Breaking the Waves
Af Erik Exe Christoffersen
Lars von Trier film Breaking the Waves (1996) blev i 2009 lavet som sceneversion af Odense Teater. Folketeatret har i denne sæson haft forestillingen på turné og den 24. november blev forestillingen opført i Musikhuset i Aarhus med Cecilie Stenspil i hovedrollen som den selvopofrende Bess. Dramatiseringen og bearbejdelsen, som er foretaget af Vivian Nielsen, blev første gang opført i 2004 i Oslo
Filmen var på mange måder en rystelse i sin tid, midt i 90erne, før dogmefilmen brød igennem og for en tid vitaliserede dansk film med en række dogmeprincipper, som allerede er til stede i Breaking the Waves.Som i filmen foregår sceneversionen i et lille religiøst samfund på det nordlige Skotlands vestkyst. Bess tror på Guds kærlighed og fører lange samtaler med ham. Hun møder borebissen Jan, og hun får både Guds og kirkesamfundets tilladelse til at gifte sig med ham. Efter brylluppet nyder de hinanden en lykkelig stund, og Bess giver sig overraskende uforbeholdent hen i det seksuelle samvær med Jan. Hun bliver totalt ulykkelig, da han skal tilbage til arbejdet på boreplatformen. Hun beder Gud om at sende ham tilbage. Jan kommer ud for en ulykke og bliver fløjet hjem. Han er lammet i kroppen, og Bess er overbevist om, at det er hendes skyld. Hun fortryder sin bøn, og hun beslutter sig for at ofre sig for at gøre Jan rask. Ligesom Gud måske misforstod hendes bøn, misforstår hun nu, hvad det vil sige at ofre sig. Hun påtager sig lidelser og ydmygelser på krop og sjæl og til slut dør hun mens Jan mirakuløst bliver rask. Til sidst bisættes hun af Jan og kammeraterne, og Guds klokker i himlen bimler, som en form for anerkendelse. I modsætning til det religiøse samfund, som hverken accepterede klokker eller hendes handling, og som modsætter sig en værdig bisættelse i kirkens navn.
Teaterversionen og filmen om den lettere ”naive” Bess udspiller sig i 70erne. Kostumerne og musikken skaber en historisk distance. Teatret dyrker ligesom filmen uhæmmet patos og lader sin figur lide som en kvindelig Kristus. Bess formår at give sig selv helt og aldeles. Både når det gælder at give sig hen til kroppen og begæret, og når det gælder at ofre sig for den man elsker. Bess giver sig både hen til Jan og til Gud. På den måde afviger hun radikalt fra egnen og hører egentlig ikke til. Hun er ligesom Jan en fremmed, der søger at skabe et hjem, hos Gud og hos manden Jan. Hun er en oprører, som Gud (eller den mediale instans hun i-tale-sætter) sætter pris på selvom hun også ind i mellem er for meget selv for Gud (han har jo også andet at lave). Bess vil gøre hvad som helst for at redde Jan.
Stykket skaber en tvivl omkring denne offerrolle. Er det indbildning eller sker der et mirakel? Er Bess’ tro en form for sygdom, eller er hun bare stærk i troen?
I filmen spiller det filmiske med og skaber en form for rystelse som gjorde Breaking the Waves til en sensation. Den patosfyldte fortælling bliver fortalt gennem et manieret filmsprog, som bryder en række filmiske normer. Hovedpersonen taler direkte til kameraet, der benyttes et undertiden næsten svimmelhedsfremkaldende håndholdt kamera og kapitelinddelingen af filmen, tilsat 70er musik, skaber både en radikal indlevelse og en distance. Det betyder at filmen også handler om film og filmsprog, om det håndholdte og statiske kamera som Guds blik. Kameraet kan opfattes som Guds øje. Og han ser alt, med mindre han har travlt. Tilskuerne ser på en måde fra Guds position og det opleves ganske provokerende og gør at tilskuerne ikke rigtig ved om de skal stole på det, som de ser.
Filmen tvinger tilskuerne til at forholde sig bevidst til filmsproget som både skjuler sig selv og fremhæver sig selv. Det skaber fiktionen og karaktererne som virkelighed og fremhæver fiktionen som fortalt. Med Trier ved man ikke klart, hvor man har fortælleren og hvem fortælleren egentlig er?
Sceneversionen forsøger ind i mellem at skabe samme tvetydighed. Når Bess taler med Gud forstærkes hendes tale via lydanlægget og stemmen fremhæves som lys eller dyb. Er det Gud som svarer, hendes egen fantasi, eller er det bare teatermediet?
Der er flere eksempler på at teatermediet ”kommenterer” fortællingen. Skuespillere kommenterer begivenhederne. Skuespilleren som spiller lægen betvivler figurens handlinger. Scenografien med en bagvæg af metalplader, et bord, nogle bænke og ellers sygesengen er skrabet og enkel og teatral. Helikopter og boreplatform skabes primært af lys og røg. Bess’ sidste offer, hvor hun møder en voldsmand med hævet kniv, udføres som en dans. Relationen til Jan får en slags i klimaks i sygesengen, hvor de sammen skråler med på en af tidens popsange. Til sidst er der ikke tale om Guds klokker. Den døde Bess forsvinder i have og de øvrige skuespillere kommer langsomt ind mens de slår på en kaffekop, på væggen eller med en ske på en flaske. Det bliver til en lille teaterkoncert som fremstiller klokkerne og på den måde dementerer fortællemåden fiktionens Gud. Gud som sådan er der ikke. Men teatret frembringer personer, som måske tror og for hvem Gud er virkelighed. Historien udspringer dybest set af tilfældigheder, tragiske uheld og en række af misforståelser.
Forestillingen formår dog ikke for alvor at ryste teatermediet ligesom filmen rystede filmmediet i sin tid. Derfor fremstår en række scener og figurer også mere patetiske end patosfyldte, som en parodi på Dreyers film Ordet (1955) og Jeanne d’Arc (1928), især moderen, lægen, voldtægtsmanden og kirkens folk spilles så overdrevet, at virkningen bliver mere hysterisk end gribende. Også Stenspil hulker sig gennem rollen, men formår dog at give karakteren en indre splittelse, som virker overbevisende og tragisk. Hvis man vil spille Lars von Triers tekster må der foregå en oversættelse af Triers filmiske originalitet. Teksten alene gør det ikke, selvom Trier ofte får sat tingene på spidsen også i teksten. Det virker først og bliver først rigtig spændende når medialiseringen er virksom. Derfor virker Breaking the Waves ikke helt forløst, når historien fortælles gennem et for velkendt teatermedium.
Der har i de senere år været en tendens til at overføre film til teater. Det gælder Lars von Triers film og en række andre. Det er en tendens, som ikke blot findes i teatret. En række kunstformer anvender andre værket som led i en kreativ oversættelse som genskaber, genbeskriver, genformer eller genudstiller. Den franske kunstteoretiker og kurator Nicolas Bourriaud kalder det postproduktion (Bourriaud: Postproduktion, Det Kongelige Danske Kunstakademi, 2006), og han mener hermed, at det er et væsentligt træk, at kunsten skaber relationer til forudeksisterende værker og formelle strukturer ved at overføre disse til nye sammenhænge. Derved forgår der en form for traditionsbearbejdning og en gentænkning af medier og deres funktionsmåde. Fx er forholdet mellem film og teater et ganske interessant forhold, hvor der både er fællestræk og markante mediale forskelle. Filmen kan skabe nærbilleder, kameravinkler, klip, rystede billeder men er i øvrigt gennem optagelsen og redigeringen en fikseret og fastlagt kunstart. Teatermediet derimod er knyttet til opførelsessituationen og tilskuernes tilstedeværelse som til gengæld er begrænset af kroppens position og scenen er bundet til tiden og rummet.
Der findes forskellige strategier og metoder, når det drejer sig om gentænkning af medier. En strategi er den remediering, som fx instruktøren Tue Biering og dramaturg Jeppe Kristensen har benyttet f.eks. i Pretty Woman (2008), hvor de ansatte rigtige prostituerede som skuespillere, eller i Dollars.fo (2008), hvor de genindspillede tv-serien Dollars på Færøerne med lokale aktører. Serien Friends (2009) blev iscenesat med asylansøgere, og aktuelt har Biering og Kristensen lavet en remediering af Chaplins film Guldfeber med handicappede (NyAveny, 2010), hvor hovedpersonen er ordblind, muslim, spastisk og på førtidspension. Disse forestillinger skaber en form for transparens. Der er ikke tale om en transparens, der får tilskuerne til at ”glemme” mediet. Tværtimod er der fokus på selve den medierende proces som en del af forestillingen. I remedieringen af Guldfeber ser tilskuerne gennem fiktionen og møder performernes realitet, såvel deres kropslige virkelighed, deres talent for ”handling” og deres personlige baggrund for rollen. Samtidig fremhæves medialiseringen af fx den berømte vippescene, og dermed relationen til originalen. Lars von Trier har jo selv beskæftiget sig med remediering i fx De fem benspænd og har her sammen med Jørgen Leth demonstreret, hvordan denne strategi har et kreativt potentiale i kraft af selve gentagelsen, som foregår under bevidst vanskeliggjorte forhold og ud fra begrænsende spilleregler.
Odense Teater og Vivian Nielsen benytter en dramatiserende bearbejdning, hvor filmen som medie egentlig forsvinder, og der er ingen tydelig relation til filmmediet. Filmens manus er genstand for bearbejdning på samme måde, som et hvert andet manus bearbejdes før en opsætning. Det er en strategi som skaber transparens i form af indlevelse i fiktionsuniverset.
Der kan laves gode forestillinger ud fra begge strategier, og Vivian Nielsens Breaking the Waves er på mange måde en spændende bearbejdning. Alligevel savner jeg et benspænd i forhold til den kreative proces.
Instruktion: Kasper Wilton
Dramatisering: Vivian Nielsen
Medvirkende: Cecilie Stenspil med flere
Scenografi: Erik Söderberg
(Se fx videoer på youtube.com fra filmen)