besøg værd.

INSTRUKTØR ANNE ZACHO SØGAARD / SCENOGRAF SIGGI OLÍ PÁLMASON /

SAMARBEJDSPARTNERE: NILS MALMROS, AARHUS FILMVÆRKSTED, KATTEGATCENTRET

Ida Krøgholt og Erik Exe Christoffersen, lektorer i Dramaturgi, Aarhus Universitet.

 

Del med andre