Teater i det nye årtusinde – Fem veje ind i teatret af Jette Mortensen & Lotte Thulstrup. Frydenlund 2012.

Boganmeldelse af Erik Exe Christoffersen

Der skrives ikke mange bøger om dansk teater. Det mest almindelige er biografier over kendte skuespillere. Teater i det nye årtusinde er imidlertid noget så sjældent som en bog om moderne nyskabende dansk teater skrevet med et pædagogisk sigte for gymnasiets dramaelever, og for dem som måtte interessere sig for en diskussion af teatrets udtryksform, tematik og produktionsmåde i 00’erne. Bogen giver et bud på nogle tendenser i udviklingen af teatret som scenekunst. Det vil sige en scenekunst, som ikke tager udgangspunkt i den såkaldte ”gode” fortælling, men i alle mulige virkeligheds- eller medie-dokumenter, og hvor skuespilkunsten langt fra er én bestemt tradition, men ligesom instruktørfaget kan rumme mange forskellige medier og opførelsesstrategier.

Teatret søger autenticitet

Ifølge forfatterne er tiden efter 2000 en periode, som har været præget af, at globaliseringen for alvor har fået et gennemslag. Terrorismen blev en global trussel med angrebet på World Trade Center i New York, 11.9.2011 og med eftervirkninger i Danmark fx med Muhammedkrisen i 2005. Andre udtryk for globaliseringen er den verdensomspændende finanskrise fra 2008, klimaudfordringen og de nye globale mediers hastige udbredelse. Forfatterne har givet ret i, at det senmoderne samfund er et flydende, dynamisk og risikobetonet samfund præget af katastrofiske forhold, som også er slået igennem i kulturen som helhed og derfor også i teatret. I en stadig mere kompleks og medialiseret fremstilling af virkeligheden melder et spørgsmål sig: Kan vi tro på det, der sker? Ofte viser virkeligheden sig iscenesat og fortolkelig med hemmeligholdte undertekster og skjulte intentioner. Autenticitetslængslen er for forfatterne et centralt omdrejningspunkt i teatergenrer, som er blevet kaldt virkelighedsteater, installationsteater, remediering, postdramatisk teater og devising. Der er her, vi kommer tæt på det virkelige og nærmere forestillingen om det autentiske. Det vil sige det, som ikke er medialiseret eller iscenesat. Det skaber et paradoks i og med at teatret jo altid er iscenesat.

Det refleksive teater

I og med at det senmoderne teater er afsøgende, bliver det naturligt nok også reflekterende. Forfatterne tematiserer dette forhold via bogen Teatermanifester fra 2000 redigeret af Mette Wolf Iversen og Nicole Maria Langkilde. Det fungerer som et godt udgangspunkt for et signalement af et reflekterende årti. Manifester har det med at ville skabe forandring. Hvad er det for nogle manifester, aktører som Jokum Rohde, Henrik Hartmann, Karen-Maria Bille, Jens Albinus og Katherine Wiedemann får lanceret i denne bog? Eller iagttagere som Anne Middelboe Christensen, anmelder ved Information, og Niels Lehmann, i dag leder af stor- instituttet Æstetik og Kommunikation ved Aarhus Universitet? Hvad mente de, og hvad blev det til? Forfatterne citerer fra bogen, som kunne have fortjent en nærmere analyse, som et centralt, måske lidt overset dokument for indgangen til perioden.

Ellers er det Robert Wilsons (instruktør) og Tom Waits (musik) roste forestilling Woyzek på Betty Nansen Teatret i 2000, som forfatterne bruger som indgang til det nye banebrydende visuelle og postdramatiske teater, og som i særlig grad vægter tableauet, lyset, farverne og det sceniske rum frem for det fortællende.

De fem veje

Teater i det nye årtusinde følger fem veje ind i teatret. Den første handler om det såkaldte virkelighedsteater, som diskuteres som en slags forlængelse af det politiske teater. Som konkrete eksempler henvises til Christian Lollikes stykke om gruppevoldtægt Dom over skrig 2004. Et stykke som tog udgangspunkt i en aarhusiansk virkelighed og i øvrigt blev kritiseret voldsomt af Dansk Folkeparti for at forherlige voldtægt blot ved at tematisere det. Et andet eksempel er Betty Nansen Teatrets teaterform C:NTACT, som fra 2005 både uddanner og skaber rammerne for at unge med mod på teater selv iscenesætter deres egen virkelighed. Derved skabes en meningsfuld relation samtidig med, at de unge erobrer deres egen (etniske) anderledeshed.

Den anden vej handler om klassikerfortolkninger eller brugen af klassikerne som løftestang for nutiden. Det har medført en klassikerdebat om, hvordan man kan og skal behandle klassiske tekster. Herunder strategier for iscenesættelser og fortolkningsstrategier som er mere eller mindre radikale. Hovedtendensen går i retning af at klassikeren bruges af konkrete skuespillere i en særlig kontekst og det får indflydelse på fortolkningen, som undertiden mere er et subjektivt forbrug. Katrine Wiedemanns iscenesættelse af Strindbergs Et Drømmespil i 2007 på Betty Nansen Teatret er bogens analyseeksempel på en vellykket klassikerbearbejdning, som bruger videomediet til at skabe et uventet vertikalt perspektiv på handlingerne på scenen.

Den tredje vej kaldes genrehybrider. Der udvikles en række blandformer hvor cirkus, stand-up, dans og billedkunst blander sig med teatermediet. Eksemplerne er (igen) Wiedemanns Havfruen fra 2005, hvor svenske akrobater er integreret i H.C. Andersens eventyr, og iscenesættelsen af Shakespeare Stormen af Giacomo Ravicchio, 2011, som benyttede både danske og kinesiske skuespillere og akrobater.

Den fjerde vej er ligeledes en hybrid, som fremhæves som en særlig vej: en sammensmeltning af teater og koncert. Teaterkoncerten er hverken musical eller opera ifølge instruktøren Nikolaj Cederholm, som har nyfortolket bl.a. Gasolin, Bob Dylan, Mozart og the Beatles. Koncertens serie af numre er tilføjet en teatralisering. Det betyder ikke en narrativisering, men at sangere og musikere fremstår som teatrale figurer, der optræder i fysisk vanskelige situationer, fx ophængt i teaterrummet. Musikken er på den måde tilføjet et teatralt, visuelt og rumligt koncept. Teaterkoncerten på Aarhus Teater iscenesat af Rolf Heim Nick Cave i 2006 er analyseeksemplet.

Den femte vej drejer sig om devised teater. Forestillingen skabes her som en kollektiv proces, hvor de medvirkende selv producerer materialer, situationer og karakterer mere eller mindre autobiografisk funderet. Eksemplet er Kamilla Wargo Breklings devisede trilogi Krig, Undskyld og Pis (2004-2007).

Sideløbende med fremstillingen af disse teaterveje er der eksempelanalyser, hvor enkelte forestillinger fremhæves og får en lidt mere uddybende gennemgang. Desuden er der uddrag af tekster, som er velegnede til videre brug. Der er pædagogiske opgaveforslag og litteraturlister. Endelig er der en afsluttende fortegnelse over årtiets Reumertpriser.

Andre veje?

Hovedindtrykket er gode bud på fem veje i teatret med en ret kortfattet analyse og argumentation. Man kunne mene, at teaterkoncerten er en hybrid, og så er vi faktisk nede på fire veje.

Bogen er klart brugervenlig med gode henvisninger og teksteksempler. Forfatterne trækker i udstrakt grad på Gyldendals Teaterleksikon og Lene Kobbernagels Skuespilleren på arbejde og tidsskriftet Peripeti om dramaturgiske studier fra 2004 til i dag. På mange måder er bogen et supplement til Birgitte Dams Teater Live – nye tendenser i 1990-2011, som dog er noget mere dybdegående og nuanceret.

Man kunne savne mere om fx brug af digitale medier som video og andre projektioner, og bogen kunne godt have haft et særligt afsnit om oversættelsen af film til teater som en udpræget tendens. Bogen kunne også sagtens været gået mere i dybden både analytisk og teoretisk og fx diskuteret teatrets tendens til at skabe affekter eller stor patos som noget udpræget for perioden. Dermed kunne en af overskrifterne også have været forholdet mellem affekt og etik – eller forholdet mellem scene og publikums deltagelse, som er en gennemgående tendens der varieres. Det skaber nye former for engagement i teatret og dermed en fornyelse af mediet.

Bogens styrke er, at den klart fastslår at teatret i dag bevæger sig ad forskellige veje, hvilket skaber grobund for mange nye oplevelsesmåder i teatret, nye anvendelsesmåder og pædagogiske muligheder, som trænger til at blive udforsket.

Erik Exe Christoffersen (f. 1951), lektor ved Institut for Æstetik og Kommunikation, Aarhus Universitet. Har udgivet Teaterhandlinger (2007) om moderne teaterformer og dramaturgier og Odin Teatret. Et dansk verdensteater (red, 2012). Redaktør af tidsskriftet Peripeti (2004-).

 

Del med andre

Comments are closed.