De underjordiske

Beretningen om at være på den anden ende.

Af Anne Majgaard Basse

”Så er det nu”. ”Så er det altså bare nu”, siger vi bekræftende til hinanden og sætter os til rette i bilen. Selen spændes og der blinkes af. Forude venter kilometervis af dansk motorvej, som chaufføren ubemærket tilbagelægger med eventyrlige fortællinger om barndomsminder fra Bornholm. Turen gennem landet glider problemløst. men da vi når Bornholmsfærgen, mærker vi det første tegn på uforklarligheder: nogen har byttet om på Ystad og Rønne – altså på vores billetter. Afgangstidspunktet, som vi har kørt efter, er for den afgang, der sejler mellem Rønne og Ystad og ikke mellem Ystad og Rønne. Men den sidste færge er heldigvis ikke sejlet endnu, så vi når som planlagt til Bornholm og Rønne vandrehjem blot med et par timers forsinkelse. Det var lige godt pokkers.

Næste morgen vågner jeg med en koncentreret opmærksomhed på visdomstanden i min undermund, der ønsker mig godmorgen på en meget insisterende måde. Jeg trækker i tøjet og banker på chefens dør, der, på aftalt vis, ved, at det er tid til at stå op. I receptionen møder jeg Andersen. Han storsmiler, byder mig velkommen til øen og spørger, om jeg har sovet godt. Smilet foretager sig, da jeg fortæller, at jeg har sovet ganske dårligt. Jeg forsikrer ham om, at det ikke har noget med stedet at gøre, tværtimod, hvortil han straks bliver rolig igen og stikker mig en håndfuld smertestillende piller. Han gør mig opmærksom på at der er morgenmad til klokken ni og straks er han væk.

Lidt uden for solrige Gudhjem venter kunstneren, Helene Høm, på os i sin lille have med hjemmelavet rabarbersaftevand og dagens avis. Vi skal interviewe hende om hendes forestilling, LYST, som hun har produceret og fremført i forbindelse med kulturugen på Bornholm. Der er en særlig stemning over stedet, når den bornholmskfødte kunstner fortæller om sine oplevelser med bornholmernes reaktion på hendes forestilling, der handler om kvindens seksuelle lyst. Helene fortæller, at fnis og grin har det med at blande sig med en stor nysgerrighed for de forskellige udstillingselementer, der ligger åbne for publikum at undersøge og gå på opdagelse i. Hun tager os med indenfor, hvor hun finder den platinblonde-paryk-burka frem, som hun selv har fremstillet til forestillingen, og idet hun ifører sig kostumet, transformeres hun til noget der minder om et overnaturligt væsen, der på en og samme gang sameksisterer med dets ophavskvinde. Virkelighed og fiktion smelter sammen i dagligstuen lige for øjnene af os, og det bliver mere og mere mystisk som Helene graver andre kostumer frem fra garderoben.

born

(Den underjordiske Helene i burka)

 

Skoven, der slutter op om vandrerhjemmet i Rønne, lyses op denne aften af levende ild, der kalder på skovens væsener og andre besøgende. Det er børnegøglerne, Trup Ting Tang, der hopper rundt og sætter ild til det omsluttende mørke. Der fortælles historier med skyggebilleder på et stort, udspændt lærred, der strækker sig fra den ene ende af scenen til den anden. Nedenfor, i den venstre del af sceneområdet, står et lille orkester og spiller taktfaste rytmer frem på hengemte instrumenter. Seancen virker meget ceremoniel på mig og den forbereder os ubevidst på mødet med de underjordiske væsener, som vi dagen skal stifte nærmere bekendtskab med på torvet i Rønne.

Andersen hilser godmorgen og spørger til tanden. Han ser forhåbningsfuldt på mig, men jeg tager mig til kæben og må igen i dag skuffe ham med mit svar. Han giver mig nummeret på vagttandlægen og beder mig få gjort noget ved den forpulede tand, så jeg kan nyde mit ophold på øen, der ifølge ham har meget mere at byde på end rundkirker og røgede sild. Jeg takker ham og fortæller, at jeg, som den turist jeg er, nu ser frem til den røgede sild.

Da vi lørdag formiddag ankommer til torvet i Rønne vrimler det allerede med besøgende. De fleste betragter torvet på afstand, deres torv vel at mærke, som både er blevet afspærret for den vanlige kørsel og som samtidig er fyldt med nye og inddragende tiltag. Al forandring tager tid, og som formiddagen skrider frem rykkerne flere og flere borgere ind på tovet, hvor de tager aktiv del i de arrangementer som det transformerede torv tilbyder. I den ene ende hører spejderne til med bål og snobrød. På de skarpoptegnede parkeringsbåse står en container med lydudstyr og forventningsfulde unge fra Bornholms Ungdomsskole, der gør sig klar til at optræde. I Eventyrbussen, der for weekenden er fritaget fra rutekørsel, står Bornholms Biblioteker for fortællinger, historier og oplæsning med garanti for indlevelseskraft. Endnu en bus spottes. Det er Strikkecafébussen, hvor strikkende kvinder i dagens anledning har fundet sig til rette i solen uden for bussen. De strikker for at snakke og snakker for at strikke, og jeg placeres hurtigt midt i deres rutiner. Kneb har de nok af. ”Med strikkebussen og de strikkede lapper ønsker jeg at skabe en dør, som skal symbolisere, at når vi går gennem døren, skal vi tage livet uden for torvet med ind, og når vi forlader torvet, skal vi tage livet på torvet med ud”,siger Marit Boe Nielsen, der er bussens strikkeglade chauffør i et interview til Familiejournalen. Visioner for torvet i Rønne er mange.

Det hvide telt ved siden af springvandet, der er placeret midt på torvepladsen, fungerer som ønskebrønd for ønskerne til det fremtidige torv. Tiltaget i teltet kaldes ’Byg dit eget Store Torv’ og her giver Søren Fremme fra CoCreative de fremmødte muligheden for at sætte deres eget præg på fremtidens torv. Hvis ideerne må og skal omdannes til miniature udgaver af torvet, er der alverdens materialer til rådighed. Alle bud og ønsker vil blive fremsat i en debat om søndagen, hvor borgere, politikere, unge og ældre vil diskutere, hvad disse modeller af torvet kan bruges til. En snegl sniger sig ind i teltet og guider os over til torves granitskulptur, hvor Pernille Stougaard stiller sig til rådighed for både unge og gamle, der opfordres til at deltage i den kunstneriske udsmykning af tovet. I dag er motivet en snegl og materialet er ler.

 

Maden er selvfølgelig også tænkt ind i dagens program. I modsat ende af torvet end der, hvor spejderne byder på snobrød og popcorn, står mindst ti kvinder fra Asylcentret og langer store, lækre portioner af deres nationalretter over bordet, som de har brugt de sidste tre dage på at forberede og fremstille. Det er et kæmpe hit med disse smagsprøver, der ud fra mængden vist ikke kan kaldes smagsprøver men snare måltider. Den relation vi sættes i, i Madkulturteltet, indbyder til samtale, hvor vi ikke er bange for at lære det fremmede bedre at kende. Hvad er der i den ret? Hvor kommer du fra? Hvor længe har du boet i Danmark? Der integreres af ren og sker lyst, og netop ordet lyst er jo Kulturugens overordnede tema, og denne lyst opstår i teltet på borgernes eget initiativ. Det er den samme lyst til at undersøge og være nysgerrig i forhold til det fremmede, som Helene Høm fortalte os om i sin forhave i går.

Alt imens solen skinner og det vrimler med folk, der lader til at have overgivet sig til det nye torv, hvor der nydes godt af alle dagens gratis arrangementer, traver fire underjordiske væsner rundt på torvet og holder trit med os alle. De underjordiske spreder på en gang både en slags frygt for at komme for tæt på dem og en dragende opmærksomhed for deres væsen. Jeg lader mig drage og dette indfanger mig i en kommunikativ situation, hvor jeg forsøger at tale med de underjordiske, hvilket viser sig at være noget af en opgave. Jeg tænker som udgangspunkt, at vi mangler et fællessprog som fundament for at danne forståelse, men da en af de underjordiske lægger sin hånd på min kind, forstår jeg , at denne ved besked om min betændte visdomstand. De underjordiske ved altså besked.

Oven på oplevelsen med de underjordiske, er det blevet tid til en Krølle-Bølle-is, som jo er et must for en turist som mig. Med isen dryppende og udsigt til hele torvet forekommer det mig, at det deltagerorienterede udgangspunkt for Torvet på den anden ende handler om integration. Modpolerne indenfor kunst, kultur, genrationer og roller tørner sammen i en stor byttehandel på Rønne Torv, hvor det handler om lysten til at skabe noget i fællesskab, hvor dette noget omhandler et alles fælles: Torvet i Rønne. Det er denne lyst Rønne Theater iscenesætter på torvet, hvor de besøgende ved deltagelsen i arrangementet transformeres til performere, der er med til at gøre opmærksom på denne lyst. På den måde ender de besøgende i en anden rolle end den, som de måske selv oplever, de har indtaget (rollen som besøgende transformeres til rollen som performer), og derved vender Rønne Theater torvet på hovedet eller på den anden ende, om man vil. Det er her den store forskel kan findes mellem den måde Odin Teatret bruger de kulturelle byttehandler på og byttehandlerne på Rønne Torv. På Torvet i Rønne har inddragelsen af publikum en mere nærværende karakter end i Holstebro, da den afhænger af den fremmødtes deltagelse, der spiller på lysten til at deltage her og nu. Odin Teatrets byttehandler i forbindelse med Holstebro Festuge bærer i højere gradpræg af en direkte iscenesættelse end oplevet på torvet i Rønne.

Til koncerten, Udenfor Sæsonen, lærer kunstneren Per Vers mig, at et pindsvin på bornholmsk hedder en jylkat, marripyjta betyder mariehøne og en førder er en tilflytter til Bornholm, der ikke er født bornholmer. Jeg bytter disse informationer for en klapsalve og slukker natlampen over min seng.

Det er ikke bare Torvet, der er på den anden ende søndag morgen. Vejret har ændret sig og gårdsdagens menneskemylder på torvet er svær at få øje på. Den marripyjta, der skulle have bedt om godt vejr, er ikke til at finde noget steds, så regnen får de fremmødte til at tørne sammen i Madkulturteltet, hvor der er madfest for anden dag i træk. Dette er muligvis arrangementets største succes. Selv varmer jeg mig på en røget sild med udsigt til torvet, hvor der stadig ikke er så megen aktivitet at observere.

Ambitionerne for Torvet på den anden ende er end ikke for regnen til at overse: livet, lysten og den folkelige stemning skal tilbage på Rønne Torv, der til daglig virker menneskeforladt, og som største delen af ugen fungerer som opbevaring for parkerede biler, hvilket vi straks mærker om mandagen, da vi parkerer der, hvor containeren stod og larmede af ungdom for bare to dage siden. Vi er på vej til et møde med Mette Zacho, der har fungeret som projektkoordinator, og Jens Svane Boutrup, der er daglig leder på Rønne Theater, for at høre om nogle af de bagvedliggende tanker om Torvet på den anden ende. Ifølge Mette og Jens ønskede de på vegne af Bornholm med projektet at vise, hvad Store Torv i Rønne også kan bruges til, hvis fantasien har noget at skulle have sagt. Én har en gang fortalt mig, at kunst er friheden til at forestille sig verden anderledes, og dette rammer ret godt ned i rammerne for Torvet på den anden ende, der slutteligt ender med at blive et kulturpolitisk anliggende omhandlende Torvets fremtid.

Jeg opsøger omsider en tandlæge, der, uden de store dikkedarer, foretager et indgreb, der lader mig beholde tanden. Besøget minder mig om samtalen med de underjordiske på Rønne Torv, hvor jeg uden garanteret forståelse på grund af den fremmede dialekt, føler mig tilstrækkeligt forstået. På magisk vis giver tandlægen og klinikassistenten mig livets lethed tilbage, hvilket jeg er dem meget taknemmelig for. De har fjernet en del af den fremmedhed, jeg har mødt Bornholm med. Mon alle står i ledtog med alle på denne ø? Her medtænker jeg også de underjordiskes eksistens.

Andersen er glad for, at jeg har søgt hjælp og beder mig komme tilbage på et andet tidspunkt, så jeg ’rigtig’ kan opleve Bornholm, der jo ifølge ham har meget at byde på. Natten til tirsdag sover jeg bedre end nogensinde før og om morgen sejler færgen i overensstemmelse med tidspunktet på vores billet.

bornholm

 

Del med andre