Odsherred Kulturfestival 2013

Interview med festivalleder Thomas Burø

Af Ida Krøgholt

Med en minimal stab af lønnede medarbejdere og en ambition om at sprede festivalen ud over hele Odsherred kommune, har der været store udfordringer. Frivilligt arbejde har været nødvendigt og ønskværdigt, både for at kunne holde de beskedne festivalbudgetter, for at skabe engagerede deltagere og for at få egnens kunstnere og kultur-engagerede til at levere bidrag ’med kant’. Men afregningen med de frivillige kræfter og incitamenterne for at deltage er nogle af de forhold, man endnu ikke har fundet en optimal løsning på. Festivalleder Thomas Burø fortæller her om erfaringerne med at lede en festival, hvor frivillighed er en forudsætning.

 Hvad er det her for en festival? Hvordan kan den identificeres i dag, en dag inde i festivalen?

Odsherred Kulturfestival er en såkaldt paraplyfestival, og med det menes en festival, hvor man samler en lang række forskellige aktører. Det er alt, lige fra foreninger til professionelle selvstændige kunstnere, til kulturaktører, museet som vi står i i dag, teatret, biblioteket, sådan nogen størrelser som dem, der har en drift. Og de laver så alle sammen projekter til festivalen. Nogle af projekterne har aktørerne en tradition for at lave, eksempelvis lørdagsjazz på Pakhuset. Og nogle af projekterne er begivenheder, som er lavet som noget særligt til festivalen her. Så det er en vekselvirkning mellem de to.

Så deres, aktørernes, identitet kunne måske også forandre sig undervejs?

Måske, altså det er jo en af de ting, som vi tester lidt: hvad er det der sker, når man er med i sådan en ramme. Og nogen ting kan vi godt forudse, for det ved vi fra andre paraplyfestivaler. Det er typisk problemer som visuel identitet, det er spørgsmålet om hvem, der ejer det enkelte projekt, om man føler, man bidrager til en samlet ramme, eller man føler sig som leverandør, ja, om man føler, man har ejerskab over kulturfestivalen som sådan. Og de spørgsmål tror jeg ikke, vi kan besvare endnu, men min mavefornemmelse siger mig, at vi vil have folk der falder i alle tre kategorier. Der vil sikkert være nogle, som tænker: nå, hvis vi bare er leverandører, så får vi ikke nok for det. Altså, det er den værst tænkelige udgave, for vores udgangspunkt har været et andet, nemlig en bidragelsesretorik, altså at man bidrager til kulturfestivalen, når man er aktør. Så det bliver meget spændende at se, om der er nogen, der har opereret med sådan en ’vi er bare leverandører’-forestilling. Det har vi prøvet at undgå, men lur mig om ikke der kommer et par stykker, som tænker det. Det ville være atypisk, hvis ikke der var det. Især hos dem, der ikke er vant til at producere, deres forventninger til festivalen er måske ikke er så klart afstemt.

Hvad tænker du på helt konkret?

Hvis nu en forening er kommet med en idé til en aktivitet, og man så siger: I skal være arrangører på det – hvis de så ikke har en drift, så ved de ikke hvad det vil sige at være arrangør, så tænker de måske, jamen det kan vi da godt. Men så er det ikke sikkert, de er helt klare på, at som kulturfestivalsmedarbejdere er det dem, der skal løbe, det er dem, der forventes at udvikle tingene og afvikle dem. Sådan nogle misforståelser kan hurtigt opstå, hvis man ikke har den samme afviklingshorisont. Virkelig lavpraktiske ting. Og det har vi bare set nogle eksempler på. Der er eksempler på, at vi er gået forbi hinanden: hov, jamen det var jo meningen, at I skulle gøre det selv.

Kan man skrue på nogle nøgler der, tror du? Er det et område, man kan være proaktiv på ved næste festival?

Ja, jeg tror man kan gøre to ting. Den ene er at forudse, at det er et problem, og så handle meget intuitivt på det, når man kan mærke at der er et eller andet, der peger i den retning.

Og den anden ting man kan gøre er at lave sådan en meget klar partnerskabsstørrelse. Man kunne helt ændre fokus og sige, at når man vil bidrage, så er man partner i festivalen, altså at man, uanset om man er kulturinstitution eller forening eller privat, eller hvad man nu engang er, så indgår man i et partnerskab. Og når man laver det partnerskab, så har man så bare nogle helt klare arbejdsdelinger. Der tror jeg, vi har fejlet lidt i forhold til at antage, at vi kunne tale os frem til, hvordan man gjorde det, og også måske har fejlet lidt i forhold til at tro, at kulturnatsmodellen, som vi kalder den, dvs. at folk byder ind med et arrangement, at det forstår alle. Det gør de ikke. Og det er ikke deres skyld, det er dårlig kommunikation fra sekretariatets side. Kulturnatsmodellen er en af de antagelser, vi bare har gjort os, så den vil jeg rydde op i, hvis jeg får mulighed for det.

Til sidst: hvordan skal den her festival leve videre? Hvordan holder man fast i energien?

Ha, ’fast’ – jeg tror man starter med at sige undskyld til dem, som er blevet sure over et eller andet. Og så udpeger man de velfungerende organisationsmæssige lektier, man har lært.  Det er fint nok at pege på det, der ikke fungerer, men jeg tror også, man skal gå ud og sige: hvad for nogle ting ved vi nu har et potentiale. Og så tror jeg, man skal kigge meget dybt ned i økonomien. Og lade den sætte nogle tydelige rammer for, hvad man kan. For en af de ting, jeg har lært, det er at afhængigheden af frivillighed er mega giftig – af flere forskellige årsager. Primært fordi man belønner frivillighed med meningsfuldhed. Og vi trækker sindssygt meget rovdrift på vores folk. Så hvis frivilligheden er til stede naturligt, så er det fint, men hvis man laver en organisationsmodel og i sidste ende en forretningsmodel baseret på frivillighed, så kommer man i alvorlig knibe, når der ikke er nogen frivillige. Eller de frivillige tænker: vi bliver drevet rovdrift på. Så jeg mener, man skal passe på med at antage, at frivilligheden er til stede automatisk. Så skal man hellere operere med en eller anden form for belønning for at være en del af festivalen. Det kan være mange ting, alt lige fra ydelser og tjenester, tilskud. Jeg tror man skal lave en eller anden form for belønningsstruktur, som gør at folk tænker: yes, det giver mening at være med, vi får noget ud af det. Det tror jeg også vil være en af de ting, der vil kunne holde energien oppe. At folk tænker, jamen det giver mening at være med.

Så tror jeg også, man skal kigge lidt i det, jeg vil kalde professionaliseringen af produktionsapparatet. Sagt på en anden måde: dem der skal stå for festivalen, skal selvfølgelig være folk som har erfaringer med at gøre det. For det, man forhåbentlig kan få ud af det, er at man kan trække de ikke-professionaliserede med ind via sine partnerskaber, så man gør det til en del af partnerskabsaftalerne, at man også uddanner folk. Vi mangler jo på nogen områder kvalificeret arbejdskraft, så man kan sagtens forestille sig, at partnerskabet også drejer sig om at lave aftaler om, på hvilke fronter man vil højne kvaliteten.

Del med andre

Comments are closed.