Et spil om undertrykkelse og tilgivelse

Af Janicke Branth

Der er ILT-festival i Aarhus og den åbnes med et af de helt store internationale navne, Peter Brook. Han kom desværre ikke selv til åbningen, skønt der gik mange rygter om hans mulige besøg. Men i en alder af 90 må han være lovlig undskyldt. Og så er The Suit ikke nogen helt ny forestilling. Den havde premiere i London på Young Vic i 2012 og har siden været verden rundt på turné. Det er heller ikke det originale cast, vi møder her.

Novellen

Stykket i denne 75 minutter lange forestilling bygger på en 5 siders novelle med samme titel af den sydafrikanske forfatter Canodoise Daniel (”Can”) Themba, der levede fra 1921 – 1968. Han blev født nær Pretoria, men skrev de fleste af sine noveller i Sophiatown ved Johannebrug, en forstad der blev revet ned under The Apartheid Group Areas Act for at adskille hvide og sorte boligkvarterer så meget som muligt. I 40’erne og 50’erne var Sophiatown et vitalt centrum for politiske bevægelser, jazz- og bluesmusik. The Suit blev første gang dramatiseret i 1990erne af Mothobi Mutloatse and Barney Simon til Johannesburg’s Market Theatre lige efter apartheidregimets fald. Novellen udkom posthumt i novellesamlingen ”The will to die” i 1972. Peter Brook blev opmærksom på den i 1994 og fik den dramatiseret til fransk af sin mangeårige samarbejdspartner Jean-Claude Carrière og senere blev forestillingen genopsat i denne engelske version i 2012.

Hovedpersonerne er Philemon og Mathilda. The Suit handler om den afgørende begivenhed i deres ægteskab, der opløser det og ender med Mathildas død. Philemon hedder han, et navn som uvægerligt må lede tanken hen på Ovid og Goethes Faust. Men det er nok snarere Philemon fra det nye testamente, som har foresvævet Themba. Philemon har en slave, som flygter til Rom og her møder apostlen Paulus, der går i forbøn for ham og skriver til Philemon om næstekærlighed og tilgivelse.

I novellen er Philemon en middelklasse advokat, som er godt gift med sin Mathilda. De bor sammen i Sophiatown under fattige og trange kår. Da Philemon en dag får at vide, at hans kone har en affære med en anden mand, skynder han sig omgående hjem fra arbejde og tager dem så at sige på sengen. Elskeren springer så hurtigt ud ad vinduet, at han ikke når at få sit jakkesæt på, men flygter ned ad gaden i undertøj. Philemon reagerer stærkt kontrolleret: “not the explosion of a devastating bomb, much more like the critical breakdown in an infinitely delicate piece of mechanism”. Den straf, han vælger til sin kone, er at tvinge hende til at behandle det efterladte jakkesæt som en hædersgæst, der skal have mad, omsorg og underholdes med spadsereture i byen. På den måde bliver hun konstant mindet om sin utroskab og straffet med offentlig ydmygelse.

Da han senere giver efter for sin ensomme kones ønske at møde andre mennesker i en kulturklub, er det som om de begynder at nærme sig hinanden igen. Hun føler glæde og engagement i de nye omgivelser, indtil han inviterer hendes nye venner hjem i deres lille lejlighed. Da vælger han igen at trække jakkesættet frem og tvinge Mathilde til at præsentere det for de indbudte gæster, som aner, at der er noget helt galt, og forlader selskabet. Novellen ender med, at hun indser, at hun aldrig kommer fri og tager sit eget liv.

Dramatiseringen

Peter Brook og hans medinstruktør Marie-Hélène Estienne har valgt at kombinere novellen med historien om Sophiatowns ødelæggelse, således at de to begivenheder flettes sammen. Dermed bliver der mindre plads til det psykologiske undertrykkelsesdrama, som ligger i novellen. Den særlige sydafrikanske måde at skildre den ydre undertrykkelse af de sorte gennem de sortes egen undertrykkelse af hinanden er via Sophiatown illustreret for et yngre publikum, der ikke har oplevet apartheid, og som derfor vil have sværere ved at gennemskue novellens dobbelte tema. Således tilføjes en fortæller, en gennemgående figur som starter og slutter forestillingen og undervejs går ind og ud af forskellige mindre roller. Det er ham, der er bærer af fortællingen om bydelens skæbne. At novellens synsvinkel ligger hos Philemon dramatiseres ved også at lade ham være fortæller. Det er hans beskrivelse af ægteskabet med Mathilda, som dominerer den første scene, hvor han næsten ikke kan få øjnene fra sin smukke unge kone, som hun ligger der i sengen, mens han listende kommer i tøjet og serverer morgenmad for hende. Hun er så at sige hans hjemmegående trofæ og hans måde at behandle hende på er i sig selv en lille fortælling om den sorte middelklasse og dens drømme om en borgerlig tilværelse. En drøm som begynder at kede Mathilde, der vender sin opmærksomhed imod en anden.

Forestillingens minimalisme

Brook og Estienne har valgt en fin og enkel minimalistisk form, der understøtter forestillingens episke udgangspunkt. Scenografisk har de også her valgt at lade den centrale spilleplads være et gulvtæppe, denne gang et brændt rødt Berber-tæppe på kun 3×3 meter for at illustrere, hvor lille parrets lejlighed er. Dertil få enkle træstole i klare farver og 3 tomme rammer på hjul, der afgrænser det lille hjem, som ellers kun rummer et firkantet bord. Et visuelt billede af kvadrater eller rammer, der kan fyldes ud. Næsten ingen rekvisitter, ingen overflødige genstande – alt beskrives med gesti, som i så meget episke teater siden Brecht. Skuespillernes enkle mimiske spil fremstår kontrapunktisk til forestillingens (og Sydafrikas) tunge hovedtema: forgive and forget.

Formen passer helt til novellens og forestillingens centrale metafor: jakkesættet, der både bliver et billede på besættelse og ydmygelse. De offentlige spadsereture med jakkesættet kontrasteres af Mathildas hengivne dans med sin elskers habit, når hun bliver alene og forfalder til de lykkelige minder om den mand, som tændte hende så voldsomt. Hun kryber ind i jakkesættet og bliver på en gang elsker og den elskede.

På samme måde indgår tre musikere fint og diskret antydet, når der er behov for lidt flere figurer omkring de to hovedpersoner, især som kulturklubbens damer, der tager hjerteligt imod Mathilda. En helt igennem antydende spillestil der åbner for tilskuerens meddigtende fantasi. Men det er en spillestil, der fordrer stort nærvær og præcision.

Musikalisering

 Da handlingen udspiller sig i Sophietown en gang i 50’erne synes det oplagt – ikke mindst med den stemme, Cherise Adams-Burnett har – at den episke fortælling afbrydes af sange. Bedårende ser hun ud og fantastisk lyder det, både når hun synger Feeling good (A.Newley/L Bricusse) eller den lige så kendte Malaika (swahili for ”engel”), men alligevel er det ikke helt oplagt, at hun pludselig bryder ud i sang, ligeså lidt som fortællerens recitering af Strange Fruit (White/ L. Alen) passer direkte til beskrivelsen af Sophiatowns forestående nedrivning – hvor skøn sangen end er (et af Ella Fitzgeralds helt store slagnumre). Man kan heller ikke rigtigt beskrive sangnumrene som Verfremdungsindslag – hertil er de for kendte i anden sammenhæng og for abstrakt kommenterende på handlingen.

Novelle strakt til bristepunktet

Det stramme novelleforlæg stritter lidt imod disse musik-indslag, der ville have udgjort en stærkere klangbund, hvis Franck Krawwczyk havde holdt sig til jazz og blues som grundtone i den musikalske kommentar. Men de tre musikere, en trompet, en guitar og en harmonika/klaver ledsager det meste af teksten med et Schubertagtigt stemningsgivende akkompagnement, som nok er med til at sætte en fin stemning, men kombinationen af jazz, Schubert, bl.a. Døden og pigen, og til sidst Bachs Mathæuspassion (”wir setzen uns mit Tränen nieder”) ved forestillingens katharsis er næsten for sammensat et musikalsk univers. Og hvorfor egentlig når perioden og stedet rummer så meget fremragende jazz- og bluesmusik? Formodentlig for at hæve den konkrete Afrika-fortælling til en global historie? Men gør man bedst det med den klassiske europæiske musik?

Can Thembas novelle var et oplagt valg i 1994, hvor der var stort behov for at vise tekster om apartheid på scenen. Og den korte novelle må naturligt nok suppleres af materiale i form af musikalske islæt for at fylde fortællingens huller ud – især for Mathildafiguren, der ikke fylder så meget i novellen. The Suit en således blevet en fin og enkel scenisk fortælling om et stort tema, men denne anmelder oplevede helheden lidt ujævn. Måske var nærvær og præcision ikke helt i top denne sene majaften i Aarhus?

Medvirkende: Cherise Adams-Burnett, Jared McNeill og Ery Nzaramba

Jay Phelps (trompet), Harry Sankey (Guitar) Danny Wallington (klaver)

Lys og costume: Philippe Vialatte Oria Puppo

Janicke Branth, dramaturg cand. phil. Underviser på Dramatikeruddannelsen og DDSKS Odense. Medlem af Peripetis redaktion.

 

 

Del med andre