Fra forestillingen Rindal, Mungo Park, Kolding
©2013 Palle Peter Skov

 

Mellem rindalisme og modernisme

Af Erik Exe Christoffersen

Rindal er en velspillet, musikalsk, poetisk og morsom forestilling om staten og kunsten. Den fremstiller kunsten og kunstnerne i 60erne som karikerede kulturradikalister, der er ”forlovede” med staten. Det er alt sammen set i et lokalt perspektiv og langt hen på Peter Rindals præmisser. Han bliver nærmest en poetisk folkehelt, en anarkist, som dog på tragisk vis mister sig selv i opgøret. Tilbage står en mand uden ansigt med det billede, som hang over hans seng. Som han elskede og selv havde betalt. Kunst? I hvert fald er det udtryk for en længsel mod noget andet?

 

Stykket er skrevet af den statsstøttede dramatiker Tomas Lagermand Lundme om Peter Rindals protest mod Statens Kunstfond, som blev oprettet i 1964. Stykket opføres på det stats – og kommunalstøttede Mungo Park Kolding af tre skuespillere og Niclas Bendixen iscenesætter. Det er en oplagt god ide Lasse Bo Handberg, som leder af egnsteatret har fået: at tage fat i noget der for nogle er et traume og for andre en succeshistorie, og som stadig i dag sætter sig spor i Kolding og hele landet.  Spørgsmålene er: Hvad er kunst?  Hvem skal bestemme det? Og hvem skal betale?

Lagerforvalter Peter Rindal fra Kolding Hørfabrik afleverede den 2.marts 1965 flere hundrede protestunderskrifter, og de udviklede sig til det Ekstrabladet døbte: rindalisme. For Peter Rindal var det en protest mod statsbetalt moderne abstrakt kunst, som ikke sagde ham noget, og som i hans øjne både var barnlig og uforståelig. Desuden var det en protest mod den efter Rindals opfattelse sammenspiste kunstelite i København og omegn. et er en kompleks sag og et spændende stykke kulturhistorie, som Mungopark sætter på scenen.

Stykket begynder med at slå fast: Dette er teater og det opføres af tre skuespillere (Jesper Riefensthal, Maja Juhlin og Frank Thiel), som er betalt af staten. De kommer ind i undertøj fra 50erne på en tom scene med et klaver og et par trækonstruktioner, som kunne være moderne abstrakte skulpturer. Skuespillerne påtager sig forskellige roller ved ganske enkelt at påføre sig enkle kostumer som en jakker eller en lagerforvalterkittel, men de er også personer bag rollerne, og i gennem stykket foregår der en vigtig refleksion over forholdet mellem rolle og person. Faktisk kan man sige, det er et bærende tema også for Rindal, som spaltes i rollen som rindalist og personen Peter Rindal. I pausen får tilskuerne et glas champagne på statens regning, man skåler og ”tvinges” til at tage i mod statens velmente ydelse. Så tilskuerne spaltes på en måde også – mellem at være til stede personligt og som tilskuer indlagt til et statsbetalt kunststykke. Det samme gælder skuespillerne, som er ”tvunget” til at spiller roller, som de ikke selv har valgt. Alt sammen på statens regning selvom staten tilsyneladende ikke blander sig men holder armslængde.

Men skuespillerne er altså også mennesker og den charmerende Maja Juhlin fortæller, at hun faktisk fryser hænderne og har kolde fødder. Senere i stykket har hun ligesom vænnet sig til forholdene og mærker ikke længere noget. Frank Thiel tvinges til at spille staten, selvom det er kendeligt og Maja glæder sig til at spille journalist fra DR. Jesper Riefensthal er sur over at skulle have den kedelige gråbrune lagerforvalterkittel på, og i rollen som Rindal mumler han noget uforståeligt om kunst. Journalisten er på pletten og øjner en historie, så hun tvinger ham både til at gentage og til sidste nærmest råbe sin protest.

Skuespillerne gør et godt stykke arbejde og fortjener klart deres statsstøtte. Fremstillingen af lagerforvalteren af Jesper Riefensthal er både stiliseret og indlevet med en form for tvetydighed i udtrykket, som er både udleverende og omsorgsfuldt: Peter Rindal er ikke ganske herre i eget hus.

1964

Rindal begynder i 1964 og vi følger historien om lagerforvalteren, der lægger navn til en isme: Rindalisme. Først var han modstander, og senere fik han sæde i Statens Kunstfond som repræsentant for Fremskridtspartiet. Rindal døde i 2009 og mente selv at kampen havde kostet ham blodpropper og nervesammenbrud.

I 1964 og de følgende år skete der i al sin enkelthed en kulturrevolution både i kunsten og i kulturen som helhed. Ikke bare i Danmark men i hele verden. Stykket nævner mange navne og begivenheder: Jørgen Nash saver hovedet af den lille havfrue i 1964, Asger Jorn maler smukke landskabsmalerier over med fx en latterlig barnlig ælling.

 

Yoko Ono opførte Cut Pices i Japan, hvor tilskuere kunne klippe en stump af hendes tøj indtil hun var nøgen, og i Danmark toppede denne kunstform med Hesteofringen, 1970 af Bjørn Nørregaard. Det var en form for teater, et levende billede hvor hesten parteredes, mens Lene Adler med et stort kors bevægede sig syngende rundt om det døde dyr. Det var en blanding af mytisk handling og en politisk aktion i relation til Vietnam-krigen. Aktionen var uden tilskuere, men blev fotograferet af Ekstra Bladet. Senere blev hesten fordelt i 199 syltetøjsglas og udstillet på Louisiana og i dag befinder ’værket’ sig på Aaros i Århus. Fælles for mange af disse performanceværker værker er det, at de forsøger at overskride en traditionel værkramme og en romantisk kunstforståelse.

Konflikten mellem Rindal og Nørgaard kommer til at spille en central rolle i stykket, selvom der blandes andre kulturradikale stemmer ind i historien. De gennemspilles både som dukketeater og som ”moderne dans” med hip til Pia Kjærsgaard, hvor de to danser nøgne rundt og banker lem mod lem. Plat, ja bestemt men underholdende. Hestens hoved fremstilles elegant med en gammeldags blå kaffekande. Der er i det hele taget masser af platheder: Nørgaard er mest interesseret i at bolle med Lene (Adler) og især i at vise sit lem frem. Men hvis man kan tjene nogle penge på en død hest i syltetøjsglas, så er det super, for så bliver der råd til en ny bolig. Den kulturradikale elite med kulturminister Bomhold, Rifbjerg og Bjørn Nørgaard i spidsen kæmper om, hvem der kan råbe højst.

Selvom Rindal tilsyneladende var en ener og helt sin egen, blev han bannerføre for en bevægelse, som var meget større end ham selv og som gav anledning til at koble modernismekritik sammen med anti-intellektualisme, statslig styring og overformynderi og venstreorientering og så kan man måske ikke mindst lægge københavneri samt kulturradikalisme som sådan oven i. Alt i alt en usædvanlig kompleks sag, som mange især i Jylland kunne skrive under på. Rindalismen er i mine øjne en bevægelse som fører frem til 00’ernes kritik af ekspertvældet under VK (og DF) med genoplivningen af kulturkanon og heksejagt på kulturradikale kulturpersonligheder. Det er med til at give forestillingen en aktualitet.

 

©2013 Palle Peter Skov

 

Når stykket formå at få fat i en tragisk dimension er det delvis på modernismens bekostning. Den er nærmest latterlig, og fremstillingen er distanceret og karikeret. Stykket levner ikke kunsten mange muligheder for at fremstille sig selv som seriøs. Det er som set og følt af manden i Kolding. Men 60ernes kunst var jo også meget andet. En kamp for nye udtryksformer, for kvalitet og frihed. Og som stadig kan virke provokerende. Stykket vælger måske meget fornuftigt ikke at forsvare denne kulturradikalisme. I stedet fokuseres der på lagerforvalteren, som en der også kæmper for sin egen personlige frihed og integritet.

Stykket er dokumentarisk og basere sig på en række informationer fra især 60erne og 70erne. Det er en balancegang for man forventer en sandfærdig dokumentation. Men parodier, satiriske indslag og metafiktionelle afbrydelser antyder, at der er tale om en subjektiv fremstilling. Stykket er ikke biografisk og vi får ikke så meget at vide om manden, bortset fra at han måske var mere til romantik, poesi og dansk musik end som så. Han talte i billeder og var mere til kunst, end man måske skulle tro. Stykkets paradoksale pointe er, at han startede en bevægelse mod abstrakt kunst, men faktisk var ligeså poetisk og abstrakt som de kunstnere, han afviste som uforståelige. Rindal var selv et paradoks og manden de kaldte rindalist kunne til sidst ikke genkende sig selv. Nogen havde stjålet hans ansigt. Nogen havde brugt ham i en større sags tjeneste. Sådan ender stykket tragisk med en mand, som har mistet sig selv, lidt ligesom det sker i Kafkas Processen eller i Beckets absurde stykke Slutspil.

 

Rindal og Staten. ©2013 Palle Peter Skov

Stykket slutter med det åbne spørgsmål: hvem har stjålet Peter Rindals ansigt og gjort ham til rindalist? Det er et spørgsmål, som der ikke er noget entydigt svar på

Hvem skabte rindalsme?

Stykket peger på DR, som fik Rindal til at udtale sig selvom det egentlig var slagteriarbejdere fra Vejle, som kom først med protesten. Ekstra Bladet! Måske fordi navner Rindal klingede så godt? En anden skyldig er måske staten, som gjorde ham til medforvalter af Kunstfonden. Og måske Fremskridtspartiet som satte ham ind i en politisk ramme? Kunsten som sådan var vel også med til, at skabe rindalismen, fordi den havde brug for en fjende gerne fra det mørke Jylland, som ikke havde fattet, hvor vigtig kunsten er for velfærdsstaten og i det hele taget kulturens udvikling.

Modernismen vandt

Jorn hænger i dag rundt om i arbejderhjemmene som reproduktion og værdien af hans værker er steget til vanvittige summer. Kunstfonden lever i bedste velgående og kan fejre 50 år og ingen drømmer om at nedlægge denne succes. Alligevel er det en form for tragik. Der står en mand tilbage med et maleri af en ung smuk kvindekrop. Han har købt det for 4000 og det hang over hans seng. Billedet er originalen og altså ægte. Noget som har en autenticitets-effekt på trods af, at det er iscenesat.

Det er ligesom med Peter Rindal. Historie er kørt hen over ham og forestillingen efterlader ham der i et tomrum med billedet under armen og hvor sneen falder som stilhed. Rindal var en parentes. Men stykket undlader at hovere og det er der god grund til, for Rindal er et billedet på manden, som forvildede sig ind i velfærdsstatens  labyrint og som ikke kunne komme ud igen. Stykket indtager hverken en position som rindalismens eller kulturradikalismens. Den forbliver lokal kunst, som er noget for sig, noget i sig selv som både Rindals familie og borgerne i Kolding kan være stolte over. Sådan skal det være med et egensteater, der gerne vil relatere sig til sin by og byens historie.

Erik Exe Christoffersen: Lektor Institut for Æstetik og Kommunikation (Dramaturgi). Redaktør af Peripeti.

Iscenesættelse: Niclas   Bendixen. Idé: Lasse Bo   Handberg
Dramatiker: Tomas Lagermand   Lundme i samarbejde med Jens Svane Boutrup
Medvirkende:Jesper Riefensthal, Maja Juhlin og Frank Thiel
Urpremiere10.   10. 2013

Del med andre

Comments are closed.