Bydelen, fællesskabet og ghettoen.
Af Johan Holm Mortensen
Bag postnummeret 9220 gemmer sig bydelen Aalborg Øst. Aalborg Øst er mest kendt for at være et hårdt område, der huser mange kriminelle og socialt udsatte. Det er i hvert fald et billede mange udeforstående har af bydelen. For at bekæmpe kriminaliteten er store dele af området overvåget af overvågningskameraer. I forestillingens program forstår man desuden, at dele af bydelen tilmed er blevet kategoriseret som en ghetto. 9220: Portræt af en bydel er drevet af et ønske om at nuancere de udeforståendes blik på bydelen. Der er ikke et ønske om at tilbagevise kritikken, men snarere at afvise den stigmatiserende ghettoisering ved at fortælle om det fællesskab, der eksisterer blandt bydelens beboere.
Borgerscenen viste i vinteren 2013 med åbningsforestillingen Romeo og Julie Lever! et poetisk virkelighedsteater, der ledte opmærksomheden mod sprækken mellem det autentiske og det teatrale med udviklingen af Shakespeares klassiker holdt sammen med de autentiske kærlighedsberetninger. Borgerscenens anden forestilling viser et anderledes virkelighedsteater, som er iscenesat med langt mere konkret forankring i en (lokal) virkelighed. Forestillingen er påfaldende upoetisk. Rummet har scenograf Johanne Eggert sparsomt holdt i sort og hvidt med 5 hvide kasser med skærme og en hvid projiceringsbaggrund. Iscenesættelsen af de deltagende og deres beretninger er afdæmpet og upåfaldende. Iscenesættelsen leder tværtimod opmærksomheden i retning af en proces, og understreger lokalforankringen i en vekslen mellem beretninger i rummet og videooptagelser i lokalsamfundet. Lokalforankringen skaber et helt unikt fællesskab i teaterrummet, fordi de lokale genkender fællesskabet på scenen som deres eget. F.eks. når en deltagende siger; ”her ligger min Føtex” og en kvinde blandt publikum fnisende siger, at det nu også er hendes, for dér kommer hun hver dag. Man kan således sige, at forestillingen ønsker at invitere sin tilskuer ind i det fællesskab, der eksisterer i Aalborg Øst.
Et portræt af en bydel
Forestillingen åbner med en videosekvens. Her iagttager vi Aalborg Øst gennem overvågningskameraerne, der dækker hele området. Med kameraet som et centralt motiv præsenterer iscenesættelsen en grundlæggende forskel mellem et blik på bydelen indefra – i fællesskabet 9220 – og blikket udefra. Overvågningen repræsenterer ganske konkret det kynisk granskende blik, bydelen er underlagt. Men der klippes, og vi befinder os nu i kontrolrummet, hvor vagten begejstret fortæller om, hvordan kameraerne til 25.000 kr. stk. har gjort op med ballademagerne, der var der før i tiden. Han er begejstret, fordi det er godt for lokalfællesskabet. Blikket er ændret. Vi befinder os nu i et folkeligt fællesskab, hvor vagten har en pinup-kalender på væggen, og konen ringer hjemmefra for at tjekke ind.
Der klippes igen. Kameraføringen skifter til en rystet og håndholdt stil, og et ungt kvindeansigt stirrer urovækkende direkte ud på os. Det minder om et skræmmende bånd fra et gidseldrama. Dette er ikke en forestilling, det er et bydelsportræt, slår kvinden på billedet konfrontatorisk fast. På den måde formulerer forestillingen en autenticitetsstrategi. For selvfølgelig er det en forestilling. En vigtig iagttagelse ved virkelighedsteater, hvad end det er dokumentarisk drama, borgerscene eller en helt tredje form, er, at påråbelsen af autenticitet er en del af den særlige iscenesættelsesstrategi, hvormed virkelighedsteatret positionerer sig selv i forhold til sit publikum. Forestillingen er altså hverken mere eller mindre autentisk end enhver anden iscenesættelse.
Den håndholdte videosekvens udvikler sig imidlertid til en uformel præsentation af de fem deltagende borgere. De repræsenterer et bredt udsnit af beboere og en enkelt tidligere beboer i Aalborg Øst. Det uformelle går igen, da de fem træder ind på scenen – stadig filmende. Nu tændes lyset i salen og kameraet rettes mod publikum. Problemet, som det fremstår i forestillingen, er, at ganske få af de kritiske røster faktisk er del af det fællesskabet i 9220 eller har været i bydelen. For hvilke forudsætninger har man overhovedet for at forholde sig nuanceret til bydelen, hvis man ikke har kendskab til det lokale fællesskab? En kort rundspørge blandt publikum viser, at alle kender Aalborg Øst, men kun få bor eller har boet der, og endnu færre ville gå igennem bydelen alene om aftenen. En enkelt blandt publikum har – ligesom to af de deltagende – købt billige varer fra en garage i Aalborg Øst. Bydelen bliver altså forbundet med frygt, selvom det er de færreste, der har engageret sig i bydelen. Denne pointe underbygges senere i en videosekvens, hvor folk i Aalborg interviewes om deres viden om Aalborg Øst. Det er fordommene forestillingen sigter efter.
Menneskeskæbner og fællesskab
Borgerscener, som vi har set det her i Danmark, handler om mennesker, der fremstår som ekspertvidner. Borgerscenen og bydelsportrættet er derfor en ideel platform til at formidle menneskene bag tallene og statistikkerne, der dømmer Aalborg Øst til at bære betegnelsen ghetto. Forestillingen vil gøre op med stigmatiseringen. Forestillingen kan ses som et renselsesprojekt. Kan forestillingen gennem den personlige indgang til livet i ”ghettoen” afklare om de virkelig er så slemme og om de fortjener deres dårlige ry?
Bydelsportrættet fortælles med en klar bevidsthed om, at Aalborg Øst er et hårdt og problemfyldt område. Det oplever man f.eks. når Jeanet fortæller, hvordan hun som højgravid kunne fejre 18års fødselsdag med at søge kontanthjælp. Hun fortæller om en barsk barndom med kriminelle, hashtåger og håndvåben i sokkeskufferne. Pointen er naturligvis, at Jeanet ikke føler hun har lidt nogen overlast, men tværtimod har haft en barndom fyldt med kærlighed og engagement. Hun er nu i gang med en uddannelse, så hun kan blive socialrådgiver. Og her ligger en central pointe i forestillingens indignation over for de offentlige tiltag. Jeanet står for en udvikling, der udspringer inde fra fællesskabet. Modsat er udviklingen med overvågningskameraer og offentlig regulering udtryk for en udvikling uden for fællesskabet.
Fællesskabet er også på spil, når varmemesteren Bjarne skærper en indre forskel i fællesskabet. Han fortæller, hvordan han gennem sit arbejde er kommet helt tæt på beboerne. Så tæt at han næsten har fungeret som socialhjælper i enkelte tilfælde. Men han irriteres samtidig over de beboere, der ikke respekterer ordensregler og som smider skrald på gaden. De personer engagerer sig netop ikke i det fællesskab, der skal holde bydelen sammen. På denne måde bruger iscenesættelsen fortællingerne til at etablere et indre blik på fællesskabet og på udviklingspotentialet i bydelen. Bydelen er således hele tiden i fokus. De deltagende borgere er kun enkelte nedslag i en helhed, der bl.a. kommer til udtryk i en sekvens, hvor Aalborg Øst præsenteres på et kort. I sekvensen forstår vi, at der tilsyneladende er en rigtig og forkert del af bydelen. Der er dog uenighed blandt de deltagende om hvilken del, der er rigtig og hvilken der er forkert. Det er en slags venskabelig uenighed, der skaber en bestemt måde at være sammen på og tale sammen på, som udenforstående ikke kan forstå. Det etablerer et kulturelt fællesskab på tværs af uenigheden.
Endelig møder vi pædagogen Lise, der har levet et omtumlet liv med store opture og nedture. Nu har hun fået stress og er på sygedagpenge. Hun er en del af statistikken, der tynger området. Med Lises fortælling slås forestillingen pointe endegyldigt fast. Hun er ikke bare statistik men menneske. Hun efterspørger netop det fællesskab, der kan yde hende hjælp. Boligforening har vedtaget at anvende kombineret udlejning for at tiltrække en anden type beboer og derved hindre yderligere ghettoficering. Det betyder kort, at socialt udsatte som kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister mm. ikke vil få tilbudt bolig i området. Det medfører en fremmed regulering af hvem der kan deltage i fællesskabet, og hvem der ikke kan. Lise er en af disse socialt udsatte. Med især Lises fortælling og hendes oplæsning af brevet fra boligforeningen, der annoncerer beslutningen om kombineret udlejning, spiller forestillingen for alvor på patosstrengens følelsesmæssige appel. Der tegnes et billede af en kynisk omgang med området beboere sat overfor de menneskeskæbner, vi stifter bekendtskab med. Lises fortælling kobles med fortællingen om de socialt udsatte, og statistikken får en ansigt.
Inde og ude af fællesskabet
Virkelighedsteatret forstået bredt som anvendelsen af virkelige elementer på scenen kan ses fra flere positioner. På den ene side kan forestillingen iagttages som et æstetisk produkt, en begivenhed der pågår for øjnene af os iscenesat af en instruktør. På den anden side kan man iagttage forestillingen som del af et socialt projekt, der gennem sin inddragelse af virkelighedselementer eller – fragmenter ønsker at have en virkning på vores virkelighedsperspektiv. På borgerscener er denne sondring i særlig grad eksponeret. Her er forestillingens afsenderposition udspaltet mellem instruktøren/dramaturgen og de fortællende borgere. Derfor er iagttagelsen af en afsenderposition afgørende for, hvordan man kan modtage og røres af forestillingen.
Om 9220: Portræt af en bydel formår, at komme igennem med sit renselsesprojekt afhænger af, om man iagttager forestillingen indefra fællesskabet eller ej. Man kan også sige, at det handler om hvorvidt, forestillingen formår at skabe en overbevisende autenticitetsaffekt. Therese Wilsteds iscenesættelse virker meget påpasseligt afmålt, så deltagerne fremstår umedierede. Således oplever man ikke i samme grad sprækken mellem teater og virkelighed, som det f.eks. var tilfældet i borgerscenens første forestilling. Forestillingen arbejder ikke med eksplicitte æstetiske greb for at fremmane effekt. Den søger tværtimod, at komme til syne som objektiv dokumentarisk komposition. På en meget saglig måde uden overdrevet brug af sentimentalitet fordyber forestillingen perspektivet på statistikken. Renselsesprojektets retfærdiggøres i kraft af den selvrefleksive iagttagelse af forestillingen som proces. Vi ser videosekvenser fra de første prøvedage, hvor deltagerne selv tager kontakt til beboere i Aalborg Øst, som de vil interviewe. Vi får det indtryk, at deltagerne selv står for at dokumentere deres samtaler med borgere på gaden og formulere deres interviews.
Wilstedts iscenesættelse dvæler ikke ved det sentimentale potentiale i deltagernes fortællinger. Iscenesættelsen går en balancegang mellem den smalle personlige fortælling og det brede generelle bydelsportræt. Balancegangen kan også karakteriseres som en afvejning af det æstetiske produkt overfor den sociale proces. Betragtet udefra som et æstetisk produkt er borgerne som karakterer interessante og deres fortællinger er rørende dramatiske. Men deres renselsesprojekt bliver i denne kontekst naivt og svært at acceptere. Hvad er det for en kommunikation, vi skal acceptere, når karakteren siger, at hun har haft en god barndom med kærlighed og samtidig fortæller, at barndommen var præget af stoffer og våben i hjemmet? Vi bliver nødt til at acceptere en iagttagelsesposition, hvor menneskerne på scenen er i en undersøgelsesproces i fællesskab med os.
9220: Portræt af en bydel er en interessant variation over virkelighedsteatret. Frem for at ophøje hverdagsfortællingen med teatraliseringen, underspilles de teatrale elementer i nogen grad – naturligvis ikke absolut. Borgerscenen her bruger sine borgere som mere end eksperter i deres eget liv, men som eksperter på forestillingens indhold. På den måde får sætningen ”skabt med og af byen borgere” langt mere betydning. Forestillingens autenticitetsstrategi skaber genkendelse og samhørighed mellem borgere på scenen og borgere i salen. På den måde bliver forestillingen en del af løsningen på det problem, den selv sætter op. Her i teaterrummet har de udeforstående mulighed for at gøre sig bekendt med det stigmatiserende område. I den forbindelse er det dog vigtigt ikke at overse, at virkelighedsteatret også selv har en udsigelsesposition. Den upoetiske iscenesættelse og relationen mellem produkt og proces er strategisk fremskrevet for at give forestillingen autentisk appel.
Aalborg Teater, Transformator
Sceneinstruktion og koncept: Therese Wilstedt
Scenografi: Johanne Eggert
Medvirkende: Jeanet Kaptain, Samir El Omar, Bjarne B. Kristensen, Sara Diana Fayed og Lise Jerup
Johan Holm Mortensen er Cand.mag. i dramaturgi. Dramaturgassistent i Skuespilhuset, Det Kongelige teater. Underviser desuden på SMKS, skuespillerskolen i Odense