Mens vi venter på nedsmeltningen

 Af Laura Luise Schultz

 I sit grønlandsstykke med den uanselige titel ±0 komponerer Christoph Marthaler det stof, verden er gjort af, sammen til en poetisk oplevelse.

Det går langsomt i starten. Det går rigtig langsomt. I lang tid sker der faktisk ikke rigtig noget. Ikke ret meget i hvert fald. I forhold til, at der ret hurtigt kommer ni skuespillere på scenen. De har rigtig meget tøj, de skal have af. Vi er jo i Grønland, der er smadderkoldt, må man antage. Og så er der én omme bag boldgitteret, der spiller klaver. Der er en mobil, der ringer. Gulvet er overstrøet med mobiltelefoner. Men så sidder de bare der, rundt om et bord i en sportshal. Undervejs begynder den ene skuespiller ganske vist at fortælle noget. Men på grønlandsk, og det forstår vi jo ikke. De fleste af os.

Mødets musik

Det er dét, det handler om. Det er den oplevelse, vi skal have. Vi skal landes lige her, på det her afsides sted, som samtidig er lige her midt i Skuespilhuset. Det er ikke en historie om Grønland, men et møde mellem kulturer på kanten af nedsmeltning.

Det forløb, vi går igennem i starten, er på en måde målestokken for hele forestillingen. Fra velvillig undren, over småirritation og rådvildhed, fremmedhedsfølelse og –fascination, indtil vi endelig bare lytter. Til melodien i stemmen og klangen i sproget. Til stemningen mellem publikum i salen og performerne på scenen. 

– Først troede jeg det var sådan et politisk korrekt stykke, siden hun bare sad der og talte grønlandsk, siger min ledsager bagefter. – Men så blev det jo heldigvis noget helt andet.

Hun har helt ret, min ledsager. Marthaler er engageret og politisk, men han er ikke moraliserende. Han er først og fremmest en meget musikalsk kunstner, hvis musikalitet har bredt sig ud over alle dele af forestillingen. Det er, som om Marthalers fine kompositoriske sans strømmer igennem alle lag: teksten, skuespillet, gestikken, stemmerne – det er timingen, humoren og evnen til at lytte til de overraskende forbindelser mellem tingene, der sikrer musikaliteten i arrangementet hele vejen rundt.

– Ja, han laver musik af alt, siger instruktørassistenten Gerhard Alt, som er i Danmark for at sætte produktionen op i Skuespilhuset. Jeg har lige fortalt om en sangprøve, jeg overværede på Glyptoteket i 2008, hvor sangerne pludselig brød sammen af grin, fordi Marthaler sad knirkede melodien med det bord, han sad på.

Forestillinger om Grønland

Første gang, vi herhjemme stiftede bekendtskab med den schweiziske instruktør Christoph Marthaler, var netop i 2008, hvor Marthaler på invitation fra Det Kongelige Teater gæstede Glyptoteket med den smerteligt smukke forestilling Schutz vor der Zukunft om nazisternes såkaldte medlidenhedsdrab på handicappede børn. Temaet var grusomt, og Marthalers unikke komposition gjorde det næsten ubærligt bevægende i Glyptotekets helt særlige omgivelser.

Grønlandsforestillingen ±0 er ikke på samme måde følelsesmæssigt gribende. Men den har en langsom intensitet, der bliver forunderligt påtrængende, når man først begynder at lytte efter. Temaet er Grønland, og med i købet kommer så kolonialismen og klimatruslen. Fordi de er så centralt forbundet med Grønland, med vores forestillinger om Grønland og med Grønlands geografiske og kulturelle placering. Men det er ikke en forestilling om kolonialismens forbrydelser, selv om der sagtens kunne fortælles en grim historie om den danske nedbrydning af en hel kultur, inklusive grusomme overgreb på børn. Kolonialismen ligger blot som en understrøm, et vilkår der stikker hovedet frem i europæernes omgang med de grønlandske karakterer og performere – og i den måde, hvorpå det grønlandske sprog forbliver fremmedartet og uformidlet hele forestillingen igennem. Lange passager spilles bevidst uden danske overtekster.

±0 er snarere en personlig collage over mødet med Grønland og de indgange, der nu er for en tysksproget instruktør til det sagnomspundne land: Fx Alfred Döblins glemte science-fiction-roman fra 1924, Berge, Meere und Giganten, der fortæller om en menneskeskabt nedsmeltning af indlandsisen og den deraf følgende klimakatastrofe. Som i forestillingen konkretiseres til et klimatopmøde anno 2150 med en rablende politikertale, hvis pseudo-rationalistiske sprog hurtigt bryder sammen og opløses i konferencedeltagernes høflige konversation og selskabslege.

Eller den helt konkrete oplevelse af at skulle have uendelige lag af tøj af og på hele tiden. Opholdet i den kommunale sportshal – eller er det en forladt militærbase – hvor Gud eller Godot taler til os fra en skramlet højtaler, snorker eller afspiller en gammel lydoptagelse med kolonimagtens regler for kønslig og anden omgang mellem danskere og grønlændere.

Sprogpolitik

En helt særlig dimension i forestillingen er sproget. Skuespillerne taler og synger på dansk, tysk, fransk, engelsk, schweizertysk og grønlandsk. Alene det at bringe alle disse sproglige traditioner sammen, at lade skuespillerne tale deres egne sprog og lade disse sprog blande sig, er en politisk gestus og en kunstnerisk bedrift – som når det schweiziske sagn om Blümlisalp fortælles på grønlandsk, eller når en grønlandsk og en schweizisk sang synges samtidig af hhv. de kvindelige og de mandlige performere. Helt bevidst er de fleste af de grønlandske passager ikke oversat, men ind i mellem er der pludselig grønlandske ord i de danske overtekster. Vi er nødt til at opleve fremmedheden, men også skønheden i det fremmedartede sprog. Det schweizertyske og det grønlandske taler pludselig sammen, hinsides ordenes betydning. Den argentinske forfatter Jorge Luis Borges’ fortælling om Bogen af sand, hvis sidetal er nøjagtig uendeligt, fortælles på rablende fransk af den enlige franske performer. Borges var i egen person et krydsfelt af kulturelle påvirkninger og beherskede talløse sprog.

Omkring nulpunktet

Det kan undre, hvad Bogen af sand laver i et stykke om Grønland, men fortællingen om bogen uden begyndelse eller slutning er en nøgletekst til stykket, der ikke så meget tematiserer klimakatastrofen og nedsmeltningen af indlandsisen, men snarere udspiller sig i dette limbo omkring fryse-/smeltepunktet.

Ligesom sprogene blander sig og lyder underligt bekendte, men forbliver vanskelige at forstå og skelne, således forbliver performerne også underligt formummede i dette ingenmandsland, hvor ikke engang alarmens jævnlige kimen rigtigt formår at vække dem til handling. Alligevel skaber humoren og de gakkede gangarter en forsonende menneskelighed, der gennemlyses af sangen og de poetiske tekstfragmenter, indtil isens dryp til slut bliver til urets tikken, mens tiden rinder ud.

Den komplekse enkelhed

Marthaler har skabt forestillingen i Grønland, som et kulturmøde mellem Grønland og det medbragte europæiske kulturgods, hans trup behersker så suverænt. Der er ingen klare budskaber. Det er i kompositionen, dybden og kompleksiteten ligger. Det er den måde, hvorpå sange og tekster vækker genklang i hinanden i samspil med skuespillet, som åbner for overraskende og poetiske forbindelser.

I programteksten beskriver Marthaler Grønland som en tom plads af betydning for os alle, fordi landets fremtid er helt afhængig af de tiltagende klimaforandringer. Forestillingen ±0 formidler en egen nedtonet fylde midt i tomheden, hvor det menneskelige samvær kommer til syne i al sin skrøbelighed og enkelhed. Dermed viser forestillingen måske alligevel, trods sin statiske form uden egentligt start- eller slutpunkt, hvordan det lader sig gøre at skabe liv og bevægelse i dette tomrum, at være menneske på dette uvisse vilkår.

Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene: ±0

7. – 9. november 2011

Iscensættelse: 
Christoph Marthaler 



Medvirkende: Marc Bodnar, Rosemary Hardy, Ueli Jäggi, Gazzaalung Qaavigaq, Sasha Rau, Bettina Stucky, Nukaka Coster Waldau, Jürg Kienberger, Bendix Dethleffsen og Raphael Clamer 



Scenografi og kostumer: Anna Viebrock 



Dramaturgi: Stephanie Carp og Malte Ubenauf 



Musikalsk ansvarlig: Rosemary Hardy 



Musikalsk produktion: Bendix Dethleffsen 



Instruktørassistent: Gerhard Alt 



Lysdesign: Phönix (Andreas Hofer) 



Lyddesign: Fritz Rieckenbacher 


Laura Luise Schultz, Adjunkt ved Teater og Performance Studier, Københavns Universitet. I redaktionen af Peripeti siden 2005.

Del med andre

Comments are closed.