Menneskedyr

En poetisk og humoristisk iscenesættelse af dehumaniseringen

Af Sofie Mønster

De har tics, som de står der på scenen foran os og starter en hvem-betragter-hvem-leg. I en langsom overgang transformerer de sig til forskellige dyr. De stivner i deres dyr, mens Nicolai Dahl Hamilton indleder den første dyremonolog: Muldvarpen. Iført gamle, runde flyverbriller graver han sanseligt jord op af en stor plastikspand. Det dæmpede sidelys sætter en dunkel stemning i det lille underjordiske tableau. ”Dit hus er beskyttet”, gentager han flere gange. Sætningen kommer igen og igen i løbet af forestillingen, og scenen slår højaktuelle tematikker an. Dem og os, paranoia, hvor er grænsen, hvis der overhovedet er nogen, mellem menneske og dyr?

Forestillingen er bygget op af fragmenter fra Kafkas fortællinger; Bygningen, Da jeg kom hjem om aftenen…, Den uskyldige, En hunds forskning, Gribben, Lille fabel og Fælleskab.

Men hvor Kafkas posthumt udgivne fortællinger kan læses som ufuldendte og i proces, fremstår Menneskedyr som en samlet poetisk helhed. Overgangene mellem scenerne sker elegant enten via skuespillernes fysiske gestaltning, af ændret stemmeføring, musikalske arrangementer eller ved kostumetilføjelser. Scenerummet er overskueligt og holdt enkelt med en stor metaltrappe, der fylder hele scenerummet, i stil med den ikoniske scenografi i Hotel Pro Formas Operation : Orfeo. Scenograf Jonas Fly benytter sig også af hverdagsobjekter som jord, plastikspande, fjer og boksehandsker. Det levendegør det sterile rum, når trappen i løbet af forestillingen langsomt fyldes med bl.a. jord, hø og fjer.

Mærket af muldvarpetilstanden

Muldvarpen er den gennemgående figur. En paranoid skabning der arbejder for at udvide sit territorium og frem for alt holde andre ude. Imellem scener med frygtsomme frøer, speedsnakkende mus med ekstrem kort hukommelse og aber i vild fysisk udfoldelse møder vi forskellige versioner af muldvarpen.

Alle har tilegnet sig deres muldvarp. Vi kunne alle være muldvarpen, står det os klart. Med forskellig intensitet og intention kaster de sig i jorden, graver i den, smører sig ind i den og gnubber den ind i huden, så den efterlader en mørk tone. En støvet, beskidt hud med en overflade der fremstår lodden. Når skuespillerne først har været igennem deres muldvarpegestaltning, kommer de snavsede ud. Skellet mellem hvem der har været nede i paranoiaens gange, og hvem der ikke har, bliver manifesteret fysisk. Mærket af deres tid som muldvarp fortsætter de ud i andre gestaltninger.

Mens muldvarperne graver og tørrer sig med jorden, fungerer de resterende spillere som et kor. De leverer en konstant nynnen, mens muldvarpen først fortæller om den fantastiske stilhed, om bygningsværket konstrueret alene til muldvarpen selv og senere om ukendte og diffuse fjender. Koret levendegør den altid nærværende fare fra ’de frygtelige væsener’ der, indtil slutscenen, kun er lydligt tilstede men aldrig fysisk for muldvarpen.

Musikken

I og i mellem de forskellige tableauer leverer skuespillerne selv musikken. Som et integreret lydtæppe væver de elegant og ikke uden humor scenerne sammen. Her er det ikke simple instrumenter, et dyr ville kunne få lyde ud af, men derimod avancerede instrumenter som violiner, cello og klarinet. Skellet mellem mennesker og dyr gøres tydelige i overgangene; instrumenternes musik over for dyregestaltningernes lyde. Skuespillerne, som menneskelige karakterer, destabiliseres ved at spille hele forestillingen i nydeligt tøj men uden bukser. Det er som om, en del af civilisationen er fraværende med manglen af bukserne. Det næsten påklædte menneske fremstår latterligt i sin nærmest amputerede udgave. Vi ved ikke helt, hvad vi kan forvente os af disse halvmennesker, der smidigt transformerer sig ind og ud af forskellige dyreskikkelser.

Fællesskab – De fem venner

De rene menneskelige skikkelser er også repræsenteret. F.eks. i iscenesættelsen af Kafkas lille tekst Fællesskab. Stående på en række ved siden af hinanden observerer fem ud af de seks spillere, den udstødte, Peter Christoffersen.

”Vi er fem venner, vi kom engang, lige efter hinanden, ud af et hus… Til sidst stod vi alle på række. Folk lagde mærke til os, pegede på os og sagde: De fem er lige kommet ud af det hus. Siden da lever vi sammen, det ville være et fredfyldt liv, hvis ikke en sjette hele tiden blandede sig. Han gør os ikke noget, men han generer os, det er nok”, forklarer de.

Det er ikke svært at have sympati med den udstødte, og absurditeten i fællesskabet bliver klar i fortsættelsen: ”Vi fem har ganske vist heller ikke før i tiden kendt hinanden, og sådan set kender vi heller ikke hinanden nu, men det, der for os er muligt og tolereres, er hos den sjette ikke muligt og tolereres ikke. Desuden er vi fem og vil ikke være seks.”

Det er overordnet ser et elegant greb, når Elisa Kragerup bytter rundt på roller og dekonstruerer scener. Ikke kun hos muldvarpen men også ved, senere i forestillingen, at lade de fem gode venner blive til seks personer, mens teksten vedbliver med at være den samme.

Nu er vi som publikum blevet den sjette, der ikke får lov til at være med. Ikke af nogen bestemt grund. Kun den at vi nu bliver opfattet som den sjette. Drejningen af situationen og at vi nu som publikum er blevet involveret, er blevet den anmassende, den påtrængende, den uønskede, er effektfuld. Fra at have sympati med den udstødte befinder vi os selv i situationen. Uden at have gjort noget aktivt andet end at have bibeholdt vores plads som publikum. Og selvom det bliver gjort med humor og lethed, virker det præcis efter hensigten. Jeg bliver den udstødte og uønskede. Åbenbart kun af den grund at være sidst ankommet.

Sensommerens flygtningesituation er sat helt på spidsen her. I tilstrækkelig distance til at det er højaktuelt samtidig med, at det absurde i udsagnet bliver tydeligt. Et fællesskab er altid lettere at opretholde, hvis der er en, der er udenfor.

Man kan knytte linjer til den italienske filosof Giorgio Agamben, der bl.a. skriver, at samfundet definerer sig i forhold til de udstødte og om flygtningen som identitet overfor identiteten som borger i nationalstaten. ”Når flygtningen repræsenterer så foruroligende et element i nationalstaten, er det frem for alt, fordi han bringer den oprindelige fiktion om suverænitet og nationalstat i krise. Det nye ved vor tid, det, som truer nationalstaten i dens grundlag, er, at voksende dele af menneskeheden ikke længere kan repræsenteres inden for den,” skriver Agamben i bogen Midler uden Mål. Hvilket også udstilles her hos Det Røde Rum. Deres fem mands nationalstat vil ikke rumme mere end lige præcis, hvad den rummer nu. Det giver genklang uden for teatret.

Instinkter og flokdyrsmentalitet

Med få og effektive virkemidler; en pind, en række pølser, et halsbånd, savl fra mundvigen, transformeres alle til hunde. Velorkestreret omkring Nicolai Dahl Hamilton spiller hundebandet sammen.

Lila Nobel leverer en fysisk og sjov hund, der siger ”Nej tak!” til pølser. Hun klasker sig på lårene som en markering af sit nej. Lårene giver efter og bliver røde, mens hun karikeret marcherer frem og tilbage foran pølserne for til sidst, selvfølgelig, at falde i, og proppe sig med pølser.

Skammen kommer skyllende indover hende, når hun står der med munden fuld af pølse og nedslået blik. I den komiske distance kan man genkende det menneskelige. ”Skammer du dig, fordi alt er slået fejl for dig?”, lyder det fra Marie Dalsgaard, og hundene istemmer et hylekor.

Et fint billede der viser dualismen mellem det ophøjede/civiliserede og det dyriske/instinktive, som også kan ses som en indre kamp i ethvert menneske mellem driften og fornuften.

Virkeligheden trænger sig på igen

Lila Nobels sjove figur transformeres og forvrænges, og dyrelydene kan ikke skelnes fra hinanden. ”Muh” bliver til ”Mæh”, der pludselig begynder at lyde som ”Moar”. Stemningen i scenen skifter markant, og Nobels skrig skærer sig igennem luften. Der bliver givet rum til at mærke kraften af stemmen, der i mig skabte en stærk fysisk resonans. Herefter et nyt iturivende skrig, der er grænsende til det dyriske. Scenen får lov til at hvile i sig selv. Der er ingen lette løsninger men en fremvisning af en gennemtrængende hjælpeløshed manifesteret igennem skrigene. Måske en voksen kvindes skrig på sin mor? Eller måske barnets skrig efter tryghed og omsorg?

Nobels lår er røde efter forrige scenes slag. Nu fremstår hun sårbar og forslået. Der er ingen direkte visuelle referencer til billedstrømmen af sensommerens flygtninge, men Nobels stemme lydliggjorde, for mig, billederne af desperate mennesker med forvredne ansigter.

Imens vokser paranoiaen i muldvarpens monologer. Intensiteten stiger. Raseri og vrede antænder angrebslysten hos muldvarpen, der gør sig klar til kampen mod den endnu usynlige fjende. Og det er uundgåeligt ikke igen at tænke på forskansningerne imod flygtningene i Ungarn og de frygtfulde røster, der har lydt.

Renselsen udebliver

Og så kommer vandet. Ikke det rensende vand. Ikke en syndflod der vasker alting bort, men vand der blander sig med jorden på scenen. Vand der gør, at småsprækker fyldes med mudder. Vand der flytter jorden og gør alting beskidt. Det løber oppe fra trappeopsatsen og ned som små overløbne toiletter.

Nicolai Dahl Hamilton vender tilbage til rollen som muldvarpen. De andre samler sig. Den nynnen, der før har karakteriseret koret omkring muldvarpen, er nu forstummet. Hamilton fortsætter ud af det paranoide spor, der før blev anslået og delkonkluderer: ”De vil drage videre, hvis jeg gav af mit forråd.” Koret rykker tættere på og ender i en omfavnelse af muldvarpen. Som et stort dyr. Lyset er varmt, og lyden af det rislende vand kan høres. Jeg undres: Er alt ikke godt nu? Er det her ikke for godt? Var det ’de frygtelige væsener’? Og var det det, de ville? En fælles, lang og varm omfavnelse?

Langsomt forlader de ham igen. De rykker op af den store trappe. De hæver sig over ham. Og ender på en række. Muldvarpen sidder alene tilbage. I mudderet.

Mister pusten

I Menneskedyr bliver vi mindet om, hvor let frygtens tag i folk kan reducere mennesket. Vi får vist kontrasten mellem det civiliserede, der skiller os fra dyrene og det instinktive, vi har til fælles med dyrene. Den menneskelige tilstand kan netop ses som at ophøje os fra driften, det dyriske. Forestillingen udforsker, hvad der sker, når vi giver efter for dyret i os, sat sammen med det dobbeltmoralske i at ophøje os selv ved at dæmonisere og dermed dehumanisere ’den anden’. Gruppeidentitet skabes lettere ved, at der er nogen, der er udenfor. Og det er endnu lettere at udstøde den anden, hvis vi kan dehumanisere dem – de er ikke mennesker, de er dyr. Men sætter vi os dermed ikke på dyrenes niveau? Ironisk – og tragisk.

Menneskedyr fungerer rigtig godt på mange niveauer men mister desværre pusten til allersidst. Det ærgrer mig, at Det Røde Rum taber den modige tilgang, hvor de ikke nødvendigvis giver svar på svære spørgsmål, som de ellers meget fint fremviser det i Fællesskab og scenen hvor Nobel skriger. Hvorfor lade den paranoide og isolerede muldvarp omfavne af ”de frygtelige besættere”, af dødsfjenderne for derefter at lade dem trække sig roligt tilbage igen? Måske kan det læses som en måde at indgyde håb? Den isolerede muldvarp i pløret. Gruppen samlet og ophøjet over ham.

For mig blev det hængende som et alt for udpenslet og naivt udsagn om en enkel og god løsning, hvor frygten let bliver gjort til skamme. Det gav en følelse af alligevel hele vejen at have været vidne til endnu en prædiken for de omvendte.

Forestillingen er velspillet, med mange nuancer og skift i spillestil, roller og intensitet. Der er nerve og aktualitet og samtidig tråde tilbage til starten af sidste århundrede, da Kafka skrev sine noveller. Det Røde Rum og Kragerup har fat i en kerneproblematik: Hvad er det, der gør os til mennesker? Hvad er et menneske? Det iscenesættes med lethed, elegance og humor. Flygtningetematikken og vores reaktioner på den bliver spiddet og vendt på en reflekteret og humoristisk måde.

Som et svar til Politikens teateranmelder Kristian Husted, der tidligere på året spurgte: ”Teater: Hvor er samtiden?”, kan man med sikkerhed i stemmen sige: Her!

Det Kongelige Teater

Af Det Røde Rum efter Franz Kafka

Instruktion: Elisa Kragerup

Medvirkende: Mikkel Arndt, Peter Christoffersen, Marie Dalsgaard, Nicolai Dahl Hamilton, Asbjørn Krogh Nissen, Lila Nobel

Scenografi og kostumer: Jonas Fly

Lysdesign: Clement Irbill

Spilleperiode: 10. oktober 2015 – 23. Januar 2016

Sofie Mønster er cand. mag. i Moderne kultur og kulturformidling (Københavns Universitet) med en BA i Dansens æstetik og historie og Dramaturgi (Aarhus Universitet). Hun har skrevet om dans og kunst bl.a. for Kunstforum (NO).

  

Billedtekster:

Menneskedyr Nicolai Dahl Hamilton som muldvarpen

Nicolai Dahl Hamilton som muldvarpen lige inden ”de frygtelige væsener” omfavner ham

Foto: Catrine Zorn

 

 

Del med andre