Anmeldelse af tre bøger om anvendt teater

Af Erik Exe Christoffersen

Teater på Træk. En kulturkaravane langs hærvejen med heste, internationale kunstnere og lokale ildsjæle. Redigeret af Gitte Kielberg, Teatret Kimbri og Louise Kirkegaard, 1:1 Produktion. 2013. Udgivet som tryk og som E-bog på http://vandrelyst.dk.

Festugerne i Holstebro gennem 25 år. Redigeret af Ulrik Skeel, Odin Teatret og Esben Graugaard, Holsbebro Museum 2014. Holstebro Kommune.

Humørgruppens Verdensturne på Fyn 2013. Redigeret af Kai Bredholt, Ulla Jacobsen og Jesper Ejstrup 2013. Holstebro Sundhedsc enter.

 

Fra Pooka. Foto: Maria Ditlev

 

Teater og deltagelse

De tre små bøger dokumenterer med mange smukke billeder og korte tekster nogle unikke teaterbegivenheder. De er alle tre eksempler på, at teatret kan anvendes til at skabe et anderledes rum for et møde mellem skuespillere og tilskuerere.

Teater som fællesskab

Teater er en form for møde mellem skuespillere og tilskuere. Det skaber en særlig form for teaterfællesskab og forskellige sociale og affektive funktioner. Nogle teateraktiviteter har en igangsættende karakter og udvuikler nye kunstneriske former. Teaterfællesskaber har en række socialiserende funktioner i forhold til deltagelsen. De kan udvikle en form for handlingskompetence som disciplin, evnen til at satse og selve den kunst der ligger i opførelsens form.

Der er en række teaterformer, som i det 20 år har været fokuseret på teatrets performative virkning og mulighed for at transformere relationer mellem mennesker grupper og personlige identiteter. Brechts lærestykketeater, Artauds grusomhedens teater som søgte teatrets mytologisk og rituelle kraft, Grotowskis parateater, Odin Teatrets byttehandel og Borgerscener kombinerer sociale og kunstneriske værdier og former. Man kunne hævde, at denne tilgang til det teatrale griber tilbage til den dionysiske teaterkult, som faktisk får en markant genkomst i 60ernes og 70erne fornyelse af teatret. Den dionysiske kult betegner en afsubjektivering som en form for selvoverskridelse, en performativ opløsning af form og sprog og en kropsliggørelse, som modvægt til det appolinske, som er et formende og individualiserende princip. Som Nietszche påpegede, er det rimeligt at betragte disse som komplementære størrelser.

Den tiltagende interesse for deltagelsesorienteret teater kan betragtes som et symptom på en deltageskrise i de vestlige demokratier. Den omsiggribende medialisering betyder at en række sociale møder og kontakter som tidligere fik en konkret og fysisk organisering langsomt erstattes af relationer, som er formidlet gennem medier.

Kan teatret både være et særligt kunstfrirum og være et led i genskabelse af sociale fællesskaber? Hvordan kan teatret i kraft af effektfulde events og deltagelsesorienterede produkter bidrage til at løse nogle af de mere almene problematikker, som fx at styrke regional identitetsfølelse og ejerskabsfornemmelse? Hvordan lade kunst og social praksis interagere på, uden at ophæve forskellen mellem kunst og ikke-kunst?

Hvad sker der når teaterhandlinger skaber en æstetisk relation som forbinder subjektet og et socialt rum med et fællesskab? I det øjeblik den enkelte tilskuer anerkender en begivenhed som kunst, opstår der en passage fra jeg til vi. Der dannes et fællesskab omkring denne kunstoplevelse, som så at sige er for alle. Ikke blot jeg, men vi er en del af dette. Det betyder ikke, at vi oplever det samme, men her og nu er vi fælles om en særlig æstetisk relation, som adskiller sig fra ”virkeligheden”. Vi godtager så at sige tilskuerrollen og teatrets dannelse af et ikke-dagligt fællesskab.

Denne proces foregår i selve den kreative proces, hvor der skabes et netværk af præcise aftaler for teaterhandlinger og i opførelsen, hvor kontrakten med tilskuerne udgør et fællesskab.

Teater som en karavane

Foto Joan Andersen

Der er flere teatre som i disse år eksperimenterer med at skabe sociale fællesskaber i teatrale rammer. Et af dem er Teatret Kimbri, som er initiativtager og kunstnerisk ansvarlig for Teater på Træk, som en rejse fra Viborg til Padborg i august 2012

Bogen Teater på Træk er en rejsebeskrivelse af denne teaterbegivenhed, som varede i en måned, og hvor man i hestevogne kørte ad den gamle Hærvej med flere teatergrupper, heste og dansere i kostumer. Bogen er en billeddokumentation med dagbogsbeskrivelser af rejsens oplevelser. Der blev spillet forestillinger i hver by og arbejdet på en fælles forestilling Vandrelyst, der blev opført ved rejsens slutning i Padborg. Billederne indgår også i en fotoudstilling som fulgte i hælene på rejsen.

Gitte Kielberg, der er kunstnerisk leder af Teatret Kimbri lavede forestillingen Pooka – Hesten fra Tir na nog, med to heste

Se https://www.youtube.com/watch?v=YsaFHiO5ixA

Det førte til ideen om en heste- og kulturkaravane, som krævede et helt år planlægnings- og sponsor arbejde. Kielberg skriver:

”Samarbejdspartnerne i Teater på Træk har haft mange års inspirerende samarbejde på kryds og tværs af landegrænser og kompagnier. Den fælles vision om teater og musik som en samlende kraft, der kan få mennesker til at mødes i midlertidige meningsfulde fællesskaber, har født spændende samarbejdsprojekter i Polen, Ungarn, Frankrig, Letland, Tyrkiet, Kina, Færøerne og Danmark. For Teatret Kimbri er Teater på Træk en forsættelse og en kulmination af dette samarbejde”.

Teaterformen skabte fællesskaber med publikum, deltagende kunstnere, folk der vandrede med, og ikke mindst med de lokale kulturaktører. Alt sammen i en form der gjorde det muligt at ”hestenes rytme, de kunstneriske ambitioner og det vejr der herskede (kom) til at gå op i en højere enhed. Teatre blev til mere end kunst. Det blev til liv og en ramme omkring mødet mellem mennesker. Fællesskabernes tid er ikke forbi. Vi så, at folk meget gerne vil mødes og give af deres overskud til de naboer, hvis veje de krydser til daglig”.

Dagbogen og kommentarer fortæller om positive og negative oplevelser og frem for alt om en teaterform hvor sociale og kunstneriske ambitioner følges ad. Alle Hærvejskommunerne støttede projektet ved at købe en eller flere af de deltagende teatres forestillinger og de lokale kulturaktører blev en del af begivenheden ved at huse skuespillerne, hjælpe med konkrete gøremål, deltae i parader og optog mv.

Vejen kommune nævner i begrundelsen for sin støtte til projektet:

”Projektet vil være en event, der udover at tiltrække pressens og andres opmærksomhed også vil være en inspiration og oplevelse for lokale beboere og kulturaktører”.

Aabenraa Kommune skriver:

”Projektet er udviklende og nytænkende som kulturtilbud i grænselandet” (Vandrelyst.dk).

Kilberg sammenfatter rejseerfaringerne på facebooksiden:  “Teater på Træk var en drøm, som mange mennesker drømte sammen, og derfor blev den til virkelighed. Nu er vi hjemme igen, og livet fortsætter i det, der engang var de vante folder. Det er svært ikke at føle det som trange rammer og savne den flok, som nu er spredt for alle vinde. Vi oplevede midlertidige meningsfulde fællesskaber med publikum, deltagende kunstnere, folk der vandrede med, og ikke mindst med de lokale kulturaktører og ildsjæle, der gør Danmark til at bedre sted at være. Det var et liv under åben himmel sammen med mennesker, der gjorde deres yderste for at få hestenes rytme, de kunstneriske ambitioner og det vejr der herskede til at gå op i en højere enhed. Teatre blev til mere end kunst. Det blev til liv og en ramme omkring mødet mellem mennesker. Fællesskabernes tid er ikke forbi. Vi så, at folk meget gerne vil mødes og give af deres overskud til de naboer, hvis veje de krydser til daglig. Der er mange ting i hverdagen, der bringer os bort fra nuet og får verden til at synes begrænset til vores egne cirkler. Vi har alle brug for at blive bragt sammen og mærke, at stress og jag og daglige bekymringer er biting og ikke det centrale i en meningsfuld tilværelse. Når man har oplevet det løft, som en begivenhed som Teater på Træk giver, kan man ikke ikke lade være med at ville have flere af den slags oplevelser”. https://www.facebook.com/Teaterpaatraek

http://vandrelyst.dk

https://www.facebook.com/Teaterpaatraek/videos

 

Festugerne i Holstebro gennem 25 år

Denne lille bog er udgivet af Vestjydske Kunstnere med tekst af Ulrik Skeel, Odin Teatret og Esben Graugaard, Holsbebro Museum og er et tilbageblik på 25 års festuger i Holstebro. I 1989 fejrede Odin Teatret sit 25 års jubilæum som Holstebro Festuge. Lokale institutioner og enkeltpersoner skabte med Odin Teatret og udenlandske gæster en 9 dages lang teatral process, som blev starten på en festugetradition. Denne forgår hvert 2-3 år med Odin som koordinator. Det er indtil videre blevet til 9 festuger med forskellige temaer, som dog alle udtrykker en form for møde og proces: Bogen gennemgår kort på en enkelt side tematikken og formen i de 9 festuger.

Foto: Tommy Bay, Holstebro 2014

 

Vi modtog dem! 1989

Den danske Columbus 1991

Blandede ægteskaber – Knud Rasmussen 1993

Ved verdens ende – det forgangne, det flygtige og morgendagen1998

Tidens Tand 2001

Aldrenes Pragt 2005

Lys og Mørke 2008

Kærlighedshistorier 2011

Fremtidens ansigter – Fantasmer og Fiktioner 2014

Esben Graugaard fra Holstrebro Museum reflekterer over tematiken: Verdens ende ligger ved Lægård bæk udenfor Holstrebro, hvor de ”rejsende” slog sig ned om vinteren. Tiden og alderens gang, lys og mørke er grundlag for både oplysning og glemsel. Lige fra Middelalderen påpeger han har Holstebro taget mod fremmede og deres viden. Samtidig har unge holstebroer emigreret blandt andet til Amsterdam. Fremmede og lokale har gennem årene indgået i blandede ægteskaber og dermed vendt op og ned på tankegange i købstaden og skabt kærlighedshistorier, som bryder med normer og regler.

Festugerne tager udgangspunkt i en fortolkning af begrebet fest: materielt, konkret og i relation til teatrets virkemidler. Festen er en slags undtagelsestilstand, hvor byen i flere dage iscenesættes i andre strukturer og mønstre som ændrer dagligdagen. Iscenesættelsen udnytter alle de ressurcer, kulturelle erfaringer og udtryk som findes i byens små foreninger, sammenslutninger, arbejdspladser, fritidsklubber og institutioner. Og skaber nye relationer og forbindelser mellem fx sportsfolk, politi, militær, brandmænd, kirken, ældre, uddannelsesinstitutioner, etniske grupper etc.

Den grundliggende ide er, at lokale sammen med Odin Teatret og inviterede gæster, skaber et tematisk forløb hvor også ikketeatrale aktiviteter kan inddrages.

I en teaterramme deltager og sammenkædes disse aktiviteter både med et kunstnerisk og social perspektivt. Det er et æstetiseret fællesskab som betjener sig at kunstens formprincip og Odin Teatrets byttehandelsprincip. Dette skaber såvel et fælles rum som en individual profilering, idet forskellen og fællesskabet er to afgørende markører.

Udveksling og gensidighed, interaktion mellem scenen og dens tilskuererne (byen) er karakteristisk for denne proces, som yderligere har givet inspiration til projektet Kunsten på Kanten. En formidling af festugeideen til egnsteatre i Rønne, Kolding Odsherred, Svendborg, Viborg og Nykøbing Mors.

Se http://www.peripeti.dk/category/kunsten-ude-pa-kanten/

https://www.facebook.com/groups/210256599115279/?fref=ts

 

Humørgruppens Verdensturne på Fyn 2013

Bogen viser billeder af Dagcenter Sønderlands teatertrup, Humørgruppen, og dagsbogsnoter fra deres turne til Fyn i 2013, som Holstebro Sundhedscenter har udgivet. Projektet er resultatet af et samarbejde mellem Dagcenter Sønderland og Kai Bredholt fra Odin Teatret.

Dagcenter Sønderland i Holstebro centrum er et kommunalt dagtilbud til efterlønsmodtagere, pensionister og førtidspensionister. Ét af de mange tilbud er Humørgruppen som opstod i 2005 og i det daglige styres af pædagog Ulla Jacobsen og sygehjælper Anne-Marie Haaning. Gruppen består af 10 skuespillere og 2 spillemænd i alderen 64 til 93 år. Kai Bredholt blev i 2006 kontaktet af Ulla Jacobsen, som bad om hjælp til at instruere en juleforestilling. Det blev efterfølgende til forestillingerne Mit livs kærlighedshistorie og Mit livs sang, som Humørgruppen siden har spillet på dagcentre, plejehjem, skoler og børnehaver for er et blandet publikum af børn, unge og gamle. Gruppen har også medvirket som en vigtig og fast del af Holstebro Festuge.

I 2010 spillede Humørgruppen i Milano i Italien på et plejehjem for pensionerede artister fra La Scala, og på et center for asylansøgere og illegale indvandrere.

Forestillingerne spilles som Odin Teatrets byttehandler, hvor publikum efter forestil- lingen spiller og synger for Humørgruppens deltagere. Rejsen til Milano blev sidenhen til en lille film produceret af Danmarks Radio.

Den teatrale metode fremstiller Kai Bredholt således:

”I forestillingerne fokuserer vi på dét, som de ældre stadig kan; det kroppen husker: Pløjningen med hesten, maratonløbet, dansen, håndboldspillet, frisørsaksen, akkorderne på klaveret. Ved at bruge det, har jeg som instruktør et fantastisk materiale af fysiske handlinger, som skuespillerne har gjort masser af gange. De spiller ikke, at de pløjer eller klipper hår; de gør det, eller rettere deres krop gør det: når Gerda får rebet i hånden og Poul foran som hest, husker kroppen; den våde jord, vestenvinden, hesten og fuglesangen. Eller når Karin får sin frisørsaks i hånden og noget halm at klippe i, er hun tilbage i sit fag og den særlige småsnakken om dagliglivet, som frisøren kan, fylder rummet og scenen ud”.

I forestillingen Mit livs sang har hver af de 12 skuespillere og musikere valgt en sang, som har betydet noget særligt for dem. Disse er flettet sammen med historier og begivenheder fra de medvirkendes livshistorier.

”Melodier og sangtekster er noget af det, som aldrig forsvinder, selvom vi begynder at glemme. Musik og sang vækker sanserne og vi husker præcist, hvordan der var på dansegulvet, i hospitalssengen, ved samlebåndet eller ved eftermiddagskaffen … Kimen i samarbejdet er det, som de ældre kan. Men processen har også vist dem (og andre), at de kan ”lægge noget til” og overkomme mere end først antaget.” Bredholt s. 6.

For Bredholt er teateret en måde at de ældre til at huske og blive ved at bruge alle deres sanser, deres stemme og deres krop. Det skaber en udveksling af blik, hvor den enkelte bringes ind i en ny kontekst hvor jeget ses af gruppen og tilskuerne som et vi. Det skaber et handlende subjekt både for de medvirkende men også for tilskuerne. Måske kunne man med Aristoteles ligefrem tale om en katharsisk funktion, en mental og kropslig transformation.

Bogen omtaler Humørgruppens turne i maj 2013 på fem dage på Fyn i billeder og tekst. Her spillede de på et plejehjem, et dagcenter og på H. C. Andersen Museet i Odense. Humørgruppens teateraktiviteter giver den enkelte mening i kraft af, at man – trods al- der – har masser at byde på og skaber et fælles sprog, fortællinger og formidle livserfaring til hinanden og til tilskuerne. Performerne er deltagende men bliver også socialiseret i kraft af forestillingen som bliver set, anerkendt, påskønnet og efterspurgt af andre.

http://www.holstebro.dk/Humoergruppen-8964.aspx

Teatrets fællssskab

Foto: Tommy Bay, Holstebro 2014

De tre eksempler på teaterfællesskaber synes at være fælles om en anderledeshed, hvor der både er tale om noget velkendt og noget fremmedartet eller mærkværdigt i kraft af modsætninger og uforeneligheder. Der er tale om en udvidelse af teatret som en møde og en gensidig udveksling som kræver en kreativ organisering, produktionsplanlægning og ledelse både af de medvirkende og af tilskuernes deltagelse. Der er tale om konkrete samarbejder som rummer en risiko og uvidenhed i forhold til mål, som kun i begyndelsen er en slags anelse og som ender med at blive et fund. Gentagelse og præcision som karakteriserer teatermediet skaber i sig selv en socialisering og disciplinering, som en modstand, der skaber selvoverskridelse.

Teater er et kompliceret net af aftaler på og bag scenen; mellem skuespillerne, mellem scenen og teknikerne, og mellem scenen og tilskuerne. Disse aftaler og kontrakter skaber værket og fastholder en given struktur, som skal stå sin prøve ved hver enkelt opførelse og som artikulerer et rum og en en position af anderledeshed.

Det klassiske hierarki mellem amatørteater og professionelt teater som blandt andet afspejler sig i kvalitets- og kompetencebegrebet, er under forandring. Amatøren var en endnu ikke udviklet eller dårlig udgave af den professionelle. Men hvis man sidestiller forskellige materialer og kompetencer og udvider teaterbegrebet, er det muligt at skabe en udveksling mellem kunstværket og subjektet, som betyder at deltagelse og interventionen som handling bliver en del af værket.

Deltageraktiviteter kan styrke teatrets sociale og kunstneriske præcision og feedback-kredsløb.

Æstetiske fællesskaber

Hvad er meningen med disse æstetiske fællesskaber? Jeg opfatter det som en kontekst for udviklingen af kreative kompetencer. Det er, som jeg ser det en sammenhæng, hvor det bliver muligt at praktisere individuelle lyster, hemmeligheder, drømme og behov konkret. Denne konkretisering af en subjektiv nødvendighed skaber et fælles sanseligt rum, fordi det foregår som om andre også delte dette behov. Det skaber en passage fra det individuelle til det fælles.

Det kreative udgangspunkt skaber en række opgaver, vanskeligheder og begrænsninger som udløser en satsning og en udfordring, hvor man sætter sig selv på spil i form af en umulig handling. Det er umuligheden som skaber brud med regler, normer og traditionelle sandheder,  og som betyder at nye traditioner opfindes.

Gitte Kielbergs drømte om at forene sin lidenskab for heste og teater. Det er og var en vanskelig og besværlig drøm, som medførte en række organisatoriske og logistiske problemer og selvfølgelig en kunstnerisk udfordring. Men det førte til et unikt hesteteater og en teaterkaravane, som fik betydning også for andre.

Bredholts sammenføring af ældre og teater er ligeledes en tilsyneladende uforenelig modsætning, som imidlertid medførte turneer og en masse konkrete problemer. De ældre holstebro’er, hvor flere aldrig har været udenfor landet, ville også optræde for pensionerede operastjerner i Rom. Også her kan man tale om en række logistiske, praktiske og konkrete problemer som er vitalistiske og som peger på den ældre krop som andet end udslidt, udlevet og gammel: Som en kropslig erfaring i forhold til konkrete livsammenhænge.

Odin Teatret ville fejre sig selv og teatrets 25 års jubilæum. Hvordan kunne det blive en fest, som ikke lukkede sig om sig selv i en selvbekræftigelse? Man kunne invitere Holstebro og inddrage byen som aktive deltagere. På den måde skabte man ”tilfældigt” en ny tradition: en festugetradition, som har været en del af teatrets profil i de følgende 25 år. Det er endog blevet til en tradition som forsøges udvekslet med andre små egnsteatre, ikke fordi de skal overtage en bestemt model eller metode, men for at udforske og udvikle principper for overgangen fra det subjektive til det kollektive rum.

Lad mig slutte med at at sammenfatte den læring som kan læses ud af de tre små bøger: Den kreative handling tager udgangspunkt i en subjektiv og personlig nødvendighed, som konkretiseres i forhold til materialer, kontekst, begrænsninger og regler. Dette personlige behov har karakter af at ville sammenføre det uforenlige og modsigelsesfyldte. Den umulige “drøm” rummet en forestilling om gyldighed for den anden og dermed en social kontekst. Den kreative handling opstår netop fordi der er tale om en umulighed eller vanskelighed. Det betyder ogspå at det kreative rummer en risiko, som nødvendiggør en personlig satsning og en etableringen af et sanseligt æstetisk fællesskab, som er i stand til at opbygge en social tillid som afbalancerer risikoen for at snuble.

 

 

Erik Exe Christoffersen, Lektor på Dramaturgi, redaktør af Peripeti.

Del med andre