Vil ikke forstyrres!

Af Louise Ejgod Hansen

Gruppe 38 har med sin nyeste forestilling ikke alene vendt om på rollefordelingen mellem børn og voksne, men har også skabt en parodi på de moderne, velmenende forældre, hvis optagethed af børnene dybest set handler om selvbekræftelse – om en barnlig og menneskelig trang til at blive set. Heldigvis er der både sympati, fjollerim og prutter undervejs i forestillingen – og det så både børn og voksne må overgive sig til ufornuften og grine højt.

I vanlig Gruppe 38-stil starter forestillingen med et blik til publikum: Så er vi klar til at gå i gang. ’Vi’ er tilskuerne og pianisten, der i fin brokadevest (der matcher tapetet i den sparsomme scenografi) træder indenfor i scenerummet. Han skal spille klaver og gør det fejende flot på det miniflygel, der står på scenen. Miniflyglet ligner et stykke legetøj – men tonerne er virtuose og professionelle og attituden er seriøs og voksen. Derfor er det også ualmindeligt forstyrrende, at familiefotoet af mor og far på væggen bagved med en overdrevet knirkelyd dingler og kommer til at hænge skævt. Det gentager sig og pianisten ender med fotoet under et stykke stof og høretelefoner på – endeligt arbejdsro.

Forældrene ankommer

Selvfølgeligt varer roen ikke ved: I takt til musikken kommer forældrene fra billedet træskotrampende anstigende. De har ting med: Gaver, som sikkert vil gøre sønnike glad: En hjemmebagt kage – med hindbær og et enkelt pyntebær på toppen. Kun et, for der er alligevel ingen, der spiser det. Og en modelhelikopter. Omhyggeligt samlet og lakeret to gange. De banker på – insisterende, og trænger til sidst igennem til pianisten, der endnu engang må se sin koncentration forstyrret. ’Vi kom bare lige forbi’, og ’hvis det passer dårligt, kan vi bare komme igen i morgen’ og ’så bliver vi bare til en hurtig kop kaffe’. De her voksne vil ikke gå. De har glædet sig og gjort sig umage, og nu vil de ses. Især moren er insisterende, for hvem kan da modstå den dejlige hjemmebagte kage. Faderens joviale og lettere kejtede slåen både moderen og pianisten på skulderen for opmærksomhed, bliver til gengæld irettesat af moderen med et ’hold så op med det der’.

Godnat og sov godt

Til sidst griber pianisten til det ultimative ’kan vi så få noget voksen-ro’-våben og putter mor og far i seng, som var de små børn. Her leges der med forestillingens enkle scenografi, idet den tapetserede bagvæg fungerer som en lodret seng. Perspektivforskydningen er sjov, og er sammen med den visuelle effekt af den store mand ved det lille piano de eneste egentlige visuelle overraskelser i en simpel scenografi.

Her ligger – eller står – de så: To barnlige voksne puttet i seng af deres voksne søn. Men som enhver kender af Gunilla Bergstöms klassiker Godnat Alfons Åberg vil vide, så er ’godnat og sov godt’ ikke ensbetydende med ro. Disse forældre er mestre i undskyldninger for ikke at lægge sig til at sove. Den ene synes, det er for lyst, den anden, at det er for mørkt. Så er de sultne og går udstyret med fiskestang på jagt efter hindbærkagen, der stadig står urørt på pianoet. Selvfølgeligt går det galt, og moderen må nøjes med det pyntebær, som pianisten spytter ud. Krumspring er der nok af, og de er befriende morsomme og dybt sympatiske, for hvem kan lægge sig til at sove uden en tilstrækkelig mængde kærlig opmærksomhed?

Humor, timing og den kunstneriske ide

Gruppe 38s underfundige humor og leg med ordene kan genfindes i denne forestilling, der suppleres med Peter Seligmanns til tider slap stick-agtige mimik og gestik. Forestillingen er i sin simpelhed afhængig af de to erfarne spilleres timing og musikalitet, og de klæder hinanden godt – Bodil Alling og Peter Seligmann, der begge med en lille antydning eller en pause kan få såvel børn som voksne til at grine frydefuldt. Sympatien med det barnlige er et kendt tema. Spillet mellem det barnlige og det voksne er afgørende i forestillingen. De to forældre er aldrig bare barnlige. De siger også voksenting som ’Godnat sønnike’ og taler til pianisten i en mor-agtig, irettesættende tone. Så meget desto stærkere virker det, at også de kan være så bange for mørket under sengen, at de til sidst lader sig helt opsluge af det. I en surrealistisk scene, hvor den hvide dyne bliver sort og underlige væsner sniger sig ind på forældrene, er der kun menneskelig angst tilbage – og den er ikke barnlig.

Det er denne scene, der refereres til i titlen. Angsten for det ukendte er et videreført tema fra Gruppe 38s forestilling Jeg er ikke bange for noget. Det er simpelt, evigtmenneskeligt og vigtigt, men virker i denne forestilling primært som den ide, det hele er udsprunget af. For den egentlige tematik i forestillingen er forholdet mellem børn og voksne, mellem behovet for fordybet koncentration og selskabelighed. Det er her, forestillingen vil fortælle både børn og voksne noget: At vi i virkeligheden ikke er så forskellige, og at overbærenhed er godt – ikke mindst over for opmærksomhedskrævende forældre. Derfor er det også befriende, at pianisten afslutningsvis finder fotografiet frem og kærligt hænger det tilbage på væggen igen.

Instruktion: Cathrine Poher, Medvirkende: Bodil Alling, Peter Seligmann, Søren Søndberg, Kostumer: Betina Møller, Musik: Søren Søndberg, Teknik: Søren la Cour.

Louise Ejgod Hansen er lektor i Dramaturgi, Aarhus Universitet. Hendes forskningsområder inkluderer teater- og kulturpolitik, børneteater og publikumsundersøgelser.

Del med andre