Et visionært værk

Af Erik Exe Christoffersen

Det Kongelige Teaters kunstarter opera, dans, teater, musik og rumkunst mødes med tilskuerne i et skønt og sanseligt forløb i Horisonten, en co-produktion med Aaben Dans i Roskilde. 22 medvirkende fra klassisk ballet og moderne dans, cirkus, opera, fysisk og klassisk teater står på scenen i denne multimediale forestilling.

Instruktør Catherine Poher, som iscenesatte På den anden side i 2010 på Det Kongelige Teater, har i samarbejde med koreograf Thomas Eisenhardt skabt et fletværk af udtryk, hvor kunstfotografen Per Bak Jensen og fysikeren og digteren Salim Abdali bidrager med tekster i et samarbejde også med de medvirkende. Carina Persson har skabt lyset, og Paolo Cadona skyggerne i Rikke Juellunds scenografi, musikken er indspillet af Det Kongelige Kapel og komponeret af Jens Bjørnkjær mens lyden er designet af Jonas Vest.

Afgrunden

De 22 medvirkende, hvoraf nogle for mig er genkendelige andre ikke, står på scenen og snakker samme, det virker tilfældigt og uorganiseret. ”Vi går i gang” siger en skuespiller. ”Vent! Man kan ikke bare starte. Vi vil skabe et rum, hvor vi er her sammen” siger skuespilleren Stine Schrøder Jensen, iført et orange jakkesæt. ”Vi må samle os og åbne os. Mod tilskuerne. Vi er her og tilskuerne er der”.

Mens flertallet af de medvirkende trækker tilbage på den store tomme scene går en håndfuld frem mod tilskuerne. ”Vi vil gerne fortælle om noget vigtigt. Hvem har mest på hjertet? Kunne de begynde?” ”Vi må gøre det på samme tid for at skabe en virkelig fælles åbning” fortsætter Stine Schrøder.

De prøver flere gange. Der breder sig en vis uro blandt tilskuerne. Personligt får jeg lyst til at bidrage og foreslå at vi rejser os og…?. Men jeg bliver siddende. De prøver igen, men det virker forkrampet. Hvordan åbner man sig? De prøver igen. ”Var det ikke for meget?” spørger Tami Øst som til sidst går frem alene. Der står hun foran tilskuerne i blå løstsiddende skjorte og cowboybukser og et taskebælte om livet og skaber kontakt og nærvær.

Lige fra starten forsøger forestillingen af skabe en aktiv dynamisk relation mellem scenen og tilskuerne. De står der og vi sidder her. Det sanseligt fællesskab forekommer at være Horisonten’s implicitte tema: det handlende fællesskab.

Efter denne åbning og præsentation af dem og os er der black out og et scenetæppe hæves i mørket. Det er, som om der svæver en kæmpe sky gennem rummet, men det sker i mørke så man er usikker på, hvad det egentlig er. ”Efter Big Bang var der ingen stjerner til at lyse i universet, og den periode kaldes derfor for den mørke tid. Den mørke tid varede 550 millioner år. Derefter dukkede den første stjerne op”. Fortæller en stemme i mørket. De medvirkende har samlet sig på en lang række med front mod tilskuerne og langsomt næsten i slowmotion bevæger de sig fremad og det samme gør scenetæppe således at rummet i løbet af akten bliver mindre og mindre.

Langsomt forekommer der en individualisering. En har korte bukser på og trækker op i sokkerne senere tager han billeder af ensemblet og tilskuerne. En myg viftes bort indtil den klapses, en smider skjorte og bukser, en falder pludselig til gulvet. Der er en som mobbes, fordi han siger “usker” og ikke husker og mumler. De taler til tilskuerne, de afbryder hinanden og gentager, vender tilbage til forskellige temaer: om familien, om dyr, om det at eje, om succes, om det som er forbudt, om at gøre.

”Min mor forsøger hele tiden at holde gråden tilbage”, ”Min kone døde for 9 år siden”. ”Jeg fortryder, at jeg ikke tog mig mere af min mor” ”Som barn fik jeg en hamster, jeg var bange for den og en dag var den væk. Jeg fik en skildpadde som rådnede, jeg fik en hest, men jeg var bange for den. Min far kastrerede den for at gøre den rolig. Jeg fik et barn…” siger Johannes Lilleøre, som står i underbukser. Han afbrydes.

”Jeg har et fotografiapparat”. ”Jeg har 8 operationer”, ”Jeg har ørepropper for at sove”. En danser viser nogle ballettrin og står på tær, mens hun fortæller om hvordan kroppen smerter, når hun træner: ”Jeg har ondt overalt men smiler”. ”Det er forbudt at gøre sådan her”, ”Det er forbudt at være talentløs, grim, tyk, gammel og have hår under armene”. Ind i mellem disse uendelige og meget menneskelige opremsninger er der nogle gentagelser: ”Jeg tjekker min konto, jeg tjekker kalenderen, jeg tjekker at han har forstået det, jeg tjekker rynkerne i panden, jeg tjekker anmeldelser, jeg tjekker for fejl. Jeg tjek cha cha chicky ..tjikkellikker chub chulahop..” fortæller Maria Rossing løbende, iført en brunlig let selvskabskjole. Og Tami Øst gentager flere gange ”Der er noget jeg gerne vil sige.” ”Det er svært at være menneske, det er svært at været god og gøre det rigtige det er …” siger  Øst, men overdøves langsomt af de andre, som taler i munden på hinanden.

Scenen ender med at hun falder ud over scenekanten. ”Det havde jeg ikke lige set komme” kommenterer Tina Gylling Mortensen. Scenetæppet er rykket helt frem som en mur og en efter en falde de, bliver skubbet eller springer ud i afgrunden: ”Jeg vil have et adrenalinkick” råber Mortensen og kaster sig flagrende ud i mørket. Til sidst er der kun barnet, en mand og en kvinde tilbage. Han synger som afslutning på første akt Bachs Matthæuspassionen Erbarme Dich.

Efterfølgende åbner scenen sig og i halvmørket falder det ene tæppe efter det andet ned fra loftet, svæver ned i det tomme rum og forsvinder. Himlene falder ned eller er det de syv slørs dans? Måske, i hvert fald er der ingen tvivl om at fællesskabets vilkår sløres at de forskellige forbud, ego centrisme, bekymringer, stræbsomhed. Afgrunden den manglende orientering og katastrofen åbner sig for det moderne menneske.

Gruppeportræt

Som det forhåbentlig er fremgået af ovenstående replikker (både citeret efter hukommelsen og støttet af et venligt udlånt arbejdsmanuskript) veksler fremstillingen mellem ironi og patos og mellem det spillede og ikke-spillede eller mellem forskellige grader af autenticitet. Man kan også sige at iscenesættelsen veksler mellem at være udtalt og ikke-udtalt. Og som noget helt central springer dramaturgien mellem sproglige og ikke-sproglige niveauer. Det kan være teksten som skaber patos, men det kan også bare være den handlende krop. Tilskuerhenvendelsen veksler mellem det emotionelt indlevede og det distancerede. Begge dele skaber både tragik og latter.

Der er ingen sammenhængende fortælling eller et fiktionsunivers. Forestillingen udspiller sig i konkret realtid og i dette rum mellem dem og os. De er ikke roller men sig selv og de udfører en række kunst-handlinger: et fragment af en dans, en sang, en teatral gestus, et tableau, et statement som er personligt udført af den enkelte medvirkende. Dramaturgier er et fletteværk, en collage eller montage af virkelighedsfragmenter, hvor nogle er ekstremt personlige og andre kunstudtryk. Tempoet er gennemgående langsomt og scenen bevæger sig mod faldet eller springet i afgrunden. Hvad betyder sammensætningen af de forskellige udtryksformer. Skaber det en komplementaritet eller addition eller noget tredje. Det bliver et billede på bekymringer, fællesskabets vanskeligheder, individualiteten og den tilsyneladende frisættelse, som i sidste ende bliver et spørgsmål om hvordan man vælger at ender i afgrunden. Scenen skifter mellem at fokuserer på den enkelte og totalbilledet og bliver en undersøgelse af ensemblet som en handlende gruppe der selvportrætteres.

Produktionsprocessen fremstår som et skabende og undersøgende fællesskab. Det er efter min mening en pointe, at værket er transparent og en form for kunstnerisk udviklingsvirksomhed. Det betyder, at forestillingen både henvender sig til tilskueren og retter sig indad mod de medvirkende og Det Kongelige Teater som institution med en transformativ hensigt i forhold til de tværkunstneriske muligheder og kreative processer som teatrets ensemble rummer, men måske alt for sjældent udnytter. Forestillingen er i den forstand også et udtryk for en kunstnerisk poetik som både henvender sig til teatret og tilskuerne.

Find mig

Mens første akt kommunikerer via linjens frontale henvendelse er anden akt mere cirkulær. De medvirkende er i konstant løb og leger gemmeleg mellem et træ og diverse dansende grupperinger. På scenen tiltrækker et menneske med vildsvinehoved sig både tilskuerens og barnets opmærksomhed. En mand søger svar på hvad et billede forestiller, men ingen synes af have tid eller lyst til at besvare ham. Langt senere kommer svaret: det var et foto af en væg, hvorfra man har taget et billede ned. Det vi ser, er et søm, lidt spindelvæv og mærker på væggen. Scenen ender med at alle holder sig for øjnene og begrænset af jerntæppe som køre ned og skaber en helt sort væg. Gemmelegen optager alle på skift og får karakter af kaos, hvor ikke alle kender reglerne.

Igen forekommer forestillingens realtid af have basis i forskellige forestillinger om totalteater. Måske mest markant med komponisten John Cage, koreografen Merce Cunningham og maleren Robert Rauschenbergs samarbejde Untitled Event med forhindringer og tilfældigheder fra 1952. Der er en blanding af kontaktimprovisation og viewpoint øvelser, som har skabt materialet.

Hænderne

Tredje akt har hænderne som fokus og projektioner af skyggebilleder med reference til hulemalerier. Scenen åbner sig og de lyser med lommelygter. Forestillingen bliver mere og mere præget af koreografi og ensemblet får mere karakter af en emergent masse som samles og spredes som sort sol.

I Fjerde akt hæver teatrets sidste væg sig. Kunstens sted bliver så at sige udpeget som et rum for følelsen af forbundethed. ”Jeg synger fordi det er det jeg kan. Jeg kan ikke andet. Jeg synger fordi det bringer mig et sted hen hvor jeg hellere vil være. Når jeg synger, giver jeg mig selv lov til at give mig hen. Jeg giver mig selv lov til at være en del af universets store larm”. (arbejdsmanus) Vi kan betragte backstage ude i horisonten på scenen, som er forbavsende dyb. Der er åbnet til det reale rums virkeligheden og de fleste synes at slænge sig i dette private område.

Men en enkelt træder langsomt frem mod os. Det er en ældre danser (Sorella Englund) i rød gulvlang frakke eller kåbe, som går frem mod os. Hun sætter sig på en stol på frontscenen sammen med barnet. Og de andre kommer langsomt til og stiller op omkring hende med friske blomstergrene. Der bliver taget et gruppebillede mens musikken vokser. Danseren på stolen taler om dansen som et sted, hvor man kan være som ”i paradis” og helt stille: ”Syng for mig” siger hun. Operadivaen fylder rummet med en imponerende stemmekraft. Danseren på stolen får blomstergrenene af ”familien”, som går ud backstage. I slutninge af sangen blændes lyset op og fanger tilskuerne.

Det reale og det symbolske

Samtidig med de reale momenter er der tegn, symboler, tekster og figurer som fx Adam og Eva med æblet og naturligvis teatrale elementer fra teatrets verden. Akterne er struktureret ud fra forskellige naturlove. Udvidelsen af og skabelsen af tid og rum efter Big Bang i første akt, kaosteorien tilfældighedssammenstød i anden akt, DNA strukturer som grundstoffer i materien i 3. akt og endelig kvantemekanik og energiens bevægelser i 4. akt.

Forestillingen er devised frem efter den model som kendes fra internationale teatergrupper som Forced Entertainment, Rimini Protokoll eller Hotel Pro Forma. Ifølge programmet har den været undervejs i fire år. Det vil sig, der er tale om en emergent proces, hvor forestillingen ikke er udtænkt, men så at sige fundet gennem et samspil mellem instruktøren, de medvirkende og hele det kunstneriske team. Der er ikke en enkelt afsender, men mange stemmer som danner et polyfont rum, som ikke lader sig overskue fra et sted. Det er en blanding af relationer, traditioner, naturmystik og skønhed som fx begrebet sort sol samt kaosteori og serendipitet. Udgangspunktet har været en række spørgsmål:

“- Hvordan kan verden være hovedperson i et teaterstykke? – Hvordan kan fysiske love, der er grundlag for livet, danne fundamentet til Horisontens fire akter og inspirere handlingerne, koreografien og det visuelle og musikalske scenesprog? – Hvordan kan man blive inspireret til at skabe en ny social bevidsthed ved at betragte, hvordan celler og atomer organiserer sig? – Hvordan kan man iscenesætte det lille menneske i det store univers og vise begge størrelser? – Hvordan kan hver eneste medvirkende, igennem sine egne livserfaringer, tegne mange billeder af hvor skrøbeligt, farligt, udfordrende, sjovt og stærkt det er at være menneske? – Hvordan kan eksistentielle spørgsmål behandles let og humoristisk uden at tabe deres dybde? Sammen med de medvirkende har vi det sidste års tid skridt for skridt ladet forestillingen komme til os. Vejen er nået til enden – til Horisonten”. Catherine Poher, program til Horisonten.

Programmet vidner om og dokumenterer dette stemmevirvar som i kompositorisk form skaber en helhed, men ikke egentlige svar på spørgsmålene.

Katastrofen

“Da jeg hørte, at 11. september var datoen for premieren på Horisonten, tænkte jeg straks på 9/11. Den dag, hvor verden blev delt i to, dem og os. Den dag, hvor den politiske drøm om en verden baseret på fred, respekt for menneskerettigheder og fællesskab døde. Som kunstner har jeg siden da følt mig forpligtet til at skabe værker, der udspringer af min kærlighed til og undren over livets mangfoldighed”. Poher i Program til Horisonten) 11.9.

2015 var premieredatoen. Det har som Catherine Poher fortæller i programmet været et grundlag for kunstneriske overvejelser. Måske tilfældigt peger det på, forestillingens tema som den moderne katastrofe, som var resultatet af terrorhandlingen mod tvillingetårnene. Denne katastrofen blev ikke enkeltstående. Krisen er nærmest blevet permanent og mangedoblet siden som klimakrise, sikkerhedskrise, migrant- og flygtningekrise, den økonomiske krise. Kriser som indvirker på hinanden som indbyrdes afhængige og forstærker orienteringsløsheden og følelsen af uoverskuelighed i forhold til fremtidens løsninger. Det er blevet udnævnt til modernitetens krise fordi den både rammer subjektet og identitetsfølelsen og er hævet over subjektet på den måde der er tale om en global krise som stort set går på tværs af alle kulturelle grænser og enheder.

Det er vanskeligt at pege på løsninger, fordi der ikke findes en global instans, som kan kriseregulere de enkelte nationaliteters (eller kultures) snæversynede og kortsynede politik.

Mesterværket

Hvad ser vi i Horisonten? Det giver forestillingen ikke noget klart svar på. Men forestillingen er i sig selv en manifestation af et tværæstetisk samarbejde og en vilje til at overvinde individuelle begrænsninger. Værket er for mig at se et stykke kunst, og et udtryk for det Kant kaldte sensus communis, et fællesskab baseret på den individuelle smagsdom og med et utopisk billede af civilisationens foranderlige muligheder. Når jeg kalder det et mesterværk, er det for at pege på værkets kompleksitet. Det opererer i rigtig mange dimensioner på en gang. Som et samspil mellem kunstarterne, men også som et samspil med scenen, lyset, arkitekturen og hele den institution som Det Kongelige Teater er. Det har krævet en kompleks proces og organisation, som givet har været et brud med teatrets vanlige måde at gøre tingene på. På den måde er der også tale om en slags teater- og kunstmanifest, som man må håbe kan være en forandrende kraft for de kommende år.

Koncept og idé: Catherine Poher. Iscenesættelse/koreografi: Catherine Poher. Koreografi/iscenesættelse: Thomas Eisenhardt. Scenografi og kostumer: Rikke Juellund. Lysdesign: Carina Persson. Hjemmelavede skygger: Paolo Cardona. Komponist: Jens Bjørnkjær. Lyddesign: Jonas Vest og: Karsten Wolstad. Tekster: De medvirkende, C.Poh: Salim Abdali

Lektor Erik Exe Christoffersen.

Erik Exe Christoffersen, Lektor

Institut for Kommunikation og Kultur – Dramaturgi. Aarhus Universitet

Del med andre