Odsherred Kulturfestival 2013

Interview med festivalleder Thomas Burø

Af Ida Krøgholt

Odsherred kulturfestival har været organiseret af et festivalsekretariat, hvilket har betydet, at teatrets rolle på nogle måder har været begrænset. Sammenligner man med Viborg og Holstebro, hvor egnsteatret på forskellige måder indgår som en central festugearrangør med ansvar for drift og budgetter, har egnsteatret Odsherred en mere decentral organisatorisk placering. Ikke desto mindre har teatret bidraget til at sikre kulturfestivalens kunstneriske udtryk gennem et nært samarbejde med festivalledelsen, hvilket er opsummeret i sloganet Mere kant end udkant. Festivalleder Thomas Burø udfolder her.

Kan du sige et par ord om sloganet Mere kant end udkant?

Der er to veje ind til det. Den ene handler om en (meget klassisk) modernistisk forståelse af hvad kunst skal, at kunst skal provokere eller rettere udfordre vores normer. Om ikke andet så for at give os en mulighed for at se vores normer. Det er den forståelse, som Marianne Jelved italesatte ved festivalens åbning, altså kunst skal afkræve af os, at vi forholder os refleksivt til vores normer. Den anden vej, som jeg er mere interesseret i, er at bruge kulturen som et eksperimentarium. At eksperimentere betyder jo ikke nødvendigvis, at man provokerer. Når man eksperimenterer, så træder man ind i en tilstand af usikkerhed, og der befinder man sig på en kant – til det nye. Det synes jeg er mere interessant – at man siger: hvad er det, vi er i færd med at blive. Det er det, som Foucault og Deleuze og de der folk kalder for aktualitet. Altså, vi er i færd med at blive et eller andet, ikke. Der har man en kant, der hvor man kan træde et skridt ind i noget nyt, og det synes jeg er enormt spændende, for man ved ikke, hvad det er, og fordi, der kan kulturen når det er rigtig velfungerende sætte en ramme, hvor folk tillader sig at drømme lidt ud og tænke: hvad nu hvis man gjorde sådan og sådan. Når man træder ud i det rum, kan man løsne lidt op på grund af de rammer, der er sat, og så kan der ske noget. Her ligger der en berettigelse i kant-begrebet. Så er der også en klar brandingstrategi i det, at nu skal vi vise omverdenen at Odsherred har kunst og kultur af meget høj kvalitet. Men det er også her, man rækker tilbage til forståelsen af kunst som provokation eller som udfordring. Som noget, der stryger mod hårene. Og udfordringen for os har været kommunikativt at komme udenom den. For så ville vi ikke kunne levere varen. Så havde det simpelthen ikke været avantgarde nok, det vi havde lavet. Derfor har vi også opereret med, at det som er det mest kantede ved det her, det er den geografiske udspredning, for den er sådan lidt uoverskuelig, men også sjov. En anden ting er at sammensætningen af begivenheder og kulturaktører i sig selv set oppefra er meget speciel. Jeg er ikke sikker på, at den er gået hjem, men det er i hvert fald en af de måder, vi har forsøgt at give festivalen noget kant.

Ja, problemet er vel netop at Odsherred-projektet er uoverskueligt i sin helhed, altså, der er vel ikke et subjekt, der har overblik over Odsherred og kan deltage og kontrollere alle festivalens aktiviteter?

Nej, de geografiske forhold giver os et modspil, og min påstand er, at der ikke findes noget Odsherred. Når folk er ude, jo, så kan de sige: vi kommer fra Odsherred. Men vi har opdaget, at der er tre hovedcentre: omkring Nykøbing og Rørvig, hernede omkring Vallekilde og Asnæs og så midt i, hvor vi har Vig og fx den helt besynderlige aktivitet, der foregår i Egebjerg, hvor de er helt unikke. I Egebjerg har der været en ret stor tilflytning af kreative københavnere men også lokale kreative, og de er bare gået all in og har hævet kulturlivet og det lokale liv. Der er både økobyggeriet derude og mange begivenheder. De er finmaskede, kender hinanden alle sammen. Da jeg skulle lave nyhedsbrev, gav de mig en side med kontaktpersoner på alle mulige projekter, det gør det nemt at samarbejde med et sted som Egebjerg. Men der er altså en akse, som hedder Vig-Egebjerg og desuden tre geografisk centrerede kulturliv. Der er nogle ting, der går på tværs, men også rigtig meget, der bare bliver inden for de lokale rammer, det kan man godt mærke. Så når vi laver den her festival, så oplever vi jo også, at der er en verden til forskel mellem det at lave begivenheder i Vallekilde og i Rørvig. Altså, der er selvfølgelig nogen, der laver bevægelsen mellem de geografiske centre, men de fleste vil opfatte det som fuldstændig separate steder. Også fordi, der er 30 km imellem, ikke. Det er sådan lidt spøjst.

Til noget helt andet: hvordan er egnsteatrets rolle i festivalorganisationen? Vi kan se ud af programmet, at Simon Vagn Jensen, som er leder af teatret, er med i styregruppen og i sekretariatet…

Ja, for det første er egnsteatret den juridiske enhed for festivalen. Det er dem, der udgør pengestrømmen. Og i sidste ende er de også de ansvarshavende, ligesom det er der, jeg er tilknyttet rent ansættelsesmæssigt. For det andet sidder Simon med i styregruppen for festivalen, han er den som lægger strategi og holder mig i nakken og som i øvrigt skal kigge alle i kortene. Han har været med til at lægge profilen og skabe identiteten. Så der er teatret inde over. For det tredje så har de produceret nogle ting, de to krigsforestillinger Leftovers from the war og War. Du sku ha været der. De har også været med til at lave udstillingen hvori Leftovers kører, som er en del af teatrets eget Kreative otium projekt. De har en egenproduktion, som hedder Halløj på Bøhlandet, så de er også selv en af kulturaktørerne. Og så er egnsteatret en organisation, der har lavet et skift i forhold til den måde, de opfatter sig selv på. De er gået fra at være en organisation, der primært henter gæstespil og i øvrigt selv turnerer meget, til at være meget ud af huset. De har prøvet at lave projekter, som rækker ud i lokalsamfundet, outreachagtigt, og involverer eksempelvis de ældre, og de har også arbejdet en del med at aktivere unge i et projekt som hedder Forestillinger og lavet små talkshows på Malergården, som er et museum. Man kan kalde deres kulturelle engagement i festivalen for publikumsudvikling, man kan også kalde det teaterudvikling, altså at man gør op med idéen om at publikum skal sidde foran scenen og med den meget traditionelle teaterforestilling. Det opgør har de faktisk taget for lang tid siden, de producerer selvfølgelig i det traditionelle format men arbejder også med stedsspecifikke koncepter. Den satsning handler om at tage ud, hvor folk er. Og prøve at aktivere og række ud til nogle grupper, som ikke identificerer sig selv med den finkulturelle teaterform. I den forstand passer egnsteatrets udviklingsproces rigtig godt med den måde, vi har tænkt og den gestus, vi laver med festivalen. Så det er det samme teaterbegreb og kunstbegreb, jeg og teatret trækker på. Simon siger, at han generobrer folkeligheden, og det synes jeg er en fin måde at sige det på, for det handler om at lave ting som på en eller anden måde forsøger at være i øjenhøjde. Og så kan vi forresten tage sådan et eksempel som kirkelyd-koncerten. Det er en koncertrække, som er løbet hen over foråret som en slags warm up til festivalen, og på festivalen har vi så en koncert med en komponist, som hedder Maiken Bauer, som spiller en Komposition for klokker, baseret på lydoptagelser fra de lukningstruede københavnske kirker. Det bruger hun så til at lave en elektronisk koncert. Når jeg siger elektronisk musik, så er det straks meget højpandet og finkulturelt, men det vi har oplevet, er, at der er mange fra den lokale valgmenighed, som faktisk er kommet til de her virkelig højpandede koncerter, og som sikkert bare har tænkt: hvad foregår der? Så der er et eller andet ved det samarbejde og partnerskab, som har formået at få det meget finkulturelle eller avantgardistiske til at møde den lokale valgmeninghed. Det har været interessant, ikke uden ridser i lakken, men spændende. Det er et eksempel på det her, at man kan prøve at placere sig et sted, hvor man kan trække nogle folk hen, der ikke nødvendigvis vil bruge eller identificere sig med den kunst, de præsenteres for. Og det er fint i tråd med teatrets idéer.

Netop fordi teatret er i gang med en udvikling, der korresponderer godt med festivalens eksperimenter, tror jeg at en stærkere forankring af festivalen i forhold til egnsteatret vil være en fremtidig model. Måske kunne teatret simpelthen årligt udskifte en forestillingsproduktion med produktion af festival, de har en stor del af apparatet og netværket til det. Og i stedet for biennalemodellen mener jeg, man skal afholde festival en gang om året – den skal holdes i gang, det bliver for tungt at gentage den hvis den ikke holdes flydende.

Så vil jeg spørge dig om forholdet til det øvrige festivalnetværk. Er der noget samspil med de øvrige egnsteatre og byer, som er knyttet sammen i projekt Kunsten ude på kanten, som kan bruges til noget?

Ja, der er et konkret projekt, det som hedder War. Du sku ha været der, som er lavet i partnerskab med Viborg og Carte Blanche.

http://www.youtube.com/watch?v=_zc4th3QFvA

Vi har lavet et fælles udspil til Lukas Matthaei, som er tysk instruktør, og lavet en samlet økonomi på det. Det handlede både om at lave ting, som går på tværs, og så er der selvfølgelig også nogle stordriftsfordele. Vi har forsøgt at skrabe de penge, vi havde, sammen til en økonomi, der kunne producere et eller andet, og selv om den var ekstremt stram og minimal, så muliggjorde det alligevel, at vi lavede det her projekt.

Hvorfor lige Carte Blanche og Viborg?
Fordi de var interesseret i Lukas’ arbejde. Og vi var begge interesserede, så det var, hey, lad os gøre det! Udover det har der ikke været nogen oplagte partnerskaber.

Der er mulighed for noget sparring omkring worst case/best case. Ja, og vi har jo også lavet nogen kæmpe bøffer, altså, fx finder vi alt for sent ud af, at man for ganske få penge kan få husstandsomdelt programmer, og det er bare sådan – idioter, ikke – det burde vi have gjort, det burde vi have tænkt over noget tidligere, hvilket havde lettet distributionsproblemet, som har været enormt.

Del med andre