De Stuerene

Af Janicke Branth

Provokerende politisk spil om dansk identitet på Mungo Park Kolding.

To markante billeder sætter rammen om forestillingens anden del. Det første billede – lige efter pausen – er en ung blond skuespiller (Cecilie Gerberg Nielsen), som svøbt i det danske flag med sin rene lyse stemme synger de første vers af I Danmark er jeg født. Hun står helt alene i det mørke scenerum, men efter de første par vers træder fire sortklædte kvinder i niqab langsomt ud af mørket og stiller sig ved siden af hende.

Det andet er forestillingens slutbillede, som viser Pia Kjærsgaard på toppen af scenografiens sætstykker, som nu tilsammen danner ordet DANMARK. Hun er iført diverse glimtende smykker og stråler i sin sejrsrus. Mens det første billede med ikonografisk præcision viser iscenesættelse af fremmedangst, viser slutbilledet den sejr samme iscenesættelse fører til.

 

Scenografien

Men lad os starte med begyndelsen, hvor publikum kommer ind i teatersalen og bliver budt velkommen med et fad friskduftende frikadeller med et lille dansk flag i hver. På scenen ser vi en masse store hvide sætstykker på en klar bøgegrøn baggrund og ditto scenegulv. Sætstykkerne udgør hver især et bogstav i ordet Danmark, men her i starten står de lidt spredt i en halvcirkel på scenen. I loftet hænger i rødt ordene ”jeg er”. Hvad? – spørger man. Det samme kan man læse på de hvide T-shirts, spillerne er iført. Hvad eller hvem mon de er?

 

Skarpt dramaturgisk valg

Og så skal de ellers i gang med at fortælle historien om Pia Kjærsgaard og DF. Men hvem er det lige, der skal fortælle historien om hende? Og hvem af skuespillerne skal påtage sig rollen? For ellers kan de jo ikke komme i gang – uanset hvor meget de hævder, at nu er de i gang. Det bliver Frank Thiel, med briller som Poul Nyrup og hovedet på skrå – snart til den ene side, snart til den anden side – og med den let syngende, sørgmodige diktion, der er så karakteristik for ham. I begyndelsen er det faktisk ham, der er Danmark og dermed også ham, ’Poul Nyrup’, der fortæller historien om Pia Kjærsgaards vej ind i dansk politik. Og det går jo ikke alt for godt i starten.

Det interessante ved dette fortællergreb er, at narrativet om Pia Kjærsgaard og DF samtidig bliver fortællingen om socialdemokratiets tilbagegang. Det starter så at sige med Nyrups antagonistiske angreb på DF i 1999 og de berømmelige ord om, at DF aldrig bliver stuerene og når et foreløbigt klimaks med Mette Frederiksens (her i Nyrups skikkelse) ydmyge indrømmelser til DF i forhold til udlændingepolitikken. I forestillingen bliver fortælleren Nyrup mere og mere uvillig til at fortælle historien færdig, mere og mere isoleret, som vi ser ham tårne højt på et enkelt af scenografiens bogstaver (K), mere og mere skinger i sin tale om humanisme. Sådan udvikler forestillingen sig op til pausen.

Anden del fokuserer på den politiske situation efter valget i 2001, hvor der er kommet ny regering og mere plads til politisk indflydelse til DF. Det starter med endnu en markant scene, hvor en ung pige ringer hjem til sine forældre fra et S-tog, der lige er gået i stå før Nørreport station. Hun har siddet der i 20 minutter og er blevet helt fikseret på en svedende mørklødet mand med et eller andet under jakken. Hun er bange, fortæller hun moren i sin mobiltelefon. Moren svarer skræmt, at hun må prøve at komme ud. ”Det kan jeg ikke svarer hun”. Faren spørger, hvad det handler om og moren fortæller, at hun taler med deres datter, som sidder i et S-tog med en selvmordsbomber. ”Ring til politiet” – siger moren, ”Det kan jeg ikke”-svarer datteren ”jeg har glemt min mobil”- ” Jamen hvordan kan du så ringe til mig?”, spørger moren. ”Det kan jeg heller ikke” svarer datteren. Den lille scene, som vi ikke ser, men deler med spillerne i det fælles mørke, illustrerer den angst, som har besat vores bevidsthed med mistillid og paranoia overfor alt uventet. Og hvem har så ansvaret for, at det har udviklet sig sådan i Danmark?

Ansvaret lægges ikke kun på socialdemokratiets politik men også på partiets ideologiske overbygning, der bl.a. kom frem i partiets oplysningsprojekt:

”Man kan sgu da ikke stopfodre familien Danmarks børn med fællesskab og medmenneskelighed når nu vores fordøjelsessystem slet ikke er gearet til det. Det er jo et overgreb. Vi næres af små tætte relationer til os selv og vores nationale identitet og ikke af store portioner kulturel mangfoldighed. Vi kan simpelthen ikke fordøje det og det fatter du det ikke”

Forestillingen viser, hvordan DF får mere og mere greb om kunsten at gøre deres eget narrativ som politisk moppeoffer til en fælles sag for det underDanmark, der hverken føler sig hørt eller set, og om kunsten at koble socialdemokratiet op på det intellektuelle, kulturelle og politiske overDanmark, som stædigt holder fast i retten til at fortælle deres version af historien. Den viser altså også, hvordan den herskende diskurs bliver stadigt mere afmægtig.

”Det er dig der dikterer og taler ned til folk. Og det er det som din slags altid har gjort. Du kan ikke diktere folk, hvad de skal være. Du kan ikke opdrage menneskeheden. Og slet ikke med bedrevidenhed. Som en anden Poul Henningsen. Hverken hans kulturradikale bedrevidenhed eller nogen andens socialdemokratiske pædagogik har nogensinde kunnet slå rødder i den dybe, dybe, mørke danske muld. Vi er som vi er, og det kan der ikke laves om på.”

På den måde læner det sceniske narrativ sig smukt op ad det danske (og Dansk Folkepartis) nationaleventyr om den grimme ælling, der ender med at blive en åh så eftertragtet svane. Forestillingen følger den dramaturgi, som er Pia K’s og DFs foretrukne blik på udviklingen.

Aflæsningen af dens udsagn kan så komme til at afhænge af, hvilke øjne man ser den med. Tilhængere af det socialdemokratiske oplysningsprojekt, kunne nok sidde i salen og drømme om større kraft i tanke og tale hos Frank Thiels Nyrup-fortæller. Men det ville vel have trukket forestillingen i en mere tragisk retning. Her er genren den komiske med satire, hån og spot, så vi præsenteres for en slutning, hvor Pia K troner over det samlede Danmark, behængt med stadigt flere af de smykker, flygtninge må aflevere ved grænsen. For den radikale/ socialdemokratiske oplysningstanke holdt måske ikke til presset fra flygtningestrømmen?

Ensemblet på Mungo Park Kolding

Maja Juhlin, som får tildelt rollen som Pia Kjærsgaard, har ikke den samme satiriske lighed med sin karakter, som Frank Thiel har med sin. Men iført Pia K’s lyshårede paryk tegner hun figurens stærke vilje og gå-på-mod. Man forstår, at en sådan energi brænder igennem i medierne – også når hun ikke svarer på et eneste af de spørgsmål, der bliver stillet. Med Frank Thiel og Maja Juhlin har Mungo Park i Kolding et par spillere, der passer fornemt til det lokalt baserede og regionalt bevidste repertoire, Mungo Park spiller for tiden. Teatrets episk udadvendte stil, som dyrkes i flere af deres forestillinger, hvad enten de handler om familien Carl Nielsen eller politikere som Nyrup og Kjærsgaard, ligger smukt for denne duo, der sammen med Marie Nørgaard udgør det velspillende ensemble. Her i forestillingen få Marie Nørgaard lov til at brillere med en satirisk monolog som storby-intellektuel kvinde, der forsøger at forklare sig selv og andre, hvorfor så stor en andel af sønderjyder stemmer på DF: de mangler simpelthen asfalt under fødderne og storbyens lys; der er jo alt for langt mellem husene og alt for mørkt ude på landet med al den sorte muld til, at man kan se lyset i alle de fremmede naboer, man nu får! Hendes skingre stemme og retorik går rent hjem hos publikum, som tydeligvis værdsætter forestillingen. Carl-Christian Riestra har den lidt mere utaknemmelige opgave at skulle gestalte en række andre politikere på Borgen.

Et par svipsere

At forestillingen i anden del også vil rundt om Kjærsgaards forhold til kunst, herunder TV-serier som ”1864” og ”Borgen” (og Ingolf Gabolds forhold til DF) er forståeligt, men ikke specielt vellykket. Et kort øjeblik bliver man bekymret for, om det kunstneriske hold er ved at tabe forestillingen på gulvet i lutter aktualitetsiver. Men hurtigt kommer den tilbage på sporet. Det havde også været tilstrækkeligt at slutte forestillingen med Pia K – der troner under ordene ”JEG ER” og over ordet DANMARK. Det giver os svar på, hvem ”jeg er” mens Poul Nyrup må æde sine ord i sig og begå – i hvert fald politisk – selvmord. De ledsagende ”poetiske vendinger” forekommer ret unødvendige/ forstyrrende. Men det hører til i småtings-afdelingen.

Modigt repertoire

Mungo Park Kolding og Lasse Bo Handberg har med denne som andre forestillinger (bl.a. Rindal i 2013/14) vist, hvordan et egnsteater kan markere sig med en skarp profil, der udfordrer regionalt og nationalt i en form, – der på en gang trækker på en klassisk dansk revytradition og episk fortælleteater, og samtidig får gravet godt i kontroversielle emner, der har sin rod i udkantsDanmark.

Forestillingen har hidtil spillet for fulde huse.

Medvirkende: Maja Juhlin, Frank Thiel, Marie Nørgaard, Cecilie Gerberg Nielsen (Anne Vester Høyer fra (31/5) og Carl-Christian Riestra Instruktør: Kasper Sejersen Dramatiker: Line Mørkeby i samarbejde med Jens Korse, Michael Schøt og Lasse Bo Handberg Scenograf: Louise Beck Prolog: Pia Kjærsgaard

Janicke Branth er dramaturg, cand. phil. tidl. rektor for Dramatikeruddannelsen og dramaturg på Aarhus Teater. Redaktør af teateranmeldelser på Peripeti og medlem af hovedredaktionen.

 

 

 

 

Del med andre