”Hjertet skælver” på Aarhus Teater. Filminstruktør Simon Stahos iscenesættelse af Peter Asmussen-tekster.

LÆNGERE IND TIL BENET?

Af Birgitte Hesselaa

Hjertet skælver på Aarhus Teaters Studioscene er et meget radikalt teatereksperiment. Genremæssigt er det en hybrid i sin blanding af performance, installation og ritual. Dogmeagtigt indledt allerede i den mørklagte foyer, hvor forestillingslederen ved hjælp af en lille lommelygte læser de regler op, som vi som publikum fra nu af er underkastet: Forestillingen kræver absolut stilhed. Mobiler skal slukkes helt. Ingen knitrende poser. Ingen hosten (bolsjer udleveres). Går man ud af salen under forestillingen, er det ikke muligt at komme tilbage.

Således instrueret føres vi gennem et dunkelt system af mørke og – forekommer det – underjordiske gange, beklædt med rødt velour og sparsomt oplyst af fakkellignende lampetter. En scenografi, der virker sært tvetydig. Er dette den hemmelige adgangsvej til et bordel eller et offersted? Hvor er vi? Spørgsmålet forbliver uafgørligt, da gangene vider sig ud i større rum, også det beklædt med den røde velour og domineret af en installation. På en forhøjning midt i rummet står en art bassin med ganske lavt vand, som omgiver en mængde små glas, placeret tæt op og ned ad hinanden. Glassene er halvt fyldt med vand, og samspiller med den lyd, der nu blander sig med synsindtrykket. En uplacerbar lav, susende lyd, måske af vind, måske af bølgeslag, som får glassene til at dirre og vandet i dem til at skælve. Vi står omkring installationen og prøver at finde et mønster i den genkommende lyd og en betydning i installationen. Forgæves. Og tiden går. Publikum fjerner sig og finder hver deres venteposition. Vi venter længe. Endelig føres vi ind i den mørke sal, hvor vi kan skimte seks spillere vendt mod os på hver deres stol i en lige række på scenen. Deres ansigter og kroppe er meget mørke, og tøjet kan knap nok anes. Alt hvad der kan gøre dem genkendelige eller individualiserede er borte. Så begynder ordene.

Stahos Asmussen-montage

Ordene er Peter Asmussens, udvalgt fra fem af hans dramatiske værker, og flettet sammen i en montage af spillets iscenesætter, filminstruktøren Simon Staho, som Asmussen har haft et langt arbejdsfællesskab med som manuskriptforfatter på Simon Stahos film, bl.a. Dag og Nat (2003) og Daisy Diamond (2007),

Længden af de mange bidder af tekster, Staho har udvalgt, varierer stærkt. Det kan være en enkelt replik (fx slutter Stahos montage med afslutningsreplikken fra Værelse med sol (1997)), men oftest har han hentet sit stof fra monologerne i de to Asmussen-skuespil, som blev til, da Edison opfordrede ”almindelige” mennesker til at skrive deres livshistorier ned, som siden blev bearbejdet af Asmussen til to forestillinger, kvindernes Om et øjeblik. Fire forsøg på at leve og ét på at dø (2006) og mændenes Ekstrem (2008). Det er særligt disse monologer, som udgør små samlende narrative forløb, som man som tilskuer prøve at holde fast i for at kunne orientere sig. Andre dele af tekstmontagen stammer fra radiospillet Schyy (2002) og skuespillet Ingen møder nogen (2010).

Forestillingen består af tre dele: i første del hører vi kvindernes stemmer, i anden del mændenes, i sidste del blandes de.Ordene og stemmerne er vores eneste adgang til karaktererne. Vi kan kun skimte skuespillerne. Der er intet kropssprog, vi kan aflæse. Og også stemmerne er svære at aflæse. De er neutrale, som stemmer, der fremlægger facts. Særligt de kvindelige spillere (Kirsti Kærn, Sicilia Gadborg og Barbara Hesselager) rammer denne ”nøgne” tone præcist. De mandlige spillere (Jesper Dupont Jens Zacho Böye og Jacob Madsen Kvols) har den samme saglige neutralitet, kun pletvist skiller Jens Zacho Boye sig ud med en mere naturalistisk, mere psykologisk indlevet frasering, som svækker tekstens kraft.

Med disse neutrale stemmer åbnes der for en serie af lidelsesfyldte personlige beretninger, vidnesbyrd om ensomhed, tomhed og tab, om længsel efter kærlighed, og om misbrug og forgjorte relationer mellem mor og søn, far og datter, mand og kvinde. Rædslerne rapporteres i tæt rækkefølge: vold, incest, hustru- og barnemord, had og åndelig død i ægteskabet.

Den ensomhed, der gennemtrænger vidnesbyrdene, får en ekstra dimension, fordi samspillet mellem scene og sal praktisk talt er ophævet, som var spillerne og publikum i adskilte rum med en glasvæg imellem sig. Men også spillernes indbyrdes samspil er umuliggjort. De sidder næsten ubevægelige på hver deres stol, afskåret fra at kunne vende sig mod hinanden, og en egentlig dialog har de ikke. En spiller kan højst gå ind i en andens historie med en slags fortsættelses-stikord. Men indbrud fra andre spillere er ufølsomme: ”Hvor er du smuk, når du siger noget dumt”.

Længere ind til benet?

Peter Asmussen bliver ofte karakteriseret som en radikal sortseer, der minimalistisk ”skærer helt ind til benet”. Den karakteristik er også blevet brugt i anmeldelser af Hjertet skælver. Og man kunne måske forvente, at Simon Stahos tekstarbejde, som yderligere har minimeret kildeteksterne, ville føles som en skæren endnu dybere. Når det ikke opleves sådan, skyldes det både selve tekstmontagens karakter og – især – Simon Stahos arbejde med forestillingen som ritual/performance/installation.

Hvor Asmusssens oprindelige tekster er bundet til dramatiske karakterer, betyder Stahos montage og hans koncept, at vi ikke alene må opgive at se spillerne fysisk, vi må også opgive at forsøge på at skabe et nogenlunde stabilt billede af de enkelte, lidende karakterer for det indre blik, dertil er de for ustabile og opklippede. Hensigten er uden tvivl, at undgå den risiko, at spillernes individualitet kommer til at skygge for de nøgne ord, der er det centrale. Men virkningen bliver den modsatte – den bliver mindre, ikke mere ”ind til benet”. For når ordene bliver løsrevet fra vores fornemmelse af en stabil afsender, bliver de lettere at afvise, mere abstrakte – mindre eksistentielt farlige.

Betydningens nedre grænse

Det er blevet sagt om dele af den minimalistiske bevægelse i digtningen, at her afsøger kunstnerne den nedre grænse for, hvor lidt, der kan siges, uden at selve betydningsdannelsen forsvinder. Den karakteristik kunne også bruges om hele Stahos koncept, for vores evne til at skabe betydning ud fra de tegn, konceptet giver fra sig, bliver stærkt udfordret. Og man kan spørge, om vi har passeret den nedre grænse for, hvor lidt afsenderen kan give fra sig, før selve muligheden for at aflæse betydning forsvinder. Det gælder særligt forestillingens indledende del: Installationen i det røde venterum synes at skulle rumme en betydning, men de tegn, der skulle bære betydningen, afgiver så lidt materiale til vores forståelse, at vi i stedet for at ”tolke” blot stiller os op og venter. Gangene, faklerne, den røde farve, mørket og de dogmeagtigt stærke påbud om stilhed giver os en forventning om, at vi skal opleve et ritual. Men hvilket? Spillernes sortsminkede, næppe synlige ansigter, deres uflyttelighed og indbyrdes kontaktløshed giver en anelse om en større sammenhæng, men hvilken?

Der er mindst to svarmuligheder. Man kan, for det første, se alle disse greb alene som midler til manipulation med tilskuernes følelser. Postmoderne ”tomme” tegn, hvis betydning ligger i deres funktion. Mere er der ikke, og et mere traditionelt fortolkende blik er på vildveje.

En anden mulighed er, at forsøge at indlæse en symbolsk tolkning. Det er en mulighed, flere anmeldere har benyttet sig af, når de fx har afkodet konceptet som et udtryk for, at forestillingen fører os ind i et skjult underjordisk rum, hvor vi får adgang til at opleve mennesker, fanget i helvede. [1] Herfra kan man udbygge symboltolkningen og læse ”helvede” som et billede på livet.

Men begge muligheder virker forkerte. Den sidste, fordi Asmussen aldrig har været de tunge, bærende symbolers mand. Tværtimod. Ingen nulevende dansk dramatiker har som han evnet at lade sproget skabe både skærsild og helvede uden symbolske mellemled.

Den postmoderne læsning af tegnene som ”tomme” for andet end den effekt, de kan give hos tilskueren, holder bedre. Til gengæld skurrer den stærkt imod Asmussens verdensforståelse. Som en af de sidste eksistentielle modernister i sin generation af dramatikere, ligger den postmoderne effekt-æstetik ham fjernt. Og Stahos meget kalkulerede, villede arbejde med de tomme tegn skurrer imod Asmussens eksistentielle enkelhed. Staho og Asmussen taler tydeligvis ikke samme sprog.

Man kan beundre filminstruktøren Simon Stahos ambition og radikalitet og glæde sig over Aarhus teaters risikovillighed. Men der, hvor forestillingen virkelig lever og bevæger, sker det i mine øjne helt uafhængigt af konceptet. Det sker fx sker i en monolog, hvor en kvindestemme fortæller om den abort, hun fik som ung, et indgreb, som alle, også hun selv, betragtede som ingenting. Men siden hen har hun uden ophør været hjemsøgt af ”ingenting”. Her, i en af Asmussens smukkeste monologer, hentet fra Om et øjeblik. Fire forsøg på at leve og ét på at dø (2006) holder instruktøren sig diskret tilbage og giver plads til teksten på dens egne betingelser. Og så mærkes det, at ordene bærer i sig selv.

Aarhus teater. Hjertet skælver. Tekstmontage af Peter Asmussen-tekster ved Simon Staho. Instruktion Simon Staho. Medvirkende Jens Zacho Böye, Kirsti Kærn, Jesper Dypont,Barbara Hesselager, Jacob Madsen Kvols og Sicilia Gadborg Scenografi og lysdesign: Jenny André. Lyddesing. Marcus Hjelmborg.

[1] Således Asker Hedegaard Boye i Weekendavisen 7.2.2014.