Daemon af Julie Maj Jakobsen

Af Falk Heinrich

 

Jeg havde ikke set planchen, der hænger til højre for indgangen til Lille Scene på Aalborg Teater, da jeg trådte ind for at se teatrets opsætning af Daemon, et stykke ny dansk dramatik. Men jeg havde set skemaet, som planchen viser, i programheftet. Det viser flere rudimentære stamtræer over de figurer og deres nærmeste familiemedlemmer, stykket er vævet omkring. Figurerne bliver også præsenteret i starten, på post-dramatisk vis, kort og hurtigt af Helena, en af de græske figurer, til trods for, at de fleste af os tilskuere ikke kan huske deres bedrifter og skæbne i den store græske episke fortælling om den trojanske krig. Jeg så tilskuere tager deres programhefte frem, for at orientere sig i fremmedklingende navne og deres nærøstlige og fjerne skæbne. Skemaet er resultat af vor tids videnskabeligt-analytiske blik, der fremstiller familiære og sociale relationer i et tidsløst overblik uden at kunne formidle skæbnerne, historierne og motivationerne bagved. Skemaerne var tænkt som en hjælp til os tilskuere, der ikke er vokset op med de græske myter og er derfor også karakteristiske for hvordan vi visualiserer og derfor også oplever og erkender inden for vores kultur. Også på scenen synes tiden at være gået i stå. Hvordan?

Scenografien er et fodboldstadion

Dramatikeren har samlet en del af Troja krigens helte og ofrer og digtet videre på deres indbyrdes forhold. I fiktionen mødes de syv år efter krigens afslutning. Men på denne aftens teaterscene er den græske mythos om Troja krigens storhed væk, guderne er væk, oldtidens store karakterer er blevet til hverdagsfigurer, der genfinder sig i et gammelt og forladt sportsstadion. Scenen er en ramponeret betontribune med enkelte blå plastikstole og jerngelændere; atleternes indgang er i midten. Scenen spejler tilskuertribunen (eller er det omvendt?). Pladsen mellem skuepiller- og tilskuertribunerne er lille, smal og grøn. Figurerne er blevet til tilskuere til deres egen episk-heroiske for-tid. De er havnet i et limbo mellem to verdener. Deres fortid, vores civilisations vugge, har spyttet dem ud og ind i vores tid – ligesom flygtninge i et flygtningelejr – har iklædt dem et sammensurium af forskellige tøj, nogle mere afklædte, private, vulgære end andre. Men hvem er disse mennesker med de fremmede navne?

En samling figurer fra forskellige tragedier og myter

Vi har Helena, årsagen til den trojanske krig, dengang hun blev bortført (eller forført) af Paris. Næsten alle har svoret at dræbe hende for at befri sig selv for hendes skam. Hun er den selvproklamerede dæmon for de andre. Hun lever i skjul på stadionet, men alle kender til hendes tilstedeværelse og alle ved, at den egentlige skam stammer fra deres handlingslammelse og deres erkendelse, at alle pådrager sig skyld i krig. Hun går rundt i undertøj og badekåbe: skønhedens luder, der er depraveret og magtesløs. Vi møder kong Melenaos, Helenas mand; han elsker hende stadigt, vil gerne flygte med hende, men kan ikke og kan heller ikke indløse sit løfte om at dræbe hende – den handlingslammede konge. Neoptolemos, krigeren i soldateruniform med netundertrøje, deler seng og har en søn med krigsbyttet Andromache (som var gift med den faldne trojaner Hektor), men er gift med Melenaos datter Hermione. På scenen udspiller de et ynkeligt trekantsdrama svingende mellem had og kærlighed mellem sejrherren og den besejrede, mellem mand og kvinde. Og så møder vi Penepole, som stadigt venter på Odysseus hjemkomst. Vi møder Telemachos, som aldrig har set sin far og som desuden er ligeglad med ham. Han spiller ingen rolle, men går til fester, prøver at komme i seng med Elektra og er ellers den ventende mors dreng (selvom han spiser McD mad). Hekabe er også krigsbytte og tjener i Penepoles hus. Hun, venter ligeledes på Odysseus’ hjemkomst. Og så møder vi Elektra og Orestes, som er de eneste, der handler og fuldfører den græske mythos, idet de myrder deres mor, for at kunne opbygge et nyt samfund og udradere krigens virus: ”Krig er en sygdom, der nedarves gennem blodet og jeg er ligeså inficeret som jer. Det vil fortsætte og fortsætte og fortsætte gennem generationer ind til nogen tør bryde kæden” råber Elektra, og videre, ”Jeg vil forbyde dødsdomme som det første og dernæst tvangssteriliserer alle teenager.” Alle figurer er født af store fortællinger, men den aften på Aalborg Teaters scene forvaltede disse fortællinger som jævne folk, der småfilosoferer om krigens årsag, alt imens tilskuernes kan trække paralleller til de moderne kriges og økonomiske krisers resultat. På scenen bliver de græske helte til flygtninge i ingenmandsland, nærmest handlingslammet. Dog har Elektra ungdomsoprørerens patos og Orestes, som moderne iværksætter i habit og addidas sko, har handlekraften. Efter mordet på sin mor, dræber han lidt senere (backstage) også Odysseus, i et nærmest desperat forsøg på at afslutte den gamle historie (og Kassandras forudsigelser) og på at finde begyndelsen til en ny historie, en moderne historie, vores historier. Men det er ren fiktion, myten fortæller en anden historie. Dernæst myrdes også Helena af Andromache, ikke for at fjerne en eller anden skam, men i affekt, dramatisk set grundløst. Også Telemachos dør. Fordi Hekabe ikke nåede at myrde Odysseus, som hun ellers svor, må hans søn, som hun har været barnepige for, lade livet. Løsingen på nærmest ikke eksisterende konflikter synes at være tilfældig død, bare for at komme videre, for igen at skabe tid og finde en ny begyndelse. Vores nuværende kulturs begyndelse. Og for på ny at finde dramaet i den fremherskende post-dramatisk poetik.

Transittens tidsløsheden

I den græske tragedies storhedstid tjente figurerne opfyldelsen af den skæbne, Gudernes havde bestemt. Figurerne er var deres handlinger og kampe, om man så vil. Dramatisk blev det, når protagonisten på teaterscenen kæmpede imod Gudernes forudsigelser for til sidst at opfylde dem alligevel, men ikke uden at have udstillet kulturelle, religiøse og måske også personlige normer og værdier.

Men denne aften på teaterscenen ventede de (næsten) alle sammen på at kunne komme videre til en ny tid, til nye typer historier, til nye Guder og til en verden, struktureret af normer og værdier, man kan kæmpe for eller imod, en verden hvor mythos (en eller anden) igen kunne danne bagtæppe for dramaer, der er værd at leve i, at digte (ligesom Euripides, Sofokles eller Aischylos) og lytte til.

Men på scenen er Guderne fraværende og den episke fortælling bare et levn fra fortiden. Figurerne på scenen er for det meste beskæftiget med hverdagsepisoder, såsom børneopdragelse, småforelskelse og mor-søn forhold, krydret med spredte kontekstløse læresætninger, som “Man flygter ikke fra sine dæmoner. Man flygter med dem. Som en virus I hjertet“ eller “Har du stirret længe ned I afgrunden, ser den også ind i dig” og ”I de ødelagte hjerter lægger Guderenes deres æg”. Det bliver tragikomisk, når helte opfører sig som jævne karakterer eller når jævne karakterer agerer som fortidens helte i et usselt idrætsstadion.

De store fortællingers dramatiker er fraværende, erstattet en skribent, der dikteres af figurernes psykologi – med fuld overlæg, vel at mærke. Skribenten synes at lede efter dramaet, efter handlingens primat, som forskrevet af Aristoteles. Dramaet vil dog ikke vil indfinde sig, undtagen helt til sidst i en perverteret form. Forestillingens flygtninge, fangerne i ventepositionens tidsløshed, har kun deres individuelle, ofte primitive, selviske og driftsbetonede længsler tilbage at agere på: betydningsløse småhændelser opstår og forgår foran tilskuernes iagttagende øjne. Bevares, alle figurer har deres projekt, arvet fra de gamle historier, som de ikke er i stand til at indfri. Hvorfor også?

Spillestil ude patos

Skuespillerne spiller figurerne uden patos når de refererer til fortiden, men med afdæmpet situations- og typekarakteriseret realisme, når det kommer til deres nuværende indbyrdes og uafklarede forhold som det udspiller sig på det gamle stadions tribune. Hverdagsagtig replikker bliver komiske uden at de er forcerede. De er tilskuere til deres eget spil og medskuespillernes spil uden forventning om en Brechtiansk fremmedgørelse med pædagogisk virkning og uden forventning om en post-dramatisk afsløring af skuespillernes privathed bag rollen. Det er bare skue-spil, et håndværk – vi og de ved det. Skuespillerne og figurerne ved, at Helena er i stadiet. De er ikke overrasket over at møde hende, selvom hun i denne stykkes fiktion lever under jorden.

En palimpsest

Der er dog ikke tale om et sammenstød mellem nyt og gammelt, mellem traderet helteepos og nutidens jævne mands hverdagsepisoder. Der er snarere tale om overlejringer. Forestillingen er et billede med mange semitransparente lag og et eklektisk udvalg af ingredienser. Dette palimpsest minder om Bergsons duré, en tidsløs varen, en samtidighed af alt muligt. Heterogenitet. Græsk turist-musik fra 70erne mødes med adidas sko og gammelkloge litterære citater; Penepole sidder i et businessdress typisk for succesfulde erhvervskvinder midt i et ødelagt stadion og venter og venter imens cikaderne synger om evig tid; i teksten og tilskuernes fantasi (min fantasi) blandes græske guder med nutidens flygtninge med identitetsforskydninger og den græske økonomiske nedsmeltning; figurernes diskussioner om de egentlige årsager til den Trojanske krig, afføder associationer til Golfkrigen, til oprøret og forfærdeligheder i nærøsten og vores måde at behandle og afvise flygtninge på; det nedslidte stadion bliver i figurernes replikker til lejligheder og til Penepoles palads, hvor der spises hjemmebagte rundstykker og drikkes græsk papvin af plastikkrus, og hvor Klytaimnestras lig ankommer indpakket i sorte plastikposer, og hvor der bliver snakket om de heroiske og mytiske begivenheder omkring den Trojanske krig, som om det var småfortællinger om naboen eller måske onkel Hans.

Er det et billede af vores civilisation – en civilisation, der er komponeret af globaliseringens kultursammenstød og migrationsproblematikker, af reality-TV og sociale mediers up-date kultur (Telemachos har en smart phone), usikre familiestrukturer og egocentreret subjektivitet som sidste redningsplanke? Forestillingen fremstår ikke som en stor kunstnerisk satsning, hvor der eksperimenteres med nye formater og dramaturgier, men snarere som et nærmest ydmygt, men ærligt forsøg på at tegne et billede af både den dramatiske kunsts trængsler og længsler og dens samfundsmæssige kontekst, som er kendetegnet ved at den enkelte skal finde sin vej og sin individuelle historie midt i et sammensurium og samtidighed af mange disparate elementer fra mange kulturer, traditioner og ideologier.

Instruktion: Thomas Bendixen, Scenografi; Kostumer: Maya Ravn; Lysdesign: Stine Fumz; Lyddesign: Caspar Juel Berg.

Medvirkende: Marie Knudsen Fogh, Marianne Høgsbro, Hanne Windfeld, Christina Gjerulff, Jakob Højlev Jørgensen, Steffen Eriksen, Amalie Dollerup, Josephine Park, Jakob Hannibal, Caspar Juel Berg

 

 

Falk Heinrich, ph.d., lektor og studieleder ved Aalborg Universitet, forsker inden for teknologi og kunst med fokus på poiesis og interaktion, performativitet og æstetisk betydningsdannelse samt forholdet mellem kunstneriske og akademiske metoder og processer. Han har udgivet bøgerne Interaktiv digital installationskunst – teori og analyse (2008) og Performing Beauty in Participatory Art and Culture (2014).

Del med andre