Carl: Kulturarv som teaterkoncert i laden på Bramstrup Gods

Af Annelis Kuhlmann og Dorte Hagen Jensen

Carl, en co-produktion af Mungo Park Kolding og BaggaardTeatret Svendborg, i samarbejde med Odense Teater. Den Danske Strygekvartet og Dreamers’ Circus leverer musikken på fabelagtig vis.

Teaterkoncerten som fejring

Carl er en teaterkoncert, der er blevet til som en hyldest til Carl Nielsen i 150-året for hans fødsel. Genren begyndte i 1994 med Dr. Dantes Avenys opsætning af Gasolin og siden er mange fulgt efter. En enkelt teaterkoncert Mozart (koncept og instruktion: Nikolaj Cederholm), tog udgangspunkt i den klassiske musik, men ellers er teaterkoncerten overvejende et fænomen, der henter sine musikalske inspirationer i rock og pop.  

I tilfældet Carl udgør Carl Nielsens egen musik centralnervesystemet i denne teaterkoncert med fokus på mennesket og komponisten, Carl Nielsen. Temaer som kærlighed, vildskab og humor fylder meget i udlægningen at komponistens livshistorie og den fysiske levendegørelse af musikken går overbevisende i spænd med ideen i teaterkoncerten. Iscenesætteren Lasse Bo Handberg fra Mungo Park Kolding har med Carl bestræbt sig på at integrere de to teatrale og musikalske performanceformer til et samlet hele. Tekstsiden er forfattet af Rikke Vibeke Birkeholm og Lasse Bo Handberg. Der er tydeligvis blevet researchet i Carl Nielsens livshistorie for at samle den sceniske fortælling omkring afgørende nedslag i biografien. Hvor meget Nielsens melodier end sidder på rygraden som en del af vores kulturelle børnelærdom, så er en del af tekstmaterialet skrevet af forskellige forfattere. Nogle samtidige med Nielsen, andre ikke. Tekst, parafrase og iscenesættelse, indgår her i sjovt samspil. Fra sangene er såvel lyriske sprogbilleder som sprogspil blevet assimileret ind i replikkerne i forestillingen. Det bevirker, at man som tilskuer morer sig over den parallelitet, der opstår, når for eksempel skuespillernes spil på en måde lægger ekstra tryk på illustrationen af et tekstbillede.

Dødsmasker

Samlet set fremstår forestillingen som en musikalsk kunstnerbiografi set i retrospekt fra en fest. Inde i denne fortælling er der flere forløb, der blander sig til et samlet hele. Åbningsbilledet viser Carl, der holder en ballon i snor. Han er i Jesper Riefensthals fremstilling iklædt badekåbe og sminket med en dødsmaske, der kan opfattes som fortællingens retrospekte udgangspunkt, hvorfra vi ser kunstnerens tilværelse folde sig ud gennem en række nedslag i hans musikalske løbebane fra barn til voksen. Balloner er også gennemgående for forestillingens billedsprog, idet de både alluderer til drømme, bristede illusioner, krigsscener, børn og naturligvis fødselsdagsfest, ikke at forglemme.

Dødsmasken anslår på en teatralsk måde en række af groteske ansigter, der deler sig i flere kunstner-jeg’er, så vi tidligt i forestillingen ser titelfiguren spaltet i op til seks personligheder, udfoldet af skuespillerne Marie Nørgaard, Bjarne Antonisen, Rasmus Fruergaard, Maja Juhlin, Natalí Vallespir Sand og Jesper Riefensthal. Disse groteske masker henviser til de mange fotografier af Carl Nielsen, som hænger i publikumsområdet og som netop fremhæver hans mange grimasser. Skuespillernes spil minder her om stumspil, hvor der er tilføjet lyd, og som afslører overdrevne lattersituationer og krampagtige kropspositurer. Latterens groteske maske vidner om en galskab, der kæmper om at blive lukket ud gennem kunstnergerningen, og som også gentagne gange i forestillingen udkrystalliserer sig gennem det citat, der står som vignet på både forestillingens plakat og programmets forside: ”Jeg føler saa meget Kraft i mig og den maa jo ud, om man ikke skal blive gal!” I forestillingen opnår dette citat nærmest status som et ledemotiv til at nuancere, at vores mentale forestilling om det nationale ikon Carl Nielsen ikke skal blive for romantisk og konfliktfri. En ting er, hvordan vi opfatter Carl Nielsen i forhold til de normer, der herskede på hans tid; noget andet er, hvordan vi oplever forestillingens bud på den Carl Nielsen, vi mener at kende. Her kan citatet måske forekomme at være et lidt påklistret udsagn, især når det bliver gentaget.

Teatrale greb i teaterkoncerten

Forestillingen benytter sig af forskellige rammer til at få forløst de situationer, der er på færde. Således er scenerummet, hvis udformning scenografen Nadia Nabil Korsbæk har stået for, i hele optakten til forestillingens begyndelse, dvs. mens publikum indfinder sig, dækket af et slør af teatertåge, der er så markant, at man uvilkårligt tænker, at den må lette. Symbolets henvisning til Tågen letter (1920) anlægger et associationsniveau, hvor de fleste kan være med.

I fremstillingen af Carls liv benytter teaterkoncerten en serie af teatrale og musikalske metaforer. Eksempelvis er der en lang drømmeagtig scene, hvor Carl sidder og mimisk leder efter grebene på violinbrættet samtidig med, at han kun har hånd om flasken, der vikarierer for hans talent. Drømmen bliver fyldt ud med, at en kvinde kommer ind, højt hævet og med et enormt skørt, der forestiller et varieté-telt på en markedsplads. Da skørtet ryger, står der kun et bur tilbage. Ind kommer klovner, hvis metalbakker laver en infernalsk skudagtig støj, idet de når gulvet. Enkelte sender sågar droner op. Bortset fra, at droner indgår i vores samtid som et overvågningsteknologisk redskab, så fortaber betydningen af dronen sig i Carl.

På dette sted i forestillingen bliver der introduceret et fragment fra en notesbog, 22.12.1914, hvor Anne Marie Carl-Nielsens stemme kommer til udtryk: ”Jeg kunde ikke mere enten måtte vi igjennem det eller også vilde jeg være fri jeg kunde ikke holde ud at gå ved Siden af et Menneske som jeg ikke kunde være god imod” (Carl Nielsen Brevudgaven, bd. 5, 1914-1917). Scenen introducerer på denne måde et autentisk element i forestillingen og efterlader et helhedsindtryk af teaterkoncerten som en blanding af ikke bare musik og teater, men også fakta og fiktion. Det giver et ekstra indtryk, at teaterkoncerten har den type passager med.

Lidt senere ledsager Johannes Jørgensens smukke og drømmende sangtekst, Sænk kun dit hoved, du blomst (1907) Carl væk fra den rå virkelighed og ind i buret, der er blevet betrukket med en halvklar plastikdug. Han medbringer en Webergrill (lidt ude af kontekst), men formålet med grillen bliver at antyde et muligt selvmord. Situationen løses op gennem salmen Se, nu stiger solen af havets skød (komponeret af Oluf Ring, 1915).

Carl får selv herpå mulighed for at distancere sig til sin livshistorie gennem en epilog, der fokuserer på hans vanskelige sind. Denne tale fungerer som en henvendelse til publikum rundt om i landet, med andre ord en tale til folket. Flere af Carl Nielsens melodier til salmer har i denne teaterkoncert fået ny tekst. Således anlægger melodien til Min Jesus lad mit hjerte få (1914) en stemning af livets aften. I teaterkoncerten fremstår den i Marie Nørgaards fortolkning som Anne Maries sang til Carls eftermæle. Da teaterkoncerten slutter, spiller en af violinisterne da også Tågen letter (1920). Musikken forløser herved det indledende teatermæssige udtryk i forestillingens rammesætning. Markeringen af jubilæet inde i forestillingen bliver nærmest et lille comic relief, hvor den i forvejen ligblege Carl får en gang kagecreme i ansigtet. Dette optrin er nok foregrebet ved de mange lagkager, der dukker op undervejs i forestillingen, men virkningen er lavkomisk på en måde, der egentlig ikke matcher forestillingen som helhed.

Kærligheden til Anne Marie

Et andet væsentligt motiv i forestillingen handler om Carl Nielsens kærlighedsliv med sin kone, billedhuggeren, Anne Marie Carl-Nielsen. Dette forhold er stormfuldt og alt andet end romantisk. Der lægges op til, at Anne Marie bliver set som bærer af en smertelig kærlighed til sin Carl, for eksempel i en ekspressiv udlægning af Nu er dagen fuld af sang, hvor der dels dvæles ved hans mulige alkoholisme, dels vrænges af linjen Ræk mig en forglemmigej – med henvisning til Carls promiskuitet. Denne sang er med til at portrættere Carl som et menneske, der kæmper mod store kræfter i sit sind. Det skal her tilføjes, at Mungo Park Kolding i den kommende sæson gentager forestillingen Anne Marie gift Carl Nielsen, der netop beskriver deres ægteskab.

I forestillingen Carl bliver de mørke sider af kunstnersindet til en blandt flere musikalske ledetråde, der understreger den svigt og adskillelse, som deres individuelle karriere afstedkom, og som indebar, at de havde færre kræfter til at drage omsorg for børnene og for familien som helhed. På et tidspunkt ser vi de tre børn komme til verden ud af højgravide ballonmaver, som bliver punkteret på stribe. Børnene fremstår som sarte og nærmest ansigtsløse små ballonvæsner, muligvis med en henvisning til Anne Marie Carl Nielsens fascination af børn og dyr som motiver i hendes skulpturer.

Kunst og kærlighed

Ikonet Carl Nielsen er i denne teaterkoncert blevet hevet ned fra piedestalen og mennesket Carl fremstår så meget desto tydeligere. Men i forestillingens overvældende slutbillede, da ladens bagvæg åbner sig i Jonas Bøgs effektfulde modlys, ser vi den monumentalt statuariske silhuet af en dreng på en hest, mens de øvrige medvirkende forlader scenerummet ud af den selvsamme åbning. Dette smukke slutbillede fungerer som et citat, der refererer til Anne Marie Carl-Nielsens værk, Musikkens Genius, den fløjtespillende Pan på den vingeløse Pegasus, til minde om Carl Nielsen (1939). Slutbilledet understreger samtidig, at teaterkoncerten Carls primære udtryk handler om forholdet mellem kunst og kærlighed i form af et storladent værk, der her får en metaforisk forløsende betydning.

I den sidste store scene inden slutbilledet i teaterkoncerten rykker musikernes podie helt frem i scenerummet, og i en frontal placering tæt på publikum bliver podiet til en scene for den 150-års fødselsdag, som forestillingen også markerer. Denne scene munder ud i en fællessang, som publikum synger med på. Under stolene er der – ligesom til en typisk gammeldags familiefest – placeret et sangark, hvor en ny tekst hylder Carl til tonerne af Nu er dagen fuld af sang. Det virker pudsigt i sammenhængen, for det opleves lidt som om man er gået galt i byen og er kommet til den forkerte fest i forsamlingshuset. Måske skulle denne del have været udeladt; den virker noget påklistret og er ikke nødvendig for forløbet i teaterkoncerten.

Musikken i teaterkoncerten

Orkestret i teaterkoncerten består af to ensembler, Den Danske Strygekvartet, som er Rune Tonsgaard Sørensen (violin), Frederik Øland (violin), Asbjørn Nørgaard (bratsch) og Fredrik Schøyen Sjölin (cello) og Dreamers’ Circus, som består af Rune Tonsgaard Sørensen (violin), Ale Carr (cittern og slagtøj) og Nikolaj Busk (klaver og harmonika). Nikolaj Busk er tillige kapelmester og arrangør. Det bemærkelsesværdige ved musikernes fremtoning er, at de alle har stylet håret, så de minder om Carl Nielsen på flere af de kendte drenge/teenage-fotos, der eksisterer af Carl som helt ung. Her i forestillingen er frisurerne tilsat et oprørsk touch, der giver musikerne en lidt ’autonom’ udstråling. De er klædt i kjole og hvidt, som det er almindeligt for orkestermusikere, men på skuldrene bærer de en fjerkrave, hver i sin farve, men som alluderer det bevingede træk ved hesten, som vi ser til sidst i forestillingen. Ved den slags meget enkle greb, har man kostumeret musikerne til at rumme både barndom i kunsten og kunstneren i et kærlighedsbetonet eftermæle.

Al musik i teaterkoncerten er skrevet af Carl Nielsen. Værker fra forskellige perioder og genrer bruges til at beskrive Nielsens liv i en forholdsvis kronologisk orden, og vi møder en lang række kendte sange og melodier, som bruges til at sætte gang i handlingen. Herudover er et stort udvalg af værker arrangeret om, så musikken fungerer som underlægning til det visuelle og til dramaet, også i en grad så det af og til er vanskeligt at identificere værkforlægget. Men uanset om man kender værkerne, deres baggrund og idé i forvejen, fungerer musikken i stykket som helhed godt i vekselvirkningen mellem den umiddelbart forståelige fortælling og den stemningsskabende, underliggende musik. Musikken spilles gennem hele aftenen fremragende af Den Danske Strygekvartet og Dreamers’ Circus i forskellige konstellationer og med skiftende placeringer på scenen og i rummet. Akustikken i laden er ret fantastisk, og med lidt forstærkning fra forskelligt hold får man som tilskuer en næsten katedralsk rumfølelse. Den indledende violinsolo afsøger ligesom rummet og afslører den fine akustik. Der er hermed fra starten lagt et højt niveau for lyd, rum og musik, som holder hele aftenen igennem.

Fordi teaterkoncerten er en cross-over-stil er der flere konventioner og stilistiske greb på færde, og rent musikalsk har sangstemmerne noget andet at byde på end instrumentalisterne: de tilfører sangene og fortællingen noget drama og udtryk, som er ukonventionelt i klassisk sammenhæng. Ind imellem kniber det dog lidt vokalt med de højeste toner.

Af det overordentligt varierede repertoire, Nielsens værk udgør, er musikken omhyggeligt udvalgt til illustration af de begivenheder, vi bliver præsenteret for. Kronologien i forløbet følges ikke af en tilsvarende i værkvalget – slet ikke barndomsscenen, som musikalsk sættes af ’Jeg ved en lærkerede’ fra 10 danske smaasange (1923-24). Det legende element er fremtrædende, og sangen performes drillende med afbrudte fraser på baggrund af et sparsomt strygerakkompagnement og et sprødt klingende instrumentalt vers på cittern. En uafsluttet linje i sangen”… og holder på mit…” er et let forståeligt virkemiddel, som bruges en del gange i forestillingen.

Store værker står side om side med de enkle sange. Det gælder f.eks. det symfoniske digt Pan og Syrinx (1718-19), som indleder ungdomsscenen. Her er såvel scenografi som det erotiske tema direkte udledt af indholdet i værket. Det symfoniske digt bliver musikalsk billede på den erotiske kraft, som præger scenen: dyrebilleder fra sange bliver til drømmebilleder af gåsepiger med kærlige næb og forførende røde ben, der stikker ud gennem et bagtæppe, som alluderer en verden af siv, hvor Carl Nielsen som barn skar sine første fløjter. Den ungdommelige sorgløshed kommer til udtryk i Nu er dagen fuld af sang fra En snes danske Viser II (1914-17) fremført med sang og dans, arrangeret som en foxtrot.

Ligeledes fra 10 danske smaasange har man valgt Solen er så rød, Mor, dog for en stor del uden ordet Mor, som gør, at betydningen ændres til en følelse af forladthed. Sangen bliver på baggrund af krigsscenen til en sang om død, savn og tab. Akkompagnementet, som er arrangørens og ikke Nielsens eget, bidrager stemningsfuldt til udtrykket. Denne scene udgør et helstøbt sted i koncerten, måske fordi alle kræfter på scenen arbejder sammen med sangen i centrum. Solen danner koblingen fra sangen til musik fra Heliosouverturen, komponeret 1903. Dette orkesterværk er en hyldest til solen og alluderer en solopgang, i samtiden symboliserende optimisme i tiden op til 1. verdenskrig, men her får den til oplæsning at en tekst, hvor jeg opfattede linjer som ’Kom sol stå op og giv mig din varme krop’ og ’I sol er døden ligetil’ funktion af en slags trøst for de døde.

Sekvensen er koblet til krigstemaet og bliver fulgt af en marionet- eller robotagtig dans til den smukt fremførte 1. sats af Strygekvartet i g-mol (1887-88). Musik, dans og lyssætning spiller også her meget fint sammen, nærmest kontrapunktisk, i og med at marionetterne illuderer soldater.

Festscenen er i høj grad bygget på orkesterværker. Fra 3. symfoni Espansiva (1910-11) spilles begyndelsen af 1. sats samtidig med, at en multifunktionel rekvisit – en kæmpestor kjole, som ligner et cirkustelt – rulles frem på scenen. Symfonisatsen udgør både med sin titel og sit kraftfulde tertsvist stigende indledningstema et helt passende akkompagnement til udsagnet, det ledsager: ’Jeg føler så meget kraft i mig … ’. Sekvensen går over i et løssluppent cabaretagtigt klovnenummer. Et par forrygende dansenumre opføres til musik, som nærmest er skabt til samme: Orientalsk Festmarch og Negerdans fra Aladdin Suite (1918). Ydermere passer musikken perfekt til ensemblets besætning, og de flotte og underholdende dansescener får ligefrem publikum til et kort øjeblik at klappe i takt.

Det programmatiske indhold i 2. symfoni De fire temperamenter (1901-2) har inspireret til en stort anlagt dramatisering af Rudolf Steiners karakteristik af de fire temperamenter. Det er imidlertid næppe Steiners tekster, der har ligget til grund for Nielsens valg af de programmatiske titler, men et maleri af personer med overdrevne karaktertræk. Carl Nielsen var ikke begejstret for Rudolf Steiner, men idéen er sjov, og scenen kommer i forlængelse af personkarakteristikken i foregående scener til at fremstå som udlægninger af forskellige sider af Carl Nielsen. Lagkagekomikken får lov til at tage over, og klovnene forsyner hinanden med forskellig farvet kagecreme i ansigtet, svarende til de respektive temperamenters kardinalvæsker. Men komikken tager en mere alvorlig drejning, da sangvinikerens hoved overhældes med blod (rød kagecreme), som sammen med den hvide skjorte danner en symbolsk overgang til national- og krigstemaet.

Historiske elementer

Forestillingen benytter mange forskellige greb til at bringe en historisk kontekst i spil. Teaterkoncertens samlede pointe bliver herved lidt uklar. For eksempel ser vi tidligt lille Carl løbe rundt efter gæs, her dog ikke levende gæs, men i form af legetøjsgæs på en stang med fødder der flapper, når de bliver trukket afsted. Det er det lokale lydbillede, der på en mild og komisk måde bliver til forestillingens nu.

”Når kunsten bliver til et nationalt projekt, går det kunstneriske tabt og kunsten stagnerer”. Denne replik optræder i forestillingen og virker som en nutidskommentar til debatten om kanoniseringen af den nationale kulturarv. Forestillingens opgør med et uskyldsrent billede af denne kulturarv udmønter sig i en fremstilling af billedet af Carl Nielsen som et menneske, hvis kunstneriske virke også skriver sig ind i en historie om krig. Historisk set bliver der trukket en linje til 1. verdenskrig; dette bliver en parallel til den aktuelle situation, hvor den danske kunstscene også forholder sig til krig i verden.

En stor del af forestillingen har således krigstemaet og den moderne verdensorden som sit omdrejningspunkt. På et tidspunkt kommer et stillads til syne. Det ligner den nederste etage af Eiffeltårnet, der godt nok allerede blev bygget i forbindelse med Verdensudstillingen i 1889, men det forstyrrer ikke helheden, for en kaptajn på ”broen” bryder ud i Jeronimus’ kendte sang fra Maskerade, hvor første linje begynder med ”Fordum var der fred på gaden” (1905). Dermed etableres der en forbindelse til krigsudbruddet og den nye verden, som alle venter på. Ligeledes kommer der en zeppeliner flyvende fra salen som signalement fra 1. Verdenskrig. Den bliver dog kort efter forvandlet til en elskovsdyne, og scenen munder ud i en kommenterende trællende version af Kaalunds sang På det jævne, på det jævne fra 1872, sat i musik af Carl Nielsen i 1920. Det virker som en lidt revyagtig kommentar. Alligevel fremstår denne billedrække lidt forvirrende og forceret, når så mange forskellige næsten klichéfyldte informanter bliver trukket ud af deres kontekst og forvandler sig til noget, der kunne minde om en komedie i studenterforeningen og som understøtter en fortælling, der foregår i en anden tid.

Revolverskud og geværbajonetter punkterer en række store balloner, der som en slags bomber stiger ned fra loftet, mens teksten i Solen er så rød, Mor (1923-24) anslår et tema om frygt og angst i natten. Skuespillerne har fået blod på hænderne. Carls eftermæle som kunstner er ikke kun lutter lagkage. Det uskyldsrene billede er forduftet. Denne scene var i sin lidt uegale kompleksitet dog alligevel en af de mest vellykkede scener i forestillingen.

I pausen fik jeg en kort kommentar fra en ovenud begejstret kulturminister, Bertel Haarder. Han mente uden tvivl, at Carl er den bedste teaterkoncert, som han nogensinde har oplevet. ”Det er kulturkanon og det er positivt. Det er hele min barndom. Jeg kender al musikken. Jeg er imponeret over musikerne.” Der er noget om snakken, for kanonkongen Carl er en del af folkets identitet. Det kan man tydeligt mærke ved denne teaterkoncert.

 

Fint samarbejde mellem egnsteatre og musikalske ensembler

Teaterkoncerten Carl er et veloplagt bud på at forene kræfterne fra to egnsteatre, Mungo Park Kolding og BaggaardTeatret i Svendborg, i region Syddanmark og udnytte muligheden for at fremhæve den betydning, som Carl Nielsens tilknytningsforhold havde til sin hjemstavn. Forestillingen udnytter endvidere kulturarvsspørgsmålet til også i nogen udstrækning at blive et spørgsmål om dansk identitet. Selve teaterkoncerten har mange fine kvaliteter, omend den kunne være strammet noget op. Efter pausen er der flere gentagelser, hvilket bevirker, at den samlet set føles en lille smule for lang. Til premieren varede forestillingen næsten tre kvarter længere end programsat. Ideen med teaterkoncert-formen var at få et bredt publikum i tale, hvilket til fulde er lykkedes med udsolgte forestillinger! Tillykke med dette.

På Bramstrup Gods, ca. 8 km. syd for Odense, har godsejer Niels Langkilde, hvis slægt har ejet stedet i generationer, en særlig interesse for at dele viden med omverden. Nær Bramstrup Gods ligger også Nr. Lyndelse, hvor Carl Nielsen blev født. Faktisk kom han på Bramstrup, hvor Niels Langkildes tipoldefar satte lille Carl til at passe gæs!  

Medvirkende: Marie Nørgaard, Bjarne Antonisen, Rasmus Fruergaard, Maja Juhlin, Natalí Vallespir Sand, Jesper Riefensthal. Musikere: Den Danske Strygekvartet http://danishquartet.com/ og Dreamers’ Circus http://www.dreamerscircus.com/ . Instruktør: Lasse Bo Handberg. Koreograf: Sofie Christiansen. Assisterende instruktør: Mette Ovesen. Komponist og musikalsk ansvarlig: Povl Christian Balslev. Kapelmester og repetitør: Nikolaj Busk. Dramatiker: Rikke Vibeke Birkeholm. Scenograf: Nadia Nabil Korsbæk. Lysdesigner: Jonas Bøgh. Lyddesigner: Henrik Christiansen.

http://www.bramstrup.dk/, http://www.mungoparkkolding.dk/nyheder.asp?id=456 http://www.baggaardteatret.dk/forestilling/carl/

Fotos: Ard Jongsma

Dorte Hagen Jensen, studielektor i Musikvidenskab, AU. Underviser i værkanalyse og musikteori. Annelis Kuhlmann, lektor i Dramaturgi. Forsker i nye former for teaterforestillinger.

Del med andre