Teaterlaboratorium: Cantabile 2 og Sisters Hope

Af Louise Bruun Hansen og Katrine Koppelgaard

Kvinden retter sig op. Hendes næsebor udspiler sig, hendes vejrtrækning bliver kraftigere. Hun svinger et hvidt klæde. Alle hendes muskler er spændte, hendes krop er i bevægelse. Som en kriger parat til kamp skriger hun højere og højere. Klædet smælder, hver gang med mere styrke. Uvilkårligt viger tilskueren lidt tilbage for den kraft, som strømmer ud fra kvinden. Kvindens truende fremtoning trænger ind i alle afkroge af kroppen, som pludselig forstår, at de dyriske instinkter stadig lever indeni. Med ét bliver der stille. Selvom ingen har sagt et ord, har alle forstået. Kvinden puster tungt. Hun lægger klædet foran sig og sætter sig igen ud i rundkredsen af skuespillere. Stilheden af nuet og ekkoet af hendes skrig runger for alles ører.

Sådan foregik en laboratorieøvelse for en af performerne, da performancegrupperne Cantabile 2 og Sisters Hope mødtes for at lære mere om hinandens poetikker. Opgaven i det ovenstående bestod i at lave et ordløst ritual hvori performeren skulle give noget fra sig, som var grænseoverskridende. Det, at skulle ofre noget af sit eget er et princip der i høj grad anvendes i Cantabile 2s human-specific forestillinger og den kvindelige performer der udførte det spontane ritual med dyrets kraft er fra Sisters Hope. Både Cantabile 2 og Sisters Hope bruger ritualer som en del af deres performances. Workshoppen tog udgangspunkt i det faktum at Cantabile 2 og Sisters Academy havde en nysgerrighed over for hinanden. De var klar over at de havde mange ligheder men også at de havde nogle forskelligheder, og begge disse ting var noget de ville undersøge sammen. Vi fik lov til at observere og dokumentere forløbet og se det ’udefra’.

Denne artikel tager udgangspunkt i vores observationer fra mødet og vi vil reflektere over de to teaterpoetikkers forskelle og ligheder med særligt fokus på deres brug af ritualer. Cantabile 2 blev repræsenteret af Nullo Facchini og Sisters Hope af Gry Worre Hallberg. Herudover deltog performere fra begge grupper.

Nullo Facchini havde to performere med, og det samme havde Gry Worre Hallberg. Ud over dette havde Nullo Facchini inviteret 4 udefra kommende performere, som ikke var tilknyttet Cantabile 2. De tre dage foregik således at Nullo Facchini og Gry Worre Hallberg havde en halv dag til at præsentere hver deres egne måder at arbejde på (poetikker). Efter præsentation i form af snak og diverse øvelser skulle de så arbejde sammen om en ”visning” på tredjedagen.
Cantabile 2 – møder mellem mennesker

Under kunstnerisk ledelse af Nullo Facchini kom Cantabile 2 til Danmark i 1984. Gennem årene har de beskæftiget sig med site-specific forestillinger, installationer og forestillinger til vands og i luften (Haff, Siri Facchini, Nullo Facchini, Mille Colbjørn Holst, Cantabile 2 1983-2008, pp 26). I 2003 lancerede de Venus Labyrinten, som er Cantabile 2s første human-specific forestilling. Hvert 5. minut blev en tilskuer lukket ind i kvindens sind, ind i Venus Labyrinten, hvor de fik lov til at opleve 3 ud af 27 mulige en-til-en performances. Forestillingen er skabt ud fra personlige erindringer, tanker og holdninger, en arbejdsmetode Nullo Facchini anvender for at skabe et ligestillet og intimt forhold mellem publikum og performer. Der må gerne opstå sårbarhed og usikkerhed, så længe det ikke bliver så dominerende at publikum afholder sig fra at deltage.

 

Centralt i Human Specific forestillingerne er mennesket. I forestillingerne faciliteres møder mellem individer. Ambitionen med denne facilitering er at lade både performere og tilskuere være modtagelige for hinanden for at skabe åbenhed og sårbarhed i ligeværdig udveksling.”(cantabile2.dk)

 

For at opnå den åbenhed og sårbarhed der omtales, planlægger performerne og Nullo Facchini sammen et performancedesign med flere mulige fremgangsmåder for performancen. Alt efter hvordan mødet udspiller sig, følger performeren den såkaldte gaffel-model, hvor man kan følge én af flere planlagte muligheder. Dette skal sikre tryghed, både for performeren og deltageren..

Som eksemplet i det indledende afsnit, kræves det under Cantabile 2s forestillinger at performerne giver og ofre noget. Ofringsritualet går langt tilbage i teaterhistorien. Ifølge Nietzsche opstod den græske tragedie af sønderdelingsritualet (Fischer-Lichte, pp. 18). Nietzsche satte lighedstegn mellem den græske tragedie, Dionysos og de dionysiske kræfter: ekstasen, beruselsen og det grænsesprængende. Man kan argumentere for at ritualet i Cantabile 2s forestillinger åbner op for en tilstand der gør at man sprænger grænser. Facchinis udgangspunkt er, at performeren skal være gavmild og give noget af sig selv for at man kan forvente at publikum giver noget til performeren/performancen. Hvis performeren afgiver noget af høj affektionsværdi, fysisk eller verbalt, stiger sandsynligheden for at deltageren også bidrager til mødet. Ifølge Nullo Facchini handler det om at åbne “indre døre”, og generøsiteten er nøglen til at dykke ned i intimiteten. Til eks. kan nævnes deres co-produktion Life Live!. Her starter performeren med selv at svare på de personlige/private spørgsmål som vedkommende selv spørger de deltagende om. I Nullo Facchinis optik vil det gøre det mere sandsynligt at tilskuerne deltager. Hvad man får ud af det intime møde er op til den enkelte.

Arnold Van Gennep udviklede i 1909 en analysemodel til analyse af overgangsriten og muligheden for transformation. Han delte riten op i tre faser: Udskillelsesfasen, den liminale fase og inkorporationsfasen. (Fischer-Lichte pp. 36). Denne model, eller elementer herfra ses i vores optik både ved Cantabile 2 og Sisters Academy’s arbejde.

I en simpel introduktionsleg ved teaterlaboratorieøvelserne, faciliteret af Nullo Facchini, skulle deltagerne bevæge sig i rummet og når man mødte en anden, gøre et offer – fortælle en hemmelighed eller svare på et personligt spørgsmål. Indledende var der et soundscape af The Ear fra Sisters Hope, som skulle minde spillerne om at dette ikke var en almindelig samtale. Det skulle fjerne dem l fra virkeligheden i den såkaldte udskillelsesfase. Når spillerne fortæller hemmeligheder til hinanden kan vi sammenligne det med den liminale fase, hvor performeren i overgansriten skal over en grænse for at befinde sig i en form for tomrum mellem sin tidligere status (før hemmeligheden er fortalt) og sin nye(efter hemmeligheden er fortalt). Inkorporationsfasen i øvelsen vil være den at performerne har delt noget, ‘ofret’ noget, for at træde ind i noget nyt sammen. Ifølge Facchini, var målet med denne øvelse at spillerne skulle lære hinanden at kende. Det er alså ikke kun i deres forestillinger, men også i deres daglige arbejde at ritualet bruges som redskab.

Sisters Hope – uddannelsessystemet  under lup

I Gry Worre Hallbergs egne ord arbejder Sisters Hope “immersivt, interaktivt og interventionistisk og eksperimenterer med nye mere sanselige og poetiske lærings- og dannelsesformater gennem performancekunstneriske metoder”.

På sistersacademy.dk beskrives performancegruppens metode som immersiv fordi en hel skole hensættes i en fiktion – et andet sted hvor sanser og tanker får lov til at bevæge sig på en helt anden måde end normalt. Skolen bliver fysisk denne fiktion i kraft af scenografi, lys- og lyd-design. Metoden beskrives som interaktiv fordi du, når du er på skolen bliver opfattet som elev, lærer eller gæst på Sisters Academy, og performerne vil føre dig ind i denne følelse. Du forlader din hverdag og den person du normalt opfatter dig selv for sammen med Sisters Academy-performerne at udforske dig selv og aktivere dine sanser gennem en læringsoplevelse.

Sisters Academy vil forsøge at gøre deres poetik til en del af hverdagslivet. De vil bruge kunsten som et argument for, hvorfor den æstetiske dimension burde være en integreret del af hverdagslivet. Kunsten skal ikke fremstå som en urørlig, autonom boble.

Under ledelse af Gry Worre Hallberg og Anna Lawaetz forgrener Sisters Hope sig i mange retninger. Blandt andet arbejder de med performanceprojektet ”Sisters Academy”, hvis hovedmål er at ændre uddannelsessystemets syn på den kunstneriske og sanselige tilgang til undervisning. Sisters Academy opbygges som et immersivt rum på en række Nordiske gymnasium-skoler, som ’søstrene’ overtager ledelsen af i løbet af de kommende år. Der tages udgangspunkt i almindelige elever på almindelige gymnasier. Det er både en faglig og en personlig udviklingsproces. For at sætte det sanselige og mere personlige i fokus, bruger Sisters Hope en række pædagogiske værktøjer, der blandt andet muliggør at det klassiske lærer-elev forhold gentænkes. En af de mest centrale redskaber er det poetiske selv som er en side af performerens egen personlighed som han/hun udvælger, forstørrer og teatraliserer som en styrke. Performeren giver sit poetiske selv et navn og agerer i performance-universet Sisters Academy ud fra de præmisser (dvs. værdier, holdninger og karakteristika) hvorunder det poetiske selv eksisterer. På Sisters Academy skurrer fiktion og virkelighed hele tiden mod hinanden, og åbner for refleksion omkring sig selv og andre mennesker. De tidligere nævnte scenografi, lys- og lyd-designs er en anden væsentlig del af Sisters Academy. Denne fysiske forvandling af skolen skal ligeledes være med til at skabe simultan splittelse og samling af virkelighed og fiktion.

I (red. Gry Worre Hallberg) define these spaces-inbetween as spaces where the premises of everyday life are – temporarily – put on hold, and an aesthetic, sensuous, liminal and potentially (Müller-Scholl) transformative experience is generated.” (Sistersacademy.dk, pp.2)

Sisters Academy har udgangspunkt i overgangsriten. I og med at deres overordnede mål er at implementere en ny holdning til kunstnerisk undervisningstilgang og den æstetiske dimension, som en integreret del af læring uanset faglighed tager de, ifølge Gry Worre Hallberg, ansvar for både den præliminale, liminale og post-liminale fase. I udskillelsesfasen bliver lærerne der skal indgå i performancen forberedte ved at skabe deres eget poetiske selv, som igen afspejler sig scenografisk i deres undervisning under Sisters Academy, så det udtrykker deres indre landskaber. Det poetiske selv skaber sin verden omkring sig. Dit poetiske selv kan de tage med sig, for det er ikke afgrænset til at kunne udfolde sig inden for performance-universets rammer. Den liminale fase er tiden Sisters Academy leder skolen. Disse to uger er tomrummet, et vakuum hvori forvandling sker. Elever og lærer står mellem den gamle og den nye tilstand (i henhold til Arnold Van Gennep). Her er eleverne sårbare, men også modtagelige overfor den mulige transformation. Efter forløbet, i inkorporationsfasen skal lærerne bl.a. udvælge tre ting fra forløbet, som de skal implementere i den videre undervisning. Den central del af Sisters Academys poetik er at lærerne på den måde får nyt syn på undervisningssystemet som kan forankres i deres hverdagspraksis. Intentionen er, at den kunstneriske undervisningstilgang kommer med tilbage til virkeligheden, og ikke blot forbliver i det parallelle /fiktive univers Sisters Academy.

To poetikker møder hinanden

Ritualer

William Robertsen Smith opfattede ofringen som det mest fundamentale og ældste ritual (Fischer-Lichte. pp. 31). Han mente at man engang ofrede et dyr til Guderne, for at der skulle opstå et fællesskab mellem mennesker og guder. Smith mente også, at ofringsritualet og det hellige kød der kom af det ofrede dyr, skabte et fællesskab imellem de mennesker der delte måltidet. Det, at man spiste sammen var meget højtideligt og var et udtryk for at alle som delte ofringen og maden var en del af et broderskab. (Fischer-Lichte pp. 32) Med andre ord, er der mulighed for at et rituelt måltid, skaber sociale bånd mellem de mennesker som deler det.

For både Cantabile 2 og Sisters Hope, er det bærende for deres performances at der knyttes bånd mellem deltagerne, performerne imellem og performer og deltager imellem. Set i Smiths optik vil brugen af mad skabe sociale bånd mellem deltagerne. Hvilket er noget som bliver gjort brug af i Sisters Academy, hvor de basale behov også dækkes i det fiktive univers, som foregår over lang sammenhængende tid. Men også andre ting, såsom rituelle handlinger, hvori der forefindes en ofring, har dette sociale/intime bånd mulighed for at opstå.

Sisters Hope og Cantabile 2 har mange ligheder, især ift. brugen af overgangsriten. De adskiller sig på andre punkter. Cantabile 2 ønsker at åbne op for muligheden for refleksion/transformation i det enkelte menneske. Sisters Academy ønsker også at opnå dette, men allerhelst en større forandring: de vil gerne inspirere til at ændre DNA’et i undervisningssystemet indefra. Sisters Hope arbejder også med en antagelse om at større transformationer sker gennem de enkelte der danner systemet ud fra en antagelse om, at systemer er dannet af mennesker – ikke omvendt.

Fiktion – non-fiktion

Det er karakteristisk for Cantabile 2, at de har et princip om nonfiktion (cantabile2.dk). Som udgangspunkt forsøger de fjerne så mange facader og forsvarsmekanismer man som menneske helt instinktivt laver, som muligt. Det vil sige en eliminering af roller og karakter. Ægthed og ærlighed foretrækkes frem for fiktion. Med Sisters Academy er det lidt anderledes. Selvom der ikke er tale om decideret skuespil i deres performances, eksisterer der delvist fiktion og i høj grad teatralitet – ganske bevidst. Det poetiske selv, er en forstørrelse af noget i performerens personlighed, og selvom det ikke er en decideret rolle, kan man argumentere for at det lægger sig ganske tæt op ad en karakter. Virkeligheden teatraliseres og males op – intensiveres. Og er den teatraliserede virkelighed så stadig virkelig? Hvis man holder dette op mod Cantabile 2s arbejdsmetoder og principper, kan det tyde på, at svaret fra Cantabile 2 ville være nej. Det peger på at der i Cantabile 2 eksisterer en tanke om at fiktionen bremser intimiteten. At man kan gemme sig bag ved en rolle kan forhindre at man er helt ærlig. Modsat siger Gry Worre Hallberg at hun aldrig har oplevet fiktion og teatralitet som en hindring i at folk har været ærlige. Tværtimod oplever hun at det kan være en ramme der frigør ifht. at prøve selvet af på en række forskellige måder – måder man måske aldrig ville have afprøvet i (rollen som) sit hverdagsselv.

Publikum

I Sisters Academy har publikum et større ansvar i selve performancen. Når en deltager kommer ind i en performers udsmykkede rum og tableau, er man gæst, og forpligtiger sig til at bidrage på lige fod med performeren. Da der er ikke planlagt fra start hvad der skal ske, må publikum bidrage til det performative møde. Modsat den tidligere nævnte gaffelmodel fra Cantabile 2, hvor et interaktionsdesign er planlagt. Sisters Academy-performeren arbejder også med et interaktionsdesign, hvor performere sætter en intensiveret ramme og har redskaber i rummet som denne kan bruge til at få en samtale og interaktion i gang. Ifølge Gry Worre Hallberg skal rummet være så stærkt, at man glemmer at tænke over sine handlinger, man “gør” bare.

Vi ønsker at skabe en ramme, hvorindenfor hengivelsen kan finde sted. Men vi faciliterer den ikke detaljeret, da vi netop håber at hver enkelt deltager, eller i hvert fald nogle af dem, oplever hvad det vil sige at aktivere poesien og sanseligheden i sig selv, uden at blive ledt hen til det.” (sensuous.dk)

Nullo Facchinis generøsitets-princip vidner om andre vilkår for performeren i Cantabile 2, når man som udgangspunkt skal give meget af sig selv, for måske kun at få lidt igen. Hvor performer og deltageres oplevelser er ligestillede i Sisters Academy, er det deltagerens oplevelse og velbefindende der er det vigtigste i Cantabile 2s forestillinger. Deres interaktionsdesigns holder publikum i hånden og fører dem sikkert gennem performancen.

Videre ud i virkeligheden

Aflutningsvis kan vi konkludere at begge grupper gerne vil sætte mere fokus på den æstetiske dimension af tilværelsen i det virkelige liv. Ord som intimitet, åbenhed, transformation, og møder mellem mennesker, er begreber som optræder hos både Cantabile 2 og Sisters Hope.

 

Kunstværker peger således altid på det forhold, at de er blevet formgivet af nogen, med henblik på at blive iagttaget af nogen som noget, der er blevet formgivet med henblik på netop denne iagttagelse.” (Rosendal. pp. 144)

 

I henhold til dette citat må både Cantabile 2 human-specific og Sisters Hopes kunstværker være skabt med det udgangspunkt, at de skal kunne facilitere et møde mellem mennesker.  I kraft af at der er fokus på elementer som intimitet og sårbarhed  kan det tyde på, at begge performancegrupper fornemmer en længsel på samme i “det virkelige liv”.

I vores optik giver både Sisters Hope og Cantabile 2s performances mulighed for selvransagelse, reflektion og undren. Uanset vejene dertil er ét sikkert: i begge typer performance opstår et frirum, hvori der gives mulighed for intimitet og nærvær. Et privilegium som ikke alle mennesker nødvendigvis har i hverdagen.

En rejse til Møn, et møde mellem Cantabile 2 og Sisters Academy på sukkerfabrikker i Stege, på tre dage, observeret af to studerende, kogt ned på få sider. Hvad skal man gribe fat i, hvad er vigtigst? Fik vi alt med? – Næppe. Men vi har givet et bud.

 

Kilder

Hjemmesider:

http://www.cantabile2.dk

http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Filosofiske_begreber_og_fagudtryk/apollinsk-dionysisk d. 24.08.14

http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Religion_og_mystik/Liturgi_og_liturgiske_genstande/ritual d. 24.08.14

http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Religion_og_mystik/Primitiv_religion/overgangsriter?highlight=rites%20de%20passage pp. 2

sensuous.dk

http://sensuous.dk/wp-content/uploads/2013/10/Sisters-Academy-Et-uddannelsessystem-neddyppet-i-sanselighed.pdf d. 24.08.14

sistersacademy.dk

http://sistersacademy.dk/wp-content/uploads/2013/08/Transformative_impact.pdf pp. 2

www.sistershope.dk

Tekster:

Fischer-Lichte, Erik, Theatre, Sacrifice, Ritual, Routledge, 2005, London

Hallberg, Gry Worre, Essay: Sisters Hope, Peripeti nr. 15, 2011

Haff, Siri Facchini, Nullo Facchini, Mille Colbjørn Holst, Cantabile 2 1983-2008,Scandinavian Digital Printing, Vordingborg, 2008

Nielsen, Thomas Rosendal. Værket på væven. Performative former, Peripeti (særnummer) 2011.

 

Louise Bruun Hansen og Katrine Koppelgaard er BA-studerende på Dramaturgi Aarhus Universitet.

 

Del med andre