A change is taking place – a radical transformation of the theatre and our relationship with the stage; a phenomenon at least as important as the rise of the director at the end of the nineteenth century. 

Joseph Danan

Sådan indleder Joseph Danan, dramaturg og professor på Sorbonne Nouvelle 3, den første artikel i antologien New Dramaturgy (2014). Antologien, redigeret af Katalin Trenscényi og Bernadette Cochrane, er dedikeret den nyligt afdøde belgiske dramaturg, Marianne van Kerkhoven (1946-2013), der både som dramaturg og redaktør af tidsskriftet Theaterschrift har været en inspirator for udviklingen af europæisk teater- og performancekunst i slutningen af det 20. århundrede.

Bogen er udsprunget af den britiske søsterforening til Foreningen af Danske Dramaturger, nemlig Dramaturg’s Networkog præsenterer bidrag fra en bred, international kreds af dramaturger og teaterforskere. Den placerer sig i forlængelse af en række udgivelser om nyere udvikling indenfor europæisk dramaturgi, fx Cathy Turner og Synne K. Behrndts dramaturgy and performance, og det meget vellykkede særnummer om dramaturgi i tidsskriftet Performance Research, der igen griber tilbage til Van Kerkhovens særnummer om samme iTheaterschrift (1993).

Det er en dristig (omend ikke helt ny) påstand, at teatret er i gang med den mest radikale transformation siden udviklingen af instruktørteatret, som vel på mange måder stadig er det mest synlige teaterregime. Det handler selvfølgelig om the birth of the spectator, om teatrets forhandling af sin nye, usikre rolle i samfundet og om opgøret med aristoteliske poetikker – men faktisk fremstillet i en mindre entydig historieskrivning, end den man fx kan finde hos Erika Fischer-Lichte eller Hans-Thies Lehmann. Med et udtryk fra Peter M. Boenisch’s afsluttende artikel (som klart er en af antologiens mest læseværdige) hander det om “the emergence of relational dramaturgy”.

Redaktørerne beskriver disse nye dramaturgiers gennemgående kendetegn som: 1) post-mimetiske – her har vi altså opgøret med Aristoteles, 2) interkulturelle – ikke bare i den forstand, at teatret krydser grænser, men at teatret bliver rum for helt specifikke forhandlinger og ‘sammenvævninger’ af kulturer, og 3) at de er proces-bevidste – hvilket i bogen kommer til udtryk ved det meget store fokus på devising og ukonventionelle arbejdsmetoder i det hele taget.

Man sidder ikke tilbage med et overblik – eller for den sags skyld noget, der ligner ansatsen til en sammenhængende teori – når man har læst antologien. Men bogen tilbyder helt sikkert et udblik i en mangfoldighed af dramaturgiske praksisser, som forbinder sig i nye netværk og som i flere sammenhænge bliver genstand for mere systematisk refleksion, fx i The Dramaturgies Project ledet af Peter Eckersall.

Og så er der, for den praktiserende dramaturg, inspirerende eksempler på nye – eller bare gode – praksisser. Her fandt jeg fx Pedro Ilgenfritz redegørelser for, hvordan han bruger fokusgrupper i udviklingen af en (forholdsvis klassisk) dramatisk forestilling, brugbare på et meget konkret niveau. Det samme gælder for Alex Mermikides selvkritiske refleksioner over arbejdet med Science Plays som en særlig genre. Bevares, nogle af artiklerne er også gammel vin på nye flasker og fyldt med truismer, men generelt er der faktisk tale om et relevant og meget velkomment bidrag til refleksionen over, hvor det brænder i teatret (og særligt i dramaturgens arbejdsfelt) her ved begyndelsen af det 21. århundrede.

Katalin Trenscényi & Bernadette Cochrane: New Dramaturgy: International Perspectives on Theory and Practice. Bloomsbury Methuen Drama, 2014. 

Anmeldt af Thomas Rosendal Nielsen.

 

Del med andre