ABRAHAMS BØRN

EN REJSEFORTÆLLING OM TRO, TVIVL OG RELIGIONER foredraget af Hans Rønne

Af Erik Exe Christoffersen

 

 Abrahams Børn handler om det paradoks man kan opleve i det moderne samfund. Vi bliver på den ene side mere og mere frigjort fra religiøse konventioner og traditioner og på den anden side fylder religion mere og mere både som et meningstilbud og som en trussel fra omverdenen. Måske har vi alligevel behov for at tro på et eller andet som er større end ens lille ego.

Et foredrag om religioner

Forestillingen af Teatret (1984) med Hans Rønne (kunstnerisk leder og skuespiller) er yderst minimalistisk og kun momentvis teatral. Forestillingen er nærmest et foredrag og en lang monolog af Hans Rønne, som idet han kommer ind, hilser på publikum. Han er iført jakke og bærer en skuldertaske. Han springer lige ud i det. Det med religionerne trænger sig på overalt i medierne. Religiøst inspirerede ”krige” finder sted alle vegne. Rønne indrømmer med det samme, at han ikke ved, hvad man skal gøre eller mene om det. Det er en klar undertekst i hele forestillingen, at han hverken har et klart svar eller søger den ”sande” tro. Det er en ironisk og selvironisk distance til det religiøst indlevede, som følger hele fremstillingen og skaber en række små brud i fortællingen, i spillet med publikum og som sidespring.

En autobiografisk fremstilling

Forestillingen har autobiografisk karakter, idet vi følger Rønnes refleksioner over emnet, som længe har optaget ham. Faktisk siden han som seksårig i Himmerland sov sammen med sin farmor, og hørte hendes godnat fortællinger fra biblen. Ved at ændre sin stemmeføring bliver Rønne farmor, som fortæller om Abraham der skulle ofre sin elskede søn Isak, og om Hamselv (udtalt med dialekt) som er hendes betegnelse for Gud. Den lille Hans, forstår man, elsker både farmor og hendes historier, selvom de også skræmmer ham med deres blodighed, som fx den om Abraham, der skulle ofre Isak og først i sidste øjeblik bliver stoppet af Hamselv: ”Alle jordens folk skal velsignes somdit afkom, fordi du adlød mig.”

Da Hans bliver lidt ældre, dør farmor,og Hans opdager at mange af hendes fortællinger ikke holder. Korset på væggen var ikke magisk og udsigten fra vinduet var ikke Paradisets have. Fra da af mister Hans troen på Hamselv. Han bliver en tvivler.

Rønne springer til en fortællerposition på en talerstol, hvor han har de tre bøger liggende: Torahen, Det nye Testamente og Koranen. De tre religioners hellige bøger. Rønne beretter at jøder, kristne og muslimer alle gør krav på Abraham som deres stamfar, selvom de tre trosretninger utallige gange har ligget i strid med hinanden.

Ismael er Abrahams ældste søn, som han fik med sin egyptiske slave eller tjenerinde Hagar, og Isak er Abrahams og Saras søn. Dette forhold har givet anledning til rigtig mange konflikter. Ifølge Hans Rønne taler de dog om den samme Gud og den samme Abraham, selvom der er forskelle.

Med en blanding af personlige erindringer, historiske fakta og udlægninger af tekster fra de tre bøger, tager Hans Rønne os med på en rejse i de tre ­store monoteistiske religioner. Rønne bruger den norske dramatiker Svein Tindbergs scenetekst tilsat egne personlige oplevelser fra rejser til Mellemøsten.

Den sceniske iscenesættelse

Scenen er enkel. Bagvæggen ligner tre papirruller som skifter farve ved belysning og angiver forskellige lokaliteter. Der er en skæv stol og en talerstol med mikrofon, som Rønne bruger når han citerer Hamselv, så stemmen får en overjordisk klang. Også her ser man et selvironisk træk, når Rønne spiller Gud. Forestillingen er en såkaldt performance-lecture, hvor der berettes om de ­årtusinder gamle tekster. Forestillingens afsluttende pointe er, at de tre bøger, som han fremviser, kan ses som tre bind i samme bog. Dermed har ironien en klar adresse. Religionskrigene er konstruktioner, som er tvivlsomme begrundelser for krig men i sig selv ganske ufarlige. Selve læsningen af bøgerne som tekster eller litteratur er ganske saglig, underholdende og oplysende. Teksterne gentager, supplerer og modsiger hinanden på konstruktiv vis. Deres fælles afsæt i monoteisme, det at der kun er én gud og ikke flere, burde egentlig, tænker man, gøre dem til fæller frem for fjender. Det er som bekendt ikke tilfældet, og det har forestillingen ikke et klart svar på, selvom Rønne (Fortælleren) konstaterer, belært af en muslimsk guide i Jerusalem, at hvis ikke vi kan være respektfulde og omsorgsfulde i forhold til den anden, så er vi uanset tro, primitive barbarer. Fortælleren giver manden en krammer, så gløden fra hans cigaret brænder hul i skjorten, og han giver ham straks en betaling for den konklusion til forestillingen, som får de tre bøger til at ligne tre dele af samme bog.

Fortælleren tager tilskuerne med på en rejse til de hellige steder som omtales i bøgerne. Fremstillingen af Abraham afbrydes af sidespring, hvor Rønne fortæller om en israelsk kvindelig soldat, han mødte i en kibbutz, og som forlangte at han skulle tage stilling til konflikten mellem jøder og palæstinenser før han kunne få et kys. Det kys blev aldrig til noget. Eller da han sidder med sin nuværende kone i et sommerhus og læser Koranen mens det regner, i nærheden af Silkeborg, og har, fornemmer man, visse problemer i ægteskabet. På en måde handler også disse situationer om en tro på den anden.

Ironi som selvrefleksion og fællesskab

Rønnes refleksive ironi skaber en distance til den absolutte og indlevede tro, som også er en distance i tid og rum. Abraham levede (måske) for omkring 4000 år siden, da Danmark var i slutningen af Stenalderen. Men der er ikke kun tale om distance, for Rønne har jo også oplevet indlevelsen formidlet af Farmor, så fortællingen om Abraham er også et personligt anliggende, som vedbliver at være en uforklarlig drivkraft i hans skabende arbejde.

Det der står tilbage, er Rønnes refleksion og ironiens distance fra troen. Det er tvivlen, som skaber det kunstneriske udtryk og teatrets fællesskab. Ironiens fællesskab er et vigtigt våben eller værn mod religionskrig. Kunsten og teatret er måske det eneste sted, hvor religionernes mange paradokser lader sig fremstille i et fælles rum, som ikke søger en bestemt sandhed, men lader enhver tænke og mene sit.

MEDVIRKENDE: Hans Rønne TEKST: Svein Tindberg og Hans Rønne INSTRUKTION: Peter Dupont Weiss SCENOGRAFI: Gitte Baastrup

Forestillingen er set på Svalegangen i Aarhus hvor den spiller til 29. april. Til efteråret er den på turne i hele landet (se http://www.teatret.dk/)

Erik Exe Christoffersen, lektor ved Dramaturgi, Institut for Kultur og Kommunikation, Aarhus Universitet. Redaktør for Peripeti.

 

Del med andre