Kommentar til Johannes Riis i Politiken d. 18 marts 2012
Af Erik Exe Christoffersen
”Der er ingen, der kan forklare eller redegøre for, hvordan kunst bliver til”. Det er Johannes Riis’ konklusion i Kronikken d. 18 marts 2012. I forhold til de institutioner, lige fra kunstneriske uddannelser til universitetet, hvor der undervises i kreative processer, er det en rigtig kedelig konklusion. Riis mener man simpelthen skal lade ”kunstnerne være mens de skaber”. Han parodierer ”undersøgelser” af hvad kunstnere gør, når der skabes og konstruerer for at underbygge dette nogle eksempler, som latterliggør studier af personlig og kollektiv kunstnerisk refleksion.
Rigtig mange steder i samfundet efterspørges kreative strategier. Kreativitet forekommer ligefrem være en central dimension i det moderne samfundets overlevelse. Der udgives et væld af bøger om kreative processer og strategier. Men kunstnerne skal altså ifølge Riis ikke høres. Hvorfor ikke? Ødelægger viden om kreativitet kunsten? Er det en ubrugelig viden? Riis mener vi i stedet skal se på værket.
Megen kunst har gjort det til en dyd at skabe en gennemsigtighed mellem værket og den kreative proces som en form for selvrefleksion. Tænk blot på hele dogmekonceptet, der ikke bare fornyede den enkelte film, men som også forandrede den skabende proces. Og tænk på ”De fem benspænd” af Leth og Trier, som netop omhandler det produktive ved ikke blot at lade kunstneren være, men tværtimod regulere og rammesætte den kunstneriske proces, i dette tilfælde Jørgen Leths. Kunsten er også at skabe regler og benspænd, og det har vist sig, at creative constraints-tankegangen lader sig overføre og kan inspirere både organisatoriske, pædagogiske og videnskabelige processer. Jeg kan i øvrigt henvise til Peripeti nr. 16, som sammenligner forskellige kreative processer i teatret: fx Det røde rum på Det kongelige Teater, Hotel Pro Forma og Odin Teatret for at indhente viden om hvordan kunstnere ikke bare skaber ureflekteret ud af intet, men benytter præcise metoder.