Egnsteatret som tværkulturel igangsætter, 2011 –  2014

Af Erik Exe Christoffersen

Under denne overskrift vil en forskergruppe under Institut for Æstetik og Kommunikation, Aarhus Universitet frem til 2014 følge projektet Kunsten ude på kanten.  Det er et projekt, der er vokset ud af de praktiske erfaringer, Odin Teatret har haft med Holstebro Festuge.

 

Kunsten ude på kanten handler om, hvordan en kulturinstitution kan udvide og forstørre den kunstbrugende borgers (i alle aldre) muligheder for oplevelse og berigelse med kunsten selv som omdrejningspunkt. Det sker ved at inddrage borgeren på en utraditionel måde end blot som tilskuer, læser, betragter og lytter.

Kunsten ude på kanten er karakteriseret ved, at:

1. De syv byer, der er involveret i projektet – Kolding, Viborg, Rønne, Nykøbing Mors, Nykøbing Sjælland, Svendborg og Holstebro –  er middelstore byer i periferien (eller næsten-periferien) af Danmark.

2. Byerne repræsenterer alle landets regioner og er derved landsdækkende.

3. Projektet retter sig mod borgere i alle aldre i de involverede byer og deres opland, hvorved turister og andre besøgende borgere på en naturlig måde også er omfattet.

(Fra projektbeskrivelse af Søren Kjems)

Kunsten ude på kanten er et langsigtet igangsætningsprojekt, som vi løbende evaluerer med en opsamlende analyse i 2014. Projektet skaber flere forskellige typer af relationer, som kan betragtes og evalueres hver for sig. Det er relationerne mellem de involverede egnsteatre, deres samarbejde, gensidig inspiration, relationerne mellem de enkelte teatre og byerne og relationerne mellem deltagerne (foreninger, institutioner og borger) og deres relation til tilskuerne i de enkelte byer.

Evalueringen retter sig både mod et organisatorisk plan, hvor samarbejdet og samarbejdsformer er det centrale og mod selve den kunstneriske udførelse og effekten af denne. Deltagelsesaspektet, som er det central i festugens strategi, kan ses som en udløber af Odin Teatrets byttehandel- og interferens-strategi.

Evalueringen er både formidlende, udspørgende, analyserende og perspektiverende. Målet er ikke en sociologisk undersøgelse af fx den kulturelle dannelseseffekt. Genstanden for evalueringen er snarere samarbejdsmodellen og denne praktiske gennemførelse.

Projektet dokumenteres med video, interviews og analyserende artikler, som tilsammen synliggør hele projektet og processen både for den interne deltager og for en eksternt interesserede.

Holstebro Festuge 2011

 

Uden Eros går det galt – de gamle grækere vidste det. Guden Eros – der er gud for Kærligheden – er nemlig også bestyrer af livets fundamenter: Venskab, ømhed, solidaritet og elskov. Mød ham, mød Eros og meget mere i den ottende Holstebro Festuge: Kærlighedshistorier!

Holstebro Festuge 4.-12.6 2011 med ”Kærlighedshistorier” består som sædvanligt af mange forskellige aktiviteter bl.a. Den usynlige, som det italienske teater, Teatro Potlach, står for sammen med mange grupper, foreninger og enkeltpersoner fra Holstebro.  Odin Teatret og de inviterede teaterkompagnier Teatro Potlach, Teatro tascabile di Bergamo, og Pontedera Teatro – alle fra Italien – og den internationale gruppe Jasonites – sammen med skakklubben, lokale musikere, OrkesterEfterskolen, Balletskolen, Musikskolen, mavedansere, kajakklub, strikkeklub og mange flere vil medvirke. Ca. 150 optrædende i alt. Den usynlige by er en multimedieforestilling, hvor diverse scener, musikstykker, installationer, koreografiske forløb, rekonstruktioner, lysopsætninger og scenografiske indgreb finder en skjult og hemmelig by. Det er Holstebros underbevidsthed og sjæl som viser sig på vandring rundt i Odin Teatret og omkringliggende  bygningskomplekser og arealer.

 

 

 

Festugetradition

“Det hele startede i 1989, da Odin Teatret ville fejre sin 25 års fødselsdag og invitere holstebroerne til nogle teateroplevelser, som lå ud over dem, teatret normalt inviterede til. Ideen var at mange forskellige aktiviteter kunne finde sted i den samme periode og blive præsenteret for Holstebros borgere som én stor buket: Holstebro Festuge. Det var først, da flere af de mennesker, der havde oplevet de mange begivenheder, fortalte, at det havde været et spændende initiativ og ville vide, hvornår den næste festuge skulle finde sted, at Odin Teatret besluttede sig for at gå i gang med festuge nummer to” (Fra Festugeprogrammet 2011).

Et stort  antal holstebroere og lokale foreninger og organisationer deltager aktivt og samarbejder med festugens professionelle kunstnere om omfattende, ofte udendørs teaterarrangementer, som Odin Teatret og teatrets internationale gæstekunstnere sætter i scene.

Festugen har haft skiftende temaer som Dem tog vi imod! (1989), De danske Colombus (1991) Blandede Ægteskaber (1993), Ved Verdens Ende (1998), Tidens Tand (2001), Aldrenes Pragt (2005), Lys og Mørke (2008). Ankermand har gennem alle årene været Odin Teatrets koordinator, Ulrik Skeel, som modtog Holstebro Kommunes Kulturpris 2009. I 2008 inviterede man interesserede fra hele verden til at deltage i en to ugers workshop på Odin Teatret, som skabte materiale til et kor og optog af Jasonites som deltog i Medeas Bryllup instrueret af Eugenio Barba.  Strategien har således både et pædagogisk element og et forstillingsæstetisk. Det er tale om en multikulturel udveksling og en udveksling af basale sceniske teknikker.

Festugeforberedelserne, selve forløbet og samarbejdet mellem forskellige deltagere skaber sin egen dramaturgi, hvor Uorden er en form for kernebegreb. Denne kreative situation er medvirkende til at gøre festugen til et rum for mærkværdighed, nye perspektiver og anderledeshed.

”Holstebro er den eneste by i hele Europa, som har valgt en gruppe udlændingee og gjort dem til byens kulturelle repræsentanter. Det er enestående i en tid, hvor man overalt i Europa understreger det nationale og patriotiske.” (Eugenio Barba, Dagbladet Holstebro. 4.6.2011).

Vandstier

Vandstier (1991) var den anden Festuge som i 9 døgn omskabte Holstebro til en scene arran­geret af Odin Teatret med undertit­len Kultur uden grænser. Festugen var tilegnet “De danske Colum­bus”, de eventyr­lystne, som rejser ud i det fremmede, som forlader det kendte for at konfrontere sig med det ukendte, og som vender tilbage med nye impulser, erfaringer og oplevelser.  

Vandstier var et sam­arbejde mellem en række kunstnere: Hotel Pro Forma skabte på taget af et supermarked Skibet Bro. Teatro Tascabile di Bergamo fra Italien, deltog med styltegæn­gere og indiske dansere og Teater Akadenwa med “engle” på mure og tårne. Den danske billed­kunstner Nes Lerpa gav med bannere, vimpler og flag byen nye farver, og endelig deltog der mere end 700 af byens borgere.

Der var en begyn­delse (åbningen ved Rådhuset), en forvandling og en slutning (begravelse), som i et ritual. I forløbet kunne man møde en række mærkelige skikkel­ser i græn­selandet mellem det virkelige og u-virkelige. Vandstier skabt nye broer og relationer mellem grupper, miljøer og mennesker, som ellers havde været adskilte. Festugen foregik på tagene, i kirkerne, på skorstene, broer, tomme villaveje, på åen, på gågaden, i parkerne og mange andre steder. Holstebro blev som iscenesat by både virkelig og u-virkelig i mødet med teatrale handlinger på steder, hvor teater sædvanlig­vis ikke opføres, på tidspunkter hvor der normalt ikke opføres teater.         

Skibet Bro var iscenesat af Kirsten Dehlholm, Hotel Pro Forma. Den blev opført af omkring 700 medvirkende i 7 døgn på taget af Kvickly midt i byen, til daglig en parkeringsplads. Her boede Kirsten Dehlholm ugen igennem i en skurvogn. Forestillingen var en antropolo­gisk rejse og et studie i et lokalom­rådes mange forskelligartede kulturelle udtryksfor­mer. De forskellige virkeligheds­elementer, som “antropologen” opdagede i foreningerne og i klubberne, hos private og offentlige institu­tioner, blev sat sammen på en ny måde i en ny æstetisk virkelig­hed efter allegori­ens princip. Dehlholm er den rejsende “antropolog”, der opholder sig i en “ukendt” egn hvor de “vilde” opfører deres særegne danse, ritualer og fortællinger.

Motor­cyklister fra den lokale klub kørte med gymnasiepiger bagpå til klassisk violinmusik, som druknede i motorlarmen. Soldater demonstrerede den militære “påklædnings­procedure” fra dagligdags uniform til paradeuniform og til kampuniform, hjelme med grene, sort­sværtede ansig­ter og gasmasker. Brandmænd demon­strerede et hav af hvidt skum. Der blev danset opvis­nings­dans til fransk barokmusik. Store amerikanerbiler lavede opvisning i kørsel til Verdis opera Aida. Som midnatsshow blev der demonstreret hundedressur med schæfer­hunde af foreningens medlemmer klædt i selskabstøj. En gruppe unge mænd demonstr­erede taekwondo, en koreansk kampsport, ledsaget af en lys drengeso­pran. Samtidig med at alle disse forskellige handlinger blev monteret “forkert”, blev der kontinuerligt bygget på en langbåd. Alt var “virkeligt” ned til mindste detalje. For enden af pladsen var der et stort spejl, som gengav byen som et spejlbillede i forvrænget form.

Handlingerne blev i sammenhæng med musikken til fremmed­artede, arkaiske, koreograferede handlinger i en ny virkelighed, som pegede tilbage på daglig­dagen og løftede sløret for skjulte eller hemmelige ritualer. Odin Teatret spillede hele ugen igennem en midnatsfore­stilling (Klabaute­rfolket) om den antropologi­ske rejse inspireret af blandt andet antropologen Kirsten Hastrup og Joseph Conrads Kurtz-figur fra bogen In the Heart of Darkness. Teater Akadenwa opførte en Buto-agtig forestilling klokken fire om morgenen for tolv til­skuere, nogle lettere berusede på vej hjem fra værtshus og et par andre ude for at lufte hunden. Måske var det et hemmeligt ritual, gruppen udførte?

Skibet Bro befinder sig mellem to traditioner. En an­tropolo­gisk tradition, hvis interesse det er at præsentere “de fremmed­es” adfærd ved at bringe disse levende objekter ind i en iscenesæt­telse. Det kan være lige fra barokkens processioner, markeds­pladsens kuriosi­tets- og raritet­skabinet, hvor abnormite­ter fremvises som under­holdning, til verdensudstil­lingernes frem­visning af fremmede folkeslag (eskimo­er, hottentot­ter, kinesere og japanere i 1800-tallet) og til kulturmuseers etnografiske udstil­linger. Den oprindelige kultur opløses i den antropologiske ­ramme og repræsenteres i form af en iscenesættelse som “udstil­ling” af autentisk og oprindelig identitet. Det er altså en etnoæstetisk tradition, som både indeholder en destruktiv og en skabende tendens, hvor objekternes oprindelige identitet nedbrydes og genskabes som repræsentation. Denne består af udvælgelse, sammenstilling og kommen­tarer, som tilsammen har til hensigt at vise objekternes bevaringsværdige kulturelle identitet som også fortæller om ”an­tropologens” identitet.

Den anden tradition rammesæt­ter det “autentiske” og iscenesætter det som kunst uden at bekymre sig om, hvorfor ”de fremmede” gør, som de gør, og hvilken identitet de nu måtte udtrykke, men skaber sin egen sanselige virkelighed og forbindelser. Sceneramme og sammenkædningen muliggør et andet blik på objektet ved at forrykke figur og grund forholdet. Der er ikke nedlagt en bestemt betydning og denne opstår i kraft af tilskuerens blik på det opførte.

Festugen i Holstebro skabte et byrum, hvor der var vendt op og ned på orden og kaos, og hvor nye resonanser eller samklange kunne opstå. Festen var en destruk­tion af vaner og traditionel­le tænkemåder som grundlag for et kreativt beredskab. Det særlige ved Festugen var, at man forsøgte at skabe en sammenhængende kulturel situa­tion, hvor tilskueren måtte improvisere i et frirum, en anderledes tid, et tomrum befriet for dagligdagens ret­ninger, vaner og automatis­mer. Det var et kulturelt eksil, hvor den fremmede lige så godt kunne være ens nabo som en indisk danser.  

 

Teater Akadenwa lavede en fore­stilling på råd­husvæg­gen i forbindelse med åbningen. Fem bjergbestigere, som ikke var skuespil­lere, skulle placeres i tove på den omtalte væg, én siddende i en stol, læsende, en anden stående vandret ud fra væggen, som om han ventede på en bus. Alle var de klædt i hvide kimonoer og havde hvide paraplyer. Problemet i forbindelse med forberedelsen til denne performan­ce var at forklare per­sonalet på Rådhuset ikke blot, hvordan det teknisk skulle løses, men også selve ideen i dette teatralske billede næsten uden aktion. Der var problemer nok: det kunne ikke lade sig gøre at komme op på taget, der var ikke noget at binde bjergbestigerne fast til. Hvis de faldt ned, hvem havde så ansvaret? Hvis bygningen led skade, hvem skulle så betale? Disse spørgsmål er ganske indviklede at besvare, fordi de går på tværs af diverse fagskel. Efter meget lang tids forhandling med forskellige instanser lykkedes det at komme op på taget, og løse problemerne med at fastgøre reb og den slags. Forestillin­gen blev gennem­ført og skabte en ny scene. Tilskuerne så Rådhuset på en anden måde og ikke mindst de modvillige rådhusbe­tjente fik et ganske stolt forhold til bygningen. Årsberetningen fra Holstebro kommune, 1991, er illustreret med billeder fra Festugen og i 1994 havde Holste­bro Turist­guide det samme billede fra rådhusvæggen på forsiden. En bjergbestig­er var pludselig blevet en form for varemærke for byens seværdig­heder, en metafor for byens muligheder. Holstebro som jo ligger i en absolut flad egn af Danmark, lod sig repræsentere af en form for drømmeagtig anderledeshed. Den konkrete væg vil forblive mere end sig selv: den vil være en scene i erindrin­gen.

Dette peger på, at en del at det skabende arbejde i teatret kan være det at (ud)­tænke og praktisere scenen, ikke som en bestemt stil, genre, men som en relation mellem teatret og konteksten eller byen og byens rum. Der er samtidig en form for ændring af teaterbegreber og måske i særlig grad forholdt mellem amatører og professionelle. Ofte opfattes amatørskuespil­lere som folk, der gerne vil lave teater, men som ikke har den fornødne præcision i udtrykket, hvad enten det nu skyldes mangel på talent, træning eller uddannelse. Skuespillerens teknik kan ofte kun beskrives negativt, som en reduktion af daglig­dagens adfærd. Energien holdes tilbage, adfærden begrænses til en form. Det er den evne, der adskiller amatøren fra den professionelle skuespiller. Amatøren kan imidlertid besidde en performance-teknik i kraft af en specialiseret færdighed, der ligesom skuespillerens adfærd tilbageholder og former energi. Bueskydn­ing og hundedressur forudsætter præcision mentalt og fysisk, og når den oprindelige kontekst skiftes ud med en kunstig rammesæt­ning i form af en scene, forvandles denne færdighed til kunst. Det gør naturligvis ikke bueskytten til skuespiller. På den anden side er de heller ikke amatører. Hvem som helst kan bruges som performer, men ikke til hvad som helst. Performerens kvalitet består først og fremmest i at udføre en konkret handling, hvis funktion og effekt er at være en del af bybilledet, som derved ændres til fiktion. Det er præcisionen i forhold til den aktuelle sceniske ramme, som er afgørende.

Vandstiers afslutningen i byparken sammenførte en række af Odin Teatrets teatrale figurer: isbjørnen, Trick­ster, Mr. Peanut, døden på stylter, den hvidklædte med maske og en præ­stelignende figur med stok med hjemmeværnssoldater, en traktorfører, nogle bjergbestigere, styltegængere, musikere og dansere og dukken Golem, det kunstige menneske uden sjæl, som indgik i Odin Teatrets Oxyrhyncus Evangeliet (1985). På søen svømmede guldænder, og træerne havde store røde blomster. På en brændende ø sad en japanerinde og spillede fløjte for en rødhåret løve. Damer i hvidt og herrer i smoking dansede vals på stylter. Skib Bro med Golem blev begravet i parken ved hjælp af en gummiged og teaterfigurerne kastede jord på graven. Tilskuerne synger sammen med aktørerne, og endelig sendes et mindre skib til vejrs fastgjort til en stor hvid ballon. Et kunstværk blev begravet for at markere slutningen på en Festuge.

 

Odin Teatret, 1991. Foto: Torben Huss.

Odin Teatret forbinder kunstritualet med livet (byfester, byttehandel) og den konkrete række af sociale relationer som festen skaber, men desuden demonstreres kunstens kreative overflødighedshorn som en repræsentation af anderledeshed.

Ægteskab i fremmedhedens navn

I forbindelse med Odin Teatrets fyrre års jubilæum i oktober 2004 indgik man en mærkværdig alliance med Holstebro. Denne begivenhed kan ses som udtryk for teatrets udbyggede relation til Holstebro. Der var tale om en teateragtig eller måske nærmere rituel ceremoni i den meget smukke runde og hvidkalkede næsten kirkelige byrådssal på Rådhuset. I Tricksters (Iben Nagel Rasmussen) skikkelse blev Odin Teatret gift med Holstebro Kommune, repræsenteret af borgmester Arne Lægaard. Da teatret i 1966 ankom til Holstebro, var det uden nogen som helst status. Teatret var en overflødighed, en unødvendighed og i en periode en skandale, fordi de færreste kunne se Odin Teatrets aktiviteter som teater. Gennem årene har dette ændret sig, og teatret er blevet anerkendt, ligesom Holstebro er blevet det for sin kulturpolitiske satsning. Derfor denne alliance, som bevidner ”nødvendigheden af det overflødige”. Og som det hedder i bryllupstalen (2. 10. 04): ”Et teater og en by kan kun blive gift, hvis de begge søger deres rette identitet. Hvad er et ægteskab, hvis ikke et møde med den fremmede man elsker? … Kunstens formål er at frembringe dette lys, som får en til at se livet på ny… Det er det overflødige, som tænder en gnist i ens liv, som giver det mening og overskrider grænser”.

 

Teatrets funktion er på ingen måde danskheden, tværtimod er det fremmedheden i Odin Teatrets optik. Bryllupsceremonien var en særpræget teaterbegivenhed, som kastede et særligt blik på alliancemuligheder mellem politik og kunst, hvor begge instanser bevarer deres egenart, autonomi og fremmedhed over for hinanden og derved tildeler hinanden legitimitet og status.  

Kulturstrategi

Ifølge Dorte Skot-Hansen (1998) er Odin Teatrets placering i Holstebro en del af den lokale kulturpolitik fra midten af 1960’erne. Det var en globaliseringsproces, som forandrede Holstebro fra at være en provinsby, ”hvor toget var kørt forbi til en international kendt kulturby” præget af modernitet og multikulturalisme. Skot-Hansen ser udviklingen gennem tre forskellige begreber: homogenisering, heterogenisering og hybridisering, som betegner forskellige faser i kulturpolitikken og samtidig tre forskellige former for globalisering.

 

 

 

Den første fase af kulturpolitikken kan betegnes som en demokratisering af kulturen, hvor Statens Kunstfond beredvilligt støttede Holstebros ønske om at forstærke kunstindkøb af internationalt tilsnit. Symbolet på denne proces var Giacomettis Kvinde på kærre, som kommunens kunstkonsulent, forfatteren Poul Vad, anbefalede med folkelig protest til følge. Den blev købt for 210.000 kr. med tilskud på 60.000 af Ny Carlsberg Fonden (i dag er den vurderet til 553 mio.). Kulturpolitisk var der tale om en internationalt orienteret modernistisk enhedskultur, som blev opfattet som utilgængelig af den lokale befolkning, og som blev fortolket som en generel kulturkløft i dansk kulturpolitik.

Næste strategi indtræder i 70’erne og strækker sig ind i 90’erne og udvikler det kulturelle demokrati. Det er præget af en såkaldt multikulturalisme og en anerkendelse af, at man må konstatere, at sameksisterende heterogene kulturer, hver med deres forskelligheder, udveksles med hinanden. Odin Teatrets byttehandel er et godt udtryk for denne opfattelse af mødet og udvekslingen mellem kulturer. Det gælder også de Festuger, som blev afholdt siden 1989 på initiativ af Odin Teatret med temaet ”Kultur uden grænser”. Disse drejer sig alle om udveksling mellem forskellige kulturer og grupperinger, men peger også på det tredje kulturbegreb: hybridisering af kulturer. Der er mange eksempler på, at der ud fra kulturmødet opstår noget nyt på baggrund af de oprindelige former. Da Odin Teatret indgik ”ægteskab” med Holstebro i 2004 var det med respekt for forskelligheden som grundlag for dynamik.

Skot-Hansen stiller naturligt nok spørgsmålet om, hvad denne udvikling har betydet for ”almindelige mennesker”. Har kulturpolitikken udviklet kompetencer, der adskiller sig fra andre byer? Er der et særligt kreativt potentiale i Holstebro, og er borgerne kosmopolitisk orienteret? Eller er der stadig tale om en kulturkonflikt mellem en ”truet” lokal national kultur og en globalt orienteret, kreativ og fremtidssikret omstillingsberedt kultur? Skot-Hansen medgiver, at hun ikke kan svare entydigt på disse spørgsmål og stiller sig tvivlende overfor, om de overhovedet kan undersøges.

Holstebromodellen falder fint i tråd med Richard Floridas grundtese om, at globaliseringen og den voksende betydning af innovation medfører, at den kreative klasse bliver større og mere betydningsfuld for samfundsudviklingen. Holstebro er et oplagt eksempel på denne strukturelle omlægning af samfundet, som har været en del af udviklingen siden 1960’erne. Tesen er at kulturlivet i bred forstand, de kulturelle forskelligheder, mangfoldigheden og et varieret kulturtilbud tiltrækker den kreative klasse og er med til at dynamisere udviklingen. Der er ingen tvivl om, at modellen har været et vigtigt kendetegn for Holstebro og reelt har forøget kulturtilbuddene mere end i lignende byer. Set i det perspektiv har Teatret har været med til at brande Holstebro. Om det også har tiltrukket flere fra den ”kreative klasse” er umiddelbart vanskelig at konkludere. Ifølge statistikker fra Andersen & Lorenzen: Den danske kreative klasse, Klim 2009 adskiller Holstebro sig ikke markant fra tilsvarende byer som fx Viborg, Vejle, Esbjerg eller Randers, hvad angår andelen af den kreative klasse (20.5 %). Til sammenligning har fx Århus 29,2 % og Svendborg 24,6 %. Holstebro har dog en lille føring på antallet af bosatte bohemer (kunstnere, journalister, designere ol.) i byen (0, 49 % frem for Vejle 0,34 %, Viborg på 0,31 % og til sammenligning Århus 0,9 %). Den faktiske effekt på erhvervslivets udvikling og kommunens økonomi fremgår ikke klart. Der er dog ingen tvivl om, at Odin Teatret opfattes som et aktivt vartegn for Holstebro.

Litteratur

Barba, Eugenio: De flydende øer. Borgen, København 1989.

Eugenio Barba: On directing and dramaturgy. Burning the house. Routledge 2010

Barba, Eugenio: Den dybtgående orden, der kaldes turbulens. Peripeti, Århus 2007, særnummer.

Barba, Eugenio: Stilhedens sønner. Programmet til Andersens drøm. 2004. Peripeti, Århus 2007, særnummer. 

Barba, Eugenio: En kano af papir. Drama 1994.

Christoffersen, Erik Exe: Skuespillerens Vandring.Forlaget Klim1988

Christoffersen, Erik Exe: Teaterhandlinger. Forlaget Klim 2007

Christoffersen, Erik Exe (red.) Odin Teatrets dramaturgier. Peripeti. Særnummer-2009.

Christoffersen, Erik Exe (red.): Serendipitet. Peripeti. Særnummer 2007.

Kuhlmann, Annelis: Teater som Interferens1. Peripeti nr 12. 2009

Skot-Hansen, Dorte: Holstebro i verden Verden i Holstebro. Klim 1998

Watson, Ian: Negotiating Cultures. Eugenio Barba and the Intercultural debate. Manchester University Press, 2002.

Winkelhorn, Katherine: In Odin Teatret. Et dansk verdensteater. (red. Erik Exe Christoffersen) Aarhus Universitetsforlag. Udkommer i slutningen af 2011: Festugen i Holstebro som kulturelt erfaringsrum 

Skeel, Ulrik: Interferens 2. Peripeti nr 12. 2009

Del med andre

Comments are closed.