ORD DER BETAGER

ORD DER BETAGER

Af Me Lund

Instruktøren Elisa Kragerup ser ud til allerede at være specialist i ungdommelige anelser og dunkle begær. I sidste sæson lavede hun en strålende Syg Ungdom på Aalborg Teater, og nu har hun gjort Den unge Werthers lidelser på Det Kgl. Teater til denne sæsons hidtil mest seværdige forestilling.

Der er en helt frygtelig scene i “Den unge Werthers lidelser” – ja, der er naturligvis mange i denne oprivende tur i kærlighedskarussellen, men der er én, der er særligt frygtelig:

Publikum har som den unge Werthers fortrolige, hans personificerede dagbog, fulgt hans ubændigt svulmende hjertes glæde over at have forladt sin fødeegn; hans iagttagelser af mennesker og skikke i de nye omgivelser; hans vulkansk eksplosive forelskelse i den unge kvinde, Lotte; hans noble venskab med hendes først bortrejste, siden hjemvendte kæreste, Albert; og vi har fulgt hans – Werthers – stigende frustration over og sorte erkendelse af, at hans og Lottes kærlighed er umulig.

Nu mødes Lotte og han igen, begge ulykkelige, begge opfyldt af et navnløst begær – eller rettere: måske er mødet bare et drømmesyn i Werthers desperate fantasi? Hun fortæller om en lille kanariefugl, som hun har lokket til sig og lader spise krummer fra sine læber. Hun kvidrer selv som en lille tomhjernet fugl og glæder sig over dens “uskyldigt deltagende kærlighed”, da hun rækker den over til Werther, så den osse kan fornøje sig med hans læber.

Men han modtager ikke fuglen. Han vender sig bort, flygter, ramt af tanken om, at han selv bare har været et lille underholdende indslag, der fik lov at pikke krummer fra hendes mundvige. I et isnende øjeblik går Lotte nu helt i sort og skriger sin erkendelse af det endelige nederlag så desperat ud, at tindingens pulsårer står frem og er lige ved at briste på skuespilleren Maria Rossing. Skriget er ikke alene hendes eget. Det udtrykker alverdens uansvarlige ungdomsangst, da det går op for hende, at der er uundgåelige konsekvenser af hendes ikke ganske uskyldige leg med begær og følelser.

Det frygtelige ved denne scene er den bitre sandhed om forløbet af denne ménage à trois – Lottes tilvalgte uskyld i forhold til det hav af følelser, hun har sat i bevægelse, og Werthers erkendelse af, at legen blev så alvorlig, at han blev fanget ind i et selvdestruktivt spind af følelser og nu til sin egen overraskelse befinder sig ligeså naturligt i den dybeste desperation, som han kort forinden bevægede sig rundt i den højeste lykkesfære. Så skrøbeligt er et hjerte, så afgrundsdybe er konsekvenserne af lidenskab, beruselse og vanvid, så falsk følelsen af uovervindelighed!

Tre tabere i kærlighedsspillet

I den helt nyuddannede Elisa Kragerups bemærkelsesværdigt sikre iscenesættelse står kanariefuglscenen helt centralt, for placeret som kulminationen på beretningen – kort før revolverskuddet går af – komprimerer den forestillingens idé og vidner om en forbløffende moden læsning af de tre elskendes vidt forskellige sind:

Instruktøren har hele vejen igennem været solidarisk over for både Werthers kamikaze-projekt – ubegribeligt detaljerigt fortolket af en fabelagtig Nicolai Dahl Hamilton – og Lottes bevidst-ubevidste forsøg på at spille de to mænd ud mod hinanden. Men hun har osse givet plads og varme til Mikkel Arndts fornuftsprægede kærlighed, der tydeligvis har sin begrænsning, men som på sine egne betingelser er fuld og hel – og attraktiv nok til, at man som tilskuer forstår eller i hvert fald godtager, at Lotte vælger den som tryg base for sin “voksne” kærlighed. Da Lottes sind brister i kanariefuglscenen, og Werther kun har selvmordet tilbage, står det klart, at der er ikke kun er én eller to, men tre tabere i dette spil.

Og det er jo netop denne kalejdoskopiske undersøgelse af kærlighedens væsen, der er så fascinerende – ja, ligefrem dybt bevægende ved Det Kgl. Teaters forestilling. Den er baseret på Jan Bosses og Andrea Koschwitz’ intelligente bearbejdelse og (delvise) dramatisering af Goethes berømte forlæg, og beretningen bygges op som tre sonetter, der alle indledes af det samme dagbogscitat: “Hvor er jeg glad for at jeg er væk! Bedste venner, hvad er menneskets hjerte? At forlade dem som jeg elsker så højt, dem som jeg aldrig ville skilles fra, og så være glad!” – i starten en lovprisning af livet med hele verden liggende for skribentens fødder, til slut en desperat afsked med det selvsamme liv, efter at hans verden er sunket i grus.

Tillid til ordene

Trin for trin i denne tragiske runddans lykkes det ikke bare holdet bag forestillingen enkelt og smukt at levendegøre Werther & Co.’s tanker og handlinger, publikum inddrages osse i sjælden grad i fortællingen. Dels på grund af dagbogsnotaternes direkte henvendelse. Dels fordi instruktør og skuespillere stoler fuldt og fast på, at vi – publikum – forstår at værdsætte de tætvoksende ord og tanker, hvis kraft uden tegn på ælde de får til at gro direkte ud af en fjern ungdoms dramatiske erfaringer og ind i et nutidigt, stærkt og insisterende sprog. En ordrig teaterforestilling! – hvornår har en ung instruktør sidst turdet elske sådan én? Da Henrik Sartou satte “Ildprøven” op for 20 år siden?

At det er muligt at bygge bro mellem romantikkens billedrige sprog og vores egen tids sitcom-inspirerede fortælleeffektivitet, skyldes osse Steffen Aarfings scenografi, der med arkitektonisk lysdesign af Svend Bergstrand og Jørn Thostrup smukt afstår fra at brodere videre på tekstens egne billeder, men alene tilbyder et “tomt” scenebillede med nogle få, helt basale elementer, herunder beretningens slutdato – juleaften 1772, et spejl, en kildevandsautomat, en rød løber rullet sammen, tre hvide Eames-stole samt en moderne pistol i et nøgternt, lille glasskab – “Knus ruden med hammeren i nødstilfælde”, kunne der sagtens have stået.

Ved dette forenklende greb slår Aarfing fast, at “Den unge Werthers lidelser” beskriver et sådant nødstilfælde. Et eksistentielt nødstilfælde, fremført på én gang nøgternt moderne, i glimt ligefrem humoristisk, og psykologisk indfølende med dyb kærlighed til ordenes selvforelskede musik.

Mens forestillingen diskuterer, om det er bedst at følge sit begær eller afstå fra det, kan der til gengæld ikke være tvivl om, at afstår man fra at se “Den unge Werther”, begår man en undladelsessynd, man senere vil fortryde.

Den unge Werthers lidelser. Af Goethe. Iscenesættelse: Elisa Kragerup. Scenografi: Steffen Aarfing. Det Kgl. Teater, Lille Scene. Til 30. oktober.

Se: http://www.kglteater.dk/da/Alle_forestillinger/Skuespil_10_11/Den_unge_Werthers_lidelser.aspx

Me Lund er redaktør af KRITIKEN og mag. art.