Kalkuner i infight

  ”Luk så kværnen, kvinder,” lyder det fra dramatikeren Caroline Cecilie Malling Jørgensen. Men er kvinderne på scenen overhovedet kvinder?

  Af Me Lund

  I sidste sæson var det manden, der blev fanget ind som et stykke jaget vildt af dansk teaters lyskegle. F.eks. leverede Baggårdteatret monolog-forestillingen De kaldte ham mand, Odense Teater Manden, der åd verden og Svalegangen Brøl – en kønsforvirret kommentar. Missende mod lyset så vi mange paralyserede antihelte og andengenerationsbløddyr, forvirrede mænd, der havde svært ved at finde sig selv og udpege en retning for deres liv, mens de frigjorte succeskvinder boltrede sig i strakt galop ud over stepperne i baggrunden.

 I år fortsætter afsøgningen af de nye kønsroller og ikke mindst den nye (u)balance imellem kønnene. Det gælder ikke bare Svalegangen, der følger op på sagen med Caroline Cecilie Malling Jørgensens Kvinder. Osse Tove Bornhøft pirker for tiden til problemstoffet i Teater Nordkraft/Teater Rio Roses Han, hun, høn. Begge forestillinger tager ligesom i sidste sæson udgangspunkt i den fascination, der ligger i ‘den omvendte verden’, hvor kvinder i jakkesæt har taget magten, mens kvindagtige mænd føler sig – og muligvis osse er blevet – overflødige.

 Og sagt med det samme: Det er et forbløffende konservativt udgangspunkt at betragte kønnene ud fra. Det er, som om alle diskussioner om køn og identitet – om kønnet som mulighed og paradoks, om kønnede dobbeltpositioner og udglidninger – er gået sporløst henover disse forestillinger, der kalkulerer med, at publikums (kultur)historiske horisont kun strækker sig tilbage til sidste uges fredagsbar, hvor en mand stadig var en mand, og kvinder var – ja, lavet af hans ribben. Vi er på sketch-niveau. Nuancer ikke er velkomne. Her handler det om feel good-underholdning midt i en feel bad-tid. Om bekræftelse, ikke om udfordring.

 Når det er sagt, er noget selvfølgelig på spil: Magten. Kønsrollerne. Retten til selv at bestemme, hvornår man er en succes. Feministerne, der i de gode gamle dage lod håret gro både her og dér og på diverse selvhjælpskurser lærte at slå en proper næve, synes nu i deres nye stylede teaterudgave – i Kvinder på høje hæle og indsmurt i anti-rynkecreme – at have udkonkurreret den maskuline overmagt. Sidstnævnte har derfor med lige dele taknemmelighed og realitetssans taget imod tilbuddet om at fralægge sig skaffedyrets generalansvar og i stedet affundet sig med at gå til hånde, når mater familias skal have filet sine karrierenegle.

 Men er det godt for kønnene? For os hver især og for vores indbyrdes relation? For vores sexliv og reproduktion? Det ser ud til, at feminismen har sejret ad helvede til, så der ikke er flere mekanismer, der holder de fremadstormende kvinder nede – altså udover de andre bitchede kællinger. Men er mandschauvinisme virkelig et overstået kapitel? Og er det overhovedet sandt, at kvinderne har taget hele magten?

 Nedstyrtning på alle fronter

Caroline Cecilie Malling Jørgensens svar i Kvinder er meget jordnære: XX’erne er de stærke nu, XY’erne er blevet de svage. Det skævvrider vores måde at være sammen på. Løse problemer på. Opdrage børn på. Der italesættes, problematiseres og appelleres i én knevrende, ulidelig uendelighed. Og det er for meget!

 I hendes skræmmende kvindeunivers  – af scenografen Karin Gille udformet som en kollage af kontorlandskab, børnehavegarderobe og IKEA-idyl – forsøger hovedpersonen Lisbeth (Sofie Stougaard) at afværge katastrofer og minimere skader i et endeløst maratonløb for at komme i mål som succesfuld kvinde. Men hun bliver hele tiden slået tilbage til start af sine stærkere kønsfæller (Kirsti Kærn og Katrine Beck Ibsen) – i børnehaven, på scorefronten, på jobbet. Forestillingen demonstrerer bl.a., at dårlige kvindelige chefer ikke er et hak bedre end dårlige mandlige chefer, de er bare dårlige på en anden måde.

 Lisbeth er havnet på en strækning, hvor det går rimelig meget op ad bakke. Men så kan hun heldigvis indimellem puste ud og godte sig over, at det heller ikke går som planlagt for medsøstrene, herunder veninden Lone, hvis verbale inkontinens efterhånden helt har kastreret hendes velafrettede mand (Anders Brink Madsen). Derfor får hun intet modspil. Og slet ingen sex. Oh, salige retfærdighed.

 Høne blandt kalkuner

Caroline Cecilie Malling Jørgensens tekst er fragmentarisk som en revy, men dog med en gennemgående figur og en fokuseret trang til at debattere kvindagtiggørelsen (læs: den konstante italesættelse) af vores politisk overkorrekte måde at omgås hinanden på. Hun og instruktøren Per Smedegaard har bl.a. et dejlig ondt øje for kvinders ‘omsorg’ for hinanden, som for udenforstående må virke kærlig, nærmest uskyldigt velduftende, men som i realiteten er brutal og stinker af størknet samvittighed og gammelt blod – nøjagtig som i en hønsegård.

 På Lisbeths arbejde, konsulentfirmaet Turkey Consult, er denne klæbrige ‘omsorg’ sat i system som ledelsesmæssigt værktøj. Og scenerne fra kontorlandskabets kvinde-biotop er forestillingens absolutte højdepunkter. De står rent og skarpt. Satiren virker. Her brænder det på for dramatikeren. Og det føles derfor ganske unødvendigt at lade flowet afbryde af powerpoint-præsentationer, der gennemgår kalkunens anatomi og derpå konkluderer, at kalkunsamfundet er tolerant – i hvert fald over for artsfæller. En vildfaren høne hakker man på. Helst til den dør. Det er den skæbne, Lisbeth til sidst tager på sig. Iført hønsekostume som illustration af konsulentfirmaets pointe.

 Forestillingen mister fokus

Nu er det jo ikke helt rimeligt at give de andre kvinder hele skylden for den misère, Lisbeth havner i. Og i mangel af bedre angriber forestillingen derfor lidt tilfældigt de kapitalstyrede interessenter, der tjener kassen på de købestærke karrierekvinders trang til luksusskyts i deres alles-kamp-mod-alle: Reklamespots på storskærm dukker op som indstik mellem scenerne, f.eks. om aldringsprocesserne i Sofie Stougaards fotoshoppede ansigt. Overskriften er: nedstyrtning. Redningen: en eller anden ansigtscreme. Det kunne osse have været et par højhælede sko. Lige meget hjælper det selvfølgelig.

 Her mister forestillingen fokus. Og argumentationshøjde. For reklamerne kan kun betegnes som dramaturgiske fremmedlegemer, som gør Kvinder til uforpligtende fis og ballade i stedet for det underholdende indspark i en seriøs debat, der var lagt op til. Hvis vi var sluppet for de halvhjertede udfald mod kosmetik- og konsulentbrancherne og i stedet var trængt dybere ned i, hvorfor (visse) mænd har ladet sig kastrere, hvorfor (visse) kvinder ikke kan holde kæft, og hvorfor vi kke snart kan gøre os fri af kønsstereotyperne – på teatret såvel som ude i den såkaldte virkelighed – ville Kvinder have bragt diskussionen om kønnenes positioner et lille skridt videre. Modet til at sige fra over for den amokløbne kalkunkonsensus er decideret velgørende.

 Kønnet som mulighed

Forvirringen over de patriarkalske magtstrutkturers og -definitioners sammenbrud betyder, at der ikke længere er tydelige regler på kønskampens savanne – søstersolidaritet er et ekko fra fortiden; alle kæmper mod alle; alle kneb gælder, og ingen er længere fuldstændig sikre på, hvad vil det sige at være henholdsvis mand og kvinde. Det ville have været spændende at få et svar på, om kvinderne i Kvinder overhovedet er kvinder, eller har de overtaget så mange attituder og tankegange fra den mandskultur, de har kæmpet sig frem i, at de er kønsligt neutraliserede? Jeg er ret sikker på, at Caroline Cecilie Malling Jørgensen ligesom jeg er i tvivl.

 På den baggrund giver det god mening – jævnfør Rio Rose – at spørge, om man skal opretholde den sproglige skelnen mellem han og hun, eller om vi bør udnivellere alle forskelle og omtale hinanden som høn, sådan som finnerne altid har gjort, og som de forudseende svenskere osse for tiden forsøger.

 Eller måske skulle vi omtale hinanden som ‘den’, sådan som Nielsen eller Nielsen-væsnet – tidligere kendt som Das Beckwerk og Claus Beck-Nielsen – foreslog i forbindelse med forestillingen Transformatoren, der gik på CaféTeatret indtil for nylig. ‘Den’ er tilpas ydmygende over for mennesket, mente han. Vores køn og seksualitet er i den store sammenhæng ikke særlig betydningsfulde. Kønnet er ikke en fremskudt bastion, vi forsvarer i kamp. Det er en mulighed.

 Bornhøft, Jørgensen og Nielsen repræsenterer forskellige tilgange til begrebet køn og de kampe, der knytter sig til det. Og det siger sig selv, at forestillingerne genre- og ambitionsmæssigt er vidt forskellige. Men tilsammen er de et spændende vidnesbyrd om, at dansk teater netop i disse sæsoner kredser tæt om kønnet.

 Ligesom Lisbeth-figuren og hendes medsøstre i Kvinder vedkender Nielsen sig sit biologiske køn, men han er fuldt bevist om lystfuldt og nysgerrigt at transformere sig over i det kvindelige, hvis det passer ham, ja helt over i det ikke-kønnede, hvis han føler for det. Som dem lægger han endda osse en vis afstand til den ubrugelige biologiske masse, vi engang kendte som Manden, men ud af den vokser – i hans egen androgyne skikkelse – dæmoniserede kvindemonstre som Medea og Antigone. Og slemme ikke-mænd som Michael Jackson. Hos ham er grænser noget, man overskrider. Osse de kulturhistoriske.

 Transformatoren løfter teatrets kønsdiskussion ud af de politiske parolers overskuelige verden og ind i det enkelte menneskes uendelighed. Derind, hvor den eksistentielle svimmelhed er overvældende: Hvem er vi? Hvad er et køn? Med Nielsens krop og værk som foruroligende, modstandvækkende udsagn reduceres teatrets kastrerede mænd i lyskeglerne og de potente succeskvinder i strakt galop med ét til mørklagte skikkelser i historiens bakspejl. Kønnet tilhører fortiden, lader han kvindemonstret Medea sige. Måske er det den knap 2500 år gamle erfaring, vi nu ser gestaltet omkring os på kontorerne og i dobbeltsengene omkring os.

 Kvinder af Caroline Cecilie Malling Jørgensen; iscenesættelse: Per Smedegaard; scenografi: Karin Gille. Svalegangen på turné til 15. april. Derefter tilbage 22. april – 3. maj på Svalegangen, hvor forestillingen havde premiere 12. marts 2014.

 Me Lund er journalist og forfatter, mag. art. i teatervidenskab. Tidligere teaterredaktør på Berlingske Tidende, nu freelance skribent.

Del med andre

Comments are closed.