Sommeren uden mænd Teater Republique
Efter Siri Hustvedts roman, dramatiseret af Karen Marie Bille og iscenesat af Peter Langdal
Hvad kvinder kan
Af Elin Andersen
Kvinder kan alt. Naturligvis. Kan de også undvære mænd? Det må komme an på en prøve. I Sommeren uden mænd er mændene alene til stede som en uro eller en larm i kulissen. På scenen er der tre kvinder, tre generationer: Mama, den ældre (Ulla Henningsen) Mia, den midaldrende (Tammi Øst) og datteren Daisy (Marie Bach Hansen). I øvrigt indtager de tre en række kvinderoller i monologer og scenerier i en scenografi af flyttekasser, der hober sig op som en velvalgt illustration af det rod og opbrud, Mia befinder sig i.
Mia åbner med stikordet : pause. Det var, hvad manden, neurologen Boris bad om efter 30 års ægteskab. Pausen er fransk med ‘bemærkelsesværdige bryster’, hører vi. Bruddet sendte Mia ud i en akut forbigående psykose. Nu er hun delvis ‘restaureret’, istemmer de to andre og er hjemme i sovebyen hos Mama, der bor i kvindekollektiv. Her skal lyrikeren Mia holde skrivekursus for unge piger – datteren Daisy er på jævnlig telefonkontakt fra storbyen. Det er rammen for den kvindeverden, der energisk og humoristisk folder sig ud mellem flyttekasserne. Morsom er især Abigal den 97-årige med gangstativ(en flyttekasse, naturligvis), spillet på jysk af Marie Bach Hansen. Gennem et langt liv har hun som skjult lesbisk givet form til en kvindeprotest under dække. Fra kasserne henter hun sine (fiktive) broderier: gemt under blomstermotiver myldrer det med frække seksuelle billeder. Skjulte spøgefuldheder kalder hun dem. Balancerende på papkasser viser hun sin kusse for de to andre, der nynnende nyder synet liggende fladt på gulvet. Hvad vi får at se er et broderi, som hun former af sin bare mave inden hun falder død om. I den anden ende af livet er der den 3-årige Flora, nabodatteren. Og se om ikke Ulla Henningsen, siddende forpjusket på gulvet, kan give os en ide om barnet med en larmende far i kulissen.
En historie vi kender
Den forstødte kvindes selvmedlidenhed og raseri næres i stigende grad af de sms’er Boris sender Mia. Den korte meddelelse: hvordan har du det? projiceret hen over scenen med store bogstaver og blinkende lys får Mia til at kaste med kasser af raseri: Hun der tog sig af alt etc. Hans appel: “vi bliver nødt til at kommunikere” ophidser hende til at’ lukke rotterne ud af hans laboratorium’. En projektion af hvide rotter myldrer lystigt gennem scenerummet til dyster musik.
Den forladtes aggressioner parret med kvindefællesskabets søde trøst: kærlig mor, kærlig datter, sød veninde etc. er det ikke en historie vi har hørt lidt for ofte? det synes forestillingen selv at mene, i det mindste. Er det ikke på tide at gøre noget? udbryder Tammi Øst i en metakommentar. Hun lover at der er heksebryg på vej i anden runde.
Siri Hustvedt har store intellektuelle ambitioner på sine kvindelige hovedpersoners vegne. I The Blazing World, som det trods alt lykkedes Mungo Park at få en seværdig forestilling ud af i sidste sæson er teksten næsten ufremkommelig af teorier og filosofier om perception og køn. I Sommeren uden mænd er hun mindre ambitiøs. Her serverer hun sine kønsteorier med tungen i kinden. Med Karen Marie Billes sikre greb om teksten og Langdals teatrale fantasi får anden runde et løft af kønnets mærkværdige rumsteren på godt og ondt.
Kønnet folder sig ud.
Flyttekasserne danner nu en kompakt mur – mellem kønnene – men der er åbninger, smuthuller og plads til spas: et par kasser tager sig ved egen hjælp en tur over scenen. De tre kvinder går i kabaretstil veloplagt og intenst på opdagelse i kønnet. Mens Mia husker en særlig massage viser de to andre hvordan kroppen kan modelleres og gøres parat til seksuel henrykkelse. ” Er det kun kvinderne, der kan opleve orgasme – i dyreriget!” spilles der ud. Nej, hunaber kan skrige ligesom kvinder – under parring forstås. Desuden er det værd at huske: Columbus opdagede klitoris i 1599. Ikke Christoffer men Renaldus Columbus. Højdepunktet i dette intense og veltimede udspil om kønnet er en sketch om indadvendt og udadvendt. Iklædt hvide kitler, som de har revet ud af kasserne docerer de på skift med komisk, seriøs forskerattitude ‘teorien’ om mænds og kvinders kønsdele. De er i virkeligheden ens, bare omvendt. kvindernes vender indad, mens mændenes er udadvendte. Det sidste er naturligvis det vigtigste. Scenen her er forestillingens absolut sjoveste optrin.
Men heksebryggen har også en anden side. Det er historien om Alice, der flettes demonstrativt ind i de muntre scener. Den finder sted på skrivekurset for teenagepiger. Noget anstrengt begynder den med en blodig kleenix, Det er Alices menstruationsblod og hekse kræver jo blod for at kunne udøve deres kunst. Alice bliver mobbeoffer – hængt ud på facebook og i modbydelige sms’er og ender syg derhjemme bag muren. Her træder Mia (på skift Tammi Øst og Ulla Henningsen) i karakter som lærer og følger historien til dørs. Pigerne har snittet sig i et blodigt ritual, bekender de. Alice deltog i det men blev samtidig offer for misundelse. Om en skriveøvelse kan ændre noget som helst ved den historie er tvivlsomt. Men det er trods alt samtidig her kønnets lyst begynder.
Trivialiteten truer atter
Selv om teenagesatanismen virker noget påklistret – kvinder kan også være onde – danner historien sammen med de lystige hunner trods alt perspektiver for en Mia på vej ud af krisen til et andet og et vildere jeg, som hun ønsker sig. Da Boris ydmygt er på vej tilbage gennem sine sms’er, opstår der forskellige scenarier, smukt udsat for de tre stemmer. Har Boris fyret Pausen? eller Pausen fyret Boris? Det betyder naturligvis noget hvem, der forlod hvem. Eller gør det? Er vi på ny i fare for at havne i trivialiteten nu med ægtemandens fortrydelse, bodsgang og løfte som ledetråd? Forestillingen signalerer, at den bevæger sig på kanten af det banale, når nærbilledet af en øm scene med Cary Grant og Ingrid Bergmann stryger hen over scenen. Er det sådan både Mia og vi gerne vil have det? Metakommentaren kommer atter til undsætning hen imod slutningen. Der er komedier og der er tragedier – tit er de mere ens end forskellige, hedder det fra scenen – det afhænger selvfølgelig af, hvor den stopper. Ironisk nok standser forestillingen netop her et stoppested før en happy ending. De tre kvinder har sat sig i venteposition, mens Boris siges at ringe på døren.
Som helhed får den monologiske form, trods en fin musikalsk timing og et bredt register, for lidt modspil. Siri Hustvedts tekster er grundlæggende udramatiske i traditionel forstand. Når hun virker fristende på garvede teaterfolk er det uden tvivl viddet, energien og følelsesvolumet i kvindepsyken, der virker ansporende. Kvinder kan så absolut uden mænd, har det vist sig. Men hvad ville der ske, hvis mændene ikke rumsterede i hovederne eller kulisserne. Forestillingen mangler noget af det konfliktstof, som opstår ved konfrontationer, ikke mindst mellem kønnene. Med sine sideløbende metakommentarer virker det som om den er ganske klar over risikoen ved det indelukkede kvindeunivers.
———-
Dramatisering Karen Marie Bille og Peter Langdal, isc. Peter Langdal
medv. Ulla Henningsen, Tammi Øst, Marie Bach Hansen, scen. Martin Tulinius.
Teater Republique – store scene indtil 12 dec.
———
Elin Andersen, tidl. lektor på Dramaturgi, Aarhus Universitet