Komedie om forandring
Af Birgitte Dam
Så længe det er hyggeligt
Det kommer ikke bag på tilskueren, at titlen dækker over en svidende satire over dansk selvtilstrækkelig åndløshed, som den lokale radiostation Radio Solskin er et billede på. Ulla og co. sender kun glade nyheder ud til folket. Hvorfor skal det hele være så negativt? Smiler du til verden, smiler den til dig! Dramatiker Lærke Sanderhoff pumper klichéerne op til en kæmpe boble, der springer i sammenstødet med en moderne verden. Det nytter ikke noget at barrikadere sig med sin frygt for det ukendte. Vi bliver nødt til at forandre os og følge med. Ikke lade vores frihedstrang sande til i tryghedsnarkomani og snæversyn. Radio Solskin censurerer virkeligheden i stedet for at lade ordet flyde frit i kritisk diskussion, der kan udvikle samfundet. 
http://www.youtube.com/watch?v=66nw_Cwtd1M#t=19
Vi har gang i en slags ’virkelighedsteater’ i (folke)komedieform fra den danske provins. Stationens trofaste lytter, Bolette, taler jysk. Tilskueren får mulighed for at mærke sin egen stivnen i angst for forandringer, grine ad den og måske få løst op for den. Publikum til premieren på Folketeatret i København grinede jævnt hen – uden latterbrøl.
På komediens præmis er studiets crew tegnet skarpt op som endimensionale typer med forventet lokalkolorit. Studieværten Ulla Britt Pedersen, i røde bukser og spraglet skjorte, ’vores allesammens radiomor’ (Petrine Agger), inkarnerer stationen med sin ukuelige vilje og sit gode humør. Selvfølgelig er hun lykkelig. ”Hvad skulle jeg ellers være?” Medværten (Henrik Birch), den flotte, mørke cowboy, der attraherer både Ulla og den kvindelige borgmester, accepterer uden et kny sin plads i Ullas hakkeorden, men drømmer inderst inde om at danse tango. Stedets klovnede underdog, Kenny, er en blanding af autistisk nørd og en hjertensgod tumbe, med langt hippiehår. Han savner kærlighed og begærer Bolette. Tekniker Torben Grib (Jesper Lohmann), der synger jinglen live hver morgen, er den mest normale. En kontant familiefar, der vil have opdateret sit udstyr. Alligevel forårsager han publikums latter, da han dukker op til redaktionsmøde i kikset neongrønt cykelantræk med hjelm. Bolette (Vibeke Hastrup), holdets trofaste lytter, åbenbarer sig som en kraftig kvinde med gråt strithår, solidt fodtøj og let til tårer. De bliver rigeligt udløst, da Radio Solskin trues på eksistensen.
Antagonisten er moderniteten
Kendingsmelodien er naturligvis ’You are my sunshine..’, som afspilles i et forbløffende antal forskellige fine variationer som løbende baggrundsstemning, den klinger også bag præsentationen af stedets nye borgmester. Hendes konfrontation med holdet ved studiets samtalebord giver piben en anden lyd og skaber et vendepunkt i dramaet. Karen Margrethe Toftdal (også spillet af Vibeke Hastrup) indfrier vores forventning om et opgør med lykke-billedet. Hun binder knuden og formulerer konflikten: Livet er for kort til hyggesnak. Hun inviterer til kritiske spørgsmål og angriber selvtilfredsheden og en anløben moral hos folk (som RS), der overhovedet ikke gider høre på hendes’1620-plan’ med tiltag for området. Nej, Karen Margrethe forstår overhovedet ikke stilen på Radio Solskin. Hun fjerner det kommunale tilskud, hvorefter radiostationen hænger i en tynd tråd. Med Ulla som energicenter sætter holdet nu ind mod nedturen med storstilede redningsforsøg, som tilskuerne dog ikke kan tro på, efter fra starten at have gennemskuet uholdbarheden i projektet. De kæmper sejt imod det økonomiske lavvande for at bevare status quo. Arrangerer en demonstration, sætter en kalender med nøgenbilleder af sig selv til salg, hvis optagelser publikum fikst og ’grænseoverskridende’ er tilskuere til, og til sidst laver Ulla et malplaceret hold up på borgmesteren, der afsløres i seng med dildo og en faglig rapport. Sådan går en moderne karrierekvinde uden børn og hobby, naturligvis – alene – i seng.
Men holdet bag radioen anstrenger sig uden økonomisk gevinst og må – i overensstemmelse med den traditionelle plotstruktur – se i øjnene, at modstanden er større ned forventet. Så en ny ’orden’ indtræder – uden Radio Solskin. For første gang må RS sende en dårlig nyhed ud i æteren og tælle ned til begravelse, der udføres bogstaveligt som et komisk ligtog.
Happy end
Sidste del af stykket rejser spørgsmålet om, hvor langt sammenhold og solidaritet rækker, når det går tilbage. Og her troede vi faktisk på de gæve medarbejdere på Danmarks gladeste radiostation. Men nej. Jens Peter danser først efter borgmesterens pibe og rejser siden til Argentina for at realisere sin, viser det sig, drøm om homoseksuel tangodans. Torben går til et sikkert job på en anden radiostation. Kenny får ikke sin ambition om egen udsendelse opfyldt, men kommer ud af singlelivet med en ’dame’. Det er på sin vis paradoksalt, men vi nærmer os en lykkelig slutning. Det er Ulla, der med en pludselig afklaring forærer den billet til Jens Peter, som hun havde købt for stationens sidste penge til sig selv og ham. Som skudens kaptajn står Ulla alene på skansen til sidst, da hun får den lyse ide at rejse til Botswana til sit lille sponsorbarn, selv om hun ’sikkert bor i en lerhytte’.
Trods et tilsyneladende ubrydeligt fællesskab, viste de fire udkantsdanskere sig ikke at være så lykkelige, som de ville give indtryk af. Men nedlæggelsen af deres arbejdsplads åbner for en individuel frigørelse (’mor’, bøsse, kæreste, et ’rigtigt’ job). For de tos vedkommende inkluderer det oven i købet at møde den store globaliserede verden. Den neurotisk indelukkede livsstil holdt ikke. Personerne, og vi med dem, indser, at verden er større end det lokale.
Plot og skabeloner
Fortællingen benytter en gammeldags plotstruktur, for trods baggrund i krisen, er historien om Radio Solskin ikke ude på at fortælle om en passiv kollektiv skæbne. Plottet skal vise situationsforandring. Både formen og karakterudviklingen giver mening. Hvorfor sidder man så alligevel lidt flad og frustreret tilbage efter fremkaldelserne? Det er jo bare en komedie, og komikken kører i (ret) højt gear med energisk spil og Claus Helbos superfleksible scenografi, der er centreret omkring et bord, der med et snuptag kan forandres fra møde- og arbejdsbord til samtalebord med mikrofoner og åbning til teknikken. Dialogen er tilmed godt krydret med sex-ingredienser på en direkte plat facon, der indimellem underholder.
Sagen er, at persontegningen gentager de vante stereotyper: provinsfolk er varmhjertede, enkle og konservative. Moderne innovative mennesker beherskes derimod af kølige hjerner, ligesom hos Morten Korch. Og dette kombineres med en skabelonagtig plotstrukturs forudsigelige forløb. Vi magter ikke længere, at det hele går op! Men ikke mindst frustreres vi af, at plottets konflikt formuleres med et samfundsperspektiv, men løses på et privat plan. Borte tager både det lille kollektiv, redaktionen, og det store, samfundet, repræsenteret ved den kvindelige borgmester. Tilbage står individet, for hvem det kun drejer sig om at finde tryghed i et nært fællesskab. Det kan godt være, frigørelsen starter der, men stykket viser dog mange glimt af et senmoderne samfund med større udfordringer: Den bevidstløse oplevelseskultur med bingo og konkurrencer, medieverdenen som erfaringsbaggrund, der kun rækker til at gøre modne mennesker til grin.(Hvem vil købe nøgenbilleder af dem?), – forestillingen om, at vi lever i et matriarkat. Der går hul på den løgn, radiostationen formidler, men komedie eller ej, er det så ok at efterlade en sådan elendighed?
Ny dansk dramatik udfordrer danskheden
Det er godt at ’Verdens lykkeligste folk’ udfordrer diskursen om, at danskerne er glade og lykkelige mennesker, for det er en begrænsende definition og en ubrugelig strategi både på et personligt og et samfundsmæssigt plan. Flere andre steder går ny dansk dramatik ligeledes bag om normalitetsbegrebet og dets konsekvenser. I den forgangne københavnske teatersæson fx Kamilla Wargo Brekling, der holdt mikrofonen op for de voksne og spurgte, hvad de havde så travlt med (Spørg de voksne, Republique). Og Christian Lollike, der bombede hele forbrugersamfundet og medieindustriens univers i stykker, for at hans to deprimerede hovedpersoner kunne komme til sig selv og mærke deres egne drømme, frem for et udhulet stressliv uden håb og utopier, hverken for sig selv eller samfundet (All My Dreams Come True, Caféteatret).
Det er et frugtbart produkt af krisen, at der nu produceres så meget teater, der går i dialog med samtiden. Stadig oftere med et lokalt tilhørsforhold. Det gælder måske ikke direkte for Verdens lykkeligste folk, men holdet bag forestillingen etablerede sig oprindeligt i 2008 på Får 3o2, hvor teatret satte livet i yderkanterne på plakaten. Gruppens forestilling ’Klumpfisken’, der turnerede landet rundt og nu er på trapperne som film, fortæller en hverdagshistorie, der foregår i Hirtshals. Og man kan også fremhæve holdets andet udspil for, at der er tale om et teater, som et stort publikum kan spejle sig i, som en levende del af tiden, på scenen.
Alle vil elske optakten til Verdens lykkeligste folk for den elegante leg med klichéerne. Men spørgsmålet er, om det er et raffinement eller en smutter, at forestillingen transformeres fra én kliché til en anden kliché?
Hippodromen, Folketeatret. Til 15. februar. Derefter turne i hele landet. Dramatiker: Lærke Sanderhoff. Iscenesættelse: Frede Guldbrandsen. Scenografi: Claus Helbo. Medvirkende: Petrine Agger, Henrik Birch, Jacob Lohmann, Kristian Holm Joensen, Vibeke Hastrup
Birgitte Dam er cand.mag i dansk og teatervidenskab. Underviser og free-lance teaterskribent.
Verdens lykkeligste folk. Dramatiker: Lærke Sanderhoff. Iscenesættelse: Frede Guldbrandsen.