Mellem ankomst og opbrud
Af Janicke Branth
Denne sæson synes ikke alene at kaste sig over de naturalistiske klassikere, men også at gøre det på de naturalistiske teksters klassiske præmisser. Renest og mest minimalistisk har vi kunnet opleve det på Odense Teater, hvor scenografen Martin Erikssons stramme næsten asketisk underspillede scenografi indrammer Jacob Schjødts teatraliserende greb på teksten. To nedslidte vægge med brune paneler mødes i en vinkel på bagscenen, fire skuespillere i brune nuancer og på brune træstole tegner starten på et scenisk univers, der er så trøstesløst som hos den schweiziske instruktør Christoph Marthaler i 90’erne. Også Marthaler og hans scenograf Anna Viebrock lod tiden stå stille i de storslået håbløse interieurer. Marthaler var tydeligvis inspireret af Beckett og det samme synes at gælde for rammen om Schjødts opsætning af Onkel Vanja. Stilheden brydes kun momentvis af karakterernes resignerede betragtninger over en udsigtsløs blanding af nedslidende arbejde og kedsomhed. Et næsten Beckettsk univers.
En genfortryllelse af verden.
Efter denne Beckettske start glider væggene i baggrunden lidt til side og åbner for en smal stribe landlig idyl. Et smukt kuperet landskab kommer til syne bag de brune vægge og ind træder professoren (Kurt Dreyer) og hans fortryllende unge kone Jelena (Natalí Vallespir Sand). Med sig bringer de ikke alene deres bagage og et frisk pust udefra, men også deres helt eget inventar af farverige møbler og kostumer. Schjødt og Eriksson etablerer på den måde et teater i teatret, en diskret antydning af, at ’forestillingen’ kan begynde. Det er tid til at fortrylles, forelske sig og fortabes. Den ensformige tilværelse på godset forvandles til en erotisk karrusel. Det nyankomne professorpar indtager scenevant det tomme gulv, mens ’birollerne’ indtager deres træstole langs panelerne. Onkel Vanja (Anders G. Koch), hans niece Sonja (Marie Nørgaard) og lægen Astrov (Claus Riis Østergaard) bydes skiftevis ’op til dans’ af det elegante professorpar fra storbyen. Det virker lokkende indtil det besættende, og kun Astrov formår nogenlunde at bevare sig selv midt i denne forførelse. Således er det også mellem ham og den skønne Jelena, stykkets erotiske puls opstår og kommer til at smitte omgivelserne. Det er her Jelena selv bliver grebet, mister grebet om spillet og derfor må flygte over hals og hoved. Det er fra disse to og deres undertrykte seksualitet, magien udgår og trækker de andre hovedkarakterer Vanja og Sonja med sig, og forlener deres meningsløse tilværelse med et skær af håb. En vild drøm, der brister til sidst og efterlader dem samme sted som i starten, blot endnu mere meningsløst resignerede. Finita la commedia.
Vanjas tragedie
Hos Tjekhov er den klassiske spændingskurve erstattet af en mere fragmenteret struktur, som både udelader alt det, der ikke er væsentligt, og giver plads til en teatralitet, der pointerer et teatrum mundi. Det er unægtelig en meget ’nøgen’ form for dramaturgi, der afkræver skuespilleren et usædvanligt personligt fysisk og mentalt nærvær. Og derfor bliver det altafgørende at skabe en rollebesætning, hvor hele mønstret falder på plads. Det gør det sjældent og heller ikke rigtigt i denne opsætning. Tjekhov stykker er derfor så forførende og farlige at give sig i kast med.
Som ofte hos Tjekhov er det i tredje akt, de erotiske trekanter eksploderer. Men i denne udgave på Odense Teater er spillet mellem Jelena og Astrov så køligt tilbageholdt og behersket, at den sanselige puls ikke ligefrem damper mellem de to karakterer. Bevidst eller ubevidst kommer spillet derfor til at koncentrere sig om Onkel Vanja og hans desperate ulykkelige forelskelse i den smukke men kølige svigerinde, der er så splittet mellem solidaritet med ægtemanden og de tiltagende følelser for hans læge. I stedet for en sort komedie om mennesker, der går galt i byen og skuffes, resignerer og visner, får vi en tragedie om Vanja og hans mislykkede forsøg på at slippe ud af sit åndelige og følelsesmæssige fængsel.
Anders G. Koch tegner Vanja lidt dyster, lidt klodset, lidt komisk i al sin afventende forelskelse. Betaget og jaloux, oppustet og spagfærdigt vantro vender han hele sit indestængte følelsesliv mod sin svogers unge hustru, som for ham – af en eller anden ufattelig grund – ikke overgiver sig til livet og kærligheden, men henslæber tilværelsen ved siden af sin selvmedlidende og hypokondriske gamle ægtemand. Forelskelsen vækker hans drift mod en anden virkelighed hinsides det ensformige liv på godset. Midt i forestillingen rækker han hånden ud mod publikum og træder for et kort øjeblik ud af spillet – ud til publikum – for at dele sine tanker med os: for mange år siden kunne han have grebet lejligheden til at fri til Jelena, og hans liv ville have været ’helt anderledes’ – mener Vanja.
Så meget mere forstår vi hans voldsomme reaktion på, at professoren i næste akt forsøger at overtale Onkel Vanja og Sonja til at sælge godset og leve af renter for udkastet. Svogeren har samlet hele familien til sit nøje forberedte indlæg, alle stolene er nu stillet op foran hans selvbestaltede talerstol. Vi oplever i den lille monolog professoren i sit es. Med kridt og tavle – hentet til lejligheden og båret af godsets fattige onkel Telegin (Mads Nørgaard) – forelæser han om sin ide, så alle kan forstå det. Et kort øjeblik føler han sig hjemme på dette gods, hvis virkelighed han intet kender til, men som ikke desto mindre holder hans storbytilværelse kørende på et passende niveau.
Men driften af godset har hidtil været det eneste, der har givet lidt indhold og retning i Vanja og Sonjas tilværelse. Og nu vil denne ’nar’ af en professor også tage det fra dem. Ikke bare den kærlighed, han aldrig fik, men også hans og Sonjas arbejde. Anders Koch får lov til at folde hele Vanjas indestængte raseri og smerte ud i sin protest mod svogerens plan. Professoren trækker sig, og de to farvestrålende, fremmede fugle flyver deres vej igen. Væggene lukker sig og sprækken ud til det lokkende landskab forsvinder. Vanja og Sonja indtager igen deres pladser i det mørke rum med regnskaberne, nu blot endnu mere fortvivlede. Nu blot med en endnu større bevidsthed om tilværelsens meningsløshed og tilfældighed.
Derpå bliver teatrets jerntæppe trukket ned. I det øjeblik springer den resignerede Onkel Vanja pludselig op og kaster sig imod det i protest, prøver at undslippe, krybe ud under det: Alt andet end at blive ladt tilbage uden denne drøm om noget andet, uden dette medrivende spil. Hvor oprivende det end var. Det kan godt være fortryllelsen var en illusion, men uden den: nej!
Udfordringen fra Tjekhov
Jacob Schjødt har stort set ikke skåret i teksten (bortset fra i Sonjas slutmonolog), så forestillingen varer næsten tre timer i sin fulde udstrækning. Tilsyneladende er der kun tale om mindre brud med naturalismen: Onkel Vanjas kontakt med publikum midt i forestillingen, scenografiens skæve snit, der tvinger alle stykkets personer til at gå i knæ for at gøre deres entre og sortie gennem de lave brune paneler, et par musikalske indskud af helt moderne karakter og så naturligvis professorparets teatralske entre og sorti fra bagscenens snævre, lysende åbning. Ikke meget, men nok til at understrege iscenesættelsens metagreb og ønske om at pointere tekstens iboende teatralske dimension.
Tjekhov stiller store krav til skuespillerne og deres evne til at skabe det psykologiske spil mellem karaktererne. For det er jo det, der er på spil hos Tjekhov. Det psykologiske rum mellem karaktererne må nødvendigvis folde sig ud og fylde rigtigt meget, når nu det er det, der erstatter den narrative fremdrift. Hvis publikum i salen ikke kan identificere sig med karaktererne og deres vanskeligheder forsvinder kraften i oplevelsen af den menneskelig isolation, bristede forhåbninger, ulykkelig kærlighed og ufuldbydet liv. Det er ikke kun Onkel Vanja, der skal bryde igennem den fjerde væg og fascinere os med sin tragikomiske skæbne. Her glipper det for forestillingen i Odense, hvor det alene bliver gennem Vanjas skikkelse, man mærker afmagten. Ensemblet træder i baggrunden og Anders G Koch får lov til at fremhæve skikkelsens patos på grænsen til det patetiske. Det er ærgerligt, for det gør Tjekhov mindre samtidig og fremhæver instruktørens skarpe greb på en lidt for demonstrativ måde.
”Onkel Vanja” – Odense Teater store scene, 2171 – 11/2, Instruktion: Jacob Schjødt, scenografi og kostumer: Martin Eriksson, Lyddesign: Todd Sarfaraz, lysdesign: Jens Poulsen. Medvirkende: Kurt Dreyer, Natalí Vallespir Sand, Marie Nørgaard, Maria Stenz, Anders Gjellerup Koch, Claus Riis Østergaard, Mads Nørby, Lisbeth Gajhede.
Janicke Branth, dramaturg, cand. phil. Tidligere rektor for Dramatikeruddannelsen (1998- 2010) og tidligere chefdramaturg på Aarhus Teater (1979 – 1998), nu underviser på Odense Teaters Skuespillerskole SMKS, dramaturgisk konsulent på Teatret Svalegangen, medlem af Reumertjuryen og Peripetis redaktion.