Odsherred Kulturfestival 2013

Interview med festivalleder Thomas Burø

Af Ida Krøgholt

I mit interview med festivalleder Thomas Burø spillede festivalens ambition om at være bæredygtig, ikke alene miljømæssigt, men også økonomisk, socialt og kulturelt, en vigtig rolle. Spørgsmålet er hvordan ’det bæredygtige’, der er et gennemgående ord i festivalens omtale af sig selv i programmet og i ledelsens selvforståelse, fungerer. Bruges det som en term, der skal gøre festivalen sammenlignelig med alle mulige andre af samfundets organisationer? Eller kommer det ned fra hylden med hurraord og får en mere konkret betydning? Kan det eventuelt bruges til at tænke en festival som denne som noget, der er radikalt anderledes end andre af samfundets organisationer? 

I taler om fire forskellige typer af bæredygtighed i forhold til den her festival, ikke? Social, kulturel, miljømæssig og økonomisk. Og traditionelt, så er bæredygtighed jo noget, man taler om i forbindelse med miljømæssige sager. Men er det modellen for den sociale og kulturelle bæredygtighed, du med dit deltagerperspektiv udvikler på som leder af festivalen?

Det er flere ting. Vi har lavet nogle miljømæssige tiltag, for det første har vi via begivenheder prøvet at promovere brug af cykler, brug af fødder, brug af tog, og så har vi lavet et sponsorat med Avis hvor vi har en elbil, som vi også bruger på produktionssiden. Og det er jo alle sammen tiltag, som både forsøger at promovere den positive side af bæredygtighed, altså der hvor man skaber noget. I stedet for den negative side, hvor man udelukkende vil minimerer co2. Jeg tror ikke særlig meget på den, der bare hedder ’reducer’, det har vi ikke ressourcer til. Det kræver altid investeringer at begrænse sig, og de penge har vi ikke. Så den form for bæredygtighed, vi har mulighed for at udvikle på, det er den positive side, altså det er der, hvor man skaber forbindelser, skaber det vi kalder for bærekraft: stærkere bånd imellem institutioner, at de kender hinanden bedre og kan trække på hinanden. Lad mig nævne et godt eksempel: Stian. Han er en fyr, som kører parkour-drengene i Odsherred, som vi har et partnerskab med, og i det øjeblik, Stian trådte ind og sagde ”bare sig til, hvis I har brug for hjælp”, da skete der en masse ting. Han rykkede ind den sidste uge inden festivalen startede, og hans hjælp har virkelig bare løftet rigtig meget. Han kan trække på det, at han kender folk, han kan lave studehandler, han kan gå ud og lave et eller andet bygningsværk den ene dag og den næste dag, så samler han parkour-drengene til paraden. Han er en ressourceperson og grunden til, at jeg trækker ham frem, er, at uden sådan nogle forbindelser kan man ikke gøre det. Det er partnerskaber af den art der gør, at festivalen og i sidste ende kulturlivet også bliver bærekraftigt.

Og det er den slags forbindelser, der skal oparbejdes – for dem kan man vel ikke kende på forhånd?

Nej, det kan man ikke. Vi har forsøgt at lave en ramme, hvor aktørerne i Odsherred kan se hinanden, og at se hinanden betyder i sidste ende bare at se, at vi er del af det samme festivalprogram. Men forhåbentlig betyder det også, at aktørerne besøger nogle af hinandens begivenheder, og konkrete samarbejder kommer der forhåbentlig også ud af det. Vi håber, at det kan afføde en bevægelse, som gør at netværket blandt kulturaktører bliver mere finmasket. Det er grundbilledet på den positive bærekraft, som handler om, hvordan kulturlivet bliver stærkt. Så det er visionen i hvert fald. Og det er det, der ligger i den måde, vi tænker bæredygtighed, som først og fremmest er den kulturelle bæredygtighed. Så kan vi samle alt det der handler om co2 reduktion og sådan noget op senere, for ironisk nok tror jeg, vi har ’kørt til Spanien’ tre gange allerede, fordi der er så store afstande heroppe, vi ligger og ræser rundt i biler hele tiden, ikke, så på co2 regningen er vi håbløse.

Kunne du lige uddybe, hvem parkour-drengene er?

Det er en flok rigtig fine drenge fra forskellige steder i Odsherred som, ja, har dyrket parkour og som kan hoppe rundt på alt muligt, lave vilde akrobattrick i gadebilledet. De er en del af Ung i Odsherred, der har parkour som et programpunkt. Nogle sindsygt fede fyre, som ikke er bange for noget som helst.

Er de andre eksempler på samarbejdspartnere, der har farvet festivalen?

Ja, et af de projekter, jeg er allermest stolt af, er vores cykelprojekt. Historikken i det er, at vi skulle lave et cykelværksted, som rakte ud til unge. Først var det i forhold til ledige, men den slettede vi ret hurtigt, og så hed det bare ’cykelværkstedet’ som henvendte sig til unge. De skulle være med til at bygge cykler, altså først lære at reparere cykler, og næste skridt er så at de også er med til at bygge vores nye cykler. Men det projekt kuldsejlede ret hurtigt, fordi der ikke kom nogen. Så vi besluttede, at nu ville vi bygge cyklerne selv. Vi har bygget ni cykler, nogle er bare almindelige tohjulede med højtalere på, og nogle har et meget specielt udseende, er meget æstetiske cykler.

Kan du bygge cykler?

Nej, det kan jeg ikke, så vi trak fire cykelmekanikere fra Kbh. ind, nogle cykelpunkere som kom ud og lavede sådan nogen skraldecykler. Da de så var lavet, kom den gode Stian ind og sagde, hey, jeg skaffer lige nogle unge til at køre dem. Så nu ligger de der rødder, altså, virkelig rødder med stort R, og cykler rundt på de her cykler sammen med Kim, som er hende, der er projektleder på det, og de er bare super cool. Altså, de vil rigtig gerne deltage, og det synes jeg er et eksempel på et lille projekt, som på en eller anden underlig måde har formået at række ud til nogle unge, som kulturlivet ellers overhovedet ikke kan finde ud af at få forbindelse med. Det er et lille projekt, og det synes jeg bare er fedt. De er vigtigt, for en af de ting, der kendetegner vores program er, at der ikke er nogen programmer, der er lavet AF unge. Unge heroppe er en meget sammensat gruppe. Og der er slet ikke noget, der har talt til gruppen af rødder overhovedet. Hvis jeg skulle tillade mig at italesætte dem, så vil jeg sige, at de er fuldstændig marginaliserede på alle tænkelige måder. Derfor er jeg lidt stolt over, at de har fundet en vej ind til festivalen, og at de på en eller anden underlig måde får en platform alligevel. De er sygt seje, når de cykler rundt, og man tænker, fuck, hvor er de fede, de der cykler, og så ser man også de der drenge, og de får så meget credit for det. Der kan jeg mærke, at der kan kulturlivet lave en håndsrækning med en gestus, som ikke er nedladende. Det er power på et plan, som jeg ikke havde set komme. Det er en af de ting, jeg er stolt af.

 

 

Del med andre