”Tove! Tove! Tove!”. Af Kunstnerkollektivet Sort Samvittighed, baseret på tekster af Tove Ditlevsen
Tove! Tove! Tove! – dog!
Af Michael Eigtved
Teaterkollektivet Sort Samvittigheds på én gang splintrede og stramt styrede tilgang til en biografisk, musikalsk forestilling om Tove Ditlevsen, spejler sig helt ud i titlen: Tove! Tove! Tove! For man kan vælge virkelig mange veje til at forstå den: fra en æggehovedet analogi til Gertrude Steins selvfordoblende rose, der udtømmer sin egen betydning i gentagelsen, til dét udbrud af kærlig bekymring, som følger den overbærende hovedrysten ad et uregérligt, men elskeligt barn: Tove!, Tove!, Tove! – Dog! Med trumf på med den trefoldige påberåbelse af forfatterens fornavn, der tilføjer en næsten religiøs eller i hvert fald kultisk dimension. Sort Samvittigheds medrivende og hjerteskærende trosbekendelse henter nemlig sin kraft i det komplicerede spil mellem Moderens, Elskerens og Digteråndens navne. Dermed lever kollektivet smukt op til sit eget motto: ”Hellere alt for meget, end lidt for lidt!”
Fem tover – mindst…
Der er virkelig meget at tage af. Både når det gælder Tove Ditlevsens turbulente og dramatiske liv, hendes mange udladninger på såvel skrift som i andre medier, og når det gælder idérigdom, kunstnerisk kvalitet og mod hos de i alt otte kvinder, hvis værk forestillingen er. Man sidder bagefter noget fortumlet og forblæst af energiniveauet, mylderet af meninger og mennesker, og ikke mindst af det sensoriske bombardement, som er Tove! Tove! Tove!’s kunstneriske katapult.
På scenen er hele fem Tove-figurer i identiske slacks, bluser og langt pagehår, og som afløser hinanden, når numrene vikler sig ind over hinanden, skaber stimer af sammenstød og kontraster, og alligevel kredser om mange af de samme temaer: Barndommens gåde, kærlighed, selvglæde/had, normalitet, seksualitet og mange flere fra det uudtømmelige ditlevsenske lager af komplicerede mentale mønstre.
Fem Tove’er med hver sin statur og som giver hver sin del af den komplicerede digter mæle og krop – alle fem i sig selv komplicerede og sammensatte. Signe Egholm Olsens Tove er spinkel og lidt kantet, på en gang barnlig sart og brutalt skarp og den, der med en hånd i de nedtrukne trusser laver grotesk ”dukketeater” om underlivet, hvis tilbagevendende, skiftende betydning altså er et tema i forestillingen. Tilde Maja Frederiksens er blødere og rundere, men samtidig eksplosiv og uforudsigelig som alkoholikeren, med temperamentet og hjertet helt uden på skjorten. Leila Vestgaards Tove er tilsyneladende næsten normal, men netop derfor går galt, som når hun hænger bogstaveligt hæftet op på væggen, med knaldrøde vasketøjsklemmer, og forpint pipper at hun er en underlig mor. Også Rikke Bildes Tove er i begyndelsen hængt op på væggen (til pynt?), som brud der er sømmet op i sløret, og som på en gang vil være sød og rasende vil ned! Siden er hun en stangvissen forfatterkendis, der med gabet fuld af druer, gylper erindringer op om ungdommens klamme stævnemøder i skimlede trappeopgange og deres brutale souvenir i form af fladlus.
Gennem det hele har Jeanett Albeck som den eneste noget at holde sig fast til: hendes skiftende musikinstrumenter (et diminutivt keyboard, ikke er meget større end den skrivemaskine, hun også hakker rytmen op på i forestillingen, eller guitarer). Og ligesom skriveriet var det der holdt digteren ved livet, er Albecks Tove den roligste, fordi hun kan støtte sig til sin funktion og holde fast i en musikprofessionel sikkerhed, i lighed med den, der præger Ditlevsens tekst.
Freudiansk kabaret
I en tid, hvor kunstnerisk nyskabelse og repertoiremæssigt vovemod på musikteaterfronten ofte er lig med pseudo-avantgardistiske teaterkoncerter med koryfæernes (af-)glans som brændstof på en konceptuel skabelon, er denne forestilling en befriende rodebutik af genrer og former. Sort Samvittighed brød igennem som kunstnerisk gruppe med Anne Linnet forestillingen Hvid Magi i 2011, der forsøgte at udfordre grænserne for ovennævnte modefænomen, og med Tove! Tove! Tove! fortsætter de ud ad den tangent, som på mange måder er en smuk opdatering af den ”ægte” avantgardes yndlingsformat: kabareten.
Til tonerne af det ganske lille keyboards samplede sound, løber tråde fra futuristernes Cabaret Voltaire sammen med Brechts frontalangreb på publikums komfortzone, og som følge af biografielementet er der pøst et gevaldigt stænk surrealistisk freudianisme på, så symbolsproget er øredøvende og barndommen simpelthen ikke kan overvurderes som benzin på voksenlivets deroute.
Og især dette sidste element er på en gang forestillings store styrke og dens akilleshæl. Det er stærkt af instruktør Elisa Kragerup og holdet at insistere så hårdt på at det, som Ditlevsens forfatterskab selv peget ud som byldemoderen også bliver det i forestillingen. Og det er lykkedes at gøre det med midler, som nærmest ved at mase sig frem, afmonterer megen (kritisk) intellektuel refleksion over Freud som forklaring, i hvert fald mens man sidder i salen. Med tegneserieagtige babymasker, på en gang nuttede og skræmmende, som filmen og Stephen King har lært os dæmoniske (Rosemary’s) babyer at kende, stikker barndommen for eksempel sit grimme fjæs frem helt fra begyndelsen. Barndommen er som en lugt der hænger ved, siger de. Og straks efter messes forestillingens mantra: ”Det man mangler i barndommen, kan man aldrig siden få nok af!” Og måske er det den deterministiske og på mange måder pessimistiske grundstemning, der ligger i den sentens, som giver forestillingen dens aura af at ville vise især den opgivende desperation og resignerede deroute. Fra slemt over momentane lykkestunder til værre – og så altid mod den uafvendelige selvopløsning.
Det bliver til en akilleshæl netop af samme grund: den for indlysende årsagsforklaring, dér hvor alt går op i ligningen om at: omsorgssvigt plus skrøbeligt sind er lig med kunstnerisk brændstof og misbrugsmønstre. Men fordi forestillingen er så sikkert styret og så utrolig sikkert udført, så er det ikke svært at gå ind på præmissen, og der er da også overladt tilpas meget til tilskuerens egen forestillingsevne, til at man ikke taber interessen, eller føler, at alt er sagt fra starten. Dertil er den helt grundlæggende tone af humoristisk medfølelse, grotesk komik og syret sjov, der bærer forestillingen igennem, også med til at sikre den mod at tippe over i sensationsbiografisme.
Det er også en hjælp, at scenograf og kostumedesigner Ida Marie Ellekilde på mange måder har forenklet det sceniske udtryk ganske meget. Farverne er udvisket til grålige nuancer bortset fra enkelte signalfarver, der er få inventarelementer, stole med assymetrisk afsavede ben, for lave borde og så enkelte symbolbærende ideer. Som en PH 5 lampe, der lever sit eget liv, og langsomt synker stadigt længere ned så selv lyskilden tynger Tove, når hun insisterer på at stille sig lige under den – og må følge med i knæ. Der er balloner med varm luft, som den medievirkelighed, Ditlevsen sært nok befandt sig udmærket i som ugebladsbrevkasseredaktør. (Var hun virkelig den rette til at råde småborgeren om normbrud? Ja! – for hvem kendte dem bedre end hun?). Og på et tidspunkt blæser små vindmaskiner store konfettiblade rundt som farvestrålende løv, når Toves liv også er i sit sidste efterår.
Det hele er sat i musikalsk scene af Jeanett Albecks soundscape, hvor cirkus møder kabaret med strejf af pop og grunge, med luftighed i det samlede lydbillede, og melodier, der glider let og naturligt, men alligevel er så specielle at vi ikke kan nynne dem, når vi går hjem. Dertil er der pludselige udladninger at støjmusik eller strygersovs. Hvor originalt og nutidigt hendes musikalske design er, mærker man, når Anne Linnets musik til Barndommens Gade fikst flettes ind, og får lov at minde os om, at også for snart 30 år siden genoplivedes Ditlevsen. Måske er der en art transcendensmetafor gemt netop der: Ditlevsens barndoms traumer har allerede holdt til én genfødsel, og om 30 år er der måske igen nogen, der kan se sig selv i hendes rørende kamp med livet.
Udødeligt selvmord
Tove! Tove! Tove! er en forestilling, som efterlader én lidt med samme fornemmelse som efter en forblæst færgeoverfart: med en blanding af erkendelse af nødvendigheden af at foretage den, glæde over at det gik godt, og at man er på vej videre, fornemmelsen af at have mødt kræfter, der er store og uden for ens egen umiddelbare rækkevidde, og så en let svimmelhed. Som en ubestemmelig fornemmelse af bevægelse, som man forsøger at smyge af sig. Men ligesom skibets rullen kan føles lang tid efter, at man har fået fast grund under fødderne, sidder en rest af oplevelsen i én, længe efter sidste tone har lydt til Toves triste endeligt. Det selvmord, som efter et forgæves forsøg finder sted med en endelig, dræbende rus af piller og sprit. Og som forestillingen langsomt men sikkert leder frem til næsten som en lettelse, for vi er kommet så langt ind i Ditlevsens sammensatte, spændingsbetændte og ambivalente mentale univers, at noget må ske.
I den sidste del af forestillingen falder først nogle få, lange mørke trevler ned fra loftet og skygger delvis for indkigget på scenen. Siden falder flere og flere trevler abrupt ned, for til sidst næsten helt at spærre, som de stærke kræfter byggede op i Toves sind. På scenen er de fem Tove’er, samlet i en tæt sluttet kreds, og i forestillingens sidste minut falder altså endelig de mange dele af det splittede menneske til ro sammen i længslen mod fred.
” Man mister ikke retten til at dø, fordi man er mor” minder de os om, at Ditlevsen råt har skrevet til eksmanden Victor Andreasen. Med den kraft, man kan mærke Sort Samvittighed har fundet i hendes eftermæle, så har hun på en måde alligevel mistet retten til at dø – måske på den måde hun trods alt helst ville.
Det Kongelige Teater til 23. maj
Medvirkende: Jeanett Albeck, Rikke Bilde, Tilde Maja Frederiksen, Signe Egholm Olsen og Leila Vestgaard
Iscenesættelse: Elisa Kragerup
Scenograf og kostumedesign: Ida Marie Ellekilde
Lysdesign: Sara Åkerlund Clemmensen
Koreografi: Signe Fabricius
Komponist: Jeanett Albeck
Michael Eigtved (1964), cand.mag., ph.d., lektor i Teater og Performance Studier, Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet. Har skrevet en række bøger og artikler om især musikteater, populær scenekunst og forestillingsanalyse.